Det kan slet ikke beskrives hvordan det har været at miste dig, kæreste Dennis. Jeg føler stadig det kæmpe chok vi alle sammen fik…savnet af dig er enormt og jeg fatter nok stadig ikke helt, at jeg aldrig mere skal se dig, min elskede lillebror !!!
Hver gang jeg ser et billede af dig inde i mit hoved, så snører min mave sig sammen og mit hjerte laver krumspring - tankerne flyver rundt i hovedet på mig, nok fordi jeg inderst inde tænker ” nejnejnej - det her er simpelthen ikke sket for mig og min familie - sådan noget er noget man læser om i ugebladene - det er noget der sker for mange - men ikke for mig !!!”

Dennis du var familiens mest beskedne person. Du tænkte sjældent på dig selv og dine egne behov - du tænkte på os andre - du hjalp os andre. Du var der altid, når vi havde et behov for hjælp og støtte. Du kom så tit forbi til kaffe og mad. Gud ske lov, var du forbi os 3 gange den uge hvor du blev slået ihjel. Om søndagen kom du, fordi du havde fået den der flotte nye motorcykel og gerne ville prøve Hennings læderdragt. Du kørte hurtigt igen, for vejret var suverænt og vejene kaldte på dig - du var MC-freak x 100 !!!
Du vidste, at mor og far skulle til grillmad hos os tirsdag den 21. maj 2002. Du ringede og spurgte ”Hej søster, det er din lillebror - der skulle vel ikke være mad til én til” - der var altid mad nok til dig - vi kunne altid godt lide, at få dig på besøg også når vi havde venner på besøg. Du var jo altid sådan et positivt indslag - en stor glad landmand med et positivt syn på livet !!! Om torsdagen den 23. maj 2002 - dagen før din død, havde du en aftale med Henning om at bære nogle gipsplader ind til vores byggeri. Du var godt nok på overarbejde den dag, men du forklarede Stig, at du altså lige skulle hjælpe svoger i noget der svarede til en halv time og kørte fra Søsum til Ølstykke. Jeg husker dine sidste sætninger - de er brændt ind i mit hoved !!! Da du kom ind ad døren i dine røde arbejdsbukser kom lille Niklas glad løbende da han hørte din stemme. Du bukkede ned i knæene og strakte armene ud til sider og råbte ”HEEEJ krudtugle” - dine aller-sidste ord var ”hej-hej søster”…hold op hvor gør det bare ondt at tænke på !!!

Fredag den 24. maj efter arbejdstid, kørte mor og jeg med ungerne på camping i Dronningmølle. Henning skulle arbejde på vores byggeri så derfor skulle ungerne væk hjemmefra !!! Du skulle arbejde hele week-enden og fredag aften skulle du hjælpe din rigtig gode kammerat, Morten, med at flytte nogle havefliser.
Mor og jeg sad oppe og så tv + snakkede til kl. 00.40 og gik så i seng. Det næste der skete var, at vi vågnede ved at det bankede på campingvognen. Klokken var vel omkring 04. Jeg tænkte bare - det er sgu’ nok nogle af de ”skøre” naboer…mor stod op og åbnede. Jeg fornemmede hviskende stemmer og jeg fornemmede, at min mor gik ud og ind ad campingvognen. Det næste jeg hørte var en fremmed der sagde: ”Jeg må desværre meddele dig, at din søn Dennis er blevet dræbt i et trafikuheld”. Jeg vågnede brat helt op - og jeg føler, at jeg på det nærmeste sprang fra sengen og over i armene på betjenten og skreg og skreg. Jeg husker det som om jeg kun skreg nej-nej-nej hele tiden og at det hele tiden føltes så hamrende uvirkeligt. Jeg fattede slet ikke, at Henning pludselig stod der og holdt om mig !!! Mor sad bare der på sofaen med begge hænderne i skødet og så helt fortabt ud. Hun var helt i chok og talte hele tiden om hvordan vi dog skulle få fat i far som var på tjeneste i Jylland. Hun mente, at han boede i Viborg på Hotel Scandic. Vi blev derefter bedt om at tage tøj på så vi kunne komme med til Frederikssunds Skadestue og identificere dig. Henning blev hos børnene i campingvognen og betjentene tog mor og mig med ned til den parkerede politibil, der holdt lige udenfor bommen til campingpladsen. På vejen derned fortalte betjentene, at man ikke kunne være 100% sikre på at det virkelig var dig der var død, fordi de kun havde fundet din pung på vejen og at du ikke havde noget billed-identifikation i den (vi fandt senere ud af, at der lå dit helt nye kørekort ???). Vejen til sygehuset virkede bare SÅ lang. Mor snakkede hele tiden om fars hotel og rørte overhovedet ikke ved mig, jeg har senere fortalt hende at hun var SÅ underlig. Betjenten sad hele tiden og talte med os og aede os på benene. Da vi kom til hospitalets indgang var det bare så svært overhovedet, at gå derind, at skulle støtte på sine ben. Vi vidste ikke hvad vi skulle ind og se og det var det sværeste jeg nogensinde har prøvet i hele mit liv !!! Jeg følte slet ikke, at mine ben kunne gå og havde hele tiden fornemmelsen af, at jeg ville falde. Mor var stadig som i trance og fulgte med betjentene, men hun gik som en meget gammel kone. Da vi kom op på sygehuset husker jeg det som om, at der kom en sygeplejerske og tog fat i mor og en anden tog fat i mig. Vi kom ind på en ”vente”-stue hvor sygeplejersken bad mig om at trække vejret roligt og helt ned i lungerne, fordi jeg hyperventilerede. Så husker jeg noget med, at min mor pludselig var væk fra ventestuen og jeg gik lidt i panik. Så jeg gik sammen med sygeplejersken over til stuen hvor du lå - jeg fik at vide af ”min” sygeplejerske at jeg skulle vente lidt, men jeg sagde ”Nej, min mor skal ikke være derinde alene” og rejste mig og gik derover. Men da jeg åbnede døren indtil stuen, stod den unge politimand og sagde, at jeg ikke måtte komme ind endnu, fordi de ikke var ”helt færdige med at gøre ham klar”. Jeg sagde, at jeg ikke ville have at min mor skulle være derinde alene. Politimanden svarede, at min mor da var gået på toilettet. Så gik jeg over og satte mig på gulvet og ventede på mor. Da hun kom, blev vi lukket ind - jeg kunne ikke se dig for politimændene og sygeplejersken, men jeg hørte mors stemme ”Åhh, gud det er jo Dennis” hendes stemme lød så gammel og mærkelig – først da gik det op for hende hvad der var sket, først da så hun hendes dejlige yngste søn liggende på en hospitalsseng med et lagen trukket helt op til brystet. Det var forfærdeligt - det var skrækkeligt – jeg mangler ord for de følelser der fløj igennem os mens vi sad der hos dig - Dennis !!!
Dit venstre håndled var brækket og knoglen sad helt forkert. De havde ikke kunne lukke dine øjne helt, hvilket jeg på en eller anden mystisk måde var glad for. Dit højre øje var mere åbent end det venstre. Måske fordi du i det højre øjenbryn havde et blodigt hak/sår. Dit hår føltes så underligt stift og jeg fortryder i dag, at jeg ikke klippede en lille tot af. Jeg vil altid kunne huske hvordan du så ud - jeg er bare så skide bange for, at jeg vil glemme lyden af din stemme og din duft. Din mund stod lidt åben og der sad et lille stykke blåt plastik på din ene tand. Mor fik en sygeplejerske til at fjerne det, fordi jeg blev ved med at fokusere på det. Jeg troede, at det måske var noget de havde brugt for at holde din mund lukket. Din venstre side var pæn og hel, lige minus det brækkede håndled. Din højre side kunne jeg ikke lide at være på. Der var din hals så underlig krumbøjet, du havde lilla mærker fra selen på din hals og som tiden gik, blev din højre side helt blodig. Vi sagde det til sygeplejerskerne, men de sagde bare at det var helt normalt når blodet synker. Men vi synes nu godt, at de kunne have gjort noget ved det det var bestemt ikke rart at se på !!!
På din højre hånd stod skrevet med kuglepen ”Ring provins” - det var en typisk Dennis-ting - når man er landmand og sidder i en traktor, så har man sgu’ ikke lige nogle små sedler !!!
Jeg sad hele tiden og aede det lille ujævne aflange modermærke på din venstre underarm og jeg har siden denne dag, været så fokuseret på alt omkring dine arme og hænder. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg græder hver gang jeg ser dine hænder og arme på billeder. Vi har en lille kort videosekvens fra den 18. marts 2002, hvor vi kan se dine bevægelser, dine hænder og arme, da du sidder og leger ”kast dynen” med Niklas.
Betjentene havde fundet min far på et andet hotel end det vi alle sammen troede han boede på. Han var blevet omdirigeret p.g.a. overbookning på Scandic. Han var endelig på vej…
Mor ringede til sin storebror, Dan, og bad ham om at køre ud til Dennis’ storebror, Torben, og fortælle det. Det er ellers ikke noget man nænner, at fortælle nogen som helst i en telefon !!! Politiet var hos os til kl. ca. 06.30. Torben og Dan var hos dig ca. kl. 07.30. Far kom kl. ca. 9.30 fra Jylland, han havde været forbi ulykkesstedet inde han kom på skadestuen. På ulykkesstedet kom en kollega fra Frederikssund. Han havde hørt over radioen, at Dennis far var ankommet til stedet - han ville checke at han var OK. Hans kolleger ønskede ikke, at han skulle stå der helt alene og se på den totaltsmadrede bil hans søn havde siddet i få timer før. Far brød helt sammen da han endelig ankom til hospitalet. Han kom ind ad døren så dig ligge der og så hylede han som et såret dyr. ”Min søn, min søn” han fattede heller intet !!! Efter at far havde samlet sig og snakket med dig og os, kørte han på Frederikssunds politistation for at høre om det skete. Han kørte kl. ca. 10.30 og var retur kl. ca. 12.00. Han havde din pung med tilbage.
7 timer havde vi aet dig og talt med dig - Kl. 12.18 havde du været erklæret død i ca. 12 timer. Jo længere tid vi sad der jo mere ændrede du dig. Dine læber blev helt hvide, dine øjenomgivelser var blevet hvide og indfaldne, du var helt lilla fra ørerne og nedad, du fik lilla/blålige pletter i ansigtet - men dine øjne var stadigvæk pæne hvide og blå – man kunne slet ikke se på dine øjne, at du var død. Men du lignede desværre ikke så meget vores elskede Dennis mere…
Mor og jeg var enige om, at du faktisk så ud til at røre på dig ind imellem. Vi synes også at du blinkede og vi kunne ikke fatte at du slet ikke kunne hverken høre eller tænke mere…
Kl. 12.18, lørdag middag, forlod vi dig for allersidste gang.

Henning og jeg kørte forbi ulykkesstedet på vejen hjem fra skadestuen. Vi havde en buket med som vi havde købt i rundkørslens blomsterbutik. Det skulle være en simpel markbuket – en buket der indikerede, at her døde Dennis – livsglad Landmand på sølle 25 år…Den lagde vi på dit smadrede sæde sammen med et kort: ”Dennis, jeg savner dig så meget, søster.

Jeg tænkte, i dagene efter at ulykken var sket. ”Tænk hvis bare man havde vidst det ville ske - så ville man nok ikke have fået sådan et ubarmhjerteligt CHOK”. Men siden hen, efter at have fået mine sunde fornuft igen, efter det værste chok har lagt sig, kan jeg jo godt se, at havde jeg vidst, at sådan noget skulle overgå min søde elskede lillebror, at han skulle dø allerede som 25-årig pga. en 17-årigs uansvarlighed – ja, så var jeg helt sikkert blevet sindssyg af at tænke på det !!!
Jeg savner dig Dennis - hver eneste dag, hver eneste time, hvert minut - hvert sekund !!! Jeg vil ALDRIG NOGENSINDE glemme dig og den betydning du havde for alle du var i berøring med. Mine børn savner dig, Julius forstår ikke, at vi alle bliver ved med at græde så meget - men han savner dig også x 100, bare på sin helt egen 6-årig-måde. Niklas ved endnu ikke hvad han rent faktisk er gået glip af - verdens allerbedste, børneglade onkel Dennis !!!
Du elskede dine nevøer og de elskede dig !!!
Ære være dit minde - jeg elsker dig lillebror !!!!!!!!