Svend Auken er død efter længere tids sygdom. Han blev 66 år gammel. Den tidligere miljøminister fik konstateret prostatakræft i 2004. Efter tilsyneladende at have fået slået kræften ned, vendte den frygtede sygdom tilbage i 2007, og han havde forlængst erkendt, at han led af en uhelbredelig sygdom, der kun blev værre og værre. Svend Auken blev hasteindlagt på Rigshospitalet den 8. juli efter et fald i sit sommerhus i Vejby i Nordsjælland, hvor han slog hovedet.

Nedenstående nekrolog blev bragt i Kristeligt Dagblad onsdag den 4. august 2009, dagen efter Svend Aukens død.

—-

Hvis jeg blev kørt ned, kunne jeg ikke forestille mig noget skønnere, end at nogle af mine organer skulle redde et andet menneskeliv. For mig at se er det helt elementær kristendom at redde menneskeliv på den måde. Og ikke kun pårørendes liv.

Sådan sagde den nyudnævnte miljøminister Svend Auken (S) i 1994 i et helsides interview med Kristeligt Dagblad.

Han blev ikke kørt ned, i hvert fald ikke fysisk, men sygdom kom i går til at sætte livspunktummet for en af de mest markante, moderne politikere.

Han blev kun 66 år, men nåede til gengæld i usædvanlig grad at præge både sit parti og Folketinget i mere end en menneskealder. Han blev valgt første gang til Folketinget som 28-årig i 1971.

Konkret fik han sat to meget synlige aftryk pÃ¥ det danske samfund. Det første var den efterlønsordning, han i 1979 stod fadder til som arbejdsminister. Det andet var den kolossale udbygning af vindkraften i hans tid som miljøminister i 1990’erne.

Aukens miljøimperium kaldte den borgerlige opposition dengang hånligt Miljøministeriet, men det var, endnu inden den globale opvarmning var blevet et verdenspolitisk tema, som selv borgerlige statsministre lod sig omvende til.

Interviewet fra 1994 indgik i en serie om kristendom og politik, og Svend Auken fortalte engageret om sine holdninger. Om sin opvækst og prægning af en grundtvigsk mor, Kirsten Auken, og en mere missionsk far, Gunnar Auken. Om bordbøn, morgen- og aftensang, kirkegang og FDF-arbejde som en indgroet del af hverdagen i barndommen. Og om sin senere klare bekendelse til den grundtvigske kristendomsopfattelse.

Han deltog allerede som ung i den kristne gymnasiastbevægelse og kom senere til Tidehvervs sommerstævner.

– For jeg fandt altid ud af, hvor jeg selv stod, nÃ¥r jeg hørte pÃ¥ Søren Krarup, som han sagde.

Svend Auken satte ikke lighedstegn mellem at være kristen og socialdemokrat, men han havde svært ved at forstå, at nogle kristne kunne nå frem til politiske holdninger til højre for midten.

– Kristendommen sætter ressourcer fri hos det enkelte menneske. Og kristendommen har – som noget uopfyldeligt, naturligvis – buddet om næstekærlighed som rettesnor for vores mÃ¥de at leve pÃ¥. SÃ¥ er det ikke unaturligt, at man politisk engagerer sig pÃ¥ den side, hvor det handler om mennesker, om sammenhold, om at tage sig af de svage og udstødte, om u-landshjælp og miljøet, støvtrÃ¥deværket, som skal beskyttes. Det synes jeg ikke er unaturligt, sagde han.

At han endte på venstre side, i øvrigt ligesom to af sine søskende, Margrete og Gunvor Auken, var måske ikke umiddelbart det mest indlysende. Begge forældre var karrierelæger og boede blandt andet på Frederiksberg og i Hellerup, men den sociale indignation gennemsyrede alligevel barndomshjemmet.

Grene af socialismen og Socialdemokratiet har ellers fra tid til anden vendt sig mod kristendom og religion som ‘opium for folket’. Som nÃ¥r for eksempel Ritt Bjerregaard sammenlignede troen pÃ¥ Jesus med troen pÃ¥ hønisser.

Svend Auken pegede pÃ¥, at der ikke desto mindre fandtes en gruppe af socialdemokrater, som var inspireret af kristendommen. Det var de utopiske socialister. Den retning skabte blandt andet fundamentet for ‘Broderskabet’, der har stÃ¥et stærkt i Sverige.

At Svend Auken følte sig beslægtet med netop den bevægelse, har bÃ¥de venner, fjender og journalister pÃ¥ Christiansborg jævnligt fÃ¥et at mærke. Nemlig nÃ¥r de pÃ¥ gangene blev mødt med hans faste og friske ‘Hej, broder!’

Ikke alle har nu været lige begejstrede for brodertitlen, blandt dem tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. I sin erindringsbog, 226 ‘Vokseværk’, afviser Nyrup, at han og Auken nogensinde har været venner, skønt Auken under formandsopgøret i 1992 mente, at de havde været venner i 30 Ã¥r.

Da Svend Auken blev arbejdsminister i 1978, skiftede samarbejdet med LO karakter. ‘Hulemøder’ kaldte Svend de drøftelser og forhandlinger, som Holger Jensen og jeg ofte deltog i. Samtidig anvendte Svend straks ‘broder’, nÃ¥r han ringede med det nyeste nye. Broder mig her og broder mig der. En slags omfavnelse, jeg egentlig ikke brød mig om, skrev Nyrup.

Netop det socialdemokratiske formandsopgør blev Svend Aukens største politiske Waterloo. Blot to år forinden førte han som socialdemokratisk partiformand sit parti til en historisk valgsejr med over 37 procent af stemmerne og 69 mandater. Hvilket alligevel var for lidt til at vælte den konservative statsminister Poul Schlüter.

Ingen af midterpartierne, De Radikale, CD og Kristeligt Folkeparti, havde tilstrækkelig tillid til Svend Auken til at gøre ham til regeringschef. Frustrationerne efter mere end 10 år i opposition banede vejen for den interne, socialdemokratiske magtkamp, der kom til at sætte spor i partiet i yderligere 10-15 år.

I det hele taget blev Svend Aukens politiske liv præget af skiftende alliancer og stridigheder mellem Socialdemokraternes ‘fantastiske fire’ foruden Auken selv, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen.

Auken tabte den største og dybeste af alle stridigheder. Det har eftertiden givet mange forklaringer pÃ¥, men en af de hyppigste har været, at Svend Auken havde et problem med at skabe tillid. Bedst kendt er eksemplet fra valgkampen i 1988, hvor han pÃ¥ klingende norsk angiveligt citerede den norske udenrigsminister Thorvald Stoltenberg for at have spurgt Auken, om han ikke kunne ‘lukke kjeften pÃ¥ ham Uffe’ (Ellemann-Jensen, daværende dansk udenrigsminister). Det havde Stoltenberg aldrig sagt, og Auken forsøgte efterfølgende at slÃ¥ det hele hen som en spøg.

Mere afgørende end spørgsmÃ¥let om troværdighed var dog Svend Aukens politiske placering. Han lagde aldrig skjul pÃ¥, at han tilhørte venstrefløjen i sit parti, og i 1970’ernes politiske miljø var det en oplagt styrke. Derfor var det heller ikke overraskende, at daværende statsminister Anker Jørgensen gjorde ham til arbejdsminister i sin regering i 1977.

Men efter det borgerlige styre gennem 1980’erne og Murens fald i 1989 stod venstrefløjen svækket – bÃ¥de i fagbevægelsen og internt hos Socialdemokraterne. Skulle midterpartierne skifte side, krævede det en mere midtsøgende socialdemokratisk linje, men den hverken kunne eller ville Auken levere.

PÃ¥ en mærkelig bagvendt mÃ¥de banede formandsopgøret imidlertid alligevel vejen for den relativt store succes, han fik de følgende Ã¥r. Da Nyrup vandt formandsvalget, lovede han, at vinderen ikke ville tage det hele, og det kom til at holde stik. Nyrup var selv bekymret for, at Auken ikke ville være tilfreds med at fÃ¥ tilbudt Miljøministeriet, men han var mere end tilfreds. Han var direkte begejstret for udfordringen, og de følgende Ã¥r rullede milliarderne og jobbene ind i ministeriet – af onde tunger kaldet krigsskadeserstatningen.

Evnen til at begejstre og blive begejstret var et af Svend Aukens meget karakteristiske træk. Som da han engang af denne nekrologs forfatter blev interviewet om behovet for en ny grundlov. ‘Broderen’ blev resolut trukket hen til en plakat i kontoret med Jyske Lov af 1241, hvoraf der højt og tydeligt blev læst op:

‘Loven skal være ærlig og retfærdig, taalelig, efter Landets Sædvane, passende og nyttig og tydelig, saa at alle kan vide og forstaa, hvad Loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen Mands særlige Fordel, men efter alle deres Tarv, som bor i Landet.’

– Jamen, klarere kan det jo ikke siges, hvad en grundlov bør gÃ¥ ud pÃ¥, lød det fra Svend Auken.

I dag er der langt mellem de oratoriske begavelser på Folketingets talerstol, men han var en af de store. Han magtede i særlig grad de underfundige eller sarkastiske antydninger, og han magtede at tale til følelserne.

Det kom frem, ikke mindst under de legendariske vælgerdueller med ‘ham Uffe’ pÃ¥ Aarhus Universitet.

Siden 2001 var han Folketingets første næstformand, og typisk indebærer medlemskab af Folketingets ledelse, det såkaldte præsidium, at man ikke markerer sig særlig meget i den politiske debat.

Derfor var Svend Aukens politiske profil i de senere år knap så høj som tidligere. Helt frem til i dag har han imidlertid lagt navn til den fløj, der er imod Nyrups og Helle Thorning-Schmidts midtersøgende linje, men fløjen er nu kun en skygge af sig selv.

Det skyldes dels, at Aukens ‘kronprins’, Frank Jensen, er ude af Folketinget, dels at den nuværende ledelse gennem det tætte samarbejde med SF selv er rykket til venstre.

Et af de områder, Svend Auken stadig markerede sig på sent i sin politiske karriere, var udlændingepolitikken.

Her kritiserede han for eksempel den måde, de afviste irakiske flygtninge er blevet behandlet på. Han undgik alligevel behændigt at rage uklar med sit parti om temaet. Nemlig ved at understrege, at det var hans personlige mening, at man burde give irakerne asyl af humanitære grunde, når de har været her i så mange år. Især af hensyn til børnene.

Svend Auken led alvorligt af kræft og fortalte åbent om sin sygdom, der naturligvis også har lagt en dæmper på partifællers lyst til at gå i rette med ham.

Som for mange andre på Christiansborg blev det altopslugende politiske liv en vanskelig udfordring i privatlivet, og han nåede at være gift tre gange.

Først fra 1966 til 1993 med journalisten Bettina Heltberg, som han fik to sønner og to døtre med, David, Adam, Louise og Jessica.

Fra 1996 til 2002 var han gift med tandlæge Eva Kofoed-Jensen, og fra 2007 til sin død delte han livet med filminstruktøren Anne Wivel.

Af politisk redaktør Henrik Hoffmann