Et minde om vores søn Frederik.
Starten til vores værste år

Vi ventede vores andet barn. Havde en dreng på 2 1/2 år. Den 20. december 2001 skulle vi på Herlev for at blive scannet første gang. Jeg var i 19. uge. Vi glædede os, men hvem gør ikke det? At se vores barn på skærmen. Svømme rundt i sin mors mave. Det er noget der for tårende frem. Damen scannede og vi kiggede på skærmen. Det er nogen gange svært at se hvad der er hoved eller hale. Hun scannede og sagde pludselig. Der er sørme 2. Vi kiggede på hinanden og grinte lidt. Vi troede at hun tog pis på os. Men det gjorde hun ikke. Vi skulle have tvillinger. Sikken et chok, når det ikke lige var det vi havde forventet. Tankerne gik hurtigt, men selvfølgelig mest de praktiske ting. Har vi værelser nok, bilen er for lille, økonomi og selvfølgelig hvordan skal vi klare 2 på en gang og have tid til Casper vores store dreng?? Familie og venner fik selvfølgelig også et chok. Men vi blev alle vant til tanken om tvillinger ret hurtigt.

Vi glædede os helt vildt. Begyndte at læse en masse om tvillinger. Vi kendte ingen i familie eller venner som har tvillinger. Så det hele var så nyt for os. Jeg blev scannet flere gange og alt så fint ud. 2 hjertelyde. Den. 28. feb. blev jeg scannet og vi fik at vide at vi skulle have en dreng og en pige. Vi har altid været ligeglade om vi fik en dreng eller en pige. Men det var da dejligt, når vi nu var så heldige at få en af hver. Så kunne vi også gøre lidt forskel på tøjet, så de ikke skulle sammenlignes. 1. marts blev jeg sygemeldt. Det sagde Herlev hospital at jeg skulle gøre, pga. at det er hårdere for kroppen at have 2 børn i maven.. Jeg var også meget belastet, så jeg glædede mig til at komme hjem og slappe lidt af.

Den 30 marts begyndte jeg at bløde lidt, så jeg troede at jeg skulle til at føde. Jeg blev indlagt og var åbnet 4 cm. Der var ellers ikke tegn på at jeg skulle føde, så jeg blev lagt til aflastning, da der var 8 uger til min termin. Jeg lå indlagt en uge og kom hjem på orlov i weekenden. Jeg kunne kun ligge ned og dårlig nok komme op. Det var hårdt. Jeg skulle på Herlev om mandagen og muligvis udskrives, hvis alt så fint ud. Jeg fik lavede CTG af deres specielle tvillingjordmoder og alt var fint, 2 hjertelyde. Så jeg kom hjem igen. Hele tirsdagen lå jeg ned og håbede at det hele snart var overstået. De pressede meget, når jeg stod op. Tirsdag aften ca. kl. 22, blødte jeg lidt igen. Jeg fik også ondt i lænden, noget jeg husker meget fra Caspers fødsel. Min mave føltes underlig, som om at de bare ville ud. Jeg prøvede at hvile mig lidt, men kunne ikke slappe af.

Vi ringede til Herlev og vi skulle komme med det samme. Jordemoderen ville lave en CTG, for at se hvordan de lå. Om jeg skulle føde normalt eller kejsersnit. Hun havde svært ved at finde begge hjertelyde. Men det havde vi hørt før, At når der var 2 børn, kunne det være svært at finde 2 hjertelyde, der ikke var ens. Hun tilkaldte en læge, som skulle scanne mig i stedet. Tiden føltes lang. Jeg rystede over hele kroppen. Jeg havde ikke tanken om at der var noget galt, men var nervøs hvordan jeg skulle få 2 børn ud. Lægen kom endelig og hun scannede længe. Det var kun min mand der kunne se skærmen. Han begyndte at undre sig over at hun scannede i den ene side hele tiden . Hun havde åbenbart også svært ved at sige det helt præcis, hvordan det så ud, så hun tilkaldte en overlæge. Igen føltes tiden lang. Han kom endelig og det var en jeg havde mødt et par gange, så det var rart. Han scannede også noget tid og til sidst kom sætningen, som der er ingen der drømmer om at høre: Jeres pige har det godt, men jeres dreng’s hjerte slår ikke. Det hele gik i stå. Min mand besvimede og jeg lå og skulle kapere det hele oppe i hovedet. Jeg rystede over det hele. Men alligevel var jeg klar nok til at sige at jeg ville have kejsersnit. Jeg ville bare have vores lille pige ud og det skulle være nu. Tanken om også at miste hende ved fødslen, kunne jeg ikke bære. De gik med til kejsersnit og var utrolig hjælpsomme over for os. Vi fik al den hjælp vi ville. Kl. 04.14 kom vores lille pige Amalie ud. Vejede 2330 g. Kl. 04.16 kom vores dreng Frederik ud. Han så velskabt ud, men var meget blå. Han vejede 2965 g.

Amalie var lige på grænsen til at vi skulle overflyttes. Men personalet var flinke og ville lige se hvordan hun havde det og hvordan de næste dage ville gå. Vi fik vores egen stue og personalet hjalp fra start til slut. De stod klar da vi kom op på stuen, tog aftryk af Frederiks og Amalies fødder og hænder. De tog et billede af os alle 4. De hjalp med at kontakte sygehuspræsten, som også var en stor hjælp. Han hjalp med begravelsen af Frederik. Noget som vi aldrig havde prøvet at stå for.

Nu skulle vi til at tage en masse beslutninger som var utrolig hårde. Der gik mange dage, hvor Amalie ikke tog på. Det skulle vi også lige tage os af og have i vores hoveder, hvor alle de andre tanker også skulle være. Det er så svært at være glad og ked af det på sammen tid. Vi skulle også have tid og overskud til Casper, som blev passet til søndag, så min mand kunne sove hos os om natten. Det var rart at have ham ved min side. Efter 6 dage begyndte Amalie at tage på. Hun fik stadig sonde, men min mælk.

Torsdagen efter kom dagen jeg ikke ønskede. Vi skulle sige farvel til Frederik for sidste gang. Det er den værste dag i hele mit liv. Vi havde besluttet at vi selv ville give Frederik tøj på. Det var meget hårdt. Han var så utrolig kold. Men da vi havde givet ham tøj på, så han så fin ud. Vi lagde ham i kisten og han så ud som om han sov. Hele vores familie og nærmeste venner så ham og det er både de og vi glade for. Min mand bar kisten ud til bilen og vi havde en tom fornemmelse. Nu var han væk og vi ville aldrig se ham mere. Vi har fået lavet en flot sten til kirkegården i Vallensbæk, hvor han ligger. Casper har fået et naturligt forhold til Frederik. Han siger at han ligge og sover og banker nogen gange på stenen til ham.

14 dage efter at jeg havde født, blev jeg udskrevet. Det var en mærkelig fornemmelse jeg havde og skulle lige vænne mig til tanken om at gå derhjemme alene. På hospitalet havde jeg hele tiden en sygeplejerske der kom og så til Amalie. Og de var utrolig gode til at snakke og kunne altid fornemme, når jeg var ked af det og havde brug for at snakke om Frederik. I starten er det hele så uvirkeligt, selvom at vi havde set Frederik, troede vi stadig at det var et mareridt. Sådan kan det stadig føles. Vi har haft vores 2 dejlige børn til at komme nogenlunde ovenpå. Men det har også været hårdt at overskue 2 børn, når vi havde brug for at være kede af det eller bare være alene. Men det er nu gået meget godt alligevel. Jeg tror at vi har fundet nogle skjulte kræfter, vi ikke troede vi havde. Men der går ikke en dag uden at vi tænker på Frederik.

Det værste er alle folks reaktioner og svar til os. I starten var der nogen der kunne gå en stor bue uden om os. Andre sagde at de ikke ville snakke om det, selvom vi måske havde brug for at snakke. Nogen siger, det er rigeligt med 2 børn, tænk hvis I havde haft en til. En anden har sagt godt at det blev pigen der overlevede. Det er alle hårde ting at få at vide og hjælper ikke særlig meget. Tværtimod. Andre har vi fået et tættere forhold til, fordi de har været der for os. Det jeg har svært ved nu, er at overskue for mange ting af gangen. Vi har efterfølgende, da vores datter skulle døbes og vi vidste at det ville blive en dag med blandede følelser. Vi havde fået sygehuspræst Tom Kjær til at døbe Amalie. Det var dejligt at have en præst, som vidste hvad vi havde været igennem. Vi har også haft meget støtte fra Tom og har det stadig. Vi har fået svar på hvorfor Frederik døde, heldigvis. Det må være svært ikke at få et svar. Han døde at en blodprop i den ene vene, der fører ned til den ene binyre. Han havde en forsnævring i den vene. Men vi tænker da, hvad nu hvis han var kommet ud før, havde han så også fået en blodprop. Men det hjælper jo desværre ikke nu.

Dette stod i brevet fra vores bedemand Solvejg Ritzau og er så utrolig flot skrevet.
Vi har også haft en stor støtte hos Solvejg.

"Et lille blad er faldet
Fra livets træ

Tavse hvisker vi farvel
Og ser mod himlen

For derude et sted
Er en lille stjerne

Som er dig……"

Du er i vores tanker hver eneste dag. Det er stadig ikke til at forstå, at du ikke fik lov at leve og ikke vil være hos os. Amalie og Casper savner dig også. Casper snakker tit om dig, også ovre i børnehaven. Amalie er en rigtig tryghedsnarkoman og har helt fra start, givet udtryk for at du manglede.

Amalies første år, har været utroligt hårdt. Hun har været meget syg og de første mange måneder, kunne vi ikke køre bil med hende ellers sætte hende fra os. Hun græd hele tiden og var ikke til at trøste. I dag er hun blevet en frisk pige, med masser af gå på mod og så er hun utrolig nysgerrig. Amalie og Casper er også begyndt at få glæde af hinanden. Casper er stolt af at være storebror og hun er frisk på en brydekamp i sengen, så griner de sammen. Det er bare dejligt. Men de mangler dig og vil aldrig glemme dig.

ALTID ELSKET
ALTID SAVNET
ALDRIG GLEMT

Kys og kram fra Amalie, Casper, far og mor