Du døde helt pludseligt og uden varsel.
Ingen sygdom eller ulykker, din krop sagde bare stop.
Jeg kan ikke beskrive med ord, hvor stort savnet er, hvor tungt det er at bære.
Du var en stor del af mit livsgrundlag.
En betonklods i mit liv, jeg troede var muret urokkeligt fast, jeg tog fejl...
Min forstand har forstået at du er væk, at jeg aldrig vil se dig igen,
men følelsesmæssigt har jeg nok ikke accepteret det.
Det er virkelig svært at forstå at jeg aldrig skal se dig, min far igen,
at forstå at du blev revet væk fra denne jord, fra det ene øjeblik til det andet.
Jeg kan kun trøste mig med alle de dejlige minder jeg har om dig,
og at du fik den bedst tænkelige død, en død uden smerter...

Kys og kram din datter Rebecca, der elsker dig højt

Sent om aftenen, onsdag d. 23. november sad du og min mor, din kone, og så fjernsyn i stuen. Betina, jeres yngste, og jeg var gået i seng. Kl. er omkring kvart i elleve, og mor tror du er ved at gøre dig klar til at gå tur med vores hund, efter at have set sportsnyhederne. Men i stedet for at rejse dig, falder du sammen i stolen, med små krampeagtige anfald og vejrtræksningsbesvær. Da du heller ikke er til at komme i kontakt med, ringer mor 112, og der blive straks sendt en ambulancen. Hun bliver bedt om at gå ud og vente på ambulancen, men hun kunne heller ikke gå fra dig, så hun kalder på mig og beder mig om at prøve at holde din vejrtrækning igang ved at skubbe til dig. Hun gik ud for at vente. Jeg prøvede alt hvad jeg kunne, prøvede at komme i kontakt med dig, men det var umuligt. Jeg tjekkede din puls, men der var intet. Langsomt holdt du op med at trække vejret, intet hjalp. Jeg skreg af mine lungers fulde kraft på mor, der stod ude på vejen. Heldigvis kunne hun høre mig, og kom løbende. Det samme gjorde din mor, min farmor, der boede inde ved siden af, og Betina der havde været ovenpå under hele forløbet. Mor og farmor ligger dig ned på gulvet for at give dig førstehjælp. Det første Betina ligger mærke til er at du havde ladet vandet, og hun får grådefærdigt fremstammet at du er død. Vi prøver at berolige hende, og hun går ovenpå med vores hund, for at spare hende for synet og for at få vores hund af vejen til når ambulancen kommer. Jeg er gået ud på vejen for at vente på ambulancen. Havde fuldstændigt mistet tidsfornemmelsen. Jeg var i en tilstand der ikke er til at forklare. Jeg gik ikke i panik, kunne næsten ikke græde.... Det hele var gået så stærkt, og da jeg var gået i seng da det hele skete, havde jeg kun en natrøje på, og havde lige fået fat på en dug, der lå i stuen, til at svøbe om mig, inden jeg løb ud. Jeg følte der gik en evighed, mens jeg stod på vejen og ventede. Mens jeg stod der og ventede, ringede mor endnu engang til alarmcentralen, hvor hun fik vejledning i førstehjælp, noget hun ellers godt kan. Endelig kunne jeg høre ambulancen, men da vi boede i et villakvarter med små veje, og chikaner på de store af vejene, måtte ambulancen uden om. Jeg kunne følge lyden af sirenerne, og vidste bare at der ville gå et minut eller to endnu før den ville være her. Dette var det værste øjeblik i mit liv. At vide at den sådan set var der, men alligevel ikke. Endelig drejede den rundt om hjørnet og jeg viftede med armen, for at gøre opmærksom på mig selv. Da de åbner døren sagde jeg: "Han trækker ikke vejret", og begynder at løbe ind mod huset, uden at se hvor mange de var, og uden at tænke på at de skal have båren med. Det eneste jeg lægger mærke til er at den ene svarer: "Vi skynder os alt hvad vi kan", og at en dør bliver smækket i. De følger efter mig gennem huset og går straks igang, tre mennesker. Kan ikke huske hvad køn de var, bortset fra den mandlige læge der kom ud for at spørge om informationer om dig, mens de andre arbejde for at genoplive dig. Vi var blevet bedt om at holde os væk fra stuen, hvor du ligger, da det ikke ville blive et kønt syn. Mor gik helt kold da hun skulle fortælle dit CPR-nummer, hun kunne ikke tænke særlig klart. Vi følte der gik flere timer. Endelig gjorde de tegn til at de ville tage dig med i ambulancen, mor blev bedt om at gøre sig klar til at køre med, og ellers gå væk til de havde kørt dig ud. Mens de gjorde klar, og kørte væk, tog jeg tøj på og ringede til Dina, min bedste veninde, for at få hende til at komme og evt. køre i tilfælde af at jeg ikke var i stand til det. Da hun kom, kørte vi afsted, mens Betina tog vores hund og gik med farmor ind. Jeg kørte selv, følte jeg havde brug for at ligge de dårlige tanker væk i de 10 minutter det tog at køre til skadestuen. Da vi ankom, nåede jeg dårligt nok at åbne munden for at forælle hvem jeg var, før en sygeplerske kom og hentede os og viste os hen til et venteværelse, hvor mor og en anden sygeplerjerske ventede. Efter lidt tid, en tid der føltes uendelig lang, kom en sygeplerjerske ind, kan ikke huske om det var hende der havde taget imod os, og fortalte at de arbejdede på dig endnu, og at det var for tidligt at fortælle noget. Det kunne svinge begge veje. Til trods for at dej jo egentlig var en god nyhed, at du måske stod til at redde, var jeg fuldstændig tom for tanker. havde intet håb, men anså dig heller ikke for død. Hun sagde at lægen ville komme og fortælle resultatet. (resultatet er ikke det rigtige ord, men kan ikke komme på et bedre). Endnu engang skulle vi vente. Jeg kunne ikke sidde, kunne ikke gå eller stå. Vidste ikke hvordan jeg skulle forholde mig. Mor sad bare med et tomt blik i øjnene, mens tårerne trillede ned ad hendes kinder. Endelig kom lægen, vi vidste begge hvad han ville sige. Der var ikke noget at gøre, du stod ikke til at genoplive. De havde arbejdet på dig i 30 minutter, og havde da også fået lidt vejrtrækning igang, men ikke pulsen. Du blev erklæret død kl. 23.30. Den tid, der havde føltes så uendelig lang, fra du faldt sammen i stolen og til du blev erklæret død, havde kun varet ca 45 min.

Nu ventede der den store opgave, at fortælle alle venner og familien, den svære besked. Da lægen var gået, ringede mor hjem til farmor og Betina. Da Betina hørte det, skreg hun så højt, at jeg kunne høre det. Kan huske at jeg inderligt ønskede at tage alt hendes smerte på mig, så hun ikke skulle bære den sorg...men dette er jo desværre umulig. Dina var og er en stor støtte. Mor og jeg fik tilbudet at komme ind og se dig, når de havde gjort dig klar. Mor ville meget gerne, men jeg var i tvivl. Jeg besluttede mig for at gøre det, for at se dig en sidste gang, og for at hjælpe mig selv til at indse at du rent faktisk var død. Jeg er den dag i dag glad for at jeg gjorde det, og fortryder lidt at jeg ikke blev hos dig længere. Mor og jeg besluttede os så for at tage hjem, og Dina fik lov til at køre. Jeg kunne ikke samle tankerne nok til at kunne koncentrere mig om at køre, og mor var helt i chok. Da vi kom hjem, kørte Dina hjem til sig selv, og vi gik ind og hentede Betina og Chang, vores hund. Det var tydeligt at se på ham, at der manglede en, dig! Han fór frem og tilbage og snuste for at finde dig, løb hen til have lågen og ventede, men du kom ikke. Har ikke helt styr på hvad klokken var da vi kom hjem, men den var mellem 00.30 og 01.00. Mor gik igang med at skrive en sms til familie, venner og bekendte om at de skulle ringe så snart de så den besked. Jeg prøvede at finde ud af hvordan vi skulle få fat i Martin, jeres ældste, da han var udstationeret på Grønland, på Thulebasen og vi intet nummer havde til ham. Jeg ringede først til Mikkel, en af hans kammerater, men han kunne kun komme med det forslag at ringe til Martins arbejde. Det gjorde jeg så, og de var meget hjælpsomme. Jeg satte manden jeg fik fat i, ind i situationen, og han ringede til Martins chef, der ringede til os, og forklarede hvordan og hvorledes. Martin var desværre ret svær at få fat i, da han ikke var i nærheden af nogen af de telefoner, der blev ringet til. Endelig omkring kl 03.00, lykkedes det. Inden jeg fik Martin i røret, fik jeg dem til at arrangere at ingen sagde noget til ham og at der var nogen hos ham, når jeg sagde det. Da det stadig ikke var gået helt op for mig, hvad der var sket, fik jeg det sagt på en lidt akavet måde. Martin var heldigvis sammen med hans chef på basen, og Martins reaktion på den besked jeg havde, var at spørge hans chef hvornår han kunne komme hjem. Svaret var at han muligvis kunne være hjemme fredag d. 25. november, men dette var ikke sikkert. Farmor, der var alene inde hos sig selv, havde ringet til din søster, og hendes ældste søn, der var taget hjem til hende. Han kom ind mens jeg arbejdede på at få fat i Martin. Dejligt med støtte! Vi besluttede at vi alle tre ville sove på Betinas værelse, da ingen ville sove alene, og mor ville ikke sove i jeres dobbeltseng. Den nat sov mor og jeg ikke. Jeg lå mest og koncentrerede mig om at høre mors og Betinas vejrtrækning, så jeg var sikker på de var i live. Betina kunne heldigvis få lidt søvn. Omkring 06.00-07.00 begyndte telefonen at ringe, og vi skulle til at fortælle folk omkring os, den triste og helt uforståelige besked. Nogle venner kom med morgenmad. Da det var almindelig skoledag for Betina, fik hun valget om hun ville derover. Det ville hun gerne, men kun for at fortælle hvad der var sket. Jeg tog med hende for at støtte hende og hjælpe hende. Vi gik hen til kontoret, satte dem ind i situationen og fik dem til at kalde to af hendes lærer, deriblandt hendes klasselærer. Det var også min gamle skole, så jeg kendte en af de lærer der blev kaldt. Betina kunne slet ikke få et ord frem, hun begyndte bare at græde, og kunne slet ikke sige noget sammenhængende. Jeg måtte være stærk for hendes skyld, og fik fortalt hvad der var sket. Der sad vi lidt og snakkede, og da klokken ringede ind, gik vi med Betinas klasselærer op til hendes klasse. Heller ikke her kunne Betina klare at fortælle noget som helst, så jeg gennemgik nattens forløb for klassen, og de fik lov til at stille spørgsmål. Det var rørende, og også lidt mærkeligt at se unge, der stortset ikke kendte dig, græde og reagere på det jeg sad og fortalte. Men det beviser bare, hvor meget døden påvirker en. Klasselæreren besluttede at efter sådan en besked, var det umuligt at genoptage noget som helst undervisning, så hun gav morgenmad. Både Betina og jeg havde svært ved at få noget som helst ned, og efter ca. 20 minutter, besluttede vi os for at gå hjem. Da vi kom hjem var huset fuld af venner og familie, med tårerne trillende ned af kinderne. Et eller andet sted ville jeg gerne være alene, men det var dejligt at så mange mennesker kom og viste deres støtte.

Du var en stor Beatles-fan,
så det var en selvfølge, at der blev spillet en Beatles-sang
i kirken.

Martin, Betina og jeg valgte denne:

Let it Be

When I find myself in times of trouble
Mother Mary comes to me
Speaking words of wisdom, let it be.
And in my hour of darkness
She is standing right in front of me
Speaking words of wisdom, let it be.
Let it be, let it be.
Whisper words of wisdom, let it be.

And when the broken hearted people
Living in the world agree,
There will be an answer, let it be.
For though they may be parted there is
Still a chance that they will see
There will be an answer, let it be.
Let it be, let it be. Yeah
There will be an answer, let it be.

And when the night is cloudy,
There is still a light that shines on me,
Shine on until tomorrow, let it be.
I wake up to the sound of music
Mother Mary comes to me
Speaking words of wisdom, let it be.
Let it be, let it be.
There will be an answer, let it be.
Let it be, let it be,
Whisper words of wisdom, let it be.
(Lennon/McCartney)