Kære mindet.dk-bruger
Vi har opdateret vores servere. Hvis du skulle opleve problemer, bedes du kontakte os på kontakt@mindet.dk.
Med venlig hilsen mindet.dk
Tonna Pade var elsket af mange. I mange år har Tonna haft dårligt hjerte og lunger og stærk åndedrætsbesvær, og hun fik konstant ilttilførsel. Derfor kunne hun ikke bevæge sig meget omkring. Alligevel udstrålede hun altid kærlighed, og alle der kom i hendes nærhed - både venner og familie samt de mange dejlige hjælpere - blev beriget af at være sammen med Tonna. Hun hjalp via tanker og samtale samt ved nysgerrigt at opsøge information og koordinere sit store netværk. Tonna begejstredes og glædedes, når hun havde fundet frem til midler, metoder og indsigter, som kunne hjælpe hende selv og andre.
For et år siden havde Tonna den store sorg at miste sin datter Sus, som i 25 år havde drevet sit holistiske center i Bredballe. Trods denne store sorg formåede Tonna at se glæden og meningen i tilværelsen. Hun var hverken bitter eller misundelig. Altid havde Tonna lyst og overskud til mentalt at støtte andre. Hun fandt styrken i sin stærke tro. Hun havde altid Kristus og Helligånden med i sine tanker og handlinger og var meget åndeligt interesseret. Trods den fysiske modgang forstod hun at vende det negative til noget positivt, og hun havde den indre fred.
Tonna er uddannet fodpleje- og skønhedsekspert. Havde også egen klinik i mange år. Men Tonna fulgte med tiden, uddannede sig allerede i begyndelsen af 70´erne til yogalærer, og underviste gennem mange år. I 80´erne uddannede hun sig i Bachs blomstermedicin, i Kineseologi, i massage og i NLP. Hun var en af pionererne inden for alternativ behandling.
For Tonna var sund levevis en livsstil. Alt skulle være vegetarisk og økologisk, og yoga og et positivt sind var følgesvende. Altid så hun positivt på andre mennesker og på det der sker. Tonna var altid smuk at se på og smukt klædt. Hun havde en usædvanlig høj disciplin til at holde sig i god stand, selvom det de sidste år krævede de fleste af dagens timer. Det var meget betydningsfuldt for Tonna at hjælpe, både som bidragyder til SOS børnebyerne, til Amnesty International og til de mennesker som kom og søgte råd hos hende. Dejligt var det at se så mange unge mennesker, der kom til hende. Hun havde venner på sine børns alder. Tonna var ung af sind, fordomsfri og uden moraliseren og så ungdommelig ud.
Tonna var et grænsefrit menneske - et menneske som ikke ligger under for andres meninger og forventninger, men i stedet former sit liv helt efter eget hoved til glæde for sig selv og andre.
Hun underviste os i, at det vi sender ud, får vi tilbage igen. Enhver samtale med Tonna havde både dybde og lethed. Hun tog os altid alvorligt, og elskede at spøge og le.
Tonna efterlader sig sønnen Georg med hustru Lisbet samt børnebørnene Gry og Liv og oldebarnet Lærke.
På familiens vegne
Grethe Pind
Ingen mærkedage