Thomas Loftager Olsen

Blandt Thomas' mange venner var han næsten kun kendt under kælenavnet "HUND".

Den 8. juli 2003 - endnu en varm sommerdag var til ende og Kristian, vores søn Thomas på 16 år og jeg selv havde spist aftensmad på terrassen. Vores datter Laila boede hos en veninde i Sønderjylland. Vi sad på terrassen, og Thomas stod i døren og sagde at nu kørte han. Han skulle til en privat fest på Herningvej sammen med nogle venner.

Efter at vi var gået i seng blev vi kl. ca. 23.30 ringet op af Kenneth, en af Thomas' allerbedste kammerater, om at Thomas var kørt ned på Herningvej og at vi skulle køre på skadestuen. Det så skidt ud, sagde han.

En halv time senere sad vi overfor en læge på skadestuen, som sagde at det værst tænkelige for Thomas var sket. HAN VAR DØD!!!

Resten af natten var som et mareridt. Uvirkelig, og grusom. Jeg tænkte mange gange, at nu må dette mareridt snart ende. Hvornår kommer der en sygeplejerske og siger, at det hele var en fejl. Det skete jo desværre ikke.

De efterfølgende dage var en blanding af kaos, sorg og uvirkelighed. Pludselig ligger ens liv i ruiner, kun brøkdelen af et sekund afgjorde Thomas' skæbne.

Vi var i kapellet hver dag op til begravelsen. Thomas lå så pænt i kisten, som om han sov. Vi fik at vide at rigtig mange af Thomas' venner og veninder også var en tur i kapellet.

På sin sidste rejse fik han bl.a. et billede med af os, breve, vi havde skrevet, sin mobiltelefon og hilsner, som venner og veninder havde skrevet og lagt på Herningvej, hvor ulykken skete. Han skulle ikke mangle noget.

----

SÅDAN HAR VI FÅET FORTALT AT ULYKKEN SKETE:

Thomas havde glemt sin elskede mobiltelefon ved festen på Herningvej og må selvfølgelig tilbage efter den.

Han følges med en kammerat ud af Herningvej men han havde nok fået for meget at drikke, så da de skal krydse vejen overser han en bil, og selvom kammeraten gør hvad han kan for at nå ham, så rammer bilen ham og han bliver dræbt på stedet.

----

Den 12. juli, på vores 23-års bryllupsdag, blev Thomas begravet. Det blev en meget smuk dag, men også frygtelig.

Rigtig mange af Thomas' venner og veninder, gamle klassekammerater og lærere kom til begravelsen. Vi havde valgt at stå i våbenhuset for at tage imod og hilse på folk, efterhånden som de kom.

Det var meget hårdt, men jeg tror det var med til at hjælpe os igennem begravelsen. Vi gik først ind til sidst og satte os ved Thomas' kiste.

Min lillebror Henrik spillede, først på klaver og senere på tværfløjte. Utroligt at han kunne, og Henriks kone Anette tog nogle meget smukke billeder fra begravelsen.

Heldigvis var det lykkedes for os at få sognepræst Erik Ladegaard, som også havde konfirmeret Thomas, til at begrave ham, og det var utrolig dejligt at han havde kendt
Thomas. Han holdt en smuk tale og har iøvrigt været en meget stor støtte i tiden efter.

EN MEGET STOR TAK TIL:

Vi vil gerne sige tak til personalet på skadestuens modtagelse. Vi følte, at der blev taget hånd om os i vores store sorg og fortvivlelse, de to politimænd, der kom op til os på skadestuen, bedemand Hartvig Gaardhøje og Érik Ladegaard. For begge de to sidstnævnte var det ikke blot et job.

Til slut nogle ord, som siger alt:

"Et hjerte kan bære, et hjerte kan briste
en lykke så stor, man hurtigt kan miste
vor elskede glade dejlige dreng
vi lukker dig i vore hjerter ind
du er vor dyrebareste minde"

Fødested: Holstebro
Fars navn: Kristian
Mors navn: Anne-Marie
Storesøster: Laila