Ønsker at skrive om min søn Jon, som blev kørt ned en mørk nat på en landevej ved Skødstrup den 11.1.09.  Hvor han gik alene, på vej hjem til Laurbjerg, efter en bytur i Hornslet.

Var en moden ung mand, som også forstod at leve livet, han var en speciel dreng, kæmpede hele livet for at blive et helt menneske, idet han var født med et meget synlig handicap. Havde fået så mange knubs i livet, og var endelig kommet igennem en længerevarende økonomisk krise,  og var nu endelig ved at blive gældfri og kunne se en venlig og lys fremtid i møde, han var lykkelig og tilfreds med livet, sin bror, som nærmest var hans tvilling. I lærte først at kravle, sammen med jeres lillesøster. Det så herlig ud med 3 kravlende børn i stuen.  I  er alle tre unikke på hver jeres måde, du, Jon rullede hen over gulvet, det gik meget stærkere, synes du,  gav nogen knubs, når du havde for meget fart på.  Benjamin krabbede på  bagdelen, og brugte armene til at løfte sig for gulvet.  Så da Louise så begyndte at kravle, så begyndte I også.  Din lillebror som altid passede på dig.  Også Benjamin savner sin sjove humørfyldte storebror.

Jons lillesøster, som også savner hendes til tider irriterende storebror....  sådan er søskende.  Jons store familie  både i Norge, Sverige, Sjælland, Sønderjylland, Fyn og Nordjylland...   De savner dig alle.

Dine klassekammerater fra folkeskolen, dine kolleger fra Tvilum Scanbirk, dine tidligere kolleger fra Arriva.

Men ikke mindst, savner jeg dig meget, og føler en dyb sorg og længsel efter dit skæve smil, dit glimt i øjet, lyset i huset når jeg kom hjem om natten, duften af dig i huset, dit rod, din gode mad, Savner alt ved dig......