Årets gang

Kære lille skat.

Så kom foråret. Kalenderen siger det i hvertfald.
Foråret starter med fastelavn. Jeg ville gerne have klædt dig ud. Måske du skulle være prinsesse. Eller måske en lille bamsepige. Vi skulle have været på ridebanen og set alle de andre børn og hestene der er klædt ud.

For at markere fastelavn og forårets komme har jeg sat lysende gule blomster på din grav og lavet denne side. Når foråret er omme og en ny tid begynder vil siden her skifte udseende. Alt det vi sammen skulle have gjort og alt det du skulle have oplevet i din barndom vil jeg symbolsk give dig her. Du skal vide at du er mit elskede lille barn der altid vil have førstepladsen i mit hjerte. Du vil altid være en del af mig og være med mig i min hverdag. Dine små fødder har for evigt sat sine spor i mig.

Kærligst Mor.

 

Kære lille skat.

Så blev det påske.
Solen skinner lidt mere og det begynder at blive varmt. Rådyrene og harerne springer rundt ude på marken.
Da jeg var barn kriblede forventningerne i maven. Mon jeg fik et påskeæg? Selvfølgelig. Påskemorgen lå påskeægget dér.

Endnu er du for lille til at have disse forventninger. Men jeg er sikker på at du med tiden ville have fået kriblen i maven af bare spænding. Og selvfølgelig skulle du have et påskeæg.

Ved din begravelse var præstens sidste ord: “Påske Emma”.

Tag nu imod påskeharen der sender dig de kærligste hilsner og søde tanker fra Mor.

 

Min lille pige.

Sommeren er kommet. På skift har børnene i familien været på weekend eller ferie. Vi har været mange steder og set mange ting. Leget og smovse i slik og is.

Ude på elmasten hænger en reklame for cirkus.

I mine drømme tager du og jeg afsted. Sammen skal vi skraldgrine over de morsomme klovne med deres alt for store sko og røde næser. Vi skal smovse i popkorn og din mund skal svømme over af isen der langsomt smelter og løber ned af din hånd.

Vi skal få sus i maven når damen i trapezen flyver fra den ene gynge til den anden. Og klappe i hænderne når elefanterne bukker og nejer.

Alt dette skal vi sammen opleve i vores drømme. For i virkeligheden vil vi aldrig få disse oplevelser sammen. Du er i himlen og jeg er på jorden. Hver for sig. Og alligevel vil vi altid være sammen. I “din” sang står der: No distance can keep us apart. Og sådan vil det altid være. Du vil for evigt være min lille pige.

Go´ himmelsommer til dig.
Kærligst Mor.

 

 

Min elskede lille pige.

Det er blevet vinter og om få dage er det jul. Det er meget svært at undvære dig. Efterhånden lærer jeg at leve med at du er et andet sted, men i den sidste tid er jeg gang på gang blevet mindet om at jeg skal holde jul uden dig. Jeg håber virkelig at I alle i himlen vil værne om hinanden og fejre julen med masser af leg, snold, hygge og gaver. Har du set at der på dit gravsted er pyntet op til jul. Jeg synes det er et meget smukt sted. Og som fætter Frederik har fået adventsgaver har jeg også været hos dig med en lille ting.

I år skal din far og jeg holde jul hver for sig. Så symbolet, det lille hjerte, vil vi have med os på skift. For med det er du med os.

Juleaften vil jeg tænde lys på din grav og som altid vil du være i mine tanker og aldrig skal du forlade mit hjerte.

Rigtig glædelig jul.

Kærligst fra din Mor.

 

 

Mindeinformation

  • Født: 22/01/2002
  • Død: 20/01/2002
  • Fødeby: Holbæk
  • Mors navn: Annette Aagaard Knudsen
  • Fars navn:

Til minde

Gæstebog

Skriv i gæstebog

Seneste lys

  • søndag d.09/04Påske-Emma. ☀ ..... men s...

  • søndag d.22/01Vi tænder dette lys i kærlighed...

  • lørdag d.22/01Vi tænder et lys til erindring om...

Tænd et lys Se alle lys

Næste mærkedag

    Del dette minde

    Fortæl andre om mindet for Emma Aagaard Nexø Knudsen.


    Mindet.dk hoej.dk a/s cvr 29192715 Borupvang 3 2750 Ballerup Tlf. 9674 6200 Facebook Send mail