Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Dette digt, skrevet af  Emily Pearl Kingsley, læste præsten op til Astrids begravelse. Det handler om det at være forældre til et handicappet barn eller et barn, der er anderledes.

 Rejsen til Holland

At vente et barn er som at planlægge en drømmerejse til Italien.

Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer.

Colloseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig.

Du lærer Italiensk. Alt er meget spændende…

Efter måneders spændt forventning kommer endelig dagen…

Du pakker dine kufferter og tager af sted. Flere timer senere lander maskinen.

Stewardessen kommer ind og siger: “Velkommen til Holland”

 

“HOLLAND?” råber du. “Hvad mener du med Holland?

Jeg har bestilt en rejse til Italien! Jeg skulle være i Italien!

Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!”

Men der er lavet om på fartplanen.

Maskinen er landet i Holland, og der må du blive…

 

Det er vigtigt, at de ikke har ført dig til et rædsomt sted.

Et sted fuldt af pest, sult og sygdom.

Det er bare et sted, som er anderledes.

Så må du ud og købe nye rejsehåndbøger

og du må til at lære et helt nyt sprog.

Du møder en helt ny type mennesker, du ellers ikke havde mødt.

Det er som sagt et sted, som bare er anderledes.

Tempoet er langsommere end i Italien; der er ikke så pragtfuldt.

 

Men når du har været der et stykke tid og har fået vejret,

ser du dig omkring og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland…

Holland har tulipaner. Holland har endda Rembrandter…

Men alle du kender har travlt med at rejse til og fra Italien.

De praler af hvor vidunderligt de havde det der.

Og resten af dine dage vil du sige:

“Ja, det var der jeg skulle have været, det var det jeg havde planlagt”.

 

Og smerten ved det vil aldrig nogensinde foretage sig…

for tabet af drømme har stor betydning.

Men…hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning

at du aldrig kom til Italien, bliver du aldrig fri

til at værdsætte og nyde det helt specielle,

det virkeligt vidunderlige ved…Holland

Den næste lille historie, som vi synes er så rørende og tankevækkende, havde vi taget med i et salmeblad til Astrids begravelse:

Der var engang en smuk lille pige med de klareste øje og det kønneste lille ansigt, som måtte forlade sin mor og far alt, alt for tidligt. Hun vandrede op til Gud og blev modtaget af en masse engle – nogle af dem havde ventet på hende fordi, de kendte hende som familie. Og de ville tage sig godt af hende, når nu hendes mor og far ikke kunne følge hende. Hvert år ved Allenhelgen plejede de små og større engle at tænde et lys og følges rundt med Gud i Paradisets smukke have.
Men hvert år sad den lille pige alene tilbage med sit utændte lys i hånden. Hun så så bedrøvet ud! Èn af englene spurgte den lille pige, hvorfor hun ikke ville tænde sit lys og gå med de andre ind i Paradisets have. “Fordi, hver gang jeg prøver at tænde mit lys, slukkes det af min mors tårer”.

Nedenstående vers medtog vi i vores takkeannonce i avisen.

Det siges, at den største sorg, der kan overgå nogen,
er at overleve sit eget barn.
Det siges også at ikke al sorg kan vendes til glæde,
men at glæden, hvis den næres, kan skinne så kraftigt,
at sorgen næsten ikke kan ses.

 

My mom is a survivior

My Mom is af survivior
or so I’ve heard it said.
But I can hear her crying at night
when all others are in bed.

I watch her lay awake at night
and go to hold her hand.
She doesn’t know I’m with her
to help her understand.

But like the sands on the beach
that never wash away…
I watch over my surviving mom
who thinks of me each day.

She wears a smile for others…
a smile of disguise!
But though Heaven’s door I see
tears flowing from her eyes.

My mom tries to cope with death
by keeping my memory alive.
But anyone who knows her well
knows it is her way to survive.

As I watch over my surviving mom
though Heaven’s open door…
I try to tell her that angels
protect me forevermore.

I know that doesnt help her…
or ease the burden she bears.
So if you get at chance, go visit her…
and show her that you care.

For no matter what she says…
no matter what she feels.
My surviving mom has a broken heart
that time won’t ever heal.

By Kaye Des’Ormeaux – October 15 1998