Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Det hele startede den 23. marts 2000 hvor Brian skulle ud til en kammerat, efter at have været til fodbold, hans søster Karina kørte ham der ud og det sidste de aftaler er at han kommer op til hende og sover ( hans bil, nøgler og pung er oppe hos hende) for han skulle jo i skole om fredagen.
Fredag ved 15 tiden ringer Karina og siger at hun er lidt urolig for Brian kom ikke som lovet, og han havde lovet det 100% sikkert for en gang var han ikke kommet men taget med en kammerat hjem istedet for. Vi prøvede så at ringe til nogle af kammeraterne men de sagde at han ikke havde været i skole( Handelsskolen) hvildet vi syntes lød underligt for han havde aldrig pjækket, men så tænkte jeg at han skulle jo på arbejde på Q8 kl.16 så mødte han op, for han var jo så pliktopfyldene, men da kl. blev 16 begyndte hans mobil at ringe ( den lå også oppe hos Karina) det var fra Q8 de kunne ikke forstå at han ikke var kommet på arbjde, det lignede ham overhovedet ikke hvis han blev 5 min. forsinket så ringede han altid.

Ved 18 tiden tog vi på politigården for at høre om de vidste noget, men de ville faktisk ikke snakke med os, men en af betjentene er far til en af Brians klassekammerat og han sagde at det meste af klasse var samlet i Randers midtby forde de ville gå ud og lede efter ham, så vi tog der ned og ledte sammen med dem, uden held. Vi tog på politigården igen ved midnats tid men de ville stadig væk ikke gøre noget for som de sagde han er jo myndig og kan jo være så mange steder, men vi kunne komme igen lørdag eftermiddag hvis han ikke var kommet hjem inden, holda op hvor var der lang tid til lørdag eftermiddag.

Brian blev efterlyst lørdag middag hos politiet, men der kunne jo ikke rigtig gøres noget før mandag da kom der så efterlysning i aviserne og i radioen, hvor var det svært at høre sin søn blive efterlyst, Brian`s lille søster Louisa sagde til os at det var jo altså ikke os det skulle ske for, det er da altid naboen , og at det virkede som en film og at nu ville hun gerne have at den stoppede.
Mandag eftermiddag gik hjemmeværnet og politiet også igang med at søge efter Brian på den rute han skulle have gået op til hans søster, de tog på Handelsskolen for at høre om hvad tid de havde set Brian sidst for det var jo dem han havde været sammen med, de havde sidst set ham på Maxim kl. 3,15 hvor han ville hente sim jakke og gå op til Karina, en af kammeraterne spurgte godt nok om han ville med ud at sove ved ham for så kunne de splejse til en taxa men han sagde at han havde lovet Karina 100% at komme op og sove.
Politiet var også ude hos os og snakke og oppe hos Brians kærste Lene men hun var kommet hjem fra studie tur Fredag aften så hun vidste jo slet ikke noget.

Tirsdag var der helikoptere i luften for at lede, men også uden resultat. Vores familie var ude hos os og Lene var her, vi prøvede at trøste hinnanden, jeg var sygemeldt fra posthuset, Bjarne fra sit chaufførjob, Karina fra Handelsskolen og Louisa havde fået fri fra Efterskolen på Samsø.
De folk som kom hos os blev stoppet af aviserne (københavner aviserne) når de gik herfra, det var så ubehageligt, ja folk stoppede deres bil udenfor vores hus eller stoppede op for at kikke ind af vinduerne når de gik forbi.

Efterlysningen blev også bragt i tv3 EFTERLYST men det gav heller ikke resultat,der var godt nok nogen som ringede ind , de havde set ham i forskellige byer men det havde ikke noget på sig.

Randers amtsavis havde haft ringet nogle gange om vi ikke ville sige noget til avisen, vi havde sagt nej, men tv2 var ude hos os en dag og så blev vi enige om at vi ville snakke med avisen så der var nogle gode store artikler i, men det gav heller ikke noget.

Det er svært at skille dagene fra hinnanden men vi måtte ned til lægen, for vi havde det så svært alle sammen og vi var nød til at tale med en psykolog.
Det var godt nok også svært for hun ville have os til at tænke tanken at han var død, og det er en svær tanke når men ikke ved hvor drengen er.

Min søster og moster kom i tanke om clavorianten Susan Sylvest så hende kontaktede de og den første melding de fik tilbage var: hun kunne se at han løb og at der var nogen efter ham, han løb forbi en tank og over en ret bred gade , det blev så lidt utydeligt for hun kunne ikke se om han blev skubbet eller snublede ned i Randers fjord men dem som stod på breden og så det ville ikke hjælpe ham op og hun kunne se at han blev suget med. Da vi fik den besked brød hele vores verden jo nærmest sammen og politiet ville jo ikke høre på det for det var jo en clavoriant.

Der havde også været dykkere i fjorden men de havde heller ikke fundet noget.

14 dage efter at Brian forsvandt kunne han havde blevet 20 år, så den dag inviterede vi vores søskende og Brians kærste og svigerforældre så vi kunne være sammen,det betød så meget for os alle sammen.
Politiet kontaktede os også for at høre om vi ville være med til et indlæg i se og hør med en clavoriant som hedder Lizz Rene fra københavn, vi skulle sende et billed og noget tøj som lugtede af Brian så vi sendte hams arbejdsskjorte. Hun kom så et par dage efter og startede med at sige da de var kørt over Randers fjord havde hun fået det så mærkeligt i hovedet som om der var noget, nå men hun ville så ligge en stjerne over os, og det der blev sagt var stærke sager som vi har for os selv, hun sagde så at hun havde fået et navn ind Udby men det er på den anden side af fjorden hun havde også fået ind at han skulle ligge ved nogle lave bygninger så hun tog over på den anden side af fjorden og hjem bagefter og så ville hun kontakte os senere.

Avisen skrev jævnligt om Brian og om nogen havde set ham, det sværeste var jo nok de rygter man får smidt i hovedet der gik så rygter om at det var ham som havde myrdet de 2 masagepiger i Randers og at han havde solgt våben. En dag fik vi at vide at hans kusine havde hørt han var blevet fundet med halsen skåret over det er utroligt hvor onde folk kan være, når det spreder rygter der var så urolig mange.

D. 1. maj ringede Karina om eftermiddagen at der var nogen fra en københavner avis som havde ringet til hende de sagde at de havde fået hendes nr. af politiet og de spurgte om nogle underlige ting bla. om en som havde slået Brian ned 5 år tidliger i Nørbæk da mistede han 2 tænder og de skulle have været lavet om mandagen d.27 hvor han forsvandt om fredagen og det ville koste små 30.000 at lave dem og det skulle den anden jo betalt, nå men sankken gik meget på han og på nogen som havde været oppe at slås den sidste aften han var i byen det var en af hans kammerater som slå men Brian var gået ud og havde mæglet imellem dem og de var så gået hver til sit. Jeg syntes det var en mærkelig samtale og de havde sagt til Karina at de ville komme og tage nogle billeder ved 19 tiden så Louisa og jeg tog ind til Karina for at være der når de kom.
Da kl. var ca 19,30 kunne vi høre at der kom nogen op af trapperne, mit hjerte hamrede vildt og jeg tænkte nu kommer de sku og skyder os, og så blev der banket meget HÅRDT på døren, jeg kunne se at Karina og Louisa vr lige så bange men Karina fik åbnet døren sprang ind i stuen og sagde bare MOR, så hørte jeg at der var en som spurgte om hun var Karina Skovsen Jensen hvortil hun jo sagde ja der bliver så videre sagt vi formoder at vi har fundet din bror Brian i Randers Fjord, jeg rejste mig og sagde til dem jeg er hans mor, NÅ der er du vi har været hjemme hos jer og ved hans kærste med der var ingen hjemme.
DA braste hele vores verden det er virkeligt så ondt at vi skulle opleve det men jeg måtte jo trøste pigerne og hvad værst var jeg skulle ringe til Bjarne som lige var startet på arbejde samme dag for at sige hans søn var blevet fundet.

På sygehuset skulle Karina se om det var Brian hvilket det jo var.
Tirsdag kom bedemanden og jeg ville gerne have at han blev begravet om lørdagen, men det var han ikke sikker på kunne nåes for han skulle jo til Århus op opduseres men han ville lige prøve at finde ud af det, vi fik at vide det var iorden, om onsdagen kom jeg i tanke om at han skulle have sin studenter hue med sig i graven (han ville være blevet student 2 måneder senere) den havde han så ærligt fortjent, så jeg ringede til min kusine AnneMette som han gik i klasse med om hun vidste hvor de skulle have deres hatte fra, det vidste hun da for det var hende der stod for det, og det var nede fra Koling vi ringede om vi kunne få den, det var ok så ringede vi til Bjarnes kolega i Kolding om han ville hente den og sende den med en af lastbilerne hjem, så den havde vi torsdag morgen.

Vi tog op på Handelsskolen Torsdag formiddag for at høre om de ville skrive i Brian`s hat det ville de da og en sød hilsen fra dem alle, vi fik også en blå bog med der fra, begefter skulle vi i kapellet for pigerne Bjarne, Brian`s svigermor og min søster ville gerne se ham, og han skulle jo også have tøj på, vi havde bestemt at ham skulle have sit fodboldstøj på for sporten betød så meget for ham, nå men vi fik at vide Karina skulle gå der ned først for han havde forandret sig hurtiger end de havde regnet med, Brian`s svigermor Karen fulgte med der ned ( hun er sygeplejeske) de kom tilbage og sagde at de ikke syntes de andre skulle se ham. så det blev Karen som gav Brian sin studenterhue, den blåbog, et spil kort, 2 breve og 3 røde roser fra lene.

Samme dag ringede Lone Hammer fra Rds. Amtsavis og spurgte om hun måtte lave en pæn afslutning på Brian og om de måtte komme til begravelse, vi sagde ja og den artikkel hun lavede den var så smuk at det har vi aldrig fortrudt.

Den dag Brian blev begravet var det smukt vejr med høj solskind der var over 250 der ville tage afsked med ham og vi ar så rørte over at se så mange mennesker.
I de knap 6 uger Brian var forsvundet skete der jo meget mere end det jeg har skrevet her men en ting er sikkert det der holdt os oppe var vores lille barnebarn Emil på godt 1 år havde vi ikke haft ham tror jeg vi var gået til.

Der er nu snart gået 5 år og jeg har siden været til sittings hos Marion Dempir-Jeans det engelske medie fordi jeg ikke vil akseptere at politiet siger han selv er gået der ned, jeg ved at Brian elskede dette liv og at han syntes at det var fejt at tage sit eget liv, ja han syntes at han havde det godt en dejlig kærste og skulle ind til gardisterne i december ja det var dejligt.
Nå jeg var jo så til sittings det eneste hun vidste om mig var at jeg hed Helle Jensen hun starter med at sige der står en ung mand her som siger at du er hans mor, hun snakker lidt og begynder så at tage sig til halsen hun kan ikke få luft hun bliver kvalt, hun siger pludselig hva kom bag mig og jeg ved ikke hvad hun mener hun siger det igen og prøver så hvordan døde din søn , jeg siger efter en tur i byen, ja siger hun så og hvad kom bag ham, og det ved jeg jo ikke, men hun siger at han er blevet forfuldt af nogen og han har villet gemme sig efter en løbe tur oppe fra en anden gade, (hovsa det har jeg jo hørt før)hun siger at der er kommet noget bagfra og at der er jo nogen som ved noget med de vil ikke sige det, og jeg må ikke tro at vedkommen ikke tænker på det , og en dag får de jo selv børn og vil få det slemt.
der kom så mange til som kun vi og Brian har kendskab til så jeg er ikke i tvivl om at han har været der.
Det har hjulpet lidt at vare hos Marion men jeg har jo ikke helt fået ro i sindet inu for hvad er der sket, Jeg tror heller ikke på at man kan gå igennem gaderne i Randers Torsdag nat uden at blive set af nogen,jeg går selv natteravn og ved at der er jo altid nogen i byen, jeg tror ikke på at han selv er gået der ned, og alle dem som kendte ham siger det samme, han var ikke mere eller bedre end alle endre unge mennesker men han var noget specielt et meget godt og varmt ungt menneske.

Æret være Brian`s minde

skrevet for at minds min elskede søn