Min elskede mand Maddi, vores kære far, svigerfar og morfar forlod os den 15. november 2006.

Vi fik 37 dejlige år sammen. 3 skønne piger. Men han tabte kampen mod kræften. En grim ledegigt havde plaget ham i mange år, og da han blev mere og mere træt, gav vi det skylden. Men det var nok en kombination af begge sygdomme. Han ville ikke i behandling, og det måtte vi acceptere, selvom det var svært.

Han var det mest livsglade menneske, jeg har kendt. Altid i godt humør, indtil de sidste 2 år. Og det var svært at se. Han elskede sin pibe. Han sagde altid "jeg sætter hellere træskoene 10 år før tid, end jeg holder op med at ryge min pibe". Og sådan blev det. 4½ md. efter vi fik at vide, at han havde lungekræft, sov han ind.

Det sidste vi sagde til hinanden 5 timer før han sov ind var "elsker dig - ses i morgen". Sådan blev det ikke. Men vores ord til hinanden "elsker dig" står på "vores" gravsten.

Æret være dit minde, min egen skat.

ELSKER DIG xx din Tanya