Kære skat

Du kom listende ind i mit liv, forsigtig og tålmodig, ja som du jo er.

 Jeg kunne ikke modstå dit skønne væsen, dit skønne smil og ikke minst din ro og tålmodighed - din store forståelse overfor livets modgang, som jeg var i og du også selv havde mærket mange mange.

Ja man får jo altid større forståelse for andre når man selv har mærket livets bagside, på sin egen krop.

Trods alle fornuftige forklaringer til mig selv, hvorfor jeg skulle holde mig langt væk fra dig, så var amor total ligeglad og jeg faldt i med begge ben, ja ved godt du allerede VAR faldet - smiler.

Vi havde lige godt halvandet år sammen inden du blev syg - ja det er kort tid men hold da op jeg tror ikke jeg har kendt et andet menneske så godt som jeg kendte dig og omvendt. Tror faktisk på at talte mere sammen end nogen ægtepar der har været sammen i en hel menneskealder. Ja lidt uhyggeligt.

Vi talte om ALT, var ærlige overfor hinanden og ja det er vel i bund og grund vel også GRUNDSTENEN for at to mennesker har det rigtig godt sammen. 

Tror vi begge oplevede vores livs største kærlighed, uden at bebrejde vore tidligere partnere. Vi var jo voksne mennesker da vi fandt hinanden og havde så meget erfaring som man jo ikke har når man er ung og forelsket. 

Vi spildte så heller ikke tiden og blev gift nøjagtig et år efter vi var blevet kærester, ja på selve dagen. Vi fik så lige godt et halv år mere, inden sygdommen tordnede ind over dig og du måtte så forfærdelig meget igennem, det var ganske uudholdelig at se på og bare se til og ikke rigtig kunne gøre noget, det syntes man ihvertfald ikke.

Du er jo sej og stolt og vedholdende og det kom dig tilgode, du kæmpede simpelthen og ja du kom så langt at du kunne klare dig selv, og selvom du måtte opgive dit liv på landevejen - Ja selv der skulle du absolut prøve til og selv mærke det - trods alles bøn til dig om ikke at køre mere - ja det var så forfærdelig hårdt for dig at måtte erkende at det kunne du simpelthen ikke klare - men ved godt at du var nødt til at prøve, for sådan er du jo.

Du prøvede også til med andre ting, hvor hjertet sad oppe i halsen på mig, men en fighter det var du bare og ja ellers tror jeg heller ikke du var kommet så langt min skat.

Selvom sygdommen tog så ufattelig hårdt på dig -ja os begge to - så kæmpede du bare videre og du arbejdede på værkstedet passede haver og gjorde meget herhjemme, ja du knoklede afsted gjorde du. 

Sjældent jeg kunne lokke dig til at tage et lille hvil midt på dagen, men det skete dog.

Dog var solen bare det der kunne få dig til at slappe helt af og nyde --- ja så kunne du sidde der og falde lidt i søvn -

Desværre stødte der så mere til lørdag d. 18 august men heldigvis, når det skulle være, i dejligt selskab med svigerfamilien til vores årlige "store badedag"

Inden dette skete havde du faktisk fået det værre, ja ikke så mange der ved, men det havde du og vi havde snakket noget om det og bedt om en scanning, hvilket du heldigvis aldrig nåede at komme til, for svaret på den ville have slået dig helt ud og jeg med.

Du levede et liv sådan lige på grænsen - er det ok det liv her, eller ??? ja havde ihvertfald lovet dig at du aldrig mere skulle igennem mere og vidste også godt at det ville du ikke kunne holde til, det ville være så umenneskeligt og uværdigt.

Da jeg fik resultat af din scanning søndag d. 19 august hvor hun fortalte at du havde taget mere skade, ja  - barsk lyder det- men der ønskede jeg bare at man havde samme humane rettigheder som overfor sine dyr - en sprøjte og lade dig sove stille og roligt ind. - 

Ja lægen godt nok noget overrasket over at jeg havde den holdning, men efter at have fortalt ham at det var dit ønske og jeg havde lovet dig du ikke skulle igennem mere samt at dine børn var underrettet om dit ønske, ja så forstod han.

Læger kan jo ikke gøre noget men lidt alligevel - godt nok at der gik de par dage, så familie kunne nå at komme og sige dig farvel, men rigtig hårdt for jeg ville så gerne at det måtte gå så hurtigt og smertefrit  som muligt og jow du var jo i koma og blev fyldt med medicin, så jeg håber og tror på at du ikke havde ondt. 

Om mandagen fik du så lov at få fjernet sovemedicinen og ja så skulle der jo gå de 6 timer, for at se om der var reaktioner og nej kun negative og da vi endelig fik lov til at få taget alle hjælpemidler fra dig og lade naturen gå sin gang, ja der gjorde den så også det der var bedst for dig min elskede.

Du holdt ud,  i nogle timer, til min store overraskelse, men igen du bestemmer nemlig selv - smiler til dig igen.

Hele familien var taget hjem og der var kun mig og mine tro støtter tilbage - Lone og Grethe - De to gik ned for at rydde lidt op i det store rum vi havde haft om dagen at være i - ja en stor familie er det jo.

Jeg gik ind til dig, ville op i din seng og ligge tæt hos dig, men ikke nemt at komme til det, så tænkte at jeg ville høre om ikke en portør kunne rykke dig lidt, men jeg fik mig maset mig ind til dig, lagde min arm om din mave og sagde til dig at nu skulle vi bare ligge og sove lige som vi plejede. Der gik ikke længe før der kom et lille - ja helt veltilfreds suk -

Jeg tænkte, nej det kan ikke passe, kunne ikke mærke om du stadig træk vejret, for min egen puls og mit eget hjerte hamrede afsted. Lå bare der hos dig og så kom der et lille suk igen og ja der vidste jeg at nu havde du sluppet.

Når det skulle ende sådan, så kunne man ikke ønske sig en smukkere død - det håber jeg også du syntes- ja det var hårdt men så rart at kunne være hos dig hele tiden og så dejligt at kunne være tæt tæt på dig da du skulle forlade denne verden.

Kan huske vinduet stod åbent og jeg tænkte, ja nu fløj du ud af vinduet og til himmels.

Du har det godt nu og når jeg ved, hvad jeg ved idag, er jeg ekstra taknemmelig over du fik fred lige på det tidspunkt.

Ja jeg elsker dig så højt - jeg savner dig så meget - nogen gange ved jeg slet ikke hvordan jeg skal kunne leve uden dig, men selvfølgelig skal jeg nok komme igennem det her, men det er meget voldsomt for mig.

Ja sådan er det jo - jo højere men elsker jo værre at miste !

Der er så mange til at hjælpe og støtte mig og jeg er stærk, det ved jeg er og jeg bruger også dig hver eneste dag til at skubbe mig selv videre.

Selvom vi kun havde godt halvandet år inden du blev syg og verden pludselig så noget anderliedes ud og nu alt for tidligt, er taget afsted, så ville jeg ikke gøre det om hvis jeg kunne.

Du gav mig den største gave et menneske kan give, nemlig sig selv fuldt og helt.

Generelt var du et "stort" menneske, du dømte ingen, for som du altid sagde at man jo ikke kender deres baggrund. 

Du var lidt en mægler, forsøgte altid at glatte ud, hvis der var nogen der lige fik bølgerne til at gå for højt og være lidt hårde ved hinanden.

Dine børn skulle bare næsten kun lige tænke at de måske også lige kunne ringe til far - ja så stod du jo nærmest på trappen allerede og klar til at hjælpe dem.

Du satte et kæmpe stort fodaftryk på denne jord min skat, du gjorde en forskel for rigtig mange mennesker - du berigede deres liv, du gav dem noget de aldrig glemmer og du gav dem eller rettere OS så meget der har præget vores liv for altid - ja i den postitive retning. Du skal vide at du lever videre i så mange hjerter og alle dine  visdomsord - for du var en meget nøgtern og klog mand - vil leve videre, forhåbentlig i mange generationer.

Jeg elsker dig så højt og det vil jeg altid gøre. 

Ha det godt til vi ses igen - berig de andre deroppe med alle dine menneskelige gaver, ja så ok da, englegaver - jeg tror på solen skinner hele tiden, at du er glad, selvom du også savner, at du ingen smerter har mere. Der er jo en masse andre engle og i kan snakke, hygge og grine sammen og jow du må gerne kikke efter de søde englepiger - smiler - bare du gemmer dit hjerte til mig, for jeg skal være din englepige engang og så kan intet mere skille os ad.