Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Vi stod op omkring kl. 8.00 og fik morgenmad. Jeg kunne godt mærke, at der var noget, som var anderledes. Det begyndte at gøre lidt ondt hen over lænden, og det måtte jo nok være veer. Jeg sagde endnu ikke noget til din far men gik ud og tog et brusebad og fik ordnet mit hår. Din far gik ud og vaskede bilen. Omkring kl. 11.00 sagde jeg til din far, at jeg troede det var i dag, du ville komme ud, men han slog det ligesom lidt hen og fortsatte med at vaske bilen. Efter 15 min. bad jeg ham om at gå i bad og selv blive klar, da jeg havde på fornemmelsen, at jeg lige pludselig skulle af sted på sygehuset. Farmor kom omkring kl. 12.00, og jeg fortalte hende, at jeg troede ”det var i dag”, og om hun godt ville blive ude hos pigerne. Hun syntes, jeg skulle kontakte Vejle sygehus, da hun ikke var tryg ved, at jeg stod over strygetøjet og havde veer.

Jeg ringede til Vejle sygehus og fortalte hvordan jeg havde det, og de ville gerne se mig med det samme – det var jo fjerde gang, og det ville måske gå stærkt.

Din far og jeg pakkede en lille kurv – med ingenting. D.v.s. vi havde selvfølgelig kameraet med og, så lige inden vi gik ud af døren, lagde jeg et sæt lyseblåt tøj ned i kurven. Det skulle du have på hjem. Denne handling var lidt mærkelig. Vi var jo helt afklaret med, at jeg skulle hjem lige efter fødslen, men vi havde også snakket om, at din far skulle køre hjem efter dit tøj og din lift, når du var født. Vi har altid været lidt overtroiske m.h.t. seng, barnevogn og tøj – vi ville gerne se dig først. Det sæt tøj, jeg havde med til dig, da vi kørte derud, blev senere det tøj, du fik med dig i graven!

Vi ankom til Vejle sygehus kl. 12.30, og jeg havde 3 veer i bilen på vej derud, men jeg havde ikke ondt. Vi gik stille og roligt ind på fødeafdelingen, og den jordemoder, der tog imod os, hed Louise. Hun lyttede efter din hjertelyd, og den var fin. Din far og hende talte lidt om hjertelyd og tal, men jeg var ikke helt med. Veerne var ligesom gået i stå, og der var meget ”roligt” inde i min mave. Louise ville lige undersøge mig, da hun ikke var sikker på, at jeg var ”så langt”, men til hendes store overraskelse var jeg 9 cm. åben og helt klar til at føde! Fosterhinden var meget spændt, og hun var sikker på, at når vandet gik, ville du blive født med det samme. Derfor skulle jeg hurtigt gå over og lægge mig på fødelejet.
Din far og jeg gik ind på selve fødestuen, og der var tændt lys og gjort klar til din ankomst. Der var meget stille alle steder, og jeg gik stille rundt og fattede ikke, at du snart ville være ude i mine arme.

Der kom nu den jordemoder, som skulle tage imod dig, og hun hed Lene. Hun ville gerne lige undersøge mig endnu engang, da du ”stod meget højt” i mit bækken . Det var noget med, at de ville se, hvordan dit ansigt vendte, om næsen vendte op eller nedad. Hun målte hjertelyden, og den var der stadig, og du sparkede stadig inde i mig. Lige idet hun undersøgte mig, gik vandet, og der flød klart og varmt vand ud af mig. Din far hjalp med at løfte mig lidt, så de kunne få et tørt underlag lagt under mig. Lene lyttede endnu engang efter dit hjerte, men kunne nu ikke finde den med maskinen. Hun tog ”røret” og satte det på min mave, men hun kunne ikke høre noget – der var stille!

Herefter gik det hele stærkt. En læge, som var lige uden for døren, blev tilkaldt, og han scannede mig med det samme for at finde hjertet. Han fandt det ikke og beordrede akut kejsersnit. Din far sad på stolen ved siden af mig og var totalt forstenet. Jeg blev i hast bragt over i en anden seng, som blev kørt ud på gangen og hen til elevatoren. Personalet havde ”fanget” elevatoren, så den var klar til at køre ind i. På vej op i elevatoren var der meget stille. Det tog kun få sek., men tankerne fløj igennem hovedet på mig. Jeg kan huske, at jeg sagde til jordemoderen: ”det er for sent, han er død!”, – men et eller andet sted håbede jeg jo til det sidste, at når bare du kom ud i en fart, så kunne de nok ”puste” liv i dig igen! Under køreturen ”ulmede” det i mit underliv, og jeg kunne mærke, at presseveerne trængte sig på. Men jeg turde ikke sige noget – eller havde ikke overskud til at sige noget. Inderst inde var jeg jo bange for, at hvis du gjorde dig klar til at blive født ”normalt ” på dette tidspunkt, hvor alle var ved at gøre klar til kejsersnit, kunne du jo sidde lige der midt imellem – og ikke komme ud! Det var ikke til at tænke på.

Din far løb selvfølgelig efter mig i sengen men blev pænt stoppet af personalet, da han ikke måtte komme op på operationsstuen. Han sad alene nede på fødestuen med en kop kaffe, men tiden stod fuldstændig stille. Han vidste hverken godt eller ondt.

Ved ankomsten til operationsstuen blev jeg lagt over på operationsbordet. Der blev lagt drop, og min mave blev blottet – dvs. jeg lå totalt nøgen. Ligesom de skulle til at bedøve mig, fik jeg pressetrang og sagde til jordemoderen, at jeg skulle presse NU! Der blev lidt forvirring på stuen, men jeg fik ét forsøg, for du SKULLE bare ud med det samme. Jeg pressede som en besat, og det gjorde så forbandet ondt, at jeg skreg højt af smerte, at de bare skulle få dig ud nu. De klippede mit mellemkød, og jeg sprang fra ”A til B”, men jeg ænsede på dette tidspunkt ingenting. Som en kæmpe befrielse mærkede jeg dit hoved glide ud, og derefter trak de dig ud. Hurtigt blev navlesnoren klippet over, og de løb med dig. Jeg hverken så eller hørte dig – du var jo død! Efter at din lille krop var kommet ud, væltede det ud med blod og vand, så operationsstuen blev totalt oversprøjtet.

Fødselslægen Claus Nielsen ”kuglede” omgående min mave for at stoppe de indre blødninger og for at få moderkagen ud i en fart. Da moderkagen kom ud hørte jeg ham sige: ”her er forklaringen, moderkagen har løsnet sig ca. 40% inden fødslen, og derved har drengen mistet blod. Beskeden gik omgående ud til genoplivningsholdet, der var stille på stuen og stemningen var meget trykket. Jeg spurgte til min dreng og fik beskeden: ”han er meget dårlig!” Da de ikke sagde, at han var død, håbede jeg stadig på et mirakel. Nu hørte jeg dem pludselig sige: ”nu må faderen vist godt komme, hvem henter ham” I de minutter der var gået, siden jeg kom op på operationsstuen, havde jeg slet ikke skænket det en tanke, at din far ikke var der, og pludselig blev jeg meget ked af det. Ham kom stille ind, og de satte en stol hen til mit hoved. Sammen sad vi bare der og græd.

Nu kom jordemoderen pludselig ud og sagde, at de havde fået pulsen til at slå, og de gjorde klar til en transport til Kolding, hvor din far og jeg skulle køre efter. Et kort sekund troede vi på, at de kunne rede dig, og vi knugede os ind til hinanden, men der gik kun få minutter, så kom jordemoderen atter ind til os og sagde, at han var for svag til at blive transporteret til Kolding, så vi skulle ikke af sted alligevel. Atter meldte angsten og fortvivlelsen sig. Ville du dø fra os, eller kunne du redes?

Jeg husker, at jeg sagde til jordemoderen, som nu havde tårer i øjnene, at de ikke skulle genoplive dig for enhver pris. Din far og jeg sagde, at du skulle kunne have et meningsfyldt liv – ellers skulle du have lov til at dø. Derefter gik der kun få minutter før en læge kom ud og sagde, at du var død – de kunne ikke rede dig! I dette sekund stod alt stille – DØD? Det var bare ikke til at fatte, selvom vi jo allerede var lidt forberedt. Vi græd som pisket, fik servietter af personalet og blev spurgt, om vi ville have dig ind til os med det samme, så vi kunne se dig.

Angsten for at se dig død, væltede et kort øjeblik ind over mig. Hvordan ville en død dreng se ud, ville han være grim – eller sort måske – det var så uvirkeligt. Jeg lå stadig helt nøgen på operations-bordet og frøs så min krop rystede, medens de var ved at sy mig. Det ”leje” jeg lå på var kun 30-40 cm. bredt, og jeg kunne ikke forestille mig, hvor du skulle ligge. Din far og jeg sagde, at vi gerne ville vente med at se dig, til jeg var blevet ordnet.

Eftersom din fødsel ikke var blid og rolig, blev jeg syet med mange sting, men på dette tidspunkt var jeg fuldstændig ligeglad. Din far og jeg ville bare hjem, væk fra alt det uhyggelige og hjem til pigerne, din søstre!

Vi blev kørt op på afdeling A11 og fik en stue for os selv. Hele vejen derop kiggede jeg rundt for at lede efter dig. Da vi var kommet ind på stuen, kom de med dig.

Jordemoderen kom kørende med dig i den lille glasseng, som også levende børn bliver lagt ned i, så alt så normalt ud bortset fra, at de havde dækket dit ansigt til med et lagen – ligesom man ser med døde mennesker i fjernsynet. Vi græd begge og var helt opløste. Jeg tog lagnet væk fra dit ansigt og spurgte både sørgende og bebrejdende, hvorfor de havde dækket dit ansigt til.

Der lå du lige så stille på siden med dine små hænder op til ansigtet, og du så sød og dejlig ud. Der kom stadig lidt væske ud af din mund, så du så faktisk lidt levende ud. Jeg tog dig blidt op, og mine hænder rystede som besat. Her sad din far og jeg med vores kærlighed i armene, og så var du død – vores verden brød sammen!

Jeg tog dig ind til mig, krammede dig og kunne bare ikke fatte, at du var så stille. Stille lagde jeg dig mellem mine ben og begyndte at undersøge dig. Jeg tog forsigtigt dit lille klæde af og så, at du virkelig var en dreng – en meget velskabt lille dreng.

Jordemoderen kom ind og spurgte, om vi ville have taget finger- og fodaftryk af dig, for så skulle de lige have dig med igen. Det ville vi gerne, men vi var ikke glade for, at de tog dig med.

Efter at de havde taget aftrykkene og en lille hårtot, kom de atter med dig. De havde målt og vejet dig til at være 51 cm. lang og ca. 3500 gr.

Derefter begyndte din far og jeg at give dig det tøj på, som du skulle have haft på hjem. Det var usigeligt hårdt. Jeg var så bange for at gøre dig fortræd og ville ikke, at du skulle lide mere. Efter at jeg havde givet dig en ble og en bodystocking på, måtte jeg atter have dig op til mit bryst. Min krop og mit hjerte skreg af længsel efter dig. Jeg lagde dig atter ned mellem mine ben og gav dig en lyseblå sparkedragt og en lille jakke på. Du var bare så pæn.

Din far kom op i sengen til os, og vi fik sygeplejersken til at tage nogle billeder af os alle tre. Det hele var jo noget, som aldrig kunne gøres om, så vi ville bare have så mange billeder af dig som muligt.

Nu var tiden kommet til, at vi skulle foretage de sværeste telefonopkald til dato. Det var frygteligt at tænke på den sorg, vi skulle udbringe.

Sofie, Cecilie og Josefine var hjemme hos os selv sammen med farmor og farfar, og Line og Anne var i Fredericia med deres far, så det var ikke helt nemt. Det var vores store ønske, at hele vores familie skulle ud og se vores lille dreng, inden han forandrede sig og måske blev grim. De skulle alle sammen komme med det samme.

Vi blev enige om at kontakte min søster først og bede hende køre hjem efter pigerne, da vi mente, det var en for stor mundfuld for farmor og farfar. Min søster blev selvfølgelig meget ked at høre, at du var død, men hun var ikke så glad for at komme ud på sygehuset og se dig, det kunne hun ikke. Hun sagde dog, at hun ville gøre det, hvis jeg gerne ville hun skulle. På dette tidspunkt vidste jeg ikke, hvad jeg ville, og hvad der betød noget for mig, tiden stod stille og alt var totalt ligegyldigt. Hun tilbød i stedet at passe Josefine, og det var også en kæmpe hjælp for os. Hun ringede også til mormor for os, og det var også en hjælp.

Derefter kom turen til at ringe hjem til din farmor og farfar, som passede Sofie og Cecilie og Josefine. Din far foretog den opringning, og det var ikke til at bære. Han græd som en besat, og jeg måtte tage over og fortælle farmor, hvad der var sket. De ville selvfølgelig komme med det samme. Farmor ringede derefter til faster Marianne, som omgående smed hvad hun havde i hænderne og kørte til Løsning. Alt var panik og kaos.

Så kom turen til at vi skulle ringe efter Line os Anne, som var hos deres far i Fredericia, og derfor kontaktede vi deres farmor. Hun græd i telefonen og spurgte, om hun kunne hjælpe os med noget, og om hun måtte komme ud og se vores lille dreng sammen med Line og Anne – det sagde vi ja til.

Nu var de ”sværeste” opkald foretaget, og vi sad bare der med dig i armene og vidste ikke, hvad vi skulle foretage os. Du var jo så stille, og du skulle hverken have mad eller tør ble. Det var svært at bære. Af og til kom der en sygeplejerske ind til os og gav os nogle praktiske oplysninger, lagde nogle brochurer vedr. spædbørnsdød, begravelse og psykologhjælp. Vi orkede næsten ikke at høre på dem eller at læse det materiale, de gav os. Dog lå det klart, at du skulle begraves senest om 7 dage! Det var en utrolig hård melding at få kun en time efter, at du var født. En sygeplejerske sagde, at lægen Claus Nielsen ville gennemgå forløbet med os, inden vi tog hjem, og at vi skulle blive der i 3 timer, men jeg tror, at vi var klar til at tage hjem allerede efter én time!

Nu gik døren op og Line, Anne, deres far og farmor kom ind. Bare at se deres ansigter i døren betød, at jeg brød totalt sammen. Pigernes far var utrolig sød og omfavnede både din far og jeg og sagde, at han var meget ked af det på vores vegne. Pigerne var lidt bange for at se dig, men farmor hjalp dem med at få dig over i armene. De græd meget og kunne ikke fatte det. Men trods det fik vi taget nogle dejlige billeder, som vi i dag er utroligt glade for.

Så gik døren atter stille op og din farmor, farfar, Marianne, Sofie og Cecilie kom fuldstændig forstenede ind på stuen. De bare græd og græd og kunne slet ikke fatte det. De omfavnede både din far og jeg og ville meget gerne se og holde dig. Også her fik vi taget nogle gode billeder.

På dette tidspunkt var du så småt begyndt at blive lidt stiv, og din mund åbnede sig en smule. Det ordnede Anne og Cecilie nemt ved at give dig sutten. Den kunne du godt lide, så den fik du med dig. Der var helt roligt på stuen, selvom alt var kaos og alle græd.

Jeg sad med dig i armene, da lægen kom ind og gennemgik fødselsforløbet. Vi sad alle og hørte det, så det var en lettelse, at vi ikke skulle til at genfortælle det til vores nærmeste, og alle kunne stille spørgsmål. Jeg sad og krammede dig, og INGEN skulle hverken undersøge eller skære i dig, så dermed lå det klart, at du ikke skulle obduceres.

Sygeplejersken gav mig nu nogle piller, som skulle stoppe mælken i at løbe til. Stoppe den mælk, som for dig skulle være så livgivende, det var bare ikke til at fatte. Jeg slugte pillerne og fik et par stykker med hjem, som jeg kunne tage, hvis mælken mod forventning alligevel skulle løbe til.

Vi blev spurgt om vi ville have dig med hjem, og der var ikke noget i hele verden vi hellere ville, men det var sommer, og vi havde de andre piger hjemme, så jeg kunne slet ikke ”rumme” hvor du skulle være om natten. Jeg vidste jo ikke hvornår du ville begynde at forandre dig, blive stiv og blå, eller hvad du nu ville blive. Vi blev enige om, at du skulle blive på afdelingen til næste dag, og derefter skulle du over i kapellet. Vi kunne se dig når vi ville, vi skulle bare ringe først.

Kl. var nu ca. 19.00, og vi begyndte at gøre os klar til at komme hjem til pigerne. Din mormor nåede lige at komme fra Kalundborg og så dig, inden vi tog af sted. Du var på det tidspunkt helt stiv, og vi kunne ikke bevæge dine lemmer. Vi puttede dig på siden i din lille seng, og du lå med din sut i munden og den lille bamse, som mormor havde med til dig.

Tiden var nu kommet, hvor vi skulle tage afsked med dig – tage fra vores nyfødte døde dreng og lade dig blive ude på A11 natten over. Det var MEGET svært, men det var både din fars og min beslutning. Vi kyssede dig igen og igen og begav os derefter med tunge skridt mod udgangen. Vores bil holdt stadig parkeret lige udenfor fødeafdelingen, og vi kiggede grædende op på A11 – der hvor vi vidste, at vores lille døde dreng lå , helt alene…..
Inden vi kørte af sted kiggede jeg lige endnu en gang op på afd. A11. Der så jeg vores familie kigge grædende ned på os – jeg tror, at de tænkte: ”hvor er det dog synd for dem!” Vi kørte hjemad.