14 dage’s ventetid var endelig forbi. Prøven
var taget, et par timer senere lød svaret POSITIV. Vi brød ud i jubel og lykke. 4 uger senere får vi af vide at begge æg har sat sig fast, og at vi skulle have tvillinger. Det kom som et chok, men en varm glæde fyldte vore hjerter. Men skæbnen ville anderledes. I uge 10 tog vor Herre din tvilling. Sorgen ramte os, men vi havde dig, og alt så ud til at være ok med dig. Du begynde at give livstegn fra dig, og en varm og dejlig følelse fyldte igen mit hjerte. (Din far nåede desværre ikke at mærke dine spark).

I uge 20 begynde det at gå galt, vandet gik, vi blev indlagt. Men fik den gode hyhed, alt så ud til at være ok igen. Efter en uge på næstved sygehus, kom vi hjem. Dagene gik, du boksede rundt i maven. Jeg var overbevist om at vor Herre ville lade mig beholde dig. 8 dage efter vi var kommet hjem gik det galt igen. Jeg var begyndt at bløde og vandet var gået.
Blev haste indlagt, men der var ikke noget at gøre. Du havde ikke mere fostervand, og jeg blødte meget. Fødslen blev sat igang. I 3 døgn. Jeg er glad for at det tog så lang tid, jeg fik jo 3 ekstra dage sammen med dig.

Du kom til verden søndag den 26-08-07 kl 16:41, og var 30cm og med en vægt på 515gr. Du var i live, men døde få sekunder senere i mine arme. Du var så smuk, lille og fredfyldt.
Du lignede din bror på en prik.

Jeg savner dig, dine spark. Jeg vil aldrig glemme dig. Jeg elsker dig af hele mit hjerte. Min sjæl og krop og mit hjerte skriger efter dig.

HVORFOR ? HVORFOR ? Giver vor Herre liv blot for at tage det igen, inden det overhovdet er begyndt. Hvorfor fik du aldrig chancen til at se og opleve verden?

Sov sødt Kære Anne marie