Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

D. 20/1 2002.
Baloo og jeg er til hundetræning. Prøver at tage det lidt med ro. Baloo er ustyrlig. Render fra mig når jeg slipper ham. Måske der har været en tæve i løbetid. Resten af dagen ligger jeg i sengen. Har fortsat en indre uro. Og intet mærket til dig.
Du er 35 + 6 uger.

D. 21/2 2002.
Jeg vågner kl. 4.30. Kan ikke sove mere. Har en indre uro. Din far har ikke sovet siden kl. 3. Jeg fortæller ham om hvordan jeg har det. Han mener jeg skal ringe til vagtlæge. Jeg vil vente til min egen læge åbner. Jeg tager et bad og får noget at spise. KL. 8 ringer jeg til lægen. Han siger jeg skal komme med det samme. Jeg skynder mig afsted. Er urolig og rolig på samme tid. For det kan ikke passe der er noget galt. Han skal bare lige finde hjertelyden og så kan jeg tage hjem igen. Men han kan ikke finde hjertelyd. Siger jeg skal på sygehuset og scannes. Vil ringe efter en ambulance. Jeg spørger hvorfor. Har ikke fattet hvad der er i vejen. Jeg ringer til din far og beder hem om at møde mig på fødegangen. Så kører jeg på sygehuset. Der møder jeg to læger der sidder og læser min journal. De havde først ventet mig om en halv time. Jeg bliver fulgt til et undersøgelsesrum hvor jeg bliver scannet. Jeg vende hovedet bort og ligger armen over mine øjne. Lægen spørger om jeg ikke tør kigge. Jeg spørger ham og jeg burde turde det. Hvad er der at se? “INGENTING” svarer han. Jeg bliver gal og slår ned i madrassen. Det kan ikke passe. Slet ikke så langt henne i graviditeten. Du er jo klar til ar komme ud. Jeg vil bare ud af det rum. Møder din far på gangen. Han går med ind i rummet igen hvor jeg attter bliver scannet så han også kan se det. CKOK. Vi bliver bedt om at vente tre minutter så han kan finde en jordemoder der kan fortælle os om den forstående fødsel. Det føles som en time. De kommer og fortæller os om hvad der skal ske. De spørger om vi vil have dig obduceret. Selvfølgelig vil vi det. De skal tage alle tænkelige prøver så vi kan få svar på hvad der er gået galt. Hvor sindsygt en samtale. Du ligger endnu i min mave og her taler vi om obduction. Din far og jeg går udenfor for at ringe til din mormor og morfar. Mormor er syg og ligger isengen. Jeg fortæller dem at du er død. De kan ikke tro det. Vil komme med det samme. Claus og Lotte får også besked. Jeg skal tilbage for at få tage blodprøver. Jeg vil gerne vide hvilke med laboranten er ikke meget for at svare. Det irrerterer mig. Jeg vil bare hjem. Men må ikke før der er svar på blodprøverne. Men jeg VIL hjem. Vi får lov at køre hvis de hele tiden kan få fat i os.

Hjemme får vi arrangeret hundepasning og Baloo kommer i pension. Jeg er alene nu og det er meget svært. Heldigvis ringer tante Lotte og spørger om hun skal komme. Ja tak. Det må hun meget gerne. Snart efter kommer din far også hjem og pludselig er huset fyldt med din nærmeste familie. Mormor og morfar. Onkel Claus og tante Lotte. Jeg forsøger at få fat i vores præst, Anita. Vi vil gerne tale med hende om hvad vi kan gøre for dig. Hun kommer efter en ½ time. Vi får talt om navngivning. For et navn skal du have. Hvis du er en pige skal du hedde Emma. Hvis du er en dreng skal du hedde Laurits. Jeg finder gibsbogsteverne frem. De skal med på sygehuset. Mormor lover at tage de bogstaver med der passer til dig. Vi får også aftalt alt vedrørende begravelsen. Og du er endnu ikke født. Det er meget mærkeligt at forberede en begravelse uden at have et dødt mennneske. Men det er hvad jeg kan gøre lige nu. For jeg ved jo at du vil komme. Og at du er død. Jeg tror også at det er nemmere for mig på dette tidspunkt hvor chokket ikke har lagt sig endnu. Når det først går op for mig at jeg ikke får lov at beholde dig bliver det for svært. Præsten næcner nogle salmer vi kan synge i kirken. Én af dem er “Sov sødt barnlille”. Din mormro siger straks at den kan vi da ikke komme uden om.Så den vælger vi. Præsten er hos os en times tid. Ved femtiden føler jeg at tiden er inden til at tage afsted. Jeg får hjælp at Lotte til at pakke en taske. Det er svært. Hvad skal jeg tage med? Jeg havde i forvejen pakket en tasketil når du skulle fødes. Men den var pakket ud fra at du ville være i live. Det er du ikke nu. Vi får ryddet op og jeg ringer til fødegangen for at sige at vi kommer nu. Da vi ankommer til fødegangen bliver vi vist ind på stue 31. Der er gjort klar med en ekstra seng til din far. EWn jordemoder fortæller hvad der skal ske. Så bliver jeg undersøgt af en læge og får lagt en venflon. Føj hvor jeg hader det. At være så blottet og sårbar. Jeg får lagt en vestimulerende pille. Så er det bare at vente på at der sker noget. Mormor og Lotte har venet ude på gange. Så kommer den lange ventetid. Ingen vil sige mig hvor lang tid det vil tage. Der kan gå op til to døgn. Det håber jeg ikke. Vi får gæster. Hele familien kommer. Onkler, tanter, fastre, kusiner og farmor. Vi er ialt 12 på stuen. Mange græder. Det er næsten ikke til at holde ud at se på så mange grædende mennesker. Der bliver ikke sgat ret meget. Bare de dog ville snakke højt så jeg kunne høre det. Der bliver hvisket. Jeg ved ikke hvor længe vi har besøg. Måske en times tid. Lotte taler meget med din mormor. Selv om de ikke er megt for det kører de hjem til os for at få hvilet sig. Det bliver nok ikke nemt. Nu skal jeg ryge. Din far og Lotte går med. Det er nu ikke meget jeg ruger. Der er mere trygt inde på stuen så vi går hurtigt tilbage.

Stikpillen begynder efterhånden at virke. Det føles som at have menstruation. Hvis det bare er dét skal jeg nok holde det ud. Når der kommer en vé er det godt for mig at rokke frem og tilbage. Jeg gnider også min lænd. Sådan går der nogle timer hvor véerne tager til. Kl 22.15 går vandet. Det føles som at tisse i bukserne. Igen bliver jeg undersøgt. Du står fast i bækkenet og jeg udvider mig langsomt. Jeg får et lavement. Da det begynder at virke kommer din far og Lotte ind på stuen igen. De bryder fuldstændig sammen af grin da de hører hvilke lyde jeg kan præstere. Det er nu rart nok med lidt latter. At der er plads til grin midt i denne trakiske situation. Ved vagtskifte får jeg en ny jordemoder, Helle.

D. 22/1 2002.
Kl. 1 bliver jeg undersøgt. Alt går som det skal. Din mormor og morfar er kommet. Der er ved at komme godt gang i véerne og jeg får en varmepude til at lindre smerterne. Det må se komisk ud. Mig rokkende frem og tilbage, udstødende brummelyde, iført netbukser med et varmt håndklæde om lænden. Din far og Lotte prøver at følge med så godt de kan. Så snart der kommer en vé springer de til for at gnide min lænd. De får det hurtigt lært. Ved tretiden går det stærkt.Det gør ondt nu. Rigtig ondt. Jeg spørge om muligheden for smertestillende medicin. Jeg får at vide at der ikke er langt igen så jeg vælger at lade være med at få noget. For jeg vil være klar i hovedet når du kommer til verden. Mærkeligt nok har mine tanker kredset om at gøre dette her på en god måde. Ikke så meget på at du er død. Måske har jeg ikke ønsket det. Det er for skræmmende at tænke på. Ved firetiden står jeg af. Kasn ikke følge med mere. Det går for stærkt. Jeg åbner mig med to cm i hver vé. Jeg er tørstig men kan ikke drikke af et glas. Lotte kommer med en stofble vædet med vand. Da hun putter en snip i munden på mig kommer jeg til at bide hende i fingeren. Så tørstig er jeg. Det er godt med noget vand. Bleen er også dejlig kold så den får jeg hurtigt trukket ud over min mave. Jeg har lyst til at presse. Som at skulle på toilettet. Men det er dig der presser på. Da jeg får lov går der kun et kort øjeblik og du er ude i denne verden. Kl. er 4.38. De siger jeg skal mærke og se dig. Men jeg tør ikke. Er bange for hvad du er for én. For jeg ved jo godt at du ikke lever. Du bliver lagt i en vugge. Nu ser jeg dig. Og opdager at du er en pige. Aldrig havde jeg troet at jeg skulle få en pige. Havde altid kun tænkt på drenge. Men nu er det ok at du er en pige. Du kan jo ikke være andet. To host senere er moderkagen ude. En trediedel af den duer ikke. Det er derfor du er død. Du bliver målt og vejet. 47 cm og 1630 gram. Så bliver du kørt hen ved min side. Hvor er du dog køn. Med langt mørkt hår. Små ører og røde negle. Det er som om du er klædt på til fest. Lotte tager hjem. Hun må være træt nu. Har været med os hele vejen. Det er jeg glad for. Hun har været en stor hjælp. Kort tid efter kører også mormor og morfar. Der bliver taget hånd- og fodaftryk. Så er der ro på stuen. Tror vi da. For snart kommer et nyt vagthold og ser til os. Du bliver vasket af en jordemoderstuderende. Jeg kan ikke. Ved ikke hvad jeg er bange for. Hun begynder at klæde dig på. Jeg overtager snart og du får det tøj på som du fik i julegave af din moster og onkel. Det har din far valgt. Ét sæt ud af de mange vi har. For alt er jo parat til at vi skal modtage dig. Der kommer en læge og tager en prøve af dig og erklærer dig død. Vi forsøger at hvile. Men det er svært for der hele tiden en eller anden der skal noget hos eller med os. Jeg har ingen appetit. Skal spise noget for at få de piller der skal stoppe mælkeproduktionen. Ved 14tiden kommer mormor og morfar igen. Vi har taget mange billeder og tager flere hvor de sidder med dig.

Snart kommer resten af familien og vores præst. Hun holder en fin ceremoni hvor hun navngiver dig Emma Aagaard Nexø Knudsen. Det er smukt. Morfar har fundet et stearinlys hjemme som han har taget med. Du får et dagmar kors om halsen. Bagefter vil flere gerne prøve at holde dig. Men nu bliver det for meget. Jeg får det dårligt af at du hele tiden kommer i nye hænder. Du bliver lagt i vuggen igen. Der er en underlig stemning på stuen. Som en film. Der bliver hvisket og snøftet. Bare de dog vile sige noget højt. Endelig går de fleste. Mormor og morfar bliver. Vi spiser aftensmad sammen. Og du står i vuggen ved siden af. Ved halvsyvtiden kører de hjem. Vi er nu alene. Mor, far og barn. Jeg skal ryge. Vi vil ikke have der er nogen der kommer ind på stuen mens vi er væk, så vi sætter et “vil ikke forstyres” skilt på døren. Senere på aftenen går vi en tur rundt i byen. Vi taler om hvornår vi må sige farvel til dig.Det er svært. Vil helst ikke. Men ved også at det er en nødvendighed. Vi aftaler at blive til i morgen formiddag hvor vi så vil tage afsked. Da vi kommer tilbage til sygehuset møder vi nogle bekendte. Først går går vi forbi dem. Men så vender vi om og hilser. De spørger hvad vi laver her. Vi fortæller dem at du er kommer til verden. Uden livet i behold. De er søde og kondolerer. Vi går til fødegangen og fortæller en jordemoder om vores beslutning. Hun siger at vi skal åbne vinduet og at du i morgen skal på køl. Du er ved at gå i forrådnelse. Det er bare for meget. Slet ikke noget jeg havde regnet med at få at vide. Vi beslutter at sige farvel denne aften. Der er ingen af os der ønsker at se alle de forandringer du skal gennemgå. Vi må også tænke på at du skal obduceres. Det er de barske realiteter. Kl. 23 bliver du kørt ud af stuen. Vi pakker sammen og tager hjem. Præcis kl.0 er vi hjemme. Jeg tænker på at jeg får dig at se igen.

D. 23/1 2002.
Onsdag. Det er din mormors fødselsdag. Og vi er lige kommet hjem fra sygehuset. Jeg må hellere ringe og fortælle det. De tager ikke telefonen. DE sover nok. Jeg ringer til faster Lotte og fortæller det. Din far og jeg sidder i køkkenet. Drikker en øl. Vi forsøger at sove. Det kan jeg ikke. Jeg ligger mig på sofaen. Det hjælper heller ikke. Jeg læser i salmebogen og bibelen. Forsøger at finde noget til din begravelse. Det er bare ligesom om der ikke rigtig er noget for små børn. Jo, en salme skrevet af Grundtvig da han selv mistede et barn. ” Er du modfalden kære ven”. Den kunne jeg godt tænke mig vi skal synge. Mormor nævte i mandags at hun gerne vil have “Sov sødt barnlille”. Da jeg svømmede med en anden vordende mor fortalte hun at hun hver aften sang “Elefantens vuggevise” for sit ufødte barn. Den må vi have. En enste vuggevise. Dem skulle du jo have haft tonsvis af. Nu må vi nøjes med denne ene. Jeg er kommet til at tænke på det gravsted vi har valgt. Det er en urnegrav foran din farfar. Jeg vil gerne have et rigtigt gravsted. Et sted med en hæk omkring er mere privat. Det er mit sørgerum. Af respekt overskrider man ikke hækkens grænser med mindre man har et ærinde. Jeg taler med din far om det og han er enig. Vi vil lave det om. Jeg må ringe til præsten og spørge om det kan lade sig gøre.
Det er ved at være morgen. Søvn har jeg ikke fået meget af. Ved titiden ringer jeg til min moster Dorthe. Jeg vil gerne have at hun fortæller dine oldeforældre hvad der er sket med dig. Oldemor skal med til begravelsen. Og jeg vil bede moster Dorthe om at følge hende. Vi taler længe og de vil alle komme på lørdag hvor du skal begraves. Senere på dagen tager din far og jeg til byen for at ordne nogle ærinder. Hente Baloo fra hundepensionen. Vi skal også have fremkaldt billederne af dig. Jeg går i boghandlen for at købe mapper til dine billeder. For ikke så længe siden havde jeg udvalgt en bog om barneste første år. Den ville jeg ønske mig i barselsgave. Nu er det ligemeget. Jeg får jo aldig lov til at opleve din første tand, dit første skridt og høre dig sige dit første ord. Nu vil din dødsattest istedet få plads i mappen. Vi bliver færdige og kører hjem. Det er for hårdt at være i byen. Onkel Claus og tante Lotte kører med os til kapellet for at hente dig hjem. På en måde er jeg glad. For nu skal jeg jo se dig igen. Samtidig er det også forfærdentligt for nu er det jo sidste gang jeg skal se dig. Da vi kommer til kapellet venter bedemanden på os. Inde i kapellet står du i en vugge. Ved siden af står nok verdens mindste kiste. Du har fået en ekstra hue på samt rene bukser. Jeg vidste godt der var blod på så de havde ikke behøvet at skifte dig. Jeg har taget gibsbogstaverne med. De skal limes på din kiste. Bedemanden hjælper med, da låget er lagt på. Forinden da har vi endnu engang sagt farvel. Kysset og krammet. Og taget flere billeder.Det er svært ikke at gøre modstand da låget bliver skruet fast. Det kan ikke være rigtigt. Vi kører alle hjem til kirken. Du står på bagsædet mellem din far og jeg. Da vi kører forbi vores hjem spørger jeg din far om vi ikke bare skal tage dig med ind.i stedet for at køre til kirken. Det mener han ikke er nogen god ide. Mener ikke at du så vil komme ud igen. Og han har nok ret. Da vi kommer til kirken venter graveren på os. Han viser os vej ind i kapellet. Det er et meget smukt sted. Der er kalkmalerier på væggene. Og levende lys i høje stager. Vi sætter dig forsigtigt ned. Blomsterne fra sygehuset har vi taget med. Og lysene fra din navngivning. Det bliver sat omkring dig. Det er smukt.

Din far og jeg er lidt alene hos dig. Det er med ro i sendet at vi går hjem. Jeg ved jo at jeg vil se dig igen senere på uge. Det er ikke slut endnu. Sidst på eftermiddagen kommer bedemanden hjem til os for at få ordnet papirene. Han er rar at snakke med. Stille og rolig. Om aftene spiser vi hos tante Lotte. Vi tager et billed med af dig. Vi kan ikke lade dig være alene. Din far besøger nogle venner og fortæller om dig. Ved midnatstid kører vi hjem. Vi er begge trætte og falder hurtigt i søvn.

Emma er kommet til kapellet i Udby kirke.

D. 24/1 2002.
Torsdag morgen. Jeg må have fat i præsten. Vi skal have planlagt din begravelse. Hun kommer ved et tiden. Vi taler længe om det der skal ske. Jeg fortæller hende om mine tanker fra forleden nat. Hun siger at det ikke er et must at bruge bønnerne fra salmebogen. Vi kan lave vores egne. Hun tager stikord ud fra vores samtale. En bøn skal indeholde “Jeg beder om” og “Jeg takker for”. Præsten ringer til graveren og vi afteler at køre derop med det samme for at vælge et nyt gravsted.Da din farfar blev bisat tænkete jeg på at skulle jeg nogensinde få brug for et gravsted dér, så skulle det være ved kirkemuren. Ud mod marken. Graveren viser os et par steder. Ét sted er der lige plantet ny hæk. Det sted vælger vi. Så skal der ikke rodes mere ved det sted. Ikke mere end din far og jeg selv gør.

D. 25/1 2002.
Fredag. Jeg prøver at planlægge dagen i morgen. Vi har valgt at invitere gæsterne hjem til kaffe. Det virker for mærkeligt at skulle i forsamlingshuset. Jeg gør rent og finder porcelæn frem. Går som i trance og forsøger ikke at tænke for meget på smerten. Vi får et kort besøg af din mormor og morfar der er kommet fra jylland. Om aftene vælger din far at tage ud til kammeraterne for at snakke med andre mennesker. Jeg tror han er ved at få nok. Jeg bliver pludselig bange for at der er noget galt med mig. Synes det gør ondt inden i. Det lugter ikke særlig godt. Ringer til vagtlægen der forsøger at berolige mig med at det er helt normalt at have det sådan efter en fødsel. Din far kommer hjem og vi går i seng. Han siger jeg skal slappe lidt af og prøve at være rolig. Jeg bliver overmandet af en total afmagt og siger til ham at han må gå alene til din begravelse i morgen. Jeg kan ikke gå med. Om natten sover jeg uroligt.

D. 26/1 2002.
Lørdag. Det er i dag du skal begraves. Mormor og morfar er igen kommet. Jeg er bange og nervøs. Kan ikke passe mit tøj. Jeg bliver nød til at ringe til tante Lotte og bede hende om at komme med mine graviditetsbukser igen. Det er det eneste pæne tøj jeg har. Føj hvor jeg hader det. En stor og tyk mave. Bryster der flyder med mælk. Det skulle jo have næret dig. Nu er det kun i vejen. Din far og onkel Claus forsøger at sætte en snor i flagstangen. Det er med livet som indsats for det blæser meget. Og det er koldt. Nina kommer forbi med stole. Og en fin buket blomster til din far og jeg. Hun har også været oppe at pynte kirken og lægge bårebuket på din kiste. Så kommer moster og onkel. Det er første gang siden du døde jeg skal se dem. Moster er stor og tyk nu. Skal snart føde. Vi krammer og græder. Pludselig er huset fyldt med gæster. Jeg beder dem om at være ude i god tid. Jeg vil være den sidste der går. Også af hensyn til Baloo der er noget forvirret. Det er som om ingen hører mit budskab. Jeg bliver ked af det og går ind i soveværelset. Jeg har det frygteligt lige nu. Endelig forstår de at det er på tide de går. Lige inden jeg går tager jeg et billed med af dig. Det skal stå ved din kiste.
Der er mange blomster. Det er smukt. Og jeg er ked af det. Kan ikke holde på tårerne der får frit løb. Bliver meget overrasket over at se alle de mennesker der vil følge dig på den sidste vej. Gamle kollegaer. Og nye. Og hele familien er kommet fra jylland. Din kiste er sat helt oppe ved sakristiet. Og vi sidder omkring dig sammen med dine bedsteforældre.

Præsten starter sin prædiken med at læse Paulus´første brev til Korintherne kap. 13 der omhandler kærligheden.

“Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde”.

“Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så kan jeg flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet”.

“Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet”.

“Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærlighedem praler ikke, bilder sig ikke noget ind”.

“Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag”.

“Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden”.

“Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt”.

“Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab den skal forgå”.

“For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevis forgå”.

“Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige”.

“Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud”.

“Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden”.

Herefter synger vi “Er du modfalden kære ven” og præsten læser sin tale op.

” Kære Emma.

De er her allesammen. Din far og mor, din farmor, mormor og morfar, din familie og dine forældres venner.
De er her, fordi de skal sige farvel til dig, så lille du end er. Du har været med dem i 253 dage, men i søndags tog du tilbage til Gud. Og det forstår vi ikke. For i de dage, du levede sammen med dem, der opstod kærligheden, og når den bliver afbrudt, så bliver alle kede af det.
De ville helst have haft dig her.
Kære Emma. Da jeg sad og skrev dette brev til dig, da kom jeg til at tænke på dig som en lille havfrue. I 253 dage har du vugget i urhavet i din mors mave. Du har været så tæt på din mor, som et menneske kan komme.
Hendes hjertelyd blev din havverdens faste livsrytme. Mens du var der lærte du din mors og fars stemmer at kende. Du hørte dine bedsteforældres stemmer, når de spurgte til dig. Langsomt lærte du din verden udenfor urhavet at kende på lyde. Du har mærket at den var fuld af kærlighed til dig og håb for dig.
Kære Emma. Her i din kirke er der et skib. Ja, faktisk er der to: Kirkeskibet, som er et fællesrum, hvor vi allesammen kan være, og så det rigtige skib, som hænger i kirkens skib..
Skibet, Emma, fortæller at livet er som at være ombord på et skib. Nogle gange er det dejligt, havet er stille og rart, amdre gange blæser det op og vi kastes hid og did af havets kræfter, og atter andre gange, Emma, går vi til i havet.
Alle disse tre betydninger har du i dit korte liv gennemlevet med din familie: Glæden over at du var virkelighed, afmagten over at du forsvandt, og undergangen for dit lille liv.
Men, kære Emma, skibet hænger ikke hvor som helst, det hænger nemlig i kirkens eget skib. Og det gør det for at fortælle, at her rummes hele menneskelivet.
Hér rummes dine forældre og familie – og hér rummes du, Emma.
Hér rummes vi alle, for her er det Guds kærlighed og liv, der tales om.
Kære Emma, jeg har ofte tænkt på, at børn er bedst til Gud. Muligvis er Gud også bedst til børn.
Men når jeg tænker sådan, så er det, fordi I børn aldrig spørger som voksne. Og derfor spørger I børn aldrig på dødens vegne, som vi voksne slet ikke kan lade være med.
Voksne spørger: Hvorfor skal vi miste hinanden og dø.
I børn spørger: Kan man overhovedet dø.
For børn er der ingen overgang mellem liv og død. Begge dele lever frotroligt side om side i barnets liv. Børn kan være bange for smerte, men ikke for døden – og derfor heller ikke for livet.
Og derfor spørger børn med denne ansvarlige uvidenhed: Kan man overhovedet dø?
Og det, kære Emma, er sådam set det eneste spørgsmål Gud gider svare på. Og det svarer han på fra Langfredag til påskemorgen.
Langfredag er dødens dag, så ja, døden er virkelig. Men påskemorgen svarer han dig og alle andre børn, Emma, og han svarer nej, man kan ikke dø for Gud.
Kære Emma. I vores verden fik du ikke lang tid at leve i. Men dit korte liv vil aldrig blive glemt. I dit korte liv lærte du os alle, at tilblivelse, undergang og opstandelse lever side om side.
Du lærte os, at aftstande mellem Udby og Påske er så langt der er mellem dig og mig, og at kærligheden sletter alle afstande.
Påske Emma.
Gud velsigne dig. Amen.

Vi synger “Jeg lægger mig så trygt til ro” og præsten læser et brev fra mormor og morfar.

Kære Emma.
Med glæde og forventning har vi set frem til den 11 februar, som skulle have været din fødselsdag – ligesom morfars.
Vi var begyndt at forberede os på , at du kom.
Mormor ville fortælle dig historier og synge sange for dig, som hun har sunget og fortalt for din mor, da hun var lille. Når du blev stor nok, ville hun fortælle dig om blomsterne og om at passe på alt levende, stort og småt.
Morfar ville måske også fortælle en historie, men først og fremmest ville han foretage sig noget sammen med dig: Gå ture i skoven og ved stranden, vise dig lyset i bølgerne ve Lillebælt, vise dig sporene efter dyrene i skoven, vise dig hvor fuglene bygger rede, vise dig, hvor de smukkeste sten findes ved standen.
Vi lærte dig aldrig at kende som det, du skulle have været: En levende, livsglad og nysgerrig lille pige. I stedet så vi dig som en lille fuldkommen pige med kun én fejl, dit hjerte var holdt op med at slå.
Nu beder vi Gud tage godt imod dig, passe på dig og lade fuglene synge for dig.
Kærlig hilsen mormor og morfar.

Vi synger og beder en bøn og præsten lyser velsignelsen over dig. I samme øjeblik stråler solen ind af vinduet og rammer din lille kiste. Præsten og jeg får øjenkontakt og hun siger at: “Nu sker opstandelsen”. Det er ét af de øjeblikke jeg vil huske resten af mit liv. Mormor har også set det. Vi synger “Sov sødt, barnlille” organister spiller postludim og vi går ud af kirken. Din Far bærer dig i sine armen. Jeg er bekymret for om han nu kan holde til det det. Bare han ikke taber dig. Uden for kirken holder din morfar og venter på os. Sammen med dine bedsteforældre kører vi til Hørby kirke hvor du skal begraves. Uden for vores hus standser vi et kort øjeblik. Naboen har lagt gran og rosenblade på vejen. Det er noget morfar har ønsket. Vi kører ud af de små bugtede veje for at vise dig egnen du skulle bo på. Da jeg ser mig tilbage er der en bilkolonne så lang øjet rækker. Først da går det op for mig hvor mange mennesker der egentligt deltager i din begravelse. Meget overvældende. Da vi kommer til Hørby kirke tager din far dig atter i sine arme og vi følges ad op til dit gravsted. På vejen går vi forbi din farfar. Til min overraskelse og store glæde har graveren foret din grav med gran. Hun havde ellers sagt at det ikke kunne lade sig gøre i så lille et hul. Morfar, farmor, din far og jeg sænker langsomt din lille kiste ned. Jeg er så frygtelg bange for at vi skal tabe dig. Men selvfælgelig gør vi ikke det. Da du er kommet i jorden foretager præsten jordpåkastelsen og læser en apostolsk velsignelse. Din, storesøster og dine kusiner lægger breve, tegninger og legetøj ned til dig. Brevet fra mormor og morfar samt blomster får du også med. Så synger vi “Elefantens vuggevise”. Det er vigtigt for mig at synge hele visen for dig. Bare denne ene gang. Det er en ubeskrivelig, vanvittig situation at stå i. Total overmandet af stor sorg, tårerne trillende ned at kinderne mens vi synger med en meget kold vind susende omkring os. Jeg tror jeg besvimer. Men vi skal jo klare det. Bagefter kommer alle og giver hånd. Jeg hader det. De skulle jo have sagt tillykke istedet for at kondolere. Vi kører hjem for at drikke kaffe. Der er godt fyldt op i vores lille hjem. Stemningen er ikke så tung som jeg havde frygtet. Din far spiller din sang “Here in my heart” mange gange. Den er meget smuk. Nu er gæsterne ved at gå og mormor, morfar, moster og onkel, din far og jeg kører igen på kirkegården for at se din grav. Den er nu kastet til og graveren har arrangeret alle blomsterne meget smukt. Der er stadig ild i lanternerne. Samme aften efter at vi har spist kører moster og onkel hjem. Din onkel er bekymret for moster der jo er højgravid. Kort ti d efter kører også mormor og morfar. Din far og jeg går i seng og sover godt.

D. 27/1 2002.
Søndag. Vi har sovet længe. Din mormor og morfar kommer igen på besøg. Vi taler længe sammen. Jeg vil til at lave frokost da moster ringer. Hun har veer. Der er 3 minutter i mellem. Vi snakker om at hun nok snart skal se at få fat på sygehuset. Jeg kan høre hende få en vé. Vi afslutter samtalen og jeg går ind for at pakke. Jeg vil afsted nu, så jeg kan nå at være med ved fødslen. Det har din moster og jeg aftalt i går. Men da vidste vi jo ikke at det skulle være allerede. Jeg får at vide at jeg skal tage det roligt. Der kan jo gå længe endnu. Men jeg VIL afsted. Vi kører på kirkegården for at tage lidt billeder og så går turen mod Esbjerg. Da vi er ved Kolding ringer din far til mig for at fortælle at vi ikke skal skynde os. Moster har født en lille rødhåret dreng kl. 14.09. Han er fin og færdig. Måler 51 cm og vejer 2930 gram. Det er lidt ærgerligt at jeg ikke nåede at være med. Godt at det er gået godt. Da vi kommer til fødegangen er det med blandede følelser. Du er lige begravet og her sidder jeg med en lille nyfødt dreng i mine arme. Din fætter. Men det er nu en rar fornemmelse. Det falder helt naturligt for mig. Jeg var jo parat til at modtage dig. Et nyt liv er startet.