TIL MINDE OM VORES DEJLIGE SØN
og første fælles barn

Kære lille Joachim.
Selvom det efterhånden er lang tid siden vi mistede dig, så savner vi dig stadig i vores liv, der mangler ligesom een i flokken.
-Det vil der altid gøre!

Du blev født i 39 uge, der blev det opdaget, ved en rutine scanning, at du var meget syg og at der ikke var nogen chance for at du ville overleve.

Du havde ingen storehjerne og det eneste der havde holdt dig i live inde i mig så længe var navlestrengen og lillehjernen, der "fortalte" at nu var du feks. sulten.
Lægerne forberedte os på at du ikke ville se "normal" ud.
Dit ansigt ville være meget lille i forhold til kroppen, du ville være "flad" oven på hovedet og dine øjne ville være mere fremtrædende.
Der blev også forklaret at du måske ville være i live når du blev født, men ville sove ind efter meget kort tid, du ville intet føle eller høre, og det kom helt an på hvor udviklede og stærke dine lunger var.
Vi blev indlagt om fredagen og du blev født om søndagen.
Det var meget underligt at kunne mærke dine kraftige spark og bevægelser under hele forløbet, selv imellem veerne, og vide, at når du kom ud ville du måske ikke være i live!
Det var så underligt at skulle forholde sig til! For du sparkede jo!
Håbede jo stadig inderst inde på at det hele bare var en fejl og at du ville være helt perfekt og rask når du kom ud!

Da vi ikke vidste om du var i live efter fødslen, havde vi hurtigt garderret os med 2 kvindelige præster, den ene havde muligvis ferie på det tidspunkt du skulle fødes og den anden var afløser for den første præst, men bare der var en som kunne stå der når tiden var inde. Hos de kvindelige præster følte vi at vi kunne få mere forståelse end hvis det var en mandlig.

Jeg begyndte at får stærke veer i løbet af natten mellem lørdag og søndag, men der skete intet.
Hen ad søndag formiddag tog de så vandet på mig og så gik det ellers stærkt, veerne tog til men jeg var så udmattet og bedøvet af alt det smertestillende jeg havde fået, at de måtte fortælle mig hvornår jeg skulle presse.

Kristine (Jm) gav tegn til din far, at nu skulle han ringe efter præsten, for det kunne ske når som helst.
Den første præst, som din far ringede til, sagde at hendes mor var alvorligt syg, så hun kunne ikke komme!
Den anden ville gerne og der blev aftalt nærmere, men hun ringede grædende et par min. efter og forklarede din far, at hun selv lige havde født og ikke kunne magte at navngive en dødfødt lige nu!!!
Jeg kan tydeligt huske da din far kom ind med grådkvalt stemme og sagde til Kristine (jm) at de (præstene)ikke kunne komme... jeg lå der med presse veer og det drejede sig kun om ganske kort tid før du kom til verden, jeg gik i panik, jeg råbte op og skældte ud. Hvad skulle vi så??
Men Kristine(jm), kontaktede med det samme sygehuspræsten, han var på joggintur i Gribskov, og fortalte ham om vores problem, han var hos os i løbet af 10-15 minutter, et par minutter efter blev du født!!
Men lille skat, du kunne ikke klare trykket ud og du var allerede sovet ind da dit lille hovede var ude.
Din far klippede navlestrengen, han klarede det så flot, men bagefter fortalte han at han følte at det var ham der tog livet fra dig, da han jo klippede navlestrengen over som netop havde holdt dig i live inde i mig. Det havde han det virkeligt dårligt med i lang tid!

Men du var så smuk, du var hele 49 cm og vejede godt 1900 gram.
Det var så underligt ikke at høre nogen gråd.
Underligt at du ikke bare åbnede øjnene.
Ikke en lyd, ikke en bevægelse..
Du fik hurtigt en lille hue på, så vi blev "skånet" for at se for meget. Det er jeg glad for den dag idag.(tror din far nåede at se dig uden hue, men han vil ikke snakke om det..tror han tier for at skåne mig på flere måder)
Sygehuspræsten kom, efter et stykke tid, hen til os og vi fik navngivet dig, han stod stadig med joggin sko på, og var blussende rød i ansigtet, men den tale han holdte, den var så smukt og enkel, ingen anden kunne have gjort det bedre! To salmer blev det også til. Sygeplejerskerne havde tændt lys for dig og havde åbnet et vindue så din sjæl kunne flyve ud,
det hele var så smukt og roligt..et smukt farvel til dig min skat!

Tante Mie og onkel Søren, som lige var blevet forældre få mndr. før, var også med til din fødsel og vi sad skiftevis med dig i armene. Mie & Jeg, blev enige om at du lignede en lille frø.(kærligt ment)
Vi kunne alle smile og grine imellem tårene og der blev sagt mange muntre ord. Selvom vi lige havde mistet dig så fejlede humoren ikke noget..
På et tidspunkt sad vi 10-12 stykker inde hos os og snakkede og grinede over kaffen og ostemadderne,alt i mens du lå så smukt i din lille seng ved siden af os, og puttede med de bamser og biler, som vi og vores 2 drenge havde valgt til dig.
Det var så dejligt befriende at grine, men det virkede også lidt underligt/akavet...kunne man tillade sig og grine allerede?!
Dagene efter vi fik beskeden havde jo været fyldt med tårer, bekymringer og frygt, men nu var det ligesom "overstået"..selvfølgelig gjorde det forbandet ondt, og der var stadig mange tårer og spørgsmål, men der var ikke så meget vi kunne gøre ved det.
Der var brug for dig et bedre og smukkere sted, det måtte vi acceptere..
Du var på vores stue den første nat, derefter blev du kørt ned i hospitalets kølerum hvor vi besøgte dig dagligt,flere gange om dagen. du var jo så smuk, vores første fælles barn..vores vidunder!!!

Da vi efter et par dage skulle sige det endeligt sidste farvel til dig, nede i kølerummet, kunne de ikke finde dig!!
Vi var inde i 3 forskellige rum før de fandt dig..det var forfærdeligt! Alle de tanker der lige pludselig poppede op, var du allerede blevet kørt væk? Havde nogen taget dig?.. men der lå du så, så smuk i din lille seng, det lignede stadig at du sov, du havde ikke ændret dig ret meget! Du var stadig så smuk..men du var koldere, jeg blev ligepludselig bange for om du frøs, så jeg puttede tæppet godt rundt om dig. Efter lidt var det blevet tid til vores aller sidste kys og vores aller sidste kram!
Din far måtte, halvt grædende og trøstende, trække mig væk fra dig, jeg græd som pisket, ville ikke, kunne ikke slippe dig.. du var jo min, du var vores!!
jeg brød helt sammen og måtte køres ud i en kørestol til den ventende falck vogn.
Med mig fik jeg noget beroligende og jeg overvejede et kort øjeblik at sluge alle pillerne..for det hele var bare så ligegyldigt nu!
Heldigvis var din far opmærksom og vi fik talt alt godt igennem, vi sov ikke i 1½ døgn.
Jeg indså at du var borte, men det var min familie og mit liv ikke. Havde jo to andre skønne drenge, Mike & Marc at skulle være der for.

Tiden efter var rigtig hård, der var alt det praktiske, børneværelset som skulle pakkes ned igen, dine brødres hårde og direkte spørgsmål og ikke mindst det at vi skulle til både barnedåb og bryllup, en uge efter du blev født,dagen efter du skulle begraves.

Til begravelsen var der kun lige de nærmeste. Dine brødre havde hver valgt en bil som du fik med dig, det var benhårdt at se dem stå der ved deres første fælles lille brors urne og sige farvel!
De var bare så tapre!
Præsten holdte en smuk tale og bagefter tog vi alle hjem til os til en bid mad.

vi tog med til barnedåb og bryllup om lørdagen, mange undrede sig over at vi overhovdet kunne magte det, vi havde jo lige begravet dig.
Men for os var det, det rigtige at gøre.
Dåben var det hårdeste, din far og jeg skulle stå faddere til fætter Tobias.
Jeg begyndte da også og græde da "fader vor" blev læst op.
Fader vor, som du jo også fik med på din sidste rejse..her var det jo så for livet af Tobias.
Men i det store hele var det en dejlig dag og aften.

Din tante Mie kom derefter tit hjem til os med din lille fætter Tobias, og de hjalp mig/os utroligt meget igennem sorgen.
Mie stillede direkte spørgsmål og jeg kunne åbne mig for hende, vi græd tit sammen.
Men når man så på lille Tobias, som lå der og tumlede rundt på gulvet sammen med vores to drenge, så glemte man tit alt det dårlige og vi fik nye håb og drømme.
Drømmen og håbet om en lille ny.
Efter få mndr blev vi gravide igen, vi var både lykkelige og nervøse, så vi sagde intet til nogen i godt 4 mndr om at vi ventede os.
Heller ikke til dine brødre.
Men denne gang smilte lykken til os og den 10/9-01 blev din lillebror, Mikey, født en dejlig krudtugle, jeg er sikker på at du sender gode ideer ned til ham, for det er de mest tossede ting han finder på!
Han er ikke i tvivl om at han har en tredie dejlig storebror der passer på ham. En storebror der sidder på den største og smukkeste stjerne og blinker godnat til ham.

Vi savner dig alle, selvom vi aldrig nåede at lære dig rigtig at kende.
Men du vil altid have en speciel plads i vores hjerter.

vi elsker dig skat..
kys & kram fra

Mike, Marc, Mikey, far & mor