Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Min Børge.

Min elskede mand, Børge, døde den 19.2. 2002 kl. 23.40 med sin hånd i min. Stille og roligt tog han med, da døden kom, og hos mig blev kaos.

Han døde efter mange år med en kræftsvulst i hjernen. Den havde voldt mange problemer gennem 20 år, men Børge overvandt kræften gang på gang, senest i 1992, hvor han fik fjernet så meget af svulsten som muligt og efterfølgende fik 30 strålebehandlinger.

I foråret 2001 brød sygdommen ud igen, og på trods af diverse hårde behandlinger, havde kræften nu ikke tænkt sig at stoppe. Det blev en svær tid, fordi han fik varige skader på bevægeapparatet af trykket fra svulsten, men også blev blind, ude af stand til at tale, og også fik forskellige hjerneskader.Jeg passede ham i vores hjem, og han døde som sagt stille den 19.02.2002.

Han stod i åben kiste i vort hjem til begravelsen den 26.2.2002. Og det var en rigtig god beslutning at tage for mig. Jeg sov på min briks ved siden af ham, som jeg havde gjort i den tid, han lå i plejeseng. Jeg kunne give ham kys til godnat og til godmorgen, og alle, som kom forbi, kunne se ham, hvis de ville. Og mange kom forbi, fordi jeg havde formidlet ud i byen, at alle var velkomne. Nogen ønskede ikke at se ham, og det var fint for mig, mens andre meget gerne ville se ham, røre ham og sige det sidste farvel.

I den uge, hvor han lå derhjemme efter dødsfaldet, blev jeg forenet med hans død. Han var hos mig, og jeg kunne forlige mig med, at begravelsen var forestående. For mig var det en helt rigtig måde at tage afsked på.

På begravelsesdagen havde vi havde en smuk udsyngning, hvor sognepræst Lone Hindø holdt en lille andagt, og hvor vi sang :”Lysets engel” Og det var jo det han var. Herefter tog vi, der var forsamlede, den sidste afsked med Børge, inden kistelåget blev sat på.

Det blev en smuk og forfærdelig begravelse. Kirken var fuld af familie, venner og bekendte.Jeg havde lavet et smukt salmeblad, som alle fik, for så kunne man huske, hvilke salmer, der blev sunget til Børges begravelse. Da han blev båret ud af kirken, spillede organisten “Om lidt bli’r her stille”, et af Børges egne valg. Børge blev båret til sit sidste hvilested af sin ældste søn Jesper, min ældste søn Mikael, Børges barndomsven, Palle, og Børges tre svogre, Aage, Hugo og Paw. Ved graven sang vi “Fred hviler over land og by”, en sang, som jeg synes passede til Børge og vores by. Regnen silede ned sammen med vore tårer, og da roser dalede ned på Børges kiste, tog min ældste søn Mikael om mig og sagde.” Mor, se selv himlen græder med!”

Efter begravelsen var der snitter m/øl/vand og kaffe på Spørring Hotel. Til aften var der middag i Ødum Forsamlingshus, hvor vi også har fejret vores bryllupsfest og Børges 50 års dag. Det var Børges ønske, at jeg skulle invitere de nærmeste til en middag med hans rødvin fra kælderen, så alle han ønsker blev fulgt.

Børges gravsten er hentet i vores baghave. For år tilbage fandt vi den, og han har selv været med til at bakse med den, så det kunne ikke være mere rigtigt for mig.

Han var bare det dejligste for mig. En varm, tålmodig og altid glad sjæl, som vil blive savnet utrolig meget. Han gav mit liv mening, og selv om vi ikke blev gamle sammen, vil han altid følge med mig. Han sidder fast i mig, og jeg bærer ham med glæde, selv om sorgen og savnet er uendeligt tungt.

Børge var altid fuld af sjov og godt humør. Selv hans sygdom havde han kunnet vende til, at vi ikke skulle være kede af, når og hvis han døde af sygdommen, for han havde fået så mange år foræret. Han regnede nemlig med i 1982, da svulsten blev opdaget, at han kun havde ½ år tilbage. Og han levede næsten 20 år mere. Det var han taknemmelig for.

Sorgen og savnet forsvinder aldrig. Han var min livsledsager, kammerat, ven og elskede, min ene halvdel. Jeg bærer ham rundt, hvor jeg er. Han vil altid ligge i mine tanker og i mit hjerte.

Min elskede, jeg elsker dig herfra og til evigheden.

Al sorg er kærlighedens pris.

Din Karen

Sorgens hus.

I sorgens hus
bor vildskaben.
Rastløsheden driver ned ad væggene
Uroen hvirvler støvet op
og kaos raser.

I sorgens hus
er fundamentet brudt op
Menneskene hænger frit svævende
og kan ikke
finde fodfæste .

I sorgens hus
er tårer og apati
Ingen nutid og fremtid.
Kun fortiden
fylder sindet.

I sorgens hus
bor tomme ansigter.
Fyldt med tanker
om længsel, uretfærdighed
og skyld.

I sorgens hus
hænger blomsternes blade
Lyset er slukket.
Og kun en minimal gnist
er tilbage.

I sorgens hus
tændes gnisten en dag
Livet leves igen
Og sorgens hus kan åbne
sine døre.

Karen, marts 2002