Paw  07-01-1992   30-10-2010

Tænk ej med sorg at han er død,

tænk med glæde at han har levet

———————————————————————————————————————-

Denne side er for Paw’s venner og familie

I er velkommen til at tænde et lys, skrive et par linjer i gæstebogen,

hvis i har et billed i synes der skal ligges ind i tidslinje så mail det til mig på mlm@pelm.dk med dato og sted.

Del gerne jeres oplevelser med hans andre kære

Paw er elsket og savnet af mange hvil i fred

 

Min kære dejlige søn.

Du blev født den 7 Januar 1992 på Ringsted sygehus kl 17.17. Du vejede 4050 og målte 52 cm. Du var så smuk og dejlig. Jeg troede vi havde hele livet foran os, men nej glemmer ikke den morgen Poul-Erik kom ind på Riget. Jeg var indlagt med din lille bror Oscar som har leukæmi og han var igang med en af de længere behandlinger som krævede at vi var indlagt i flere dage. En Sygeplejeske kom ind og bad mig gå ud til Poul-Erik på gangen hun skulle nok blive ved Oscar. Tænkte det var dog mærkeligt hvorfor kom han ikke bare ind. Til dem der læser dette er Poul-Erik min nuværende mand og far til Paw’ és to mindre brødre Julius og Oscar. Men gik ud på gangen kunne med det samme se at der var noget helt galt, jeg mener at jeg sagde til ham HVEM? Han hvislende at det er Paw, min verden gik i står, jeg tror nok jeg begyndte at råbe nej nej nej ikke ham…..der kom et par sygeplejesker og vidste os ind i deres personale stue hvor min mor og hendes mand ventede. Det viste sig at Poul-Erik omkring kl 03 bliver vækket af to betjente der spørger efter mig og Poul-Erik fortæller dem at jeg er på Riget med vores mindste dreng, de spørger om de skal tage derind og fortælle mig det eller om han selv ville. Poul-Erik vælger selv at fortælle mig det. Han må dog først have fat i to af hans store børn og få dem til at komme og passe Julius, samt at fortælle dem hvad der er sket uden at de fortæller det til Julius. Så får han fat i vores søde barnepige der kommer engang imellem og beder hende tage med på Riget til Oscar og passe ham. Derefter min mor pg Kaj får at få støtte til at fortælle mig det. Jeg husker ikke så meget andet end at han fortælle at Paw skulle ud og hente sin forlovede der var til fest og at han kører galt på vejen, jeg siger at jeg vil se ham, og det svare han ikke rigtig på, jeg siger så at jeg vil se ulykkestedet, min papir kører os til Sorø mener vi holder ind et sted efter nogle blomster men er faktisk ikke sikker i skrivende stund om vi egentlig gjore det. På vejen er Poul-Erik godt klar over at han har noget mere at fortælle på cirka halvevejen får han samlet sig nok sammen til at fortælle at Paws har lavet en overhaling og at han ikke når helt ind før der kommer en modkørende og han forsøger at køre ud i grøften men at den modkørende desværre ingen chance har for at undgå at påkøre Paws bil i passagesiden. paws bil bryder i brand omgående og tililende kan intet gøre andet end at vente på brandbilerne og politiet. Det vil så sige at jeg ikke kunne komme til at se min søn igen nogensinde, Det er ubeskriveligt hård at få afvise at han er død, men endnu være er at jeg ikke kan få lov at se ham og sige farvel, give ham et kram, ae hans kind. Det er nok også det det har gjort at det er så svært at forstå at han ikke lige kommer forbi eller lige ringer og siger Hej mor. Vi kommer ud til ulykkestedet bilerne er fjernet de første lys og blomster er lagt. Min verden er i stå, jeg ved ikke hvad vi siger til hinanden ved ikke rigtig hvad der er sket indtil vi er hjemme alle sammen ved Julius der er gået en eller to dage jeg vælger at gå ind på et værelse væk fra de andre og ligger mig. Poul-Erik kommer ind og siger at hans store pige har set at der er nogen der har arrangeret at dem der har lyst skal mødes kl 15 og mindes Paw om jeg vil deltage. Det vil jeg og vi bliver enige om at min mor og jeg tager derned og imens fortæller Poul-Erik Oscar og Julius at paw er død. Jeg tager ud til stedet hvor tv og journalister er kommet jeg beder dem om ikke at filme eller at gå længere væk de spørger mig hvem jeg er, og jeg vender mig om mod personen ved ikke i dag om det var en mand eller dame og kiggede personer direkte i øjnene og sagde jeg er hans mor. I dag ville jeg ikke have være så uhøflig men jeg var ikke mig selv og jeg følte de overtrådte mine grænser. Der kom mange rigtig mange og da jeg kørte derfra gik en ung mand alene i vejkanten tilbage mod Sorø der er vel omkring 5 til 6 kilometer jeg tænkte at det var en af Paw’es venner og at han ikke skulle gå den lange vej tilbød ham at han kunne kører med, vi talte lidt sammen og vi aftalte at jeg skulle give ham besked hvor og hvornår Paw ville blive begravet.så vi blev venner via facebook. Jeg er senere blevet venner med nogle af Paws venner og har stadigvæk kontakt til et par stykker af dem den dag i dag hvor jeg nu endelig har fået taget mig sammen til at skrive lidt om hvad der skete dengang 1 år og tre måneder siden at vi mistede ham. Paw var startet på Sorø Akademi hvad vi var meget stolte af da Paw ikke har haft det nemt i gennem sin barndom. Så det betød virkelig meget for ham og det var her han mødte sin forlovede. Da skolen fik afvise at Paw var kørt galt holdte de en mindehøjtidlighed hvor paws far og vi deltog. Paw blev begravet den 11 november 2010 i Sankt Bendts Kirke i Ringsted og begravet på kirkegravsted på Køgevej. Dagen startede med at at Poul-Erik og jeg kørte til Kapellet i Slagelse der havde bedemanden sørger for at Paw var i kisten og de ting vi havde valgt at give ham med i kisten var lagt i. Kan ikke huske turen derop men da vi kom og parkerede kunne jeg ikke stå ud af bilen mine ben ville ikke. Poul-Erik har sener fortalt at han blev bekymret for om han overhovedet ville få mig ud, men jeg kom ud og vi gik ind sammen med Paws far, hans kæreste, Paws lille søster på hans far siden og to bonusbørn og Jeppe og Line som er min mands store børn. Vi samlede os lige hilste og bedemanden spurgte om vi var klar til at bærer kisten ud i bilen. Vi havde valgt at følge Paw den sidste vej fra kapellet. Vi kørte efter bilen med paws kiste men huske ikke rigtig hvad jeg tænkte eller hvad vi talte om på turen tilbage til Ringsted. Jeg er først rigtig med igen da vi er i kirken og kisten står ved alteret. Sorø Akademi havde ringet og spurgt om de elever som ønskede at deltage i begravelsen om de måtte komme og om de måtte have deres flag med for at ære Paw en sidste gang, det sagde vi ja til. Der kom to busser jeg har aldrig set så mange blomster før. Bedemanden sagde at han talte til lige godt 350 mennesker der var kommet får at sige farvel. Vi havde aftalt med præsten at der skulle spille Den med Anna David ” Når en engel siger farvel” og Danser med drengenes ” Er der nogen i himlen”. Præsten inviterede alle der havde lyst til at tage med op i et forsamlingshus hvor vi havde arrangeret lidt og drikke og en bid brød. Vi dvs. Poul-Erik, Jeppe og jeg på den ene siden og hans far, Mai-Britt og Paws allerbedste ven Ronnie bar kisten ud til bilen. Igen fulgte vi efter bilen hen til gravstedet, der var rigtig mange så det tog lige lidt tid med at få parkere biler og busser. Så skulle vi bærer Paw det sidste stykke huske at da vi skulle sænke kisten ned i hullet var det godt at jeg havde Poul-Erik og Jeppe på har side for jeg kunne ikke mere. Det er så uretfærdig at vi mistede ham allerde han havde et helt liv foran sig. Paw hviler nu i hans have ( som jeg har valgt at kalde hans gravsted ) vi har forsøgt at gøre det så hyggeligt og flot som muligt. Paw har sit billed på stenen som hans far, Poul-Erik og jeg valgte med en tegning af en viking og to sværd øverst oppe i højre hjørne nederst er der en falk der flyver og nederst i venstre hjørne er der to hjerter der hænger sammen. Paw Vikingen Lykke Haupt Ottesen 07/01-1992 til 30/10-2010 I hjerterne gemt, Men aldrig glemt En stort rødbrun sten og ved siden af den har Paws mormor fået lov at ligge et sort hjerte hvor på der står Mormors guldklump Paw Lige så smuk Inderst som yderst Dette var historien om hvor hurtig det kan gå, så husk at fortælle dem der er omkring jer hvad de betyder for jer, husk at sig til dem man holder af, at man elsker dem.