DET DØENDE BARN.

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
lad mig ved dit hjerte slumre ind;
græd dog ej, det må du først mig love,
thi din tåre brænder på min kind.
Her er koldt og ude stormen truer,
men i drømme, der er alt så smukt,
og de søde englebørn jeg skuer,
når jeg har det trætte øje lukt.

Moder, ser du englen ved min side?
Hører du den dejlige musik?
Se, han har to vinger smukke hvide,
dem han sikkert af Vor Herre fik;
grøn og gul og rød for øjet svæver,
det er blomster engelen udstrør!
Får jeg også vinger mens jeg lever,
eller, moder, får jeg når jeg dør?

Hvorfor trykker så du mine hænder?
Hvorfor lægger du din kind til min?
Den er våd, og dog som ild den brænder,
moder, jeg vil altid være din!
Men så må du ikke længer sukke,
græder du, så græder jeg med dig.
O, jeg er så træt! - Må øjet lukke -
moder - se! Nu kysser englen mig!

Hej Jesper

Selvom der er gået 7 år, siden vi mistede dig er savnet der stadig. Din lillebror, som du desværre aldrig lærte at kende, snakker om dig, som han kendt dig.

Jesper levede et helt normalt liv, indtil han som knap 5- årig blev syg.

Efter at have rendt lægerne på dørene, blev han endelig indlagt på Glostrup sygehus, april 96, hvor de desværre fandt ud af at han havde kræft. Dagen efter blev vi overført til Riget, hvor der en afdeling for kræftramte børn. Jeg havde fået at vide, jeg nok blev chokeret af at se børn uden hår på hovedet, men dem lagde jeg slet ikke mærke til.

Vi havde jo nok i os selv de første par dage, hvor vi lige skulle sluge "nyheden" om Jesper's sygedom. Der blev taget prøver for at finde ud af, hvad det var for en form for kræft han havde: desværre en med en meget lille chance for at overleve. Den form Jesper havde hedder neuroblastom.

Følesesregisteret fik en tur der ville noget, først totalt nede i kulkælderen, og så op igen, for uanset hvad, skulle vi være stærke for Jesper's skyld. Han tog det heldigvis pænt, det skal jo klares, var hans ord. Selv da han fik kemo og blev utrolig dårlig klarede han det fint. Det er utroligt hvad børn kan vænne sig til.

Efter syv kemokure, med op- og ned ture, blev Jesper opereret, og de fik fjernet det hele; glade blev vi. Men da han fik taget en knoglemarvsprøve en månedstid efter, var der stadig nogle celler tilbage, så de ville prøve at give ham nogle piller, der aldrig var givet til børn. Selvfølgelig ville vi prøve. Samtidig havde jeg læst om selen, der kunne hjælpe, på folk med kræft, så jeg fik Jesper til at tage selen sammen med kemopiller. Og efter tre mdr. var kræften sørme væk. Jubelende glade tog vi hjem fra hospitalet og for første gang i et år tog vi det offentlige hjem.

Så skulle alting da også bare prøves, Tivoli, Bakken indkøb, ja alt det Jesper ikke måtte mens han fik kemo. 8 mdr. senere fik Jesper desværre tilbagefald, og dennegang var der intet at gøre :(.

Jesper's ønske var at se Bornholm, så selvfølgelig tog vi ham med til solskinsøen, hvor han fik oplevet en masse ting, på hans præmisser.

På Jesper's syvårs fødselsdag, fik vi at vide han kun havde et par uger tilbage at leve i: Så vi tog ham hjem, vi havde lovet ham han ikke skulle på hospitalet mere.

Fire uger fik han hjemme, inden han stille og roligt sov ind.

Altid elsket
Altid savnet.
Aldrig glemt

1000 kys, knus og kram
Mor, far, Camilla og Michael