Du døede i mors mave i 29. uge. Du blev født en søndag, hvor solen havde skinnet fra en skyfri himmel hele dagen - den himmel du nu er fløjet op til med dine bløde, hvide englevinger. Du vejede 1.275 gr. og var 41 cm. lang. Du havde et dejligt mørkt hår, og havde mange af din storebror Benjamin's kønne træk.

Vi fik aldrig dine øjne af se, fik aldrig hørt din gråd, fik aldrig set et smil eller en bevægelse, fik aldrig lov til at trøste dig eller grine med dig. Hvorfor ?? Der er aldrig fundet en grund til at du skulle dø !!!

Lille elskede YASEMIN, du er forevigt i vores hjerter. Du vil altid være vores elskede lillesøster og datter - den længe ventede og længe ønskede lillesøster der ikke fik lov til at vokse sig stor - den længe ventede og længe ønskede datter der blev frarøvet livet allerede inden det var begyndt.

Sov sødt lille skat. Må dede, oldemor, Julle og alle englene passe på dig i din lille fredsfyldte babyhimmel.

Et lille vers, som har fulgt vores familie gennem generationer, skal du også have med på din vej:

Rejs dit hoved kækt og frit,
hvad der end dig hænder.
Stol du trygt på far og mor,
de er dine venner.

Lille YASEMIN, Vi ses igen engang... Vi elsker og savner dig for evigt. Ære være dit minde.

Mange kærlige tanker og kys fra

Benjamin, mor og far.