Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Nu var det ”sværeste” overstået – troede vi. Vi havde hele tiden sagt til os selv, at efter begravelsen kunne vi komme videre, men det skulle også vise sig at være forkert.

Vi havde sommerferie, og vi havde ingen planer, da vi jo havde regnet med at skulle have haft en lille dreng at passe. Derfor var det en noget forhastet beslutning, at vi sagde ja tak til at komme med min søster og svoger på kanotur på Gudenåen. Dvs. vi skulle ikke sejle men blot ligge i telt med dem en enkelt nat.

Vi tog af sted mandag morgen, men køreturen var ganske forfærdelig. Vi måtte tilbage og hente billeder af dig, for jeg kunne ikke køre uden dig. Jeg græd som pisket under hele turen i bilen, for jeg savnede dig bare så meget, og det virkede så forkert at køre uden dig. Du havde jo været en del af mig i så mange måneder, og nu var du væk. Det var ikke til at bære.

Vi ankom til campingpladsen, og jeg ville ikke ud af bilen men bare hjem igen. Men Line og Anne ville jo gerne sove i telt, så vi blev.

Det blev heldigvis hyggeligt, og vi havde et dejligt døgn. Herefter tog vi til Ebeltoft for at besøge Mette og Michael, før vi kørte hjem sent om aftenen. Det var meget hyggeligt, for Mette er bare helt fantastisk.
Din far havde næsten fem ugers ferie, og det var meget lang tid, når vi nu ikke havde nogle ferie-planer. Men det var utrolig dejligt at have ham hjemme – specielt om natten, hvor jeg ikke kunne sove.

Hver søndag var i lang tid et mareridt. Jeg gennemlevede din fødsel og død omkring kl. 13.00, og jeg kunne ikke foretage mig noget seriøst før efter det tidspunkt. Det var for alle en svær situation at takle, ingen havde det jo så tæt inde på livet, som jeg havde. Jeg talte med psykologen om at lave noget andet om søndagen, end det jeg plejede. Så kunne jeg måske få tankerne over på noget andet, men det var svært med 3 andre børn i huset. Vi kom igennem dagene, og den 7. august nærmede sig. En dato, som jeg havde svært ved at komme forbi. Jeg holdt din grav smuk og pæn, tændte lys og tog billeder, men det var meget hårdt. Din far var fantastisk, og farmor og farfar besøgte dig også næsten hver dag. Det var meget hårdt for dem. Resten af familien havde svært ved at ”huske” mine mindedage i begyndelsen, dage som betød så uendeligt meget for mig. Ingen lagde mærke til, at det blev den 7. august, den 7. september osv., kun mig. Min verden brød stadig sammen hver måned.

Samtalen på Vejle sygehus 3 uger efter

Ca. 3 uger efter din død skulle vi ud på Vejle sygehus og have en snak med lægen, som havde taget imod dig, og vi skulle have resultaterne fra moderkageprøven. Alle var meget venlige, og vi fik et ”familierum” til samtalen. Det var selvfølgelig hårdt igen at være på fødeafdelingen, men det var også et led i at komme videre. Vi har lært, at det man bliver konfronteret med, kan man forholde sig til og komme over. Sværere er det med det, man ikke har set eller oplevet. Lægen viste os journalen, og vi gennemgik fødslen endnu engang. Alt var som vi huskede det, så der var ikke noget nyt. Både lægen og jordemoderen sagde, at hvis vi ønskede endnu et barn, skulle vi ikke vente men bare ”gå i gang” med det samme. Det var lige den besked, vi begge ønskede at høre. Det var rart at høre, at vi ikke fejlede noget, og at vi selv kunne bestemme, om vi turde at prøve endnu engang.

Da vi kørte hjem fra sygehuset, var det en dejlig fornemmelse, der fyldte os. Det var dejligt at have været af sted p.g.a. dig. Det vidnede om, at du havde været hos os, og at der var noget vi skulle til netop p.g.a. dig. En fornemmelse, vi jo ikke havde ret tit, da du ikke var hos os.

Foreningen til støtte for spædbørnsdød

Vi havde på sygehuset fået en masse materiale omkring spædbørnsdød, men det var først nu, jeg havde overskud til at læse det igennem. Jeg kontaktede foreningen og fik en dejlig samtale.

De kontaktede mig hver uge telefonisk, og jeg fik sat nogle ting på plads, men det skabte også enkelte nye problemer. De spurgte, om vi havde kaldt dig noget, da deres erfaringer viste, at hvis der i forvejen var en børneflok, var det en god ide at give dig et navn. De spurgte, om vi havde tænkt på at få et barn mere, og hvis nu det igen blev en lille dreng, om han så også skulle være ”Lillebror” – som vi kaldte dig. Det var lidt svært, for vi havde jo bestemt, at du skulle være vores ”Lillebror”, men vi kunne også godt se, at det ville blive svært med endnu en ”Lillebror”. Vi tog den beslutning, at skulle det lykkelige ske, at vi fik endnu en lille dreng, ville vi navngive dig og få lavet dit lille gravsted om. Indtil da, skulle du være vores ”Lillebror”.

Foreningen skrev os op til en forældre sorggruppe, som vi senere kunne deltage i. Der var også mange arrangementer for både søskende og bedsteforældre m.fl., men det var meget svært at få det flettet ind i vores hverdag.

Livet uden dig

Alt var utrolig svært, der var ingenting, der var det samme som før din død, og det skulle vi til at acceptere.

Sommeren var forfærdelig lang. Vi havde jo ingen planer, så dine store søstre legede med deres venner, og vi havde mange på besøg, men det er klart, at de store blev forsømt. Det var en meget svær situation. Selvom vi nu havde tiden, havde vi stadig ikke overskud til de store piger.

Vi begyndte på samtaler hos en psykolog. I begyndelsen var der ikke noget bestemt interval mellem samtalerne, da jeg ikke kunne se nogen mening med det. Helt ærligt så tænkte jeg: ”hvad kan hun hjælpe mig med”, og når jeg havde den indstilling, så kunne hun ikke hjælpe mig.

Oktober nærmede sig, og jeg fik det utrolig dårligt. Min 14 ugers barsel var nu forbi, og jeg skulle melde mig ledig på arbejdsformidlingen. En situation, jeg overhovedet ikke kunne overse. Jeg talte med min læge, og jeg blev sygemeldt. Jeg tror det var her jeg indså, at jeg var ”syg”, og at jeg havde brug for hjælp. Jeg kontaktede psykologen igen og startede sammen med din far på 2 timers samtaler, med en uges interval. Det var forfærdelig dyrt, men vi følte begge, at det hjalp os. Det var en kæmpe fordel, at vi gik der sammen. Så var der ligesom rene linier, og vi kunne begge tale ud om det, der fyldte mest i os. Jeg havde selvfølgelig svært ved at forholde mig til familiens og vennernes reaktioner og deres manglende forståelse og interesse i vores sorg. Din far havde det også svært, men han var ligesom mere afklaret med det hele. Han havde ikke det samme behov for at snakke om dig, som jeg havde. Men det betød jo ikke, at du ikke ”fyldte” meget i ham, for det gjorde du, og det gør du for altid. Du har verdens bedste far, og jeg er så ked af, at du ikke nåede at se og opleve hans kærlighed til børn.

Så kom der brev fra Hedensted kommune om, at jeg skulle til en samtale vedr. min sygemelding. Det havde jeg absolut ikke lyst til, men jeg indså, at det var nødvendigt. Faktisk gik det meget godt, og jeg fik en utrolig ung men sød sagsbehandler. Det var en pige, som jeg ved første indtryk ikke kunne bruge, da hun var meget ung, men hun havde den fordel, at hun havde en veninde, som også havde mistet et barn, så hun var godt forberedt.

Vi aftalte, at jeg kunne se efter job i avisen og så tage den med ro indtil jeg følte, at jeg var klar til at komme i arbejde. Hun tilbød mange former for skånejob og deltidsjob m.m., så jeg fik mange tilbud. Jeg havde slet ikke lyst til at ”få hjælp” men bare lyst til selv at bestemme, hvornår jeg var klar. Og det fik jeg.

Din farfar kom en lørdag med jobavisen, og jeg blev næsten fornærmet men læste alligevel stillingsannoncen. Jobbet lød godt, og det var tæt på, så jeg bestemte mig for at søge stillingen. Jeg fik besked 2 dage efter, at de ville se mig til en samtale. Der havde været 95 ansøgere, og der skulle 5 til samtale. Det gjorde slet ikke indtryk på mig, for jeg var totalt ligeglad, så jeg fik selvfølgelig ikke jobbet. Jeg besøgte dit lille gravsted både før jeg kørte til samtalen og bagefter, for jeg følte virkelig, at jeg svigtede dig ved nu måske at skulle arbejde.

Jeg var bare ikke klar til at arbejde, men det gjorde mig meget bange, for ville jeg nogensinde blive klar?

Allehelgens dag, den 1. november

Vi havde bestemt os for at gå i Trinitatis kirke i Fredericia sammen med foreningen for spædbørnsdød, men da vi så en annonce for et arrangement i Horsens, så ombestemte vi os. Der var efterhånden gået lang tid, uden at vi rigtigt skulle noget ”for dig og fordi vi havde fået dig”, men det skulle vi nu. Vi skulle mødes med andre familier, som også havde mistet børn. Vi skulle tænde et lille lys for dig og mindes de timer, vi havde dig i vores arme. Det var ikke helt nemt at få passet de store piger, og vi måtte til Brædstrup med dem, inden turen gik til Horsens.

Det var efterhånden også lang tid siden jeg havde grædt ”offentligt”, så jeg regnede ikke med, at det ville blive så hårdt. Dog var vi kun lige trådt ind i kirken, da tårerne allerede løb ned ad mine kinder. Lige med ét blev jeg/vi konfronteret med andre mennesker, som også havde mistet børn, og det var bare så hårdt. Vi sad stille oppe i koret og så på hinanden. Vi sang og bad og græd, det hele var så smukt, men det var meget hårdt. Trangen til at holde dig og mærke dig var næsten ulidelig. Der var unge par og ældre par, der var nogle med større børn, og så var der specielt et par, som jeg lagde mærke til. De havde en lille nyfødt med, og man kan kun gisne om deres baggrund, men et er sikkert, de var meget lykkelige for at være der med den lille nye. Jeg tror din far og jeg i det øjeblik tænkte det samme….. bare det var os.

Vi havde det godt, da vi forlod kirken. Vi var så glade for, at vi havde været der, og det var et meget smukt arrangement.

Julen

Så kom december, en måned som i vores familie står i børnenes tegn med pynt, kalendergaver og julekalendere. Også her blev vi mindet om den barske virkelighed. Vi manglede bare dig hver eneste dag.

Den 16. december startede vi i en forældre sorggruppe i Kolding sammen med 3 andre par, som også havde mistet børn. Det var dejligt, at der igen var nogen, der gad høre om dig, og vi brugte lejligheden til at fortælle alt hvad vi viste om dig. Vi var 4 par med hver vores tragedie, men vi havde alle medfølelse for hinanden, og det var ikke noget, vi havde mærket længe. Der var jo gået
6 måneder nu, og vi havde en fornemmelse af, at de fleste næsten havde glemt dig.
Vi aftalte et nyt møde i januar, hvor vi skulle snakke julen igennem, da det for de fleste mennesker er en tid, hvor familien er samlet og savnet til dem, som man har mistet, er størst.

Juleaften havde farmor og farfar taget sig af. Vi skulle ned til dem sammen med Marianne og Ole og børnene. Det glædede vi os til, selvom vi allerhelst ville være blevet hjemme, som vi plejede. Din far og jeg gik i kirke den 24. december kl. 16.00. Dit lille gravsted var smukt pyntet med røde roser, gran, bamser og andet julepynt, så der var meget smukt. Under hele gudstjenesten gik mine tanker ned til dig. Alle salmerne handlede om en lille dreng, som var født, og det gjorde det hele værre. Jeg græd og var meget ulykkelig.

Efter gudstjenesten gik vi stille ned for at ønske dig en glædelig jul. Vi mødte et hold venner, som også havde mistet deres lille dreng blot 6 måneder før, at vi mistede dig. I to drenge ligger ved siden af hinanden, så det var så smukt men igen meget hårdt. Vi græd alle sammen og holdt omkring hinanden. Jeg tror ingen smerte kan være større, end den jeg mærkede juleaften ved din grav. Vi bad til, at du havde det godt, og derefter gik vi ned til din farmor og farfar.

Januar 2003

Situationen er nu den, at jeg har fået arbejde og skal starte den 1. februar. Det er med blandede følelser, at jeg skal starte, men det der driver ”værket” er, at jeg konstant tænker på, at du nu kunne have været 6 måneder og stor nok til at komme i dagpleje sammen med Josefine.

Jeg er begyndt at forberede mig på lange arbejdsdage, og jeg tror, det er godt for resten af familien, at jeg kommer lidt ”ud”.

Vores hverdage flyver af sted, ikke mindst p.g.a. de store pigers sport, så tiden føles ikke lang. Vi har aftalt med psykologen, at vi p.t. er stoppet, men hvis vi får behov for flere samtaler, skal vi bare ringe.

Jeg vil fortsat skrive til dig inde på mindet.dk, og jeg har også planer om at skrive i dit album med jævne mellemrum. Vi går stadig tit op til dit lille gravsted, og vi tager også billeder – dem sætter jeg selvfølgelig i dit album.

Et evigt minde fra din mor og far.