30 juni 2008 er en dag jeg aldrig glemmer, dagen forløb ellers som den plejer, det var mandag og første dag i sommerferien. Rasmus var i super humør, for han havde både lige fået løn og så havde han en masse planer med hans bedste ven Kristoffer, de har hængt sammen som ærtehalm siden de blev konfirmeret.

Rasmus var hos Kristoffer tidligt, de skulle lave motor, senere på eftermiddagen kommer Rasmus hjem og siger lige hej og begynder at lægge sine aviser i orden.

Så suser han afsted på sin avis rute. Der går ikke så lang tid før vi kan hører udrykning og dennis siger at de holder lige ude på nakskov landevej, et øjeblik efter ringer vores nabo og siger at det er en knaldert der er ramt.... det eneste jeg tænker.. !!!!! det er Rasmus.

mig og dennis suser afsted..

Da vi ankommer til ulykkestedet på Nakskovlandevej, holder der en ambulance og falck folkene har travlt ved den bil, som har slået flere koldbøtter og ligger ude på marken...  

Rasmus ligger et stykke derfra på vejen med et hvidt klæde over sig, jeg bliver fastholdt af en fremmed, men river mig løs og styrter over til Rasmus, jeg hiver det hvide lagen af, sætter mig på vejen og tager rasmus ind til mig, han er varm og har en del hudafskrabninger i hovedet, men jeg kan godt se at hans lys er slukket for evigt, hans hovedskal er revnet fra øre til øre og der kommer blod ud af ørerne, hans arme er helt ledløse fordi de er knust, hans ene ben er revet af og hænger løst i bukserne.

Hele min verden gik i stå. !!!! jeg hører ikke hvad der foregår omkring mig, jeg sidder bare med mit elskede barn og græder hysterisk min sorg ud, mens jeg tænker at det her er ikke virkeligt. Dennis får ringet til venner og familien og efter jeg har siddet med Rasmus i 40 min kommer der en ny ambulance som kører os til sygehuset...

Da vi ankommer venter familien og nogle ganske få venner.. Rasmus kommer ind på en stue i en seng og bliver dækket af et hvidt lagen fra brystet og ned. Jeg diskuterer med en sygeplejeske om at Rasmus skal vaskes og gøres pæn inden hans 2 søskende ankommer til sygehuset, hun er nød til at spørge politiet om tilladelse.

Rasmus bliver vasket og får et plaster på hagen, fordi der er et meget dybt hul og det vil jeg gerne skåne børnene for at se. Mine bedste venner Jeanne og Mathiesen ankommer med Louise og Tobias som de har samlet op hos kammerater i rødby. De bryder selvfølgelig helt sammen, da de ser rasmus.

Vi får tildelt en opholdsstue af en sød sygeplejeske som endda giver os lov til at ryge derinde. vi er mellem 15 og 20 mennesker samlet og skifter mellem opholdstuen og det rum rasmus nu er kommet i.

Stuen som Rasmus er på nu er hyggelig og der er tændt starinlys. jeg sidder hos ham hele tiden og holder hans hånd. jeg tager ud til ham på sygehuset de næste 3 dage og sidder hos ham, jeg kan ikke sige farvel, men er nød til det, da han skal overføres til Rigshospitalet, da han skal obduceres.

Begravelsen skal planlægges, bedemanden kommer til vores hjem og hun får hans ynglingstøj og sengetøj som han skal have med og på i kisten.

min kære søn du vil altid være højt elsket og vildt savnet, det tomrum du har efterladt er ubeskriveligt.. Hvor ville man kunne ønske at man kunne skrue tiden tilbage så jeg bare lige kunne nå at give dig et kram og fortælle hvor meget jeg elsker dig inden du kørte ud med de aviser... men man tror jo altid at man har tid nok... det humør, sjov, liv og energi du havde og skabte er væk. kun tomheden er tilbage. jeg håber du sidder som den yndigste engel og har det godt.

mange mor knuzzer