Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

LIVETS FIRE BJERGE
Det første bjerg er meget stejlt og vanskeligt at klatre opad.
Mange har ikke styrken til, at begynde og går under, før de begynder. Mange små børn falder over de skarpe klippeblokke og når aldrig toppen. For dem, der gør det, er det endda farligt at komme ned ad den anden side, for de er ikke stærke endnu, og der er store forhindringer i vejen. “Thomas” var lige på vej ned, da han faldt. Det er svært for dem, der klatrer over det tredje bjerg at se tilbage og se deres børn falde, at se deres svage kroppe slået til blods og ikke kunne redde dem. Men selv om man stønner af sorg og lidelse over at have mistet en “så ung og smuk, en” så fuld af løfter, der aldrig bliver til virkelighed, må man fortsætte med at klatre. Mens man kæmper videre, tynget ned af sorg, kan man håbe på, at ens elskede barn kommer til at leve igen, at dets ånd finder et hjem i en ny krop og man kan trøste sig ved at vide, at barnet aldrig kommer til at blive tvunget til at klatre videre. I må forlade de døde nu og vende tilbage til de levende, for den klatretur, I har foran Jer endnu, er lang og fuld af både glæder og sorger.

Fra Shamanens datter.
Skrevet af Salerno og Vanderburgh

TIL JOHN I KÆRLIGHED
En kort tid vil jeg låne dig
et af mine børn, sagde Gud,
At du kan elske ham, mens han lever
og sørge over ham, når han er død.

Det kan blive for seks eller syv uger,
eller tredive år eller tre.
Men vil du passe godt på ham for mig,
til jeg kalder ham hjem igen?

Hans elskelighed vil være dig en glæde,
og skulle hans tid blive kort,
Har du minderne om ham
til at trøste dig i sorgen.

Jeg kan ikke love, at ham må blive,
for alle skal tilbage fra Jorden,
Men der er meget at lære dernede,
som dette barn bør opleve.

Og til jer dernede på jorden
overgiver jeg dette mit barn,
med tanke på hvad han kan lære
alle som han kommer i berøring med.

I hele den vide verden
søgte jeg efter trofaste mennesker,
og ud af tilværelsens mylder
valgte jeg netop jer.

Giv ham nu al jeres kærlighed,
og tro ikke, det bliver forgæves,
Og had mig ikke, når jeg en dag
kalder ham tilbage igen.

Jeg tror, jeg kan høre jer sige:
“Kære Gud, din vilje ske”,
efter de glæder, barnet bragte,
og de skæbnesvangre farer vi møder.

Vi værnede ømt om ham,
holdt af ham, så længe vi fik lov,
og den lykke, vi oplevede,
vil vi takke for til evig tid.

Men Du kom og kaldte ham hjem
længe før vi havde tænkt
Kære Herre, tilgiv os vor sorg
og hjælp os til at forstå.

Om børn og døden
Af Elisabeth Kubler – Ross Side 175

SOLEN ER SÅ RØD MOR
Himlen er så stor mor
med klare stjerner på.
Hvem monstro der bor mor
på stjernen i det blå?
Tror du der er drenge mor
der kigger ned til mig?
Og tror du de har senge mor
og sover ligesom jeg?

“Solen er så rød mor” vers nr. 2