Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Begravelse

Holstebro Kirke 08. december 2001 kl.11.00
85 Et barn er født i Betlehem
Salme 139, 1-18. Mark. 16, 1-7.
113 Dejlig er den himmel blå
Tale, bøn,
Kørselsvejledning – efter næste salme, bæres kisten ud til rustvognen. Herfra går turen til Kirkegården ude på Viborgvej. Vi skal køre lige akkurat forbi kirkegården. Her er der en vej, der hedder Sommerlyst. Den skal vi dreje ned ad. Her mødes vi ved indgangen til kirkegården.
111 Dejlig er jorden
Ved graven:
Jeg ved en lærkerede
367, 7: Så rejse vi til vort fædreland
Vi er samlet for at tage afsked med Thomas Mølgaard Petersen, som døde lidt over 7 om morgenen i onsdags i sit hjem ude på Straussvej. Thomas blev kun 7½ år gammel. Alene den oplysning får al protest frem i os. Det kan da ikke være rigtigt. Det kan da ikke være din mening, Gud. Hvorfor skulle Thomas dø? Hvilken ubarmhjertighed! Hvorfor skulle Thomas så meget igennem? Hvorfor skulle han lide så meget? Og hvorfor vandt døden over sådan et herligt tappert og elskeligt menneske?

Ligesom verden aldrig vil glemme d. 11. sept. Vi har det alle på nethinden. Vi sad der foran fjernsynet og hørte på kommentatorerne, så billederne i gentagelse, langsom gengivelse, hørte på nye kommentarer. Alt imens vores opmærksomhed var i alarmberedskab, skete det næste vanvittige – endnu en tragisk ugerning, endnu et overgreb mod intetanende mennesker. – Akkurat sådan vil I aldrig glemme en anden forfærdelig dag, nemlig d. 10 okt. 2000. Jeres lille Sara var indlagt i Århus. Hun skulle i gang med en langvarig behandling. Målløsheden, ængstelsen, sukket, bønnen sad i hver feber af jer. Der var behov for, at tingene blev gentaget. Det var ikke til at forstå. Og mens I var i alarmberedskab, ringede Gitte hjem til Holstebro for at høre, hvordan det var gået med Thomas. Han havde været ved læge den dag. Og så bragede den næste tragedie lige ind i jer. Thomas var allerede på vej til Århus for at få hjælp. Det var som det andet fly, der bragede ind i det andet tårn. Det var ulykkens dag.

Siden har det været et langt, hårdt forløb. Sara klarer sig rigtig godt. Hendes sure celler er nogle helt andre. Men Thomas klarede det ikke så godt. Den 10. maj, godt et halvt år senere, fik han sit første tilbagefald. Nu skulle der tages endnu hårdere fat. I blev indstillet til transplantation på Rigshospitalet. Det blev planlagt til september. Men så kom et nyt tilbagefald. I måtte tage tilbage til Skejby, hvor en samtale med overlægen dagen efter førte til, at nu skulle Thomas ikke lide mere. Nu skulle han bare have det godt. Og det blev til 21/2 skønne måneder. I var i Legoland, I havde det godt. I legede. I var bare sammen. I var ude at bowle forleden dag. Hver uge var der kontrol. Den sidste kontrol var hård. Nu var det tydeligt, at Thomas ikke havde langt igen på denne side af døden.

I kom hjem. Familie og venner kiggede forbi til stille afsked. Natten til onsdag blev lang og sej. Om morgenen kl. seks minutter over syv trak Thomas vejret for sidste gang på denne side af døden. Nu må vi tro, at Thomas ånder frit hos sin himmelske far. Det tror vi, fordi vi læste: farer jeg op til himlen, er du der, reder jeg leje i dødsriget, er du der, tager jeg morgenrødens vinger, fæster bo, hvor havet ender, da vil din hånd også lede mig der, din højre holde mig fast. Der er ikke det sted, hvor han ikke kan være, hvor han ikke har været, og derfor kan vi ikke flygte eller gemme os for ham. Det er en herlig sandhed, Gud er os nærmere end vor skygge uanset, hvor vi er, er han ganske nær. Og den anden grund er, at Gud har sat sit ejermærke på Thomas, korsets mærke. Og han vil ikke tillade, at noget af det, der er hans glider ham af hænde.

Så er vi da samlede for at takke for de 7’/z år, I fik fra vores himmelske far. I ville ikke have undværet dem. De har ændret jeres tilværelse, de har gjort jer rige. I kan se tilbage på den dag, Thomas kom. Den dag Henrik sad med ham og kiggede ham dybt i øjnene. I takkede Gud for et barn så smukt. Man bliver stille, når man hører på jer, for I kan se noget smukt i alle dagene siden.

I børnehaven blev han udnævnt til bandeleder af sin kammerat, Jonas. Thomas var nemlig en sød fyr og god at lege med. I kan se ham kærlig, herlig, vild og rriterende, som Henrik sagde. Akkurat som en sund dreng skal være. I kan se ham begynde i børnehaveklassen. Stoltheden.

Og så bragede det ind i jeres liv. Ikke bare en gang, men to gange lige oveni hinanden. Dagen, der ændrede jeres liv. Thomas ændrede sig ikke grundlæggende. Nu viste han bare sine smukke egenskaber på en ny måde og blandt nye kammerater. Som syg dreng kom de til udtryk i tapperheden. Uden at kny, viste han vejen for jer ind gennem svære behandlingsforløb. Han lærte Sara, hvordan man sluger piller, hvordan man holder armen, når man skal stikkes. Thomas blev også i sin nye tilværelse som en syg dreng alles kæledægge.

Men lige lidt hjalp det. Sygdommen og døden viste sin forfærdelige overmagt. Efter andet tilbagefald blev I enige om, at nu skulle Thomas slippe. Han skulle bare have det godt. Og det fik han, og det fik I sammen. Lige til sidste åndedrag. Endnu engang var I kravlet i seng sammen med Thomas. Han kunne mærke jer. Kunne mærke kærligheden.

I havde bedt – “Kære Gud – bønnen” – Vær hos Thomas og beskyt ham på Rigshospitalet. I havde bedt så inderligt om, at Gud ville passe på ham og hjælpe ham til roen og den vej, der var bedst for ham. Og vejen gik tilbage. Man lytter bare, når forældre fortæller om, at også tilbage vejen kan være Guds vej.

Og så kom den sidste – tilbagevej – Thomas skulle hjem – han var udmattet til døde. Han lå i ambulancen og så på sin far. Det var som om ringen var sluttet. For det var de samme øjne som første dag, da han lige var født. Den dag kunne I heller ikke blive færdige med at se på hinanden.

Om morgenen gjorde døden skel. Sammen hjalp I Thomas i det rigtige tøj. Sammen bar I ham ind i hans seng. Ansigtet var glattet ud. Et lille fredfyldt smil var på hans læber.

Selvom Sara forsøgte at kysse Thomas tilbage til livet, så var han helt fremme hos Gud, så var han i Guds favn. I havde sagt ordene. I havde sluppet ham, I havde lovet gensyn.

Nu er Thomas hvor der ikke er smerte, hvor der ikke er død, hvor der ikke er lidelse, hvor der kun er herligt, som i Paradis, hvor Adam og Eva gik omkring. “Kan man købe is i himlen?”, spurgte Thomas. Ja, men de koster ikke noget, de er sikkert gratis.
For sådan er det med de allervigtigste ting både på denne side af døden og på den anden side. Det vigtigste, det, vi græder over ikke at have længere – det, der efterlader jer med et frygteligt savn og en kolossal rigdom – det var gratis – det var gaver. Gratis gaver fra alle gode gavers giver. Sammen modtog I alle gaverne. Sammen takker I i dag. I ville ikke have undværet en eneste af gaverne.
Og sådan også med det evige livs gave. Gratis. For intet. Givet af ham, der ikke tager noget tilbage. Givet af ham som ikke vil af med det, der er hans. Så vi siger tak for lån – Vi forstår dig ikke, men vi tror dig!