Kære mindet.dk-bruger
Vi har opdateret vores servere. Hvis du skulle opleve problemer, bedes du kontakte os på kontakt@mindet.dk.
Med venlig hilsen mindet.dk
I dag er det 3 år siden du døde og ikke var her mere. Det er stadig savn og mange tanker der kommer i din retning. Mange ting jeg gerne vil fortælle dig og ting, hvor jeg behøver din hjælp. Men ja, så måtte jeg jo se at blive voksen og selv klare situationerne - man var jo altid fars pige!! Der er sket meget på de 3 år, som om jeg er blevet meget mere bevidst om nogle ting. Nogle ting er lige meget, andre ting er bare alt værd. Og de ting der er alt værd, er dem jeg lever for. Nemlig mine sønner og min mand. Mit job og den respekt jeg får...anerkendelse for den jeg er og hvad jeg gør. Det har lært mig meget, at du desværre døde. Jeg elsker dig far og savner dig MEGET!
I dag døde min mands farmor, Gerda Sloth. Sidste år døde hendes mand, min mands Bedste, Peder Sloth, d. 4. februar 2006. Præcis en måned senere døde min mands morfar, Henry Pedersen. Mine tårer presser sig på nu. For vi har oplevet meget død de sidste par år. I morgen, d. 14. marts er det to år siden min far døde. Og d. 15. december 2005 døde min bedstemor (præcis 9 måneder efter sin søn). Det er næsten ikke til at bære mere... ...ære være med Gerda, Peder, Henry, Else og min far. Hvil i fred. KH Ida *der savner dem alle meget!!*
....der savner dig nu, mere end nogensinde! Kære far, jeg har...jeg kan ikke finde ud af det her. Jeg prøver alt hvad jeg kan, men intet vil lykkedes for mig, det hele bliver bare værre og værre. Og nu gør det hele ondt. Min mand og jeg kan slet ikke finde ud af at snakke samme mere, og det skræmmer mig så meget. Jeg sidder her og ryster og græder og ønsker at du var her, eller jeg var hos dig. Og du kunne lytte til mig og fortælle mig nogle gode råd. For jeg kan slet ikke se, hvad og hvordan jeg skal komme ud af det her bøvl. Kære far, jeg er så lille bitte lige nu. Det er så unfair, Peter har nogle skønne forældre og et rigtig godt back-up fra dem. Jeg har heldigvis mor igen, men...der er altid det lille men. Jeg savner dig, så det brænder inden i. Jeg ved det godt, far. Jeg må selv lære at klare det, men jeg skal altid stå så mutters alene med tingene. Og når man gør det, så laver man også mange fejl, fordi jeg aner virkelig tit ikke mit levende råd. Livet er meget mere ensomt end døden. For i døden savnes man og man ved, at mange græder sorgens og tabets tårer for en. Jeg græder for dig og for mig selv lige nu. Og for hvad der skal ske med mig...og jeg ved det vitterlig ikke, hvad der skal ske med mig. Hjælp mig!! Jeg har brug for bare en lille bitte smule hjælp, eller bare en skulder, for jeg er slet ikke så "stor" og voksen, som jeg måske giver udtryk for. Jeg er bange og fortvivlet...og meget alene lige nu. Jeg duer ikke!! Ikke lige nu i hvert flad...øv!
Ingen mærkedage