Begravelsesprædiken af feltpræst Jesper Svendsen
5. april 2008 i Garnisons kirke, København.

Kære alle,
der bærer sorg i hjertet over Anders Bjørn Storgaards alt for tidlige død.
En død, som entydigt maler tragedien i vores øjne.
Det ultimative som kunne ske, men som ikke måtte ske, blev virkelighed forrige onsdag.
Jytte og Mikael, I har mistet jeres søn, Johanne, du har mistet din broder, Lone, du har mistet din kæreste, venner har mistet en ven, og Den kongelige Livgarde har mistet en god soldat!
Anders træder ind i det persongalleri af unge danske soldater, der faldt i kamp.
Dette er ikke kun en privat sag, men tillige et samfundsanliggende, at miste soldater.
De er udsendt af vores folkevalgte, og de skal respekteres som sådanne.
Vi vil med tiden komme til at tale om Anders´ generation som den generation, der efter årtusindeskiftet bragte store ofre efter en historisk lang tid med fred.
De var sønner af ære.
Det er mit håb, at vi vil huske dem for det, for de er med til at binde et samfund sammen.
Ære og respekt for dem.
—
Det er påskens opstandelsesberetning, der forkynder imod denne sorg, at døden imod alle odds alligevel ikke får det sidste ord, der er at sige om det gudgivne menneskeliv.
Døden gør nok vores liv skrøbeligt og usikkert,
men vi kan leve vores liv på trods og på tværs af døden, hvis vi går ind til livet fuldt og udelt og tør leve det i sorg og glæde.
Sorg og glæde går side om side. Som salmedigteren Th. Kingo udtrykker det i en salme;
”Sorrig og glæde, de vandre til hobe,
Lykke, ulykke de gange på rad”.
Anders har levet og sat sit aftryk i mange mennesker.
Han har elsket og er mistet, og mistet og elsket.
Han er gået ind i livet og taget imod det med al medgang og al modgang.
Han havde energisk og bestemt taget sit liv på sig og handlet med det.
Tør man det, og gør man det, så bruger man livets muligheder og betaler prisen, for Anders blev det den højeste.
Da byder livet på oplevelser og udfordringer, glæder og sorger, lykke og ulykke.
—
Jytte og Mikael, I gav Anders og siden hen Johanne gode opvækstvilkår. I gjorde Anders til et sundt og livsdueligt menneske, fuld af nysgerrighed og appetit på livet og den verden, der omgav ham.
I fortalte om Anders, at han i Den Kongelige Livgarde havde fundet sin rette hylde med den rette fordeling af håndens og åndens brug.
Anders mødte kærligheden i skikkelse af dig, Lone.
I gennem 1½ år var I hinandens pejlemærker.
Han var en ærens mand.
Vi vil huske Anders for såvel hans holdninger som handlinger. At han var tro mod sine idealer, og at hans handlinger aftvang respekt.
En dag som denne føles store ord som ære og respekt ikke som malplaceret.
For gives der en mere ærefuld indgang til livet end at give sit liv for et større gode for fællesskabet, som Anders gjorde i Afghanistan?
Et øjebliksbillede af Anders, der knæler i hele sin udrustning foran en afghansk dreng, der står med et frimodigt og nysgerrigt smil.
Et billede af fremtid, et billede af forventninger.
Hver lille historie fortæller om øjeblikke, tanker, håb og drømme, som det fandt sin konkrete form for dette enkelte menneske, som det gjorde for Anders.
Og Anders var ikke selv i tvivl om det nyttefulde arbejde, som lå og ventede på netop hans hænder.
—
Som vi lever med hinanden, så ser vi ikke altid, at det har så stor betydning, men når vi tvinges til at tage afsked med livet – så søger vi efter mening, efter håb og tro. Efter de ord, der kan vække tilliden i os, så vi tør møde døden i livet.
Livet i døden er troen på Jesus Kristus, som opstod fra de døde – graven var tom, det ufatbare var sket – ud af graven, ud af opstandelsen møder vi Jesus Kristus som levende nærvær i troen.
Med troen fra dåben og løftet om Guds nærvær både i livet og i døden kan vi møde det.
Det er et løfte, der gælder os alle, som skal fylde os med nyt mod, fylde os med taknemlighed for alt det, vi har fået gennem det liv, der nu er levet til ende.
Som giver styrke til at se tabet, sorgen og tomheden, til at rette sig mod det brudte og skabe nye stier og muligheder mellem alle I, der skal leve videre sammen.
Et menneskeliv er levet til ende, i tillid og i troen på Gud kærlighed og omsorg, overgiver vi nu Anders i Guds hånd. Guds hånd der omslutter både ham og os alle.
Æret være Anders’ minde.
Amen.

Kilde: http://forsvaret.dk/LG/Nyt%20og%20Presse/Nyheder/Pages/KonstabelAndersBj…