Til minde om Lene Baj Rasmussen

Til minde for Lene Baj Rasmussen

Til minde om min elskede mor Lene Baj Rasmussen, som blev revet bort fra mig den 27 nov 03. Efter kort tids sygedom. Hun blev bare55 år og jeg savner hende som en tosset. Hvorfor skulle lige netop hun tages nu. De kloge siger, at GUD plukker de smukkeste blomster först. Og det kan man vel godt sige at har gjort.

Min mor var et menneske som man alltid kunne komme til når man savnede nogen at snakke med. Hun lyttede altid og hun elskede at hjälpe andre. Hun havde en stor hobby nemlig hendes börnebörn Chris (9 år), Cathrine (5 år), Oliver (3 år) og lille Alexander (1år), de 2 sidste er mine drenge og de 2 andre er min bror’s. Hun levede for dem og ville at de skulle have det godt. Hun elskede sin mand min far, som hun har väret gift med i 34 år. Et ägteskab som jeg håber at jeg vil få med min mand.

Skriv til mig og del med dig af din historie.

Tak for i tog jer tid til at läse om min elskede mor, som jeg altid kommer at elske og hun vil altid findes i mit hjerte. Jeg elsker dig mor.

Min historie. (maibritt)

Det var februrar måned og meget kold ude. Vi skulle hjem til min mor og far som bor i Århus. Jeg bor selv i Sverige og er svensk gift med 2 dejlige drenge på 9 mdr og 2 ½ år her i februar 02. Jeg glädede mig som et lille barn. Vi havde nemlig ikke väret hjemme i Århus siden midt i december for at bytte julegaver med min bror og mine foräldre. Og mine foräldre glädede sig til at se drengene.

Min mor havde gået og väret lidt små slög i nogle uger og ville gerne have rönget sine lunger for hun trode, at hun muligvis havde fået lungebetändelse, det havde hun haft året inden. Og hun syntes, at det var lidt det samme nu. Og hun skulle så få svaret når vi var der. Vi skulle derover fredag og onsdag ringede hun så og fortalte mig, at de havde ringet fra lungeafdelingen på Århus kommune hospital, at hun skulle komme derop allerede om torsdagen. Jeg blev helt bleg. Hvorfor skulle hun komme så hurtigt. Det skal dermed siges, at min mor var ryger og hun havde hostet meget her det seneste. Jeg var bange. Jeg ordnede lynhurtigt, at nogle kunne arbejde for mig og vi tog så til Danmark. Jeg ville väre der for min mor.

Vi kom til Danmark samme aften kl. 2400 med båden Varberg-Granå og det var nervöst hele vejen.

Dagen efter gjode mor og jeg os så i stand til at tage op på sygehuset. Vi sad og snakkede om alt og ingenting ude i venterummet. Det föles som evigheder til at vi blev kaldt ind. Vi snakkede med nolge mennesker derude. En mand som havde kräft og skulle til at begynde alt forfra igen. Og en som var der ligesom min mor. Han trode også at han havde lungebetändelse. Jeg ved ikke hvordan det er gået ham. Men vi blev i alt fald kaldt ind til lägen og hun sagde rent ud uden omsvöb, at man havde set nogle skumle pletter på min mor’s lunger og at hun skulle gå igennem en masse undersögelser for at se hvad det var. Men at hun trode at det var cancer. Hele min verden gik i stå og jeg begynde vist at gräde.Vi tog hjem og jeg kunne så väre med til de näste udersögelser bl.a. nålepröven. Og den var vist ikke så sjov. Vi tog hjem til min far og min egen lille familie, som jo alle sad og ventede på os. Vi var vel alle lidt chocket over beskeden. Og jeg var nok den som fattede det hurtigst, at mor måske skulle til at få kemo og alt det som hörer med. Hu skulle tabe håret. Hvor mange ting som går igennem ens hoved på en og samme gang.

Den dag hvor mor så skulle til nåletesten var jeg jo som sagt der. Og jeg kan kun sige, at det var ikke sjovt. Og jeg kiggede jo bare på. De gav hende ingenting at bedöve det sted hvor de skulle ind og de havde glemt at give hende noget beroligende. Så det var bare ligepå og hårdt. De stak hende med en nål på ca. 20 cm direkte ind i lungen fra brystet af. Min mor er lille og tynd og jeg kunne se, at hun blev helt bleg. Bagefter sagde hun, at det var det värste hun nogenside havde väret med om. Og jeg kunne se at hun mente det.

Der gik lang tid til at de kunne sige hvad det var som mor fejlede. Men den tid som man går igennem er lang og hård. Man har mange tanker som går igennem ens hjerne. Og man tänker på alt de gode som personen gör og alt det hun nu går igennem. Men det er ikke bare personen, som går igennem alt dette, det er også omgivningerne. Jeg havde det hårdt, for jeg kunne jo ikke väre hos mor. Jeg havde jo arbejde i Sverige og skulle tilbage. Men der kom hele tiden nogle svar efter pröver de hele tiden skulle tage. Det tog lang tid. Men endeligkom svaret min elskede mor havde lungecancer og cancer bagom lungerne. Jeg bare gräd og gräd. Mange tanker gik endnu engang igennem mit hoved. Skulle mon elskede mor dö:??? Nej den tanke kunne jeg ikke tänke. Min mor som jo alltid hjalp andre og alltid var der for mig. Nej hun skulle ikke dö. Men den näste besked kom så. Man kunne ikke helbrede mor, men man kunne give hende kemo og det var så livforlängende. Hun gik igang. Jeg syntes, at det tog alt for lang tid fra vi fik beskeden til hun var i behandling. Hvorfor skal det tage så lang tid. Dette for jo et sygt menneske og dette menneske er min mor. Jeg forstod og forstår ikke hvorfor det ikke kan gå lidt hurtigere. Måske kunne man räde lidt flere mennesker og ikke mindst alt den fortvivelse der er omkring et så stort og ubehageligt emne som cancer.

Jeg husker som var det igår den triste besked som lägen gav os. Hun sagde det bare som det var noget som hun skulle sige. Ikke at det var noget som var så vigtigt. Og at det skulle kunne siges på en bedre måde syntes jeg. Tänk jer dette er menneskers liv vi snakker om. Og selvfölgelig ved jeg at dette er et arbejde de udför. Men det er vel menneskeliv som vi snakker om. Og det er mennesker som vi elsker.

Mor begyndte kemoen. Hun skulle gå igennem 8 gange stärk kemo. Men hun fik kun 7 for hende imunforsvar gik helt ned. Ellers havde min mor det nogenlunde under kuren. Selvfölgelig var hun meget trät. Min mor havde et stort ösnke og det var at opleve min bror’s bryllup her i august i år. Han blev gift den 02 aug. og hun havde det godt den dag. Den dag hyggede hun sig rigtigt. Og det var en stor lettesle at hun kunne opleve den som nogenlunde rask.

Vi fik at vide den 8 aug at hun var helt rask at hvis der var noget cancer tilbage så var det så lidt at det ikke kunne ses. Jeg lover jeg jeg gräd af gläde for nu skulle min dejlige mor opleve sine börnebörn blive store. Og de skulle opleve deres alt for dejlige mormor. Mor kunne ikke selv forstå beskeden. De sagde at dette oplevede kun 0,8% og vi fölte at lykke for en gang skyld havde smilet til vores lille familie. Her skal jeg lige hurtigt sige, at min også dejlige far faldt ned fra en stige sidste år og bräkkede ryggen. Han har stadig idag en del besvär med dette, men han sidder ikke i körestol og er rörlig. Men han har mange problemer med dette.

Min mand og jeg skulle til et bryllup den 30 aug 02 og her skulle mine foräldre så komme over og passe vores drenge. Mine foräldre havde ikke väret her på over 1 år. Og jeg glädede mig til at vise dem hvordan vi havde fixet så meget. Da de kom sagde min mor at hun trode, at hun havde lungebetändelse og hun var rigtig skidt. De blev her de 5 dage og da de tog hjem kunne jeg märke at mor var meget dålig. Hun kunne ikke rigtig träkke vejret. Og hun kunne ikke overskue nogen ting. Jeg trode at det nok var psyken som spillede et pust. Men det var det desväre ikke. Min mor blev indlagt på sygehuset da hun kom hjem med en lungebetändelse. Hun lå der i 10 dage og hun blev bare ikke bedre. SÅ en läge sagde til hende at det var hendes cancer igen. Og hele hendes verden og vores bröd sammen. Hun havde jo for 2 uger siden fået at vide, at hun var fri. Hvorfor nu dette. Min mor bad så om at komme hjem til sig selv. Hun kom hjem uden nogen hjälpemiddler og ca. 1 uge efter blev jeg ringet om en onsdag aften kl ca 1800. Jeg husker dette så utroligt tydeligt. Din mor er meget syg, du skal nu se at komme hjem om du vil nå det. Og ca 2 timer efter sad jeg på båden på vej hjem til min elskede mor. Jeg gräd og gräd. Det var det forfärdeligste jeg nogensinde havde väret med om. At sidde på en båd på vej hjem til den man elsker i 4 timer uden nogen at snakke med. Min mand skulle jo blive hjemme med drengene. Jeg håber og ber til at i ikke kommer i denne situation. Jeg kan slet ikke beskrive hvor forfärdelig det var. Hele min ellers så trykke verden var som totalt bläst väk under mig. Min dejlige mor ville hun dö fra mig inden at jeg nåede at fortälle hende hvor höjt at jeg elskede hende og stadig gör. Hun er jo et så utroligt godt menneske. Hun stötter altid andre og tänker på andre frem for sig selv. Det gör hun selv den dag i dag, hvor hun er så syg. Min mor er den mest omtänksomme person som jeg kender. Alt jeg kan og alt jeg ved har jeg lärt af hende. Jeg er så led og ked af at hun er syg. Hvorfor er det mig som bliver ramt og ikke naboen. Ja, det kan jeg heller ikke sige, for min nabo’s mor döde i marts 03 af cancer. En sygdom som mange mennesker dör af hvert år.

Når nu min mor er syg igen af cancer og derfor löber der en masse tanker og en masse andet igennem mit hoved. Jeg forstå ikke om der findes nogen oppe i himlen, hvorfor min mor skal väre så syg og hvorfor min mor skal lide så meget. Min mor har altid troet på et liv efter döden, men det gör hun pludselig ikke längere. Jeg er opdraget med en kristen tro. Ikke at vi går i kirke hver söndag. Men jeg tror på gud. Hvorfor gör min elskede mor så ikke det längere.

Jeg var hjemme for 2 uger siden idag. Og mor var indlagt på sygehuset igen. Hun havde fået en ny blodprop i hjernen. Hun er nu haft ca. 5 blodpropper i hjernen. Jeg kan ikke helt nöjagtigt sige hvor mange, for de vil ikke scanne mor igen. Det er for ubehageligt for hende og de kan jo heller ikke göre noget ved det. Men det er meget ubehageligt at väre så langt hjemmefra.

I mandags fik hun en ny blodprop og denne gang viste hun ikke engang hvad hendes elskede börnebörn hed. Hun kunne ikke tale og snakkede i vildelse. Hun råbte pludselig karate mit i mit samtale med min far. Jeg bliver bange meget bange.

Jeg er bange for at miste hende. Jeg er bange for at hun ikke skal have det godt her de sidste dage. Og jeg har nu skaffet hende noget naturmedicin, som hun tager. Jeg er villig til at pröve alt.

Jeg håber og ber til at andre i denne situation ikke stå alene men det. Man har sådan en fin hjemmeside på http://debat.cancer.dk/ den er der andre med samme problemer som dig som skriver på. Jeg har mödt mine bedste venner her igennem.

Fölelsen af at väre alene er forfärdeligt og fölelsen af at skulle miste en som man elsker og en som man altid vil elske gör ondt. Og jeg kommer nok aldrig at fatte at min mor skal gå bort. Jeg syntes jo slet ikke at jeg er parat til at sige farvel til hende endnu. Hun er stadig så ung og har stadig så meget at give. Men man bliver vel aldrig parat til at sige farvel til et menneske man elsker, som jeg elsker min mor.

Min far har stöttet min mor hele vejen i dette forlöb og han har väret utrolig stärk og jeg elsker også ham. Men det har jeg slet ikke sagt til ham i meget lang tid. Jeg har jo nok udelukken tänkt på min dejlige mor. Men jeg har jo også en utrolig dejlig far, som heller ikke står i en let position ligenu. Men han har i al fald fortalt min mor hvor meget han elsker hende. De har väret sammen i over 35 år nu. Og det luner mig meget at vide at de stadig elsker hinanden. Om bare alle folk på denne jord ville väre jorden väre et bedre sted at leve. Slut for mig i denne omgang. Tak..:)

Skrevet på sygehuset (Århus Amtssygehus afd. 120)

Söndag den 23-11-03 kl. ca. 0630 ringede min far så hjem til mig. Min elskede lille mor havde fået en ny blodprop i hjernen. Denne gang viste vi alle at det så meget dårligt ud. For längerne havde jo givet mor 2 mdr at leve i. Men der var jo bare gået ca 1 mdr.

Kl. 0200 som så mange andre dage havde mor vågnet og far og mor var gået ind for at tage en kop kaffe, som de altid gör når mor vågner og ikke kan träkke vejret. De havde siddet oppe som sädvanligt og rundt kl. 0330 skulle mor så ud og tisse. Far gik derud med min mor og hun fik tisset. Hun kom ind i stuen igen og så staks derefter skulle hun så ud igen. Og der sagde det bare click. Hun havdet fået endnu en blodprop i hendes hjerne. Men denne gang gik det ej et komme i kontakt med hende. Hendes smukke öjne gik bare rundt i hovedet som i videlse i hendes smukke ansigt. Far blev for alvor förste gang rigtig bange og turede ikke havde ansvaret for hendes tilstand längere. Han slog nummeret 112 og selvom mor ikke ville kom falck indenom 10 min. Og hentede hende. Hun kom igen op på afdeling 120 på Århus amtssygehus. Og jeg var på vej hjem til hende. Min elskede mand og mine dejlige drenge körte til helsingborg, hvor ungerne skulle passes af Mikael’s mor. Mikael skulle så köre mig til Själlands Odde. Men på vejen ringede jeg rute 888 og de holde i Roskulde , så det passede jo perfekt med min tur. Jeg tog så bussen som så var i Århus kl 1400 og far skulle så komme og hente mig på rutebilsstationen i Århus. Jeg tod derefter hjem til dem og fik noget at spise og tod ret hurtigt op til min mor. Og hvor et chok jeg mödte. Min elskede mor lå og sagde ingenting. Hun kunne ikke sige noget og blodproppen havde lammet hendes höjre side. Hendes blik kunne hun ikke faste og hun var meget bange. Dette gik at läse ud fra hende reaktioner. Hun kunne ikke kende mig ved udseende men på talen. Jeg sad hos hende helt alene i 3 timer og sang og snakkede med hende. Hun sov mest hele tiden, men jeg ville at hun kunne märke at jeg var der. Jeg sang, Carola vuggeviser for hende.

Carola’s vise.: Brahms vuggevise, nu i ro, slumra inn.:

Nu i ro, slumra in
Allra kärestan min
Låt en ängel ta din hand
Bort till drömmarnas land
Och låt tankarna fly
Till en ny dag ska gry.

Och en ängel du ser,
När i drömmen du ler,
Som i lysande prakt
Vid din säng står på vakt,
Och med kyss på din mun
Vaggar hon dig i blund.

Hun havde godt nok sagt, at jeg ikke kunne synge, men jeg ville og kunne märke at hun blev rolig af dem. Kl 1730 tog jeg hjem efter min far. Og vi tog derop igen. Vi sad der 2 timer og derefter bestemte vi os for at tage hjem og sove. Vi var allerede på plads her igen dagen efter kl 0710 og denne gang syntes sygeplejerskerne at vi skulle sove her den näste aften. Hele dagen gik med at mor sov. Ved midddags tid skulle hun ned og have scannet hovedet. Jeg fik lov at hå med hende. Vi fik hende over på briksen hvor hun skulle ligge. Men straks fik hun opkastningsfornemmelser og klammerede sig til mig som et lille barn. Jeg spurgte dem så om dette ville hjälpe min mor, at bliver scannet i hovedet, men de sagde at det nok mere var for vores skyld, så at vi kunne få svar om vor’s tilstand. Jeg valgte så at sige stop, efter jeg mener at det var mors önske ikke at blive det. Hun sagde herefter stop til alt forunden smertestillende. Hun gav simpelthen op mod den onde canceren. Hun hverken kunne eller skulle längere end hvad hjertet selv ville. Idag er det den 25-12-03 pg der er präcis 1 mdr. Til at min mor skal blive 56 år. Det er meget trist at skulle sige, men det håber jeg aldrig at hun når, om hun skal ligge som hun gör nu. Hun har jo sagt til mig flere gange, d ahun var helt klar at hun ville dö hurtige, når den tid kom. Og nu er tiden altså kommet. Jeg vil ikke at hun skal lide. Hun var ellers så glad for livet, men nu vil hun altså bare at det skal tage slut. Det er 2nd dag far og jeg sover her. Det er meget psykisk og fyskisk anstrengende at väre her, men stadig også en gave at få. Jeg vil hjälpe hende til hendes sidste holde plands. Nemlig hos Gud. Jeg vil håbe ag ber til at dette vil gå stärkt. Hun fortjener ikka tligge sådan her, når hun nu selv bare vil bort. Jeg er inget dårligt menneske, når jeg håber, at dette går stärkt, men jeg önsker ikke at se min elskede mor ligge og lide mere. Nu har nun ligesom selv sagt fra mentalt, så hvorfor lade hende lide mere end nödvendigt. Min önske er simpelthen, at hun får lovet langsomt og i vores samvär ligså stille ind i döden. Op til dem som har kaldt på min smukke elskede mor. Hun vejer foreesten et sted mellem 30-40 kg nu. Hendes hofteskåle ser mand tydeligt. Med tanke på hvor hyggeligt vi havdedet sidste week-end, hvor jeg lavede alle mor’s livretter puslede om hendes 2 äldste vörnevörn, min lillebror’s nörn. Vi spiste godt vi grinede og vi hyggede os. Det var rart at , når jeg bor i sverige, at vi alligevel nåede at snakke igennem så mange ting og at vi fik gået igennem hedes önskerpå hendes sidste vej. Her iaften/nat den 25/26 nov har hun fået det meget dårligt, Hun er ned sovet det meste af tiden og har store problemer med slim i lungerne. Jeg kan hörer det på hendes vejrträkning og så kan jeg märke at hun kommer tätter og tätterpå döden. Det er meget krävende, at se sin elskede mor, som er et så godt menneske have ondt og ikke kan finde ro. Hun forsöger hel tiden, når hun bliver urolig at komme ud af sengen. Hun har stadig god med kräfter. Men hun har gjort sit valg og dermed også vores. Nu har jeg lige somver 3,5 time i träk. Vi (far og jeg) sover på skrift. Hun bliver gradvis dårligere og dårligere. Hun ligger og klager sig i hendes sövn. Men som jeg har sagt för, så tror ingen singensinde at mor bliver frisk igen, så derfor har jeg nu bedt gud den almägtige om at komme og hente hende, på hendes sidste lange vej. Jeg er inget sårligt menneske fordi at jeg önsker at mor skal dö nu og helst nu. Jeg vil skåne hende for flere ubehageligheder nu. Nu skal det väre slut. Hun har stået ved alle’s side altid, nå nu må hun gerne ösnke at det skal tage slut på et värdigt vis. Idag kl 11:15 sygeplejerskerne forsöger at hjälpe os rigtigt meget. De giver mor meget så at hun sover det meste af tiden. Hun siger hele tiden jammerende lyde og det gör ondt at hörer. Det lyder jo som om, at det gör ondt. Men jeg tror ikke at hun har ondt..Love you always mor.

Käre GUD.:
Käre gud, du som er i himmelen, hellige vorde dit navn, kom og tage dig blidt og kärligt af min elskede mor. Däk hende med de kys som bare du kan. Hjälp hende med ikke at väre bange. Hjälp hende med smerterne. Käre gud hun er et så godt menneske, hun er måske for god til denne jord, men käre gud om du vil tage hende, så gör hende den tjenst at göre det nu. Jeg elsker hende mere end nogen aner og beder dig göre dette, gör meget meget ondt. Personalet heroppe på 120 har alle väret meget söde og hjulpet hende igennem dette, men nu er det din tur käre gud. Kom og tage hende. Jeg siger dette selvom det gör utroligt ondt. Jeg elsker hende jo.
AMMEN.

Jeg er alene med mor ligenu far er hjemme og hviler lidt ud. Jeg vil jo ikke at han skal udsättes for neget af alt dette grimme. Jeg ved at han har ondt langt inde i hjertet. Jeg ved også, at han virkelig elsker hende og hun elsker ham. Ja, de er forelsket efter 34 år, som gifte. Det er så utroligt dejligt at se. Jeg vil forsöge at hjälpe far igennem dette her. Jeg vil göre hvad jeg kan, for at han ikke behöver bruge unödvendige kräfter.
27-11-03 kl.: 00:40 nu er det igen min tur til at bevogte min elskede mor. Hun bliver gradvid dårligere og dårligere. Hendes vejrträkning er tung og de skal suge slim ud af hende her senere. Hun har väret ned sovet det meste af tiden idag. Hun er utrolig urolig når hun er vågen og hun vil ud af sengen. Hun er stadig stärk selom hun nok kun vejer omkring 30 kilo. Hun er uhyggelig tynd. De har nu også taget alt väske fra hende. De siger at den bare forlänger hendes liv i unödigt. Jeg har snakket med en präst idag. Hun var så utrolig söd. Mor har ligesom skubbet mig väk hele daen. Prästen sider at det måske er fordi, at det gör for ondt at sige farvel til mig. Som hun elsker så meget. Far skal nu sove til omkring 0500. Jeg forsöger at aflaste ham så meget som jeg kan holde til selv. Han er jo ikke så ung som mig. Han er jo også min elskede far, som jeg forsöger af beskytte. Jeg ville jo så gerne beskytte ham meget mere, men jeg har ikke kräfterne. Han var hjemme lidt idag. Jeg var ude og köbe et par nye bukser og 2 cardigans. Jeg har ikke mere rent töj og jeg havde brug for at komme lidt väk herfra. Lisbeth min bror’s kone var jo med. Jeg ville ikke väre alene. Det er hårdt at väre englevagt. For det kan man vel kalde det. Men det er jo ligesom også en gave som man har fået. Tid til at passe en man elsker så höjt som jeg elsker mig mor. Kl 0235 mor’s vejträknong er ved at väret meget anstränget. Hun er lidt hävet omkring kinderne og har en svaglig blå nyance i ansigtet. Jeg tror, at det er ved at väre slut. Hun sover og kan ikke märke det. Jeg ryster indeni og har det underligt. Skl jeg mon väkke min far nu.???Nej, jeg bliver nöd til at lade ham sove. Han har bare sovet 2 timer. Og når sygeplejersken kommer, så vil jeg se hvad hun siger. Jeg har siddet og snakket med hende i nästen 1 time.

Kl 0300 den 26-11-03 döde min elskede mor. Hun sove stille ind med min far og mig omkring sig. Hun gispede efter vejret et par gange og sluttede også nogle gange, för hun sluttet på rigtigt. Sygeplejerskerne gjorde hende istand, så hun blev rigtig fin. Hun gik sine fine kjole på, som min bror og Lisbeth havde med derop efter hun havde sagt farvel, til dt liv som hun ellers elskede så höjt. Men hun fik den ro, som hun fortjente så meget. Vi var på sygehuset hos hende i 2 timer til klokken ca. 0500 hvor vi sagde farvel. Det er nok det sväreste, at jeg nogensiden har gjort. Jeg rörte svagt ved hendes arm, som stadig var varm og sagde forsigtigt farvel min elskede mor, du vil altid väre i mit hjerte og jeg ved, at du vil beskytte mig, derfra hvor du nu skal på din sidste store färd. Idag har vi så fixet bisättelsen og diverse. Jeg håber at mor i denne stund sidder og kigger ned på os. Äre väre hendes minde nådigt.
Jeg elsker dig mor.

02 dec 03. idag blev mor så begravet. Jeg holdt en tale, som jeg ikke kan skrive her, for jeg havde ellers skrivet alt ned. Men jeg kunne ikke läse den, for jeg gräd så meget. Men alle sagde at den var rigtig flot. Og alle gräd da jeg talte i kirken. Mor havde väret stolt over at se alle de mennesker som var kommet for at sige farvel til hende.

Julen kommer aldrig at blive den samme. For mor havde sin födselsdag den 25-12-03 ville mor väre fyldt 56 år. Jg gå ind og tänder et lys for hende. Og når vi så kommer til danmark den 29-12-03 skal vi ned at se mor’s grav. Jeg savner hende sådan. Jeg gräder stadig meget og hun vil altid have en meget speciel plads i mit hjerte. Du var et menneske som gav så meget af dig selv til andre. Håber at jeg kan göre det samme mor. Du er mit forbilled. Håber at du har fundet nogle söde engle. Og at du kan kigge ned og vejlede mig.

Julen 03. Åhh, hvor jeg har väret ked af det hele julen. Jeg kan ligesom ikke gläde mig af andres gläde. Jeg ved, at mor ville, at jeg skulle se at komme over dette. Men jeg elsker jo min mor og jeg savner hende som en sindessyg. Hun var et specielt menneske, som man ligesom altid regnede med skulle väre der for mig. Og nu hvor hun ikke er her, er alt meget svärre. Hun var min stötte her i livet.

Idag den 25-12-03 havde mor fyldt 56 år. Mikael og jeg har väret nede i kirken og tändt lys for hende. Det er en svär dag at gå igennem og om 2 dage har mor väret väk i 1 mdr. Håber det bliver lettere med tiden. For ligenu er alt bare så svärt.

Jeg vil så gerne have en lille pige og kalde hende Carolina Lene Baj Jersby, for at häder min mor. Jeg vil selvfölgelig også selv have en lille pige. Men nu er det ligesom en stor ting for mig at kunne finde noget hvor mor kunne leve videre i.

Jeg har nästen hver dag väret inde på en hjemmeside som hedder www.mindet.dk tändt et lys for min elskede mor. Og der kan man virkelig give lös for alle ens fölelser. For alle der forstår hvor ked af det man er.

DU ER.:
Du er den mest glade person jeg kender. Du er den mest elskede person jeg kender. Du er den mest hjälpsomme person jeg kender. Du er så god. Du lytter altid til andre. Du elsker alle. Du er verdens bedste mor. Jeg elsker dig.

KÄRE MOR.:
Käre mor, jeg håber, du ved at jeg elsker dig. Käre mor, Jeg håber du ved, at jeg vil göre alt for dig. Käre mor, jeg ved at du er meget syg, men jeg elsker og ville ikke se det. Käre mor, jeg ved at vi kan og jeg ved at vi vil. Käre mor, jeg ved, at du ikke er parat til at tage til gud endnu. Ej er jeg heller, på at du forlader mig. Käre mor, kämp. Kämp en kamp for det gör jeg. Käre mor vi skal nok samme gå igennem dette. Ensom skal du aldrig väre. Husk, jeg er her altid for dig. Jeg elsker dig.

SORGEN.:
Sorgen over at miste noget man har kärt. Sorgen over at se det menneske man har kärt lide. Sorgen over ikke at kunne göre noget. Sorgen over at ikke kunne gräde mere. Sorgen over at vide og ikke vide. Sorgen er hård og kold.

ÖNSKER ELLER MÄRKER.:
Jeg märker dine varme arme rundt om mig. Jeg märker dine varme arme kramme mig. Jeg märker du hvisker söde ord i mit öre. Jeg märker hvordan du kärtegner mig. Jeg märker hvordan du gerne ville väkke mig. Jeg önsker dine varme arme omkring mig. Jeg önsker dine varme arme kramme mig. Jeg önsker du skal hviske mig i öret. Jeg önsker du kärtegner mig. Jeg önsker at du väkker mig. önsker og märket er vidt forskelligt. Men hvor jeg önsker at märke dig göre alt dette mor. Jeg önsker at jeg igen var en lille pige. Men mor.! jeg ved at vi igen skal mödes engang. Jeg håber bare at du passe godt på dig selv oppe hos englerne og at de passer på dig. FOr mor jeg ösnker at du ville väre hos mig altid og jeg ville kunne märke alle dine kärtegn altid. Jeg elsker dig mor. Bare at du forstår dette. DIn datter som elsker dig for altid. Og jeg håber at du er her lidt längere hos mig. Jeg behöver dig mor.!!!!!!!!

Sorgen.:

Sorgen er her for at man skal märke at man lever.
Sorgen er her for at man skal kunne väre glad,
Men sorgen er her også for at man skal väre ked af det.
Jeg tror, at sorgen er her både på godt og ondt.
Og at man for at man skal kunne elske skal man
Også kunne sörge. Og når den man elsker
Så bliver syg, finder man sorgen som noget
Meget forfärdeligt og grimt. Men alle forstår hvorfor
Sorgen er her. Og den er her for godt.

At elske nogen .
At elske er det et ord.? At elske märker man da sus i maven.? At elske noget gör det ondt.? At elske nogen hvorfor er det så svärt.? At blive elsket og elske noget er det det samme.? Åh, min elskede mor jeg elsker dig og vil ikke tro, at det er ved at väre slut. Du har så meget mere at give af. Lad ikke englene komme allerede og tage dig. Jeg har brug for dig her på jorden. Der er mange som har brug for dig her på jorden. Lad ikke det ukendte sejre. Lad os der elsker dig sejre. Lad os sammen vise dem at de tog fejl. Jeg vil at du bliver min dejlige glade mor igen. Bare det at du ringer og siger hej skat. Hvorfor gör du ikke det mere. Hvorfor skal det onde sejre. Käre gud lad for en gang skyld det gode sejre. Jeg har så meget brug for min mor og hun for at väre hos sine käre. Nej, jeg forstår ikke altid. Men skal man det.????

For hver dag der går bliver savnet efter dig bare stärkere.
For hver dag der går gräder jeg nogle tåre for at du ikke längere er blandt os.
For hver dag der går tänker jeg hvorfor lige dig elskede mor.
For hver dag der går bliver minderne bare stärkkere og stärkkere.
For hver dag der går, gräder jeg lidt mere og det kunne snart have dannet en helt sö.

Min elskede mor. Jeg elsker dig og jeg savner dig. Hvorfor var det din tur. Jeg havde så meget kärlighed at give dig. Og pludselig var du bare borte. Hvornår kan jeg leve igen.

Din datter Maibritt

Mindeinformation

  • Født: 25/12/1947
  • Død: 27/11/2003
  • Fødeby: Århus
  • Mors navn: Inga Jensen
  • Fars navn: Adolf Jensen

Til minde

Gæstebog

Skriv i gæstebog

Seneste lys

  • torsdag d.21/03Har aldrig träffat dig men önskar...

  • onsdag d.25/12Kære faster, kæmpe stort tillykke...

  • onsdag d.25/12kære farmor! Idag har du fødsels...

Tænd et lys Se alle lys

Næste mærkedag

Ingen mærkedage

Del dette minde

Fortæl andre om mindet for Lene Baj Rasmussen.


Mindet.dk hoej.dk a/s cvr 29192715 Borupvang 3 2750 Ballerup Tlf. 9674 6200 Facebook Send mail