Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Så kom torsdag den 11. juli, den dag du skulle begraves. Det var meget blandede følelser, vi havde den morgen. Det var jo i dag, vi igen skulle se dig, men det var også i dag, at vi definitivt skulle sige farvel til dig og aldrig se dig mere. Din farmor havde bagt kringler og småkager til kaffen, så vi kunne tage familien med hjem bagefter. Vi dækkede lidt op med de servietter, som jeg havde købt til din barnedåb. Alt var lyseblåt og hvidt.
Vi havde aftalt med kapelmesteren i Vejle, at vi ville hente dig kl. ca. 13.30 og putte dig i kisten, så hele formiddagen ventede vi bare på, at klokken skulle nærme sig 13.00, så vi skulle af sted. Om formiddagen hentede vi det pynt, som skulle på kisten. Det var meget smukt men også utrolig småt. Gartneren Birthe Trane havde jo prøvet at pynte en barnekiste før, så hun vidste hvor lille kisten i virkeligheden var. Vi fik lavet 5 hvide roser med hvidt bånd omkring – én fra hver af pigerne – og 2 røde roser fra din far og mor. Det var bare så hårdt.

Vi havde aftalt at få de store piger hentet. Farmor og farfar skulle tage sig af Sofie og Cecilie, og mormor skulle tage sig af Line og Anne. Josefine skulle være hjemme sammen med Louise. Det var et kæmpe puslespil at få til at gå op, specielt når overskuddet ikke var der.

Jeg pakkede min lille kurv – den samme kurv, som jeg pakkede, da vi skulle ud og føde dig. Nu var den pakket med kistepynt, en lille hvid bamse, breve fra de store piger, en dyne og en hovedpude samt den lille buket, som din far og jeg havde fået af Lone på vores bryllupsdag. Den skulle symbolisere din fars og min kærlighed til dig.
Vi kørte stille mod Vejle kapel. Hele vejen derud kiggede jeg ud af vinduet og så på folk for at se, hvordan almindelige mennesker, som ikke skulle ud og putte deres døde barn i kiste, så ud. Jeg tænkte: ”gad vide om de kan se på os, at vi skal putte vores elskede lille dreng i kiste og begrave ham i dag?” – jeg fik aldrig svar på mine tanker.
Vi drejede fra vejen neden for Horsens bakken hvor der står kapel, men vi anede ikke, hvor vi skulle hen. Derfor fortsatte vi op ad bakken og kørte til sidst på cykelstien. Vi fandt ud af, at det var forkert, og vi måtte bakke hele vejen ned igen. Det var meget ubehageligt.
Endelig fandt vi den rigtige bygning, men vi gik ind ad den forkerte dør. Kapelmesteren stak hovedet ud ad døren og sagde: ”nå, er det Jer – I er gået forkert!” Vi blev totalt forvirrede og undskyldte. Han havde hvidt tøj på, som mindede om slagtertøj, og et kæmpe nøglebundt hang ned fra bukserne. Jeg var sikker på, at hver en nøgle passede til en død, som lå i fryseren. Vi fulgte med ham ned i kælderen til et lille mørkt rum, hvor kun din lille kiste stod. Nu så jeg endelig med mine egne øjne, hvor lille din barnekiste i virkeligheden var. Den var ikke stor.
Din far havde under hele køreturen været meget tavs, og da han så kisten og det mørke rum, brød han totalt sammen. Jeg tror, mine moderlige instinkter tog over på dette tidspunkt, for ellers var jeg også brudt sammen.
Mine øjne søgte hele tiden efter dig, hvor var du, og hvordan så du ud. Dog bad jeg kapelmesteren om at vente med at hente dig, til jeg havde ordnet din lille kiste. Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne klare at gøre kisten i stand, hvis du var ved min side.
Stille redte jeg din lille ”seng”, men der var slet ikke plads til din nye dyne, så jeg tog betrækket af og smed dynen ud. Din lille pude fyldte faktisk hele kisten – ja så lille var den. Da alt var klar, kom kapelmesteren med dig. Jeg så, at du lå nøjagtig som da vi sagde farvel til dig, og du var stadig utroligt smuk. Så smuk, at det gjorde helt ondt. Forsigtigt klippede jeg dit lille ”armbånd” af dit håndled, det ville jeg have med hjem. Du var selvfølgelig MEGET kold og meget hård at røre ved, men jeg fik forsigtigt løftet din dyne af og tog dig op i mine arme. Jeg kyssede dig blidt på kinden og sagde, at jeg elskede dig – tårerne fik frit løb, det var bare så hårdt.
Forsigtigt lagde jeg dig på siden i din lille kiste og pakkede dynebetrækket godt op omkring dig, og din lille bamse lagde jeg tæt ind til din lille krop. Brevene fra pigerne lagde jeg i fodenden og blomsterne fra far og mig ved din hånd. Du lå så smuk og stille, og det var ikke til at bære at skulle lægge låget på dig. Et låg, som aldrig ville blive åbnet igen. Efterfølgende pyntede jeg din kiste med blå markblomster og en lille hvid bamse.

De små kors blev skruet fast, og vi var klar til at tage dig med.
Kapelmesteren spurgte, om vi ville op i selve kapellet og sige farvel til dig, for der var ligesom lidt mere hyggeligt, og det ville vi gerne. Jeg bad ham løfte din lille kiste, da jeg var bange for, at vi skulle tabe dig. Turen op til kapellet gik gennem obduktionslokalet og en tur i elevatoren – det var ikke sjovt med din lille kiste.
Da vi endelig sad i kapellet og så, hvor lille din kiste i virkeligheden var på den store båre, blev vi enige om, at vi gerne ville hjem.
Vi fik din kiste ind på bagsædet af bilen og kørte af sted mod Løsning. Jeg var meget bange for, at der skulle ske dig noget, bange for at vi skulle køre galt med dig i bilen, så jeg bad din far passe på. Normalt er det mig som kører, men den dag bad jeg din far om at gøre det.
Turen til Løsning var utrolig smuk. Det var dejligt at have dig med i bilen og dejligt at kunne køre dig væk fra det ”dumme” sygehus. Men som kirken nærmede sig, blev turen mere trist. Vi vidste, at tiden med dig var knap, og vi begyndte at græde. Da vi kom til Per Ryttersvej i Løsning, gik det helt galt. Vi ville så gerne have haft dig med hjem, men nu kunne vi blot fortsætte mod kirken. Det var meget hårdt.
Da vi ankom til kirken, stod familien og præsten ved indgangen og ventede på os. Alle var helt opløste af gråd. Vi parkerede bilen, men der gik lang tid, før vi tog os sammen til at stige ud. Sammen fik vi kisten ud af bilen, og din far løftede dig forsigtigt op i sin favn, så blidt som kun en rigtig far kan gøre. Vi græd begge som besatte, da vi sammen bar dig til din grav. Den følelse, det er, at skulle bære sit lille barn til graven, kan ikke beskrives med ord, det gør bare så ondt!

Vi satte din lille kiste på de to brædder over din grav og sang en salme, og præsten sagde nogle smukke ord, som vi knap nok hørte. Derefter kom det forfærdelige øjeblik, hvor din far og jeg skulle sænke dig i graven. Båndene var så lange, og dog føltes de alt for korte. Din far måtte tage over og sænke dig det sidste stykke ned i graven. Præsten kastede jord på kisten, og derefter smed vi roser ned til dig. Roser, som så smukt skulle symbolisere vores kærlighed til dig – den kærlighed, vi aldrig fik lov til at vise dig.

Vi fik god tid til at sige farvel til dig, og derefter gik vi alle hjem og fik en kop kaffe.
Efter kaffen gik vi alle op på kirkegården igen for at se din grav, som nu var prydet med mange smukke blomster. Det hele var meget smukt, men også meget svært. Stille gik vi hjem igen.