Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Børges sygdomshistorie begynder i dec. 1982. Han bliver indlagt efter pludselig at have fået et epileptisk anfald. Han fik hovedet scannet, og man fandt en svulst i venstre side siddende delvis i talecentret og bevægecentret. Man turde ikke dengang operere, og han blev sendt hjem lige før jul med besked om at nyde tiden, for han havde sikkert kun ½ år tilbage at leve i. Det var før min tid.

Sygdommen forholdt sig i ro, mens han var til scanning hvert ½ år. Det så ud som om svulsten indkapslede sig. Han fik medicin for ikke at få epileptiske anfald. I 1988 voksede svulsten for første gang – vi havde da mødt hinanden – men Børge havde taget en ny uddannelse, fordi han ikke måtte arbejde som elektriker på grund af faren for anfald, og han var blevet stærkstrømsingeniør. Derfor ville han ikke opereres, og han havde jo heller ingen gener udover, at han skulle tage medicin. Så havde han også lige fået job efter sin uddannelse, så det var ikke lige hjerneoperation, der stod på tapetet. I 1990 fik han epilepsichok og lå i koma i 10 dage, hvor jeg ikke troede han overlevede, men han kom sig. I efteråret 1991 var han ude for et biluheld, hvor han slog sit hoved. Derefter væltede krampeanfaldene oveni hinanden, og en operation blev en realitet i april 1992. Det gik også godt. Der var tale en grad II svulst, hvor grad IIII er dødelig. Svulsten kunne ikke fjernes radikalt, så han fik efterfølgende 30 strålebehandlinger. Dette fjernede dog ikke svulstresterne, men han fik det godt, og skulle så naturligvis jævnligt scannes.

Årene gik. Ind i mellem fik han enkelte krampeanfald, og scanninger viste, at der var noget væskesamling, men det blev hurtigt klaret med en Prednisonkur i 5 uger. Han blev sagt op efter sin hjerneoperation, men tog et hav af kurser.

I april 2001 fik han et krampeanfald. Jeg havde registreret, at han havde svært ved at klare det kursus han var på, men det kunne jo skyldes så meget. Efter krampeanfaldet kontaktede vi hospitalet, som ville se ham til en undersøgelse 5 uger efter. Den undersøgelse var en parodi. I løbet af maj begyndte han at få tiltagende besvær med sin højre side –han kunne næsten ikke komme ind og ud af bilen (det var mig, der kørte efter kramperne) Og fysisk fik han sværere og sværere ved at klare sig. Han kom så til en undersøgelse på neurologisk, hvor – det var tilfældigt en professor, som var træt af Århus – han sagde, at der var ikke noget galt. Børge var ved at blive lidt stille, så jeg bad lægen om at foretage en neurologisk undersøgelse eller få ham til scanning. Han var meget flabet. Det kunne da ikke gøre godt for noget. Så jeg var så rasende.

Næste dag snakkede jeg med vores egen læge, og hun kunne da godt lave en neurologisk undersøgelse. Men hun var også så ’slatten’ , for nu havde vi jo talt med professoren. Så først efter stort pres i begyndelsen af juni indsendte hun en anmodning om scanning, og han kunne blive scannet den 10.7. Børge begyndte at falde, og jeg måtte tit have bud efter andre, for jeg kunne ikke selv få ham op. Det blev værre og værre, men jeg følte mig fuldstændig fortabt i systemet. 1.7.2001 (en søndag) havde han så lidt balance tilbage, da han vågnede efter en middagslur, at jeg omgående ringede efter en vagtlæge, og så blev han indlagt og scannet.

Så mente de, at der var for meget væske i hovedets hulrum, så der skulle laves en trykmåling. Børge var efterhånden, som om han var senil. Fortalte de mest fantastiske historier om, hvad han udrettede på hospitalet, ting som var ganske umulige for ham, for han kunne dårlig gå med en rollator. Det var meget nedslående, men de sagde det var p.g.a. trykket i hovedet. Han blev så trykprøvet, og lægerne mente, at han skulle have en ventil i hovedet, og at det ville hjælpe ham. Men først skulle han lige hjem i 14 dage, fordi såret, hvor trykprøven var lavet igennem, først skulle hele.

Det var et mareridt. Vi har et 50’er hus med kælder, stue og 1.sal, og soveværelse og badeværelse på 1. sal. Han var så dårlig til bens, at jeg måtte skille vores seng og slæbe den ned i den ene stue, for han kunne kun sjældent gå på 1. sal. Samtidig begyndte han ikke at kunne holde på vandet, så jeg fik også hjælp fra hjemmeplejen, og måtte skændes med lægen om at få bevilget bleer for det havde hospitalet ikke skrevet noget om………….vanvittigt.

Han blev så indlagt den 24.8.2001 til operation. Ventilen blev lagt ind, men de første 3 uger havde han det lige så dårligt, selv om han kom hjem efter 8 dage.

Midt i september havde jeg min ’gamle’ Børge igen, og det var da den største lykke. Hans førlighed havde taget noget skade af trykket, men han klarede sig fint med stok, kunne godt klare trappen ovenpå, og var helt normal.

I oktober begyndte han igen at snakke ’sort’. Snakkede om sin ungdom, som om det var lige nu, han havde oplevet det. Og jeg vidste at noget var helt galt. Kimede hospital og læger ned.Han var inde til undersøgelse først i november, og der blev sagt, at han skulle scannes snarest. Den læge har jo nok ved øjenundersøgelser kunnet se, at det var rent galt. Der skete ingenting. Jeg ringede og ringede, og først da jeg 27.11.2001 sagde til en læge:’ Du har engang fortalt mig, at min mands førlighed har taget skade. Vil du nu være skyld i, at også han hjerne tager skade?’., så skete der noget. Han sagde, han ringede om 2 minutter, og det gjorde han, og vi fik en tid dagen efter.

Børge blev scannet den 28., og den 29.11.01 ringede lægen og sagde, at det ikke var ventilen, men svulstresterne fra 1992, der var blevet aggressive, så vi skulle 7.12.2001 ned og tale med en fra onkologisk afd. Nu tror jeg nok jeg vidste, at det var ved at være på det sidste……….men håbet……………det var der dog.

Den 7.12. fortalte onkologen, at Børge ikke kunne tåle at få flere stråler end dem, han havde fået i 1992. Så kunne han få kemo. Jeg spurgte, om det kunne helbrede hans hjerne, men det kunne det ikke, det ville allerhøjest holde ham i live 1-2 mdr. mere end ellers, samtidig med at han ville ryge ind og ud af hospitalet. Det skal også bemærkes, at Børge havde ingen smerter, og derfor havde han en rimelig, måske en god livskvalitet, for han hjerne var så skadet, at han forstod ikke så meget. Hans familie og jeg blev enige om, at han ikke skulle have kemo. Han ville dø under alle omstændigheder, og han skulle ikke påføres smerte, når han ikke blev rask af det. Det meddelte vi lægen, som synes, det var den helt rigtigt løsning. Midt i januar fik han plejeseng i stuen, og jeg sov på en briks ved siden af ham. Han sov meget, men var også en del oppe. Vi havde nu også fået kørestol. Ud kom han kun 1 gang om ugen, hvor han var på aflastning (nærmest for min skyld)på lokalcentret. Så kunne vi to mand få ham ud i bilen, så han kom derop, og jeg kunne trække vejret.

Igen var problemet jo, at der også var trapper ud af vores hus, og man bevilger jo ikke en elevatortingest til en, som snart skal dø!!!!!!!!!

7.2.2002 var han kommet op, og jeg havde fået ham vasket, så begyndte han at få småkramper. Jeg fik ham op i plejesengen, og ringede til lægen, som sagde at det var dødstremor, og at hun forventede, at han døde i løbet af weekenden. Jeg spurgte, om hvis det var hende, om hun ville orientere familien, og det ville hun. Jeg var ligesom nødt til at finde ud af, hvor alvorligt hun mente det. Jeg fik orienteret alle og fredag, lørdag, søndag var alle hjemme, og det var faktisk smukt. Nogle hentede mad og lavede det, vi fik rødvin, vi fik kaffe, vi gik til og fra Børge, som også efterhånden var blevet stum og blind, men en efter en var alle flere gange stille og roligt inde ved Børge i løbet af de tre dage. Det blev nogle smukke og stemningsfyldte dage, hvor folk kom og gik og alting bare kørte uden at jeg behøvede at bekymre mig om noget af det praktiske.

Men Børge ville nu blive lidt længere. Der fulgte så en meget hård uge. Han begyndte at få smerter i hovedet, og kom på morfin, og tirsdag den 19.02.02 vågnede han om morgen med noget slim i halsen. Det var lidt hårdt for ham, og han var meget omtåget. Han fik noget for slimen og fik virkelig en god behandling af hjemmeplejen, men ved 15-tiden kunne jeg se, at hans negle var begyndt at blive blå. Jeg sad ved ham hele tiden og snakkede med ham, nej til ham. Jeg fortalte ham, at han godt måtte rejse, så han blev fri for sine smerter, fortalte ham, hvor godt et liv vi havde haft, lovede ham, at jeg nok skulle klare mig, og lovede ham, at jeg ville fortælle næste generation om, hvilket pragtfuldt menneske, han var, og kl. 23.40 døde han stille og roligt med lukkede øjne og med sin hånd i min.

Børge døde som sagt den 19.2.2002 kl. 23.40. Hans far fyldte 90 dagen efter.

Der er mange, som har sagt, at det måtte være nemmere at komme over, når man vidste, hvilken vej, det gik. Det er det ikke. Det er en eller anden fritliggende hjerne, som ved det, men man kan ikke forberede sig på selve døden. Det jeg kunne var, at jeg lavede digtet til hans dødsannonce, jeg fik snakket med en her i Spørring, som laver meget med blomster, og hun ville gerne lave kistepynten, pynte kirken m.v. Jeg snakkede med hende, inden Børge døde, fordi jeg kender mig selv så godt, at jeg vidste, at jeg i en presset situation kunne komme til at sige ja til alt muligt, hvis der kom en emsig bedemand. På den måde kunne jeg forberede lidt.

Men da døden kom, da Børge trak vejret for sidste gang, og det ikke kom igen, da synes jeg nærmest, jeg var lammet. Jeg græd ikke så meget, men var ved hans varme meget længe. Måske gik der en ½ time, og så ringede jeg til lokalcentret, som så ville komme og hjælpe med at gøre ham i stand, og jeg ringede til den ældste af Børges sønner, hans mor, min mor, min ældste søn og så skulle jeg ringe til lægevagten for at sige, at han var død. Herefter tændte jeg to levende lys i hvert vindue, og lukkede et vindue op, så sjælen kunne flyve ud. Han fik cowboybukser og sweatshirts på – det var sådan Børge havde det bedst, og så havde jeg tilfældigt en buket – eller rettere var den jo til Børge, men der var friske roser, og vi lagde ham smukt i sengen med en rose i de foldede hænder. Klokken var vel hen ad 3 før vi var færdige, og jeg gav ham et kys, og lagde mig ved siden af ham på min briks og sov nogle timer.

Så skulle der ringes til læge, som skulle komme og skrive dødsattest, der skulle ringes til bedemand. Bedemanden kom også med alle mulige forslag, men det var jeg jo heldigvis forberedt på, så det klarede jeg, som jeg synes det skulle være. Så fortalte jeg, at jeg gerne ville have, at han stod herhjemme. Det synes bedemanden var en dårlig ide, for når det var kræft, så gik man hurtig i opløsning. Selv om jeg sagde, at det troede jeg ikke, fordi det jo kun var i hovedet, så havde han da en skrækscenarier at fortælle om, men jeg holdt på mit, og vi aftalte så, at hvis det blev ubehageligt, så kunne jeg jo ringe og få ham flyttet.

Jeg fik ringet til blomsterdamen, som kom med en masse billede, og vi valgte mørkpink roser med noget mørk lilla i. I dagenes løb kom mange bekendte forbi, og de fleste ville gerne ind og se Børge og tage den sidste afsked med ham. Jeg har to sammenhængende stuer, men med en skydedør, så han stod i den ene uden varme på, så han holdt sig meget fint. Jeg sov ved siden af ham på min briks hver nat, hvilket mange synes var forfærdeligt. Men jeg kunne da give ham et godnatkys, og et godmorgenkys, og hver morgen blev der tændt lys igen, og der var konstant levende lys i hele den uge –undtagen om natten – han lå her. Der var også musik med Enya. Den havde kørt ganske svagt i flere af de sidste dage, han levede, og det fyldte rummet med en stor ro.

Jeg fik også skrevet et salmeblad, så alle kunne huske, hvilke salmer, der var blevet sunget for Børge, og så skulle jeg også lige havde bestilt kaffe og snitter på hotellet, og bestille mad og forsamlingshus til om aftenen. Børges hjerne havde taget meget skade, og han kunne ikke forstå noget, var jo også stum de sidste ca. 14 dage, men da han i 1992 blev opereret havde vi talt meget om døden, og da fortalte han, at jeg skulle invitere de nærmeste til en god middag og så hente vin i vinkælderen, og så skulle vi hygge os sammen og i øvrigt ikke være kede af, at han ikke var der mere. Det løfte ville jeg overholde, men familien var jo vokset, så de nærmeste blev til 38, så det kunne jeg ikke lige klare, så jeg bestilte forsamlingshuset og mad udefra. En af mine piger og en svigerdatter sørgede for indkøb, og andre med at få tingene til at fungere. Jeg må indrømme, at jeg var tæt på at sløjfe den aften. Synes ikke, at jeg havde kræfter til det, men skulle det være, så skulle det være den dag, og det gik jo også.

Børge holdt sig fint. Der var en lidt sødlig duft i huset – en duft, som jeg kom til at tænke på hørte døden til. Jeg kunne huske, at jeg havde læst romaner fra den tid, hvor det var almindeligt at folk stod hjemme til begravelsen, og i dem var denne duft beskrevet. Den duft kommer af og til, og når den gør det, er jeg sikker på, at Børge er her.

Børge var så fin, forandrede sig overhovedet ikke, lå bare som om han sov. Børge var vinsamler, og jeg havde givet ham en flaske god vin, da han blev opereret i august. Den var ikke blevet drukket, så den fik han med i kisten. Så samlede han også på årets mønter, og den sidste samling han fik for år 2002, fik han med. Et billede af børn og børnebørn, og medaljon med et billede af mig.
På dagen, hvor begravelsen skulle være, 1 uge efter han var død, kom hans familie fra Fredericia og dem, som skulle bære kom også herhjem. Så holdt præsten en kort andagt og vi sang ’Lysets engel går med glans’, og det var Børge der gik. Så tog vi alle afsked med Børge, inden kistelåget blev sat på. Herefter kørte bedemanden ham hen i kirken, og kort efter kunne vi alle følge med.
Kirken var smukt pynt med levende lys ud for alle bænkerækker. Vi har en kirke fra 1100-tallet, så det var meget højtideligt. Jeg græd som pisket, da jeg sad der ved hans kiste. Nu skulle jeg aldrig se ham mere. Selv om han havde været død en uge, så havde jeg ham jo ved mig, men nu var det slut.
I løbet af gudstjenesten fik jeg nogenlunde styr på mig selv, men da vi skulle gå ud, med mig lige bag kisten, så blev jeg helt rundt på gulvet, og hørte slet ikke ’Om lidt bli’r her stille, for jeg blev så forbavset over, at kirken var fuld af familie, venner og mennesker fra byen. Det var så overvældende, og helt ud i våbenhuset lå der blomster. Da vi kom hen til graven og kisten blev sænket, var det meget svært. Jeg havde mest lyst til at lægge mig ned ved siden af ham. Det var silende regn, og min ældste søn stod og tog om mig, og så sagde han noget, som jeg aldrig vil glemme:’Se mor, selv himlen græder med, fordi Børge er død’.

Efter begravelsen, så forløb dagen som planlagt, men det var en meget tung aften, da jeg kom hjem til mig selv, første gang uden min elskede i huset. Bagefter har mange sagt, at det var en smuk begravelse, og det synes jeg også, og det skulle det også være, for det var min elskede, min halvdel, mit et og alt, der blev sagt farvel til.