Til minde om Viktor Peter Noach

Til minde for Viktor Peter Noach

Hvor er det svært!!!

Jeg vil hermed fortælle min oplevelse, sorg og savn ved at miste vores søn, Vik-tor.
Hvor skal jeg starte og begynde, så du/ I får den rette forståelse for vores sorg/ savn?
Jeg starter fra begyndelsen:

Den 20. oktober 1999 fødte jeg vores førstefødte datter, Sarah. Selvom jeg var førstegangsfødende, så fødte jeg to dage før termin.

Vi havde valgt en hjemmefødsel i vand/ kar i stuen.

Min mor har født mig og mine to søskende i stuen derhjemme på gården, og det er jo ikke en sygdom at være gravid eller føde et barn, 'Har jeg hørt'.

Så jeg og min mand havde den samme indstilling og ville gerne føde i vores van-te omgivelser og skabe den rette atmosfære for os, med lys og musik.

Jeg tænkte, det at gå rundt i vores hus med veer og råbe og gøre som jeg havde lyst/ behov for, det måtte være lykken. Som sagt så gjort.

Så fødte jeg en datter, Sarah, på 3760g og 52cm. I vores 'swimmingpool' i stu-en på 6 timer. 12 timer før gik fostervandet med god hjælp fra jordemor Anne Persson fra Amtet + min mand, Flemming, mormor og min veninde Narvarana, som ventede sit 4. barn var medhjælpere.

De var udstyret med et kamera hver og en masse film. Så de skulle bare knipse løs.

Vi havde også sat videokamera på et stativ, så jeg efterfølgende kunne nyde fødslen af vores Sarah. Pragtfuldt, da jeg havde haft lukkede øjne 60% forløbet.

Nu ville vi gerne have endnu et barn. Jeg blev gravid og havde termin d. 4. april 2002. Scanningen sagde d. 31. marts. 1 mdr. før Viktors fødsel så jeg videoen et par gange og forberedte mig endnu en gang.

Jeg havde joket en del og sagt, at det ville være dejligt, hvis den lille kom på min fødselsdag - nemlig d. 31.3. Ellers skulle jeg se familien et par dage i træk, men det var en spøg…

Lørdag d. 30. marts sad jeg i vores køkken kl. 10.15. Farmor var på ferie og gyngede Sarah i stuen ( vi har bjælker i loftet, hvor gyngen hænger). Pludselig fik jeg en enorm bule i højre side op mod Ribbenene. Jeg sagde straks til farmor:" kom og mærk" da min gravide mave var helt skæv. Farmor siger glad:" Sikke et stort hoved" Hvorefter jeg siger:" Nej, farmor det er numsen - hovedet er den anden vej": Bulen varede i ca. 15- 20 sek., hvorefter Viktor gik i ro igen.

Jeg havde haft mange plukveer, som gjorde lidt ondt, så derfor var jeg ikke spe-cielt nervøs.
Jeg havde samtidigt læst, at børn går i ro før fødslen og samler kraft og energi.

4 timer efter skriver jeg i en bog til vores barn. Det har jeg gjort løbende de sid-ste 9 måneder. En bog de skulle have som voksne med tanker, følelser og ople-velser imens vi ventede endnu et vidunder og årene derefter.

Jeg skrev følgende:

30. marts 2002, 5 dage til termin. Kvalmen er aftagende, men jeg lider meget af halsbrand. Har en del vand i kroppen.
Maven er sunket en del de sidste par dage.

Jeg mærker ikke den samme aktivitet som tidligere på grund af pladsmangel.

Har taget 16 kg. På, men appetitten har også været enorm de sidste uger.

Jeg var 100% sikker på at Viktor lå korrekt, da jeg blev scannet 10 dage i forve-jen. Min jordemoder, Anne, ville være helt sikker. Hun var 4% i tvivl, men det var jeg ikke p.g.a. hikken jeg havde mærket et utal af gange.
Men på grund af vores valgte hjemmefødsel skulle alt være i orden og det gav os tryghed.

Vi tog til scanning og mødte overlægen, Bjarke. Han sagde at alt var O.K.

Og vi gik alle hjem igen. Til scanningen havde vi også Sarah med, samt mormor som også skulle deltage i fødslen af Viktor.

Yderligere skulle Anne - Lene fra min mands første ægteskab på 28 år også væ-re hjælper og se sin lillebror komme til verden.

Da jeg havde skrevet disse ord, gik der en eller anden usikkerhed gennem mig.

Pjat! Tænkte jeg og ringede til jordemoderen. Hun sagde, at jeg skulle drikke et glas koldt vand, så ville jeg mærke det liv i maven, som jeg pludselig var i tvivl om. Jeg lagde røret på og gik ud i køkkenet og drak et glas iskoldt vand fra vandhanen…

Minutterne gik og der skete intet. Jeg ringede tilbage til jordemoderen og aflag-de rapport. " Tag lige et tjek på sygehuset i Slagelse. Der er vel ingen grund til at jeg kommer. Jeg bor jo i Nordsjælland; men ring endelig, hvis der sker noget. Der er for langt at køre." Min egen jordemoder, Anne, havde ferie, den kvinde, som havde hjulpet mig igennem graviditet og fødsel med Sarah. Jeg bebrejder ikke hende, da hun også har et barn og har valgt ferie, men hvor jeg manglede og savnede hende. Jeg havde lyst/ behov for at ringe til hende, men hvem for-styrrer folk i en velfortjent ferie. Det havde Anne, jordemoder nemlig brug for på grund af skilsmisse en datter og en kræftsyg mor. Faderen døde for år tilba-ge.

Vi er vel alle mennesker, og jeg forstod hende.

Jeg ringede derefter til Slagelse fødegang og ville gerne tjekkes på opfordring af min " anden" jordemoder. Flemming tilbød at tage med, men jeg mente ikke det var nødvendigt, da jeg bare skulle tjekkes. Så jeg kørte ubekymret afsted.
Kl. 14.30 ankom jeg til fødegangen og blev modtaget af jordemoder, Lisbeth. Hun kørte en strimmel men fandt intet liv! Undskyldte, da det måtte være en maskinfejl.

Hun sagde:" Jeg henter lige en læge og et scanningsapparat." Hvorefter hun forlod mig alene på stuen. - Da de endelig kom tilbage med apparatet, scannede lægen mig. Han gav mig hånden og nævnte sit navn, men kiggede mig ikke i øj-nene.- Han var tavs og sagde intet. Under scanningen var der fuld tavshed og jeg blev bange! Spurgte om han ikke kunne tænke højt. - Stadig tavshed---- Indtil han pegede på skærmen og sagde:" Det er dit barns hjerte--- dit barn er dødt!" Jeg hørte godt, hvad han sagde, men tænkte:" Han tager fejl! Det kan ikke ske lige før en fødsel!" Jeg kunne godt selv se at hjertet stod stille, men det virkede ulogisk og uforståeligt.

Derefter ville jeg bare dø sammen med mit barn, når nu tingene ikke kunne væ-re anderledes.

Men tankerne løb derudaf og jeg tænkte på Sarah og min mand, Flemming. Jeg havde jo stadig dem, men alligevel var det i de minutter døden var nærmest. Flygte fra de ubeskrivelige følelser, der rev og sled i min krop!!!

Jeg kom endelig på benene og fik ringet til Flemming og sagde:" Kom - vores barn er død!" Hvorefter jeg lagde på og græd højlydt. Jeg blev ført ind på stuen igen og Lisbeth, jordemoderen, talte med mig. Indimellem forlod hun mig - ale-ne.

Endelig kom Flemming. Jeg følte, jeg havde ventet i timer. Vi skulle dernæst ha-ve en samtale med overlægen, som havde scannet mig og givet vores barn en di-agnose = død!

Jeg bad om kejsersnit, da bare tanken om, at skulle føde et dødt barn virkede utænkelig. Men det kunne ikke lade sig gøre p.g.a. at de ikke vidste hvorfor Vik-tor var død. Samtidig nævnte jordemoderen, at jeg havde psykisk godt af at gennemleve fødselsforløbet.

Jeg tænkte:" Hun er godt tosset! - Skal hun bestemme, hvad jeg har brug for?" Jeg var begyndt at have følelser/ tanker omkring det døde barn og følte det var ulækkert og ubehageligt at have et dødt barn i maven. - Kunne de dog ikke bare skære mig op og tage "det" ud? Nå! Men de begyndte at tage en masse blodprø-ver.

Så kom min mor. - Det var dejligt at have hende omkring sig.

Overlægen kom og spurgte om vi ville have obduceret barnet, selvom det var sjældent det gav svar på " Hvorfor?"
Vi var enige og sagde:" Ja!" Da vi inderligt ønskede at kende sandheden om-kring vores barns død.

Vi fik yderligere en masse oplysninger omkring smertelindring og de lovede mig, at de ville/ kunne holde mig 75% smertefri. ( Det var overlægens ord.)

Kl. 18.00 fik jeg sat en stikpille op, for at modne livmoderhalsen. Ved undersø-gelsen fandt jordemoderen ud af, at jeg ville have gået over termin, da min liv-moderhals slet ikke var moden. Hun mente, at der måske ville ske noget i løbet af 4 - 5 timer ellers skulle vi komme tilbage kl. 24.00 .

Vi tog derefter hjem og jeg læste en masse om smertelindring, da jeg altid havde sprunget de sider over, da jeg jo havde valgt en hjemmefødsel og der gives nem-lig ingen lindring.

Vi tog tilbage ved 24- tiden. Jeg blev undersøgt, men der var ingen forandring af livmoderhalsen. Jeg fik derfor endnu en stikpille sat op.

Jeg var så træt--- og tanken om at skulle have energi til en fødsel---- Det var utopi!!!

Derfor fik jeg en sovepille og skulle komme igen næste dag, når jeg vågnede.

Da jeg kom hjem og lå i sengen kunne jeg tydeligt mærke barnets dødvægt. Det gjorde ondt, når jeg skulle vende mig.
Jeg vågnede næste dag ved 10- tiden. Vi ringede til sygehuset som aftalt og sag-de, at der ingen veer var endnu. De bad os om at komme derind igen.

Efter ankomst til fødegangen blev jeg undersøgt igen. Der var stadig ingen tegn på fødsel/ veer. Derfor valgte de at sætte en "stærk stikpille" op og jeg skal love for, at den virkede.

Kl. ca. 13 en time efter at de havde sat den op begyndte veerne med 1 - 2 min. Pause imellem. Jordemoderen spurgte mig om jeg ville have lagt epiduralbloka-den, men jeg sagde:" Nej!" da jeg nødig ville bindes til sengen allerede. Jeg ville gerne vente til veerne blev uudholdelige. Jeg havde svært ved at ligge ned og ville helst stå ved siden af sengen.
Kl. 14.15 var der stadig 1 - 2 min. Mellem veerne, men nu gjorde de så ondt, at jeg gerne ville have lagt epiduralen. Det kunne alligevel ikke lade sig gøre, da lægen som skulle lægge blokaden var optaget andetsteds.

Da jeg fik denne besked, at der ingen hjælp var som lovet, gik jeg i "sort" i mine tanker.

" Kære Gud, lad mig dø med mit ufødte barn!"

Jeg havde pinagtige veer og kunne ikke klare mere. Jeg skreg og skreg af smer-ter og stod stadig ved siden af sengen. Bare tanken om, at skulle kravle op i sen-gen var umulig p.g.a. smerter. Min krop var låst fast. Jordemoderen aftalte kl. 14.20 med vagthavende, at jeg skulle have 75 mg. Petidin ( morfin) i låret. Jeg følte absolut ingen smertelindringer fra sprøjten.

Kl. 14.30 fik jeg pressetrang og kunne føle barnet ville ud. Fik smidt det sidste af tøjet og kravlede op i sengen. Hold kæft! Hvor gjorde det ondt.

Kl. 14.40 havde jeg spontan vandafgang i en stor skylle. Både jordemoderen og Flemming blev våde. Fostervandet var helt klart og det indikerer, at barnet ej har været stresset.

Jeg var bange for at presse barnet ud, og derfor lagde jordemoderen Susanne en podendusblokade i begge sider af fødekanalen. Jeg havde samme problem da jeg skulle føde Sarah, så det har intet at gøre med at dette barn var dødt. Jeg havde ikke selv nogen angstfølelse, men følte at jeg pressede så godt jeg kunne, imedens jeg hyperventilerede i " gasmasken" og klemte min mands hånd.

Kl. 14.57 føder jeg en søn. En dejligt stor dreng på 4 kg. Og 56 cm. Med masser af sort hår. Jordemoderen udbryder spontant:" Der har vi forklaringen på jeres søns død! Han har slået en knude på navlesnoren da han var mindre og har så i går fået den strammet 100% til, så han har fået lukket for ilt/ føden:" Med be-svær fik jordemoderen knuden bundet op. Jeg bad om, at få min søn og lagde ham ved mit bryst.

Hvor var han dejlig, smuk og varm. Han virkede så levende. Han skulle bare sige noget og åbne øjnene. Flemming klippede navlesnoren, som vi havde aftalt på forhånd.

Jeg undersøgte vores søn og blev kun bekræftet i, at han var perfekt. Kiggede ham i munden og studerede hele hans krop.

Hvor var jeg stolt trods alt, midt i sorgen. Det føltes så ambivalent det hele.

Flemming ville gerne have, vi kaldte ham Viktor efter farfar. Jeg ville have han skulle hedde Peter efter morfar som mellemnavn. Så vi var enige på få sekunder. Viktor Peter Noach. Det føltes rigtigt.

Flemming hentede storesøster, Sarah, så hun kunne se sin lillebror. Hun var utrolig tavs under besøget og efter ca. 15 - 20 min. Kørte Flemming hende hjem igen. Vi bor ca. 20 km. Fra sygehuset.

Det meste af familien kom og hilste på Viktor og fik taget afsked med ham. Jeg var " kold i røven" p.g.a. morfinen og kunne ikke græde. Jeg følte, at det virke-de forkert og undskyldte utallige gange overfor familien, men forklarede dem hvorfor.

Efter nogle timer tog familien hjem, men min mor blev så hun kunne tage nogle billeder imens vi klædte Viktor på. Det var dejligt at hun blev hos mig.

Flemming og jordemoderen hjalp hinanden. Viktor fik en ble på, en sparkedragt + en undertrøje, ( som jeg selv havde brugt som baby), og Sarah også havde haft på. Nogle hvide sokker af Sarah´s. Han skulle ikke fryse om tæerne… Hvor var han smuk som han lå i sin lille seng. Man kunne føle hans personlighed og var-me strømme imod os. Hvor jeg elsker mit barn højt.

Vi blev enige om at tage hjem og sige godnat til Sarah p.g.a. hendes reaktion på sygehuset. Hun havde også brug for sine forældre.

Vi forsikrede os først, at vi kunne besøge Viktor døgnet rundt, når vi havde be-hov, og det var der ingen problemer i.

Men at forlade sit barn og skulle gå gennem fødegangen, hvor man mødte ny-bagte forældre, glade pårørende og babygråd, det var hårdt og smertefuldt.

At forlade sit barn, det føltes uvirkeligt og tomt!

Jeg fik 2 piller for at stoppe mælkeproduktionen. De gjorde mig mat i benene, så Flemming måtte støtte mig ud til bilen ellers var jeg faldet om på jorden. Det sortnede for mine øjne og det samme skete da vi var kommet hjem hver gang jeg skulle rejse mig op.

Sarah var glad for at se os. Hun kravlede rundt på os på skift og ville nusses og holde i hånd.
Jeg havde det meget ambivalent. Overfor Viktor havde jeg skyldfølelse fordi jeg havde forladt ham og overfor Sarah var det det rigtige. Hun var jo det barn som levede, men min krop skreg af smerte og savn efter mit nyfødte barn. Aldrig havde jeg forestillet mig eller tænkt på, at et barn kunne dø til terminen. Det sker jo indenfor de første 3 mdr. ( har jeg læst). Efterfølgende har jeg læst artik-ler, pjecer fra Landsforeningen og måttet sande hvor grueligt galt det kan gå før, under og efter fødselen.

Har ikke tænkt over før, at en 9 mdrs. Graviditet kan medføre døden!!!

Livet manglede jo! - Det er så svært at acceptere og livet føles meningsløst, når man mister sit barn.
Gud har åbenbart holdt ferie siden han ikke har været opmærksom på, hvad Viktor´s gymnastikøvelser kunne medføre. Gud burde have stoppet ham, så han havde fået lov til, at leve sit liv hos os - sin familie.
Eller der findes måske ingen Gud? Jeg er blevet i tvivl…

Viktor´s lille krop ligger i den lille hvide kiste ( 70 cm. Lang) på kirkegården, men hvor er hans sjæl???

Er hans sjæl kun i mit hjerte eller sidder han i himlen et sted?

Jeg er i vildrede og ved ikke hvad jeg skal tro. Det gør mig ked ikke at vide, hvor min søn er…
Nu e4r der gået 4 mdr. siden Viktor døde og jeg spekulerer på hvordan hans krop ser ud? Hvorfor ved jeg ikke, men jeg har brug for at vide det.

Da Viktor lå i kapellet tjekkede jeg ham hver dag og kiggede ved at hive ned i hans sokker, samt kiggede ham ned af brystet under sparkedragten. Jeg mær-kede ham på maven og den føltes blød. Jeg måtte vide, hvordan mit barn havde det!

Men i dag i kisten i den kolde/ varme jord, ved jeg ikke hvordan mit barn har det og det har jeg brug for på en eller anden måde.

Jeg ville/ burde jo selv passe ham og tjekke hvordan han har det?

Men jeg har ikke valget og føler mig magtesløs og alene. Man passer jo på sine børn og tjekker deres velbefindende… og det har jeg også brug for trods alt, man er jo en omsorgsfuld mor.

Jeg har kun en mulighed og det er at passe hans lille have på Familiegravstedet, som vi har valgt p.g.a. Viktor´s død. Der skal jeg engang ligge ved hans side sammen med hans far, Flemming. Farmor skal også hvile sammen med os. Det er rart at vide.

Ugen op til begravelsen:

31.3.
Vi fik kun en uge sammen med vores søn, Viktor. En uge, hvor jeg følte mig stresset af alle de forberedelser, der skulle gøres før begravelsen. Der var så mange ting, jeg skulle forholde mig til midt i savnet og sorgen.
Da, farmor & Sarah var gået i seng søndag aften, satte vi os i køkkenet og snak-kede og snakkede…. Ingen af os kunne sove.

Vi talte om Viktor og hvad vi skulle gøre. Vi talte om begravelsen og var enige om, at gøre alt hvad vi selv kunne i forhold til begravelsen, da det var det eneste vi kunne gøre for vores søn.
Flemming begyndte at skrive tanker og følelser ned på papir.

Jeg læste de pjecer vi havde fået på sygehuset om hvad man kan gøre og vælge i forhold til begravelsen. En pjece, som Landsforeningen har udarbejdet. Den var guld værd!!!

Flemming kom i tanke om en sang med " Danser med drenge", som hedder " Er der nogen i himlen?" Han fandt den frem og vi hørte den mens vi græd og holdt om hinanden. Hvor var det en smuk sang og vi følte den handlede om Viktor, undtaget det sidste vers.

Den ville vi have til begravelsen, hvis det kunne lade sig gøre. Yderligere blev vi enige om, at det Flemming havde skrevet på papir, var perfekt til en tale ved Viktor´s kiste under begravelsen. ( se vedlagte tale).
Sidst på natten gik vi i seng. Trætte og ulykkelige, vi manglede vores søn hos os. Vuggen stod og ventede ved vores seng.

1.4.
Dagen efter d. 1.4. fik Sarah sin traktor med vogn. Den havde vi købt på for-hånd, og den skulle hun have, når hun blev storesøster.

Vi fortalte hende at lillebror var død, og derfor måtte blive på sygehuset.

Jeg havde en længsel så stor efter mit barn. Måtte derop hurtigst muligt. Vi skulle ringe til en portør hver gang, vi ville se Viktor og aftale et tidspunkt i ka-pellet.

Da, jeg så ham igen, havde han forandret sig en del. Hans hud og læber var me-re rødlige.
Jeg kunne godt se, han var død. Hvor det smertede i kroppen af savn… Jeg kys-sede og nussede mit barn og bare græd. Hvor var han smuk og perfekt.

Derefter kom en jordemoder fra sygehuset. Hun gennemgik mine fødselspapirer sammen med mig. Det var rart at få sat tid på fødselsforløbet, og hvad der var sket punkt for punkt.

Jeg husker ikke så meget af samtalen, men det var dejligt, hun var der og det gav lidt ro i mig.

Hun sendte derefter kopier af forløbet til mig, som jeg har læst utallige gange i tiden derefter og gennemgået med min sundhedsplejerske og de få mennesker, som har vist interesse for min fødsel.

Hvis Viktor havde levet, så ville folk sige:" Havde du en god fødsel?" - " Hvor lang tid tog det?" - " Blev du syet?" osv.
Selvom ens barn døde, har man jo samme behov for at fortælle, som andre kvinder med et levende barn.

2.4.
Vi havde valgt at få Viktor´s moderkage med hjem.

Vi fik et egetræ fra mine forældres mark, som Flemming plantede ovenpå mo-derkagen.

Flemming havde fået den gode ide´, at vi ville lave "Viktor´s corner" i haven, som en terrasse med fliser og en lille have med blomster omkring egetræet.

Et sted, hvor vi kunne filosofere over livet og savnet af vores barn.

Flemming begyndte etableringen af stedet og vi plantede moderkage og egetræ i fællesskab, imens vi græd og følte den enorme smerte.

Om eftermiddagen var min veninde, Navarana, med oppe og se Viktor. Hun havde lavet en yndig buket, og filtet en lille grå mus til ham. ( Den fik han senere med i kisten).

Det var utroligt dejligt trods alt at vise vores søn frem. Han var jo så dejlig - mit lille barn.
Hun rørte ved ham og gav ham et knus. Hvor var det dejligt at se, at hun ville røre ham, selvom han var død. Det betød/ betyder meget for mig.

Nu har hun også oplevet ham og ved hvad jeg taler om, når jeg nævner min søn.

Efterfølgende er hun en af de få, der nævner Viktor ved navn og spørger ind til. Hvad skulle jeg gøre uden hende?
Narvarana har ikke glemt, at jeg har to børn. Når de besøger os, har de altid besøgt Viktor´s grav først og sat smukke blomster til ham.

Det er noget der luner/ glæder vores hjerter som far & mor.

3.4.
Kontaktede vi præsten, som havde ferie. Derfor måtte vi tage en præst fra et andet sogn. Han var bare så god. Lige hvad vi havde brug for.

Han kom på besøg i vores hjem, og vi planlagde alt i detaljer. Moster Tina og kusine Sandie var hos os imens og tog sig af Sarah, så vi havde ro til, at tale med præsten.

Vi fik lov til at spille sangen: " Er der nogen i himlen?". Vi valgte at den skulle spilles på ghettoblaster, som vi lånte af morfar.

Talen, som Flemming havde skrevet, ville han gerne læse op, hvis Flemming ik-ke selv kunne midt i sorgen.
Præsten gav idéer til salmer, hvor jeg efterfølgende valgte tre ud, som omhand-lede vores døde barn og hvordan de er lykkelige i himlen trods alt.

Denne dag var vi også hos vores søn indimellem.

Flemming sagde ved hvert besøg efter 20- 30 min., at nu måtte vi sige:" på gen-syn", da Viktor jo lå på køl. Han var jo så kold, så vi mente/ troede han lå på "køl" altså i minusgrader og han skulle jo kunne holde udseendet nogle dage endnu.

Vi var bange for at han ville gå i forrådnelse og komme til at lugte.

4.4. Torsdag.
Jeg begyndte at samle ting til kisten, som Viktor skulle have med. Det var vigtigt for mig, at jeg huskede det hele. Jeg spurgte Flemming utallige gange:" Har jeg husket det hele, eller har jeg glemt noget?"

Vi valgte at han skulle have disse ting med i kisten fra os:

- Billeder af hans familie.
- Jord fra vores grund og jord fra selve egetræet.
- En sten fra Glænø, som jeg havde fundet, imens jeg var gravid.
- Et lille sneglehus, Sarah havde fundet.
- En bamse, som Sarah havde fået af storesøster, Anne- Lene.
- Flemmings tale ved begravelsen.
- En tegning fra Sarah.

Familien havde fået muligheden for, at komme med ting, som de ville give Vik-tor med på vejen ( i kisten). - Der var:

§ En lille bamse og en sut fra Christian, som er på alder med Sarah, og søn af Per & Gitte, som er vores gode venner.
§ Blomsterne fra Navarana ( der filtede musen) og familie.
§ En lille sten fra morfar, som han havde fundet i deres mark.
§ Et flettet hjerte af siv fra mormor´s have med en hvid snor omkring. ( Den hvide snor var rester fra den bluse, hun havde strikket til Viktor.)
§ En tegning fra fætter Caspar.
§ En tegning fra fætter Thorsten.
§ Et tegnet påskeæg fra kusine Sandie.
§ Et brev fra mormor & morfar.
§ Et kort fra farmor.
§ Et kort fra søster Anne - Lene.

Jeg har taget billeder af alle disse ting, da det er vigtigt for mig at vide, hvordan tingene og teksterne så ud.

Samtidig ville jeg vide lige præcis, hvor tingene ligger i kisten.

Flemming hentede den lille hvide kiste i Slagelse, imens jeg besøgte Viktor sam-men med min veninde Gitte.

Hun havde en bamse og en sut med til Viktor fra en af hendes drenge.

Ligesom med Navarana var det dejligt at vise min søn frem og blive bekræftet i, at det var uretfærdigt at sådan en " kraftkarl" af størrelse ej fik lov at leve.

Gitte rørte også ved Viktor og nussede ham og vi holdt om hinanden og græd.

Mange glemmer at det er ligeså vigtigt at kunne dele glæder som sorger, når man er venner.

Nogle af de venner vi havde, har vi ikke hørt fra, selvom de ved, vores søn døde. - Men de kunne godt følge med i graviditeten indtil det gik galt…

Gitte fødte selv en søn, Thor, ca. 6 uger før Viktor. Vi havde glædet os til at vi skulle amme og vores børn skulle vokse op sammen.

Gitte lærte jeg at kende i mødregruppen med Sarah. Deres førstefødte søn er 14 dage yngre end Sarah.

Faderen Per er også blevet vores ven også her midt i sorgen.

De deltog i begravelsen og følger os nært i vores sorgforløb. Specielt Gitte har jeg haft brug for og vil altid have fremover. Hun har altid været der for mig i sorgen/ savnet og spørger ind til mine tanker/ følelser omkring det at have mistet Viktor. Når jeg er ked eller bare har brug for at snakke så er hun altid parat.

Jeg har ikke i tiden derefter haft overskud til at ringe hende op i månedsvis; men Gitte klarede dette og ringede til mig et par gange om ugen og nogle gange hver dag i tiden derefter.

Altid talte vi om mig og mit savn og det kunne Gitte rumme. Aldrig blev hun træt af at høre på mig. Hun har været en uvurderlig støtte og er det stadig.

Sidst på aftenen denne torsdag sad Flemming og jeg og talte om Viktor.

Hvor koldt ligger han egentlig?

Vi blev enige om at Flemming skulle ringe næste formiddag.

Det ville være rart at have Viktor hjemme en enkelt nat.

5. 5. fredag.
Flemming ringede til vagtmesteren tidligt næste morgen og vi fik oplyst, at Vik-tor ikke lå på køl, men mellem 4 - 7 grader.

Jamen, det har vi jo på værkstedet ved siden af vores hus!! Bare vi havde vist det noget før, for så ville vi have haft Viktor hjemme hele ugen.

Set i bakspejlet så kunne jeg have taget ham med hjem fra fødegangen…

Den dårlige samvittighed og det savn jeg følte når jeg var herhjemme den kunne have været undgået.

Nu, skulle Viktor hjem og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Flemming hentede farmor i Høng, så hun kunne tage sig af Sarah imens.

Jeg fandt Sarah´s sommerdyne frem, og det dynebetræk hun selv havde på kroppen første gang. Det skulle Viktor ligge i.

Farmor kom og vi kørte op og hentede Viktor.

Jeg havde på forhånd ringet til mine forældre, om de ville tage den sidste afsked med deres barnebarnebarn, og det ville de gerne.

Det betød meget for mig at de ville se min smukke og dejlige søn for sidste gang.

Vi kørte til kapellet med kiste og den bløde lune dyne.

Endelig holdt jeg mit barn i mine arme igen.- Havde ikke turdet løfte ham op, hvis han nu gik i stykker. Ingen havde fortalt mig at det kunne jeg bare gøre, og at Viktor ej tog skade.

Det at mærke hans kropsvægt og holde ham ind til min krop, Gud, hvor var det dejligt…

Jeg troede/ følte at smerten ville rive min krop i stykker af sorg…

Jeg kunne have holdt ham i mine arme for evigt. Hvor var det en dejlig følelse og det føltes så rigtigt.

Jeg puttede Viktor i kisten og Flemming tog nogle billeder indimellem.

Flemming bar Viktor i kisten ud til bilen og lagde Viktor på bagsædet ved siden af mig - hans mor…

Flemming kørte bilen hjem til Viktor´s mormor og morfar før vi kørte hjem til Hyllested.

Vi kørte med åben kiste imens jeg holdt begge Viktor´s hænder hele vejen til Stenstrup - mit barndomshjem.

Mine forældre havde til stor glæde for os forældre lagt gran og blomster i ind-kørslen, for at vise den døde den sidste respekt/ farvel.

Morfar lagde selv sin lille sten ned i Viktor´s venstre sok og mormor lagde sit flettede hjerte under Viktor´s venstre arm, så hjertet lå ved hans lille hjerte.

Disse ting flyttede jeg ikke på, så de ting ligger som de lagde dem.

De tog afsked med deres barnebarn, hvorefter vi kørte hjem til Hyllested, vores hus.

Farmor og Sarah var i huset, så vi bar Viktor på værkstedet. Der skulle han væ-re, da rummet havde de rette temperaturer for Viktor.

Flemming pyntede rummet med to syvarmede lysestager og havde placeret Vik-tor´s kiste midt imellem. Sat to stole op og gjort det hyggeligt, nærmest et lille kapel.

Ghettoblasteren havde vi sat ved siden af, så vi kunne spille sangen: " Er der nogen i himlen?" for Viktor.
Da Sarah var kommet i seng, gik farmor ud og tog afsked med sit barnebarn. Hun havde skrevet et sødt kort til ham, som han skulle have med på rejsen.

Derefter gik farmor også til ro.

Flemming og jeg valgte at Viktor skulle ind i stuen. Flemming bar kisten ind, og vi lagde kisten med Viktor på sofaen.
Det var rart at mærke/ fornemme ham i huset/ vores hjem.

Flemming tog endnu et par billeder.

Det er rart bagefter, at kunne se på billederne og skabe stemningen igen.

6. april, lørdag.
Vi vågnede alle tidligt denne morgen.

Farmor tog sig kærligt af Sarah, så vi havde ro/tid til de sidste gøremål.

Vi tog vores morgenkåber på og gik over til Viktor og sagde:" Godmorgen" til ham. Det var dejligt, at han var hos os.

Jeg tænkte:" Hvordan skal jeg dog få taget afsked med mit barn?" Jeg var absolut ikke parat til at begrave ham i dag…

Jeg havde lyst til at gemme ham i fryseren for evigt. Jeg var ikke parat til at give slip og sige farvel.

Tanken om at senere på dagen skulle jeg nusse mit barn og se ham for mine øjne for sidste gang. Det var svært at forholde sig til. Jeg prøvede med alle kræfter, at danne mig et indre billede af Viktor. Hans lange sorte hår, ørene, den lille Han-sennæse, som han har fra mig og min familie. Hans buttede kinder " ÅH!" hvor var han perfekt og så smuk og dejlig. Jeg havde brystspændinger på grund af mælken som hobede sig op. Jeg havde dog fået 2 piller som skulle stoppe mæl-keproduktionen, men de virkede åbenbart ikke. Følelsen af ikke at skulle/kunne amme og give mit barn næring sled i min krop. Jeg havde nydt at amme Sarah og havde gjort det i knap 15 måneder med hende. Jeg havde glædet mig til at skulle opleve den lykkefølelse, som det er at amme.

Al den mælk, som Viktor ikke havde brug for endte i en gang brystbetændelse - godt med penicillin.

Nå, men Flemming tog afsted i bilen, da han skulle hente sin datter - storesøster, Anne-Lene, ved toget om eftermiddagen.

Imens fik jeg anrettet og lagt de ting i kisten ved Viktor, som han skulle have med. Taget billeder af tingenes placering.
Flemming og Anne-Lene kom hjem, hvor var det dejligt, at hun var hos os. Det var jo også hendes lillebror, selvom jeg ikke er hendes mor.

Hun havde købt bogen:" I kan jo altid få en ny", som lige var udkommet dagen før, til os.

Anne-Lene havde skrevet en afskedshilsen til sin lillebror, som hun lagde ved ham. Jeg tog et billede, så jeg også havde dette minde af disse søskende sammen.

Tiden suste afsted og vi havde aftalt at vi ville være i kirken med Viktor kl. 13.30

Samme tidspunkt skulle vi mødes med en dame fra blomsterhandleren, som skulle pynte kirken, samt lave en krans og kistepynt.

Vi havde valgt gule mini påskeliljer, da Viktor jo var født i Påsken, og blå Iris, da de for os symboliserer en dreng.

Udover blomsterne i kistepynten havde jeg/vi valgt en ske, en biderangle,en lille klovn og en bidekylling, alle ting som Sarah havde brugt, da hun var baby. Disse ting havde de bundet ind mellem kisteblomsterne.

Det blev tid til påklædning.

"Hvad skal jeg dog tage på til min søns begravelse?"

Jeg valgte de sorte graviditetsbukser, som jeg havde haft på, da jeg var på føde-gangen og skulle føde Viktor. En rød bluse, som skulle symbolisere, at vi begge er væddere ifølge stjernetegnet.

Bukserne var ikke blevet vasket, men de "lugtede" af gravid mave med Viktor. Så det føltes rigtigt, at det netop var dem jeg havde på. Rød står jo også for kær-lighedens farve.

Narvarana og Jakob, hendes mand, som er vores gode venner, kom forbi og hen-tede mit kamera og film.

Narvarana havde lovet at tage billeder før, under og efter begravelsen, og det har hun også gjort til vores store glæde i tiden derefter.

Hun har formået at skabe de rette stemningsbilleder, som nærmest fortæller en historie, når man ser albummet i dag.
Hun havde været så "kvik" at hun også havde taget sit eget kamera med, hvis nu det ene kamera løb tør for batteri. Hun fik taget 7 film af Viktors begravelse, som vi har megen glæde af i dag. De 2 album er en af de få ting, som vi har som minde om tiden med Viktor - vores søn.

Da klokken var ca. 12.45 skulle vi lukke kisten og putte Viktor for sidste gang. Der var kun Flemming og jeg til stede.
Flemming bar kisten op til egetræet og lagde Viktor ved siden af. Solen skinnede på hans buttede kinder, og han lå som om han sov.

Vi tog atter et par billeder og græd.

Derefter bar vi Viktor ind på værkstedet og sagde det sidste farvel. Det føltes uvirkeligt, som om jeg var en robot og dette bare skulle udføres.

Vi/jeg nussede, rørte og kyssede mit barn for sidste gang, hvorefter vi lagde låget på. Flemming skruede en skrue og jeg satte hætte på og dette gentog vi atter en-gang.

Så var kisten lukket for altid.

Flemming bar kisten ud i min bil, på bagsædet, og jeg satte mig ved siden af.

Vi kørte de ca. 400 meter op til kirken ( vi bor i en lille landsby).

Blomsterne og damen ankom samtidigt med os, og vi fulgtes ad til kirken.

Flemming bar Viktor i favnen og satte ham på to små hvide bænke foran alteret.

Blomsterhandleren viste os kistepynten, krans og stolepynten, og alt var så smukt og perfekt.

Bamsen som Viktor havde "kysset, nusset og sovet med", den havde jeg i min favn.

Den skulle jeg beholde og kramme ved mit bryst i tiden derefter.

Vi forlod vores barn og måtte atter tage hjem og gøre de sidste gøremål. Begra-velsen skulle starte kl. 15.00

Da, vi kom hjem, kom min storebroder og familie med "snitter", som vi skulle have efter begravelsen. Min bror havde insisteret på at ville betale for maden og det havde vi sagt "tak til" på vores søns vegne.

Jeg plukkede 5 mini påskeliljer, som vi også skulle give Viktor med i graven. En fra hans far & mor, Søstrene Sarah & Anne-Lene og farmor.

Farmor havde lovet at tage vare på Sarah under højtideligheden. Det lettede vo-res hjerter, at vi ikke behøvede at bekymre os om hende under ceremonien.

Kl. 14.45 tog vi alle fem afsted i Flemmings bil. Selvom der ikke var langt orkede vi ikke at gå derop.

Vi ankom til kirken, hvorefter jeg ikke kan huske tingene i detaljer.

Flemming og jeg satte os nærmest Viktor på bænken, mine forældre sad bagved mig. Jeg husker, at min far gav mig et hvidt lommetørklæde og holdt mig på venstre skulder indimellem. Det gjorde godt at de var hos mig - ved min side.

Lommetørklædet har han aldrig fået igen, det ligger stadig i samme lomme på jakken 5 måneder efter.

Vi sang de smukke salmer og jeg kunne føle Viktor strømme imod mig fra ki-sten.

Flemming holdt sin tale, som var så smuk. Han græd indimellem; men stod tro-ligt og læste op ved siden af sin søn i kisten. Jeg havde mange gange lyst til at gå op og holde om ham, men et eller andet holdt mig tilbage. Måske var det Viktor, som ville have at hans far skulle have lov til at læse disse ord op uden forstyrrel-ser fra hans mor.
Sarah kunne vi høre indimellem. Hun talte sagte og nød salmerne. På et tids-punkt gik farmor ud med hende før ceremonien i kirken var slut.

Da, vi skulle ud til graven med Viktor, bar Flemming, hans lillebror, Frank, morfar og min storebror, Lars. Alle vi andre gik bagefter. Sarah og farmor mødte os ved vores nyvalgte familiegravsted.

Viktor blev i stilhed sænket i graven, hvorefter vi kastede påskeliljerne ned på kisten.

Mine forældre havde bundet buketter af vilde blomster og aks fra marken - en smuk markbuket.

Sarah fandt små Bellis i græsset, som hun gav sin lillebror med på rejsen.

Præsten foretog jordpåkastelsen med efterfølgende "Fader vor" og velsignelse.

Derefter spillede vi sangen " Er der nogen i himlen?" på ghettoblasteren, men slukkede før sidste vers, da Viktor ej har levet udenfor min mave.

Alt føltes så underligt og uvirkeligt, at have foretaget denne ceremoni mod ens vilje.

Vi havde jo ikke selv haft mulighed for at tage et andet valg.

Vi måtte gøre, hvad fornuften sagde os, og det er, at man begraver de døde.

Det er bare svært at forstå, at man skal begrave et barn, der ej har levet livet først sammen med os. Jeg har kun livet fra Viktor i mine minder/tanker, imens han lå i maven.

Pårørende samt familien tog med os hjem. Det var rart, at de var hos os, selvom jeg inderst inde helst ville være ved graven, hos Viktor.

Der var mange der gerne ville se billeder af Viktor fra fødselen og dagene deref-ter. Min mor var den der spurgte mig, og jeg fandt billederne frem.

Jeg var lidt overrasket over at de ville/turde se billederne, da min erfaring siger mig, at folk er konfliktsky og angste for at spørge til Viktor, da det handler om døden. Samtidig ved de ikke hvad de skal sige, da de er bange for at sige noget forkert, som gør os kede af det.

Jeg fandt "stolt" billederne frem af vores søn, så de kunne se med egne øjne, hvor smuk og perfekt han var.

Da, der var gået et par timer efter begravelsen, gik vi alle op til Viktor igen.

Graveren havde fyldt jord oven på kisten og pyntet med alle de smukke blom-ster/kranse, som folk havde sendt eller havde med før ceremonien.

Endnu engang skulle jeg forholde mig til virkeligheden - min søn var død for altid…

Mit elskede barn, som mit sind og krop skreg efter. Denne psykiske smerte, som er så voldsom.

Derefter sagde vi farvel til alle undtagen mine forældre, farmor og storesøster, Anne-Lene. De tog med os hjem.

Min far spurgte om de skulle blive, så alt ikke blev så tomt, eller om vi helst ville være alene. Det var rart at de blev hos os, så vi kunne snakke om begravelsen af Viktor, deres barnebarn og vores søn.

Efter en times tid kørte de hjem, og jeg havde brug for at ordne de praktiske ting efter "gæsterne".

Hvor skulle jeg ellers gøre af mig selv?

Senere gik vi atter op til Viktor og prøvede at forstå, at der lå vores søn 130 - 150 cm. Nede under jorden i hans lille hvide kiste.

Resten af dagen - hvad vi lavede/gjorde erindrer jeg ikke.

7. april, søndag.
Fra denne dag husker jeg kun, at jeg var hos Viktor, og at jeg afleverede vuggen tilbage til Viktors mormor og morfar. Den skulle afleveres netop denne dag følte jeg. Samtidig ved jeg i dag (knap 7 måneder efter), at det handlede om, at jeg havde behov for nærhed/samvær med mine egne forældre i sorgen af tabet af mit barn, Viktor deres barnebarn.

Lone Hansen

Efterskrift:

Jeg ved i dag (19. oktober 2002), at savnet for mig ville være lige så stort, hvis Viktor havde levet 2 dage eller 2 måneder.

Denne følelse/vished har jeg kun fordi jeg selv har prøvet at miste et barn til terminen, samtidig med at jeg kan drage en parallel til storesøster; Sarah.

Jeg ville dog ønske at jeg havde følt/oplevet Viktor i livet udenfor livmoderen, bare 5 minutter eller 2 dage. Det at have set hans øjne, hørt hans gråd af sult og efter omsorg, have prøvet at skifte ham/give en ren ble, ammet ham osv..

Der er så mange ting som jeg aldrig får indfriet i forhold til Viktor.

Midt i sorgen er Sarah vidunderlig. Hun bekræfter os i at vi er "synlige" foræl-dre i forhold til omgivelserne.
Andre forældre, der mister deres førstefødte, har nemlig ingen "synlige" beviser på, at de er blevet mor og far.

Så midt i sorgen af Viktor er hun et unikum på snart 3 år, som siger:" Jeg elsker dig, mor", og giver mig et kram og et kys.

Hvad skulle jeg dog gøre uden hende?

Samtidig udviser hun også, på sin facon, at Viktor har været hos os, og at det er hendes lillebror. Nogle gange siger hun, spontant: "Skal vi ikke gå op til lillebror og tænde lys?" Andre gange nævner hun ham ved navn.

Det sker også, at vi spørger Sarah, om vi ikke skal gå op til Viktor, hvor hun si-ger: "Nej! Det kan vi gøre i morgen."

Og det accepterer man jo bare.

Sarah har et naturligt forhold til Viktor og døden, "mener vi", og børn er jo så dejligt umiddelbare.

Månederne derefter når jeg besøgte Viktor sammen med Sarah og jeg græd ved gravstedet, sagde hun: "Du savner lillebror, Viktor. Han er død!" Hvorefter hun holdt om mig. 1o sekunder efter havde hun travlt med at undersøge småste-nene på graven. Sarah elsker/holder mest af de små flintesten, som er imellem de andre sten på graven.

Mindeinformation

  • Født: 30/03/2002
  • Død: 31/03/2002
  • Fødeby:
  • Mors navn:
  • Fars navn:

Til minde

Gæstebog

Skriv i gæstebog

Seneste lys

  • torsdag d.01/03Kære mor, så er det et halvt år...

  • mandag d.26/06...

  • mandag d.17/10Sikker på at vore kære passer på...

Tænd et lys Se alle lys

Mindesider

Næste mærkedag

Ingen mærkedage

Del dette minde

Fortæl andre om mindet for Viktor Peter Noach.


Mindet.dk hoej.dk a/s cvr 29192715 Borupvang 3 2750 Ballerup Tlf. 9674 6200 Facebook Send mail