Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

I den første tid efter lille Emil var født, var der flere der spurgte os om vi ville “prøve igen”. Altså om vi ville prøve at få et barn mere. I starten sagde vi blankt “Nej, det vil vi ikke”. Vi havde bestemt at Emil skulle være vores sidste barn, – og iøvrigt vores eneste fællesbarn, og det skulle der ikke laves om på. Desuden blev vi jo heller ikke just yngre, og hvem sagde at vi overhovedet ku’ få flere?!

Som dagene og ugerne gik efter Emil’s død og fødsel, blev savnet efter Emil bestemt ikke mindre, og både det psykiske, men også det fysiske behov for at ha’ et lille barn at tage sig af og pusle om blev større og større. Armene føltes så ulideligt tomme!

Så vi begyndte så småt at revidere vores opfattelse af situationen og fremtiden og lufte tanken om MÅSKE at prøve igen. Men vi blev enige om at vente og høre svaret på obduktionen af lille Emil. For var grunden til hans død vores, – altså var det et eller andet fysisk hos os som var, eller måske KUNNE være skyld i hans død, så ville vi straks slå tanken om et barn mere, ud af hovedet igen.                                                          Svaret på obduktionen var jo så at der ingen forklaring kunne findes på Emil’s død. Han var sund og rask, og det var “bare” sort uheld – et af naturens luner – som når lynet slår ned, – det rammer tilfældigt og så godt som aldrig samme sted.                                                                                                                                   Det var på samme tid meget svært at få dette svar, for hvorfor skulle han så dø??? Vi havde håbet på en forklaring vi kunne forholde os til. En grund som var til at forstå. Men dette “uforklarlig dødsårsag” hvad ku’ vi bruge det til??? Vi havde så inderligt håbet at der var en forklaring, også selvom det betød at vi derefter ikke ville turde, eller burde prøve at få et barn mere, men samtidig så betød det jo at vi nu godt turde prøve at få et barn mere. Vi blev enige om at give det en chance året ud, for vi var nødt til at sige stop på et eller andet tidspunkt, så vi valgte Nytår 2004 som grænsen, og var der ikke sket noget inden da, så var det det. Så var lille Emil det barn vi skulle ha’ sammen og ikke flere.

Månederne gik uden der skete noget, og håbet svandt mere og mere ind.

29. December 2004

Tiden var ved at rinde ud for os. Dette var sidste chance.

Vores dead-line som var årets udgang nærmede sig med hastige skridt, og hvis det ikke var lykkedes for os at blive gravide inden da, ja, så måtte vi se i øjnene at vi ikke skulle ha’ et levende fællesbarn.

Men det var godt nok med sorg i hjertet at vi nok måtte erkende at løbet var ved at være kørt for os. Så stemningen var noget trist og melankolsk i dagene op mod Nytår.

Det var en meget svær beslutning sådan defintivt at sige stop, når nu ønsket var så stort. Og jeg var næsten også helt sikker på at jeg, den dag det VIRKELIGT var for sent, ville fortryde det. Men man kan jo ikke blive ved at prøve til evig tid. På et tidspunkt må man jo sige stop.

2005

Året randt ud, uden jeg var blevet gravid og så var løbet jo kørt. Vi skulle åbenbart ikke ha’ et levende fællesbarn Frederik og jeg. Vi begyndte at vænne os til tanken og prøvede så godt vi nu kunne at finde det positive i det. Vi havde jo i hvert fald Emil og ham kan ingen ta’ fra os.

Jeg skulle jo så i Januar til lægen og snakke prævention, men der var pludselig så meget vi skulle og dagene fløj bare afsted, så da vi var henne i slutningen af Januar, havde jeg endnu ikke lige fået det gjort. ( Måske ønskede jeg også inderst inde liiiiiige at gi’ det en lillebitte chance mere, hvis jeg skal være helt ærlig ).

Men der ville jo sikkert ikke ske noget, tænkte jeg. Når jeg ikke er blevet gravid i løbet af de mange måneder vi har prøvet, hvorfor skulle der så ske noget nu?? Nej vel!?                                                              Så jeg bestemte mig for at jeg ville få en tid ved lægen næste måned, for tænk nu hvis……..

Den 29. Januar 2005

Jeg var nu gået 5 dage over tid ca. Det var sket to gange før siden vi fik Emil at jeg var gået endnu længere over tid, så jeg turde slet ikke håbe på noget. Det var bare til irritation, for nu ville jeg jo gerne bare ha’ det overstået så vi ikke behøvede tænke på alt det mere, og komme videre.
Men der skete altså ingenting.

Da jeg så denne dag sad i sofaen og skulle rejse mig op, mærkede jeg ligesom en krampe i underlivet. “Den kender jeg den følelse” tænkte jeg og mærkede et sug i maven. Det var den følelse jeg havde da jeg ventede Emil, da skulle jeg også rejse mig langsomt op, for ellers fik jeg ligesom krampe i underlivet.

Jeg slog det dog lidt hen og sagde ikke noget om min tanke til Frederik. Der var jo ingen grund til at give ham falske forhåbninger. Han kunne dog godt se på mig at der var et eller andet og spurgte hvad der var galt. “Det er vist bare lidt krampe” svarede jeg, men jeg tænkte nu mit.

Det skete flere gange den dag, så da klokken var omkring 22 om aftenen fik jeg samlet alt mit mod og gik, med bankende hjerte, ned på toilettet og tog den test jeg havde liggende. “Jeg ka’ jo ligeså godt få den brugt” tænkte jeg. “Så er jeg da fri for at gå og kigge mere på den, og få det dårligt over det”.

Først var der ingenting – kun den ene streg som så mange gange før, men så var det som om jeg svagt kunne begynde at ane en streg mere.
Hjertet hamrede afsted i brystet og jeg begyndte at ryste helt vildt på hænderne. Jeg kaldte på Frederik og sagde: “Prøv lige at se her”…..”Hvad mener du?”.
Han fik øjne så store som te-kopper og nærmest råbte: “Der er 2 streger!!!!. Du er gravid!!” Han nærmest kastede mig ind til sig, så jeg helt mistede pusten og knugede mig så hårdt.
“Nej det tror jeg altså ikke”, sagde jeg til ham, “man kan jo næsten ikke se den ene”. “Prøv nu lige at se ordentligt på den!!” Jeg blev helt irriteret, for han skulle ikke sige sådan noget når det ikke var rigtigt.
Vi kiggede på strimlen igen og nu var stregen godt nok blevet lidt tydeligere.
“Den ser ud som da vi skulle ha’ Emil”, sagde Frederik. Og det var rigtigt nok, streg nr. to blev tydeligere og tydeligere, for til sidst at blive endnu mere fed end den anden.

Så jeg blev alligevel gravid!! Er det ikke bare helt utroligt? En uges tid efter vi havde sagt stop, så blev jeg gravid…… selvom vi passede på!
Ja, rent faktisk så blev jeg gravid på Frederiks fødselsdag, præcis et halvt år efter vi havde været til obduktionssamtalen og fået at vide at vi bare skulle gå hjem og komme i gang. :o) 
Mon der er en lille engel der har haft en lillebitte finger med i spillet, fordi han absolut ikke var enig i vores beslutning om at stoppe?? ;o)

Emil skal være storebror

Hvis alt går godt ( det SKAL det bare ), så bliver vores lille Emil storebror senest den 7. oktober 2005.

Vi blev lovet at vi i denne graviditet ville blive fulgt meget tæt, og det er da betryggende at vide, selvom det nok giver lidt en falsk tryghed, for selvom vi måske var blevet fulgt ligeså tæt da vi ventede Emil, ville ingen i denne verden alligevel ha’ kunnet forudse hans død.
Om jeg så var blevet scannet dagen før hans død, så ville ingen ha’ opdaget noget, for han var jo så sund og rask som han kunne være, voksede som han skulle, og moslede rundt i maven så det var en lyst.
Men selvom vi godt ved disse ting, så er behovet denne gang alligevel enormt for hele tiden at blive bekræftet i at alt er som det skal være med den lille ny som er på vej.
Så vi skal gennem hele graviditeten scannes hver 3.- 4. uge og måske oftere når tiden nærmer sig, og så har vi fået at vide at døren altid er åben hvis vi skulle få behov for at blive beroliget ind imellem. Plus at vi er blevet lovet, at hvis vi vil, kan vi få fødslen sat i gang 2 uger før termin….altså omkring den 20. September.
Så vi føler at vi bliver taget godt hånd om, og at der bliver gjort alt som gøres kan. Vi har virkeligt mødt megen forståelse fra alle sider mht. vores frygt.

Jeg havde i starten meget svært ved at forstå og tro på at det virkeligt var sandt, så jeg glædede mig usigeligt meget til vi skulle til scanning første gang den 29. Marts 2005, så vi kunne få bekræftet – og se med egne øjne at der virkeligt VAR et lille barn på vej.
Samtidig med at jeg tvivlede lidt på at det var rigtigt, så meldte frygten sig også meget hurtigt for hvad der så måske ville ske denne gang, og jeg blev klar over at dette bestemt ikke ville blive nogen nem graviditet, forstået på den måde at angsten ville være der og overskygge glæden hver eneste dag.
Jeg turde/tør simpelthen ikke tro på det, – at vi til oktober bliver forældre til et lille levende barn………………………….. lille Emil’s lillebror eller søster.

1. Scanning, d. 29. Marts 2005 – Uge 12+4

Den 29. Marts nærmede sig, og jeg fik pludselig sådan en frygt for at jeg måske slet ikke var gravid alligevel.
Lægen havde nemlig slet ikke testet da vi var der, så vi havde kun den test som jeg selv havde lavet, og tænk nu hvis den havde vist forkert!
Så da jeg lagde mig på briksen og skulle scannes, var det med bankende hjerte og både Frederiks og mine øjne var som naglet til skærmen. 
JO!!!…..SØRME SÅ!! Der var et lillebitte barn deroppe på skærmen, med et lillebitte blinkende hjerte….og barnet lå og vinkede til os!! :o)
Åhh hvor blev jeg dog lettet, og jeg var nødt til at blinke flere gange for at kunne se ordentligt, for øjnene blev så slørede af tårer der pludseligt trængte sig på.

2. Scanning + fostervandsprøve, d. 21. April 2005 – Uge 15+4

Den 21. April blev jeg scannet for anden gang og fik samtidig taget en forstervandsprøve. Normalt vil man først få svar på en fostervandsprøve efter 2-3 uger, med mindre der ved scanningerne har vist sig et eller andet som ville gøre at svaret skal fremskyndes, så man får et foreløbigt svar efter 2 dage. Men selvom vores scanninger har vist at den lille nye betteski’ er sund og rask, så fik vi alligevel et hurtigt svar to dage efter.
Vi venter et barn med normale kromosomer…….og det er en lille dreng…….Emil’s lillebror. :o)

En sund og rask lille dreng med sin helt egen lille skytsengel i himlen. Kan man forlange mere??? :o)

(Vi fik desværre ikke noget billede med hjem af denne scanning, for lægen havde simpelthen glemt at tage et!…..lidt øv!)

3. Scanning, d. 12. Maj 2005 – Uge 18+6

Dagene op til denne scanning var bestemt ikke sjove.
Det lykkedes mig at piske en stemning op, og overbevise, ikke kun mig selv, men også Frederik om at noget har helt forkert.
Jeg havde ikke mærket liv endnu – hvilket jeg jo godt ved ikke er usædvanligt. Men ikke desto mindre så gjorde det at jeg var næsten helt sikker på at der var noget galt.
Da vi sad og ventede på at komme ind til scanning, prøvede jeg at forberede mig på den værste besked.
Vi sad begge som på nåle, og det første vi gjorde da jeg havde lagt mig på briksen, var at stirre op på skærmen og lede efter det lille blinkende hjerte. DER VAR DET!!!….. Åh Gudskelov!!
Vi ku’ endnu engang ånde lettede op.

Vi kunne se at der var masser af gang i ham deroppe på skærmen, men hvorfor ku’ jeg så ikke mærke ham?? Det undrede mig noget. Men det viste sig så at det var fordi moderkagen sad på forvæggen og virkede ligesom en stødpude der afbødede hans spark.

Men pludselig mens jeg lå der og blev scannet og kunne se hans spark deroppe på skærmen, mærkede jeg et lille puf derinde fra – den skønneste følelse i verden. Det var det første jeg mærkede til ham, og derefter mærkede jeg ham stort set hver dag. Nu kunne jeg med sikkerhed skelne hans spark fra den almindelige rumsteren i maven. For nu havde jeg set det samtidig med at jeg kunne mærke det. Hvor var det dejligt. :o)

4. Scanning, d. 17. Juni 2005 – Uge 24+0

Længde fra hoved til hæl: ca. 29 cm
Vægt: 644 g

5. scanning, d. 11. Juli 2005 – Uge 27+3

Længde fra hoved til hæl: ca. 34 cm
Vægt: 1.035 g

Angsten

Hvis nogen vover at påstå at det er ren fryd og gammen at være gravid igen efter at ha’ mistet et barn, enten sent i graviditeten eller lige efter fødslen, så lyver de!!! Men det ku’ jeg nu heller ikke forestille mig at nogen som har prøvet det, nogensinde vil kunne sige.
Selvfølgelig er vi da glade for endelig at være blevet gravid igen, og ha’ udsigt til langt om længe at få lov til at øse ud af al den kærlighed vi brænder så forfærdeligt efter at give til et lille barn, som er vores, og endeligt at få lov til at holde vores lille levende barn i de arme som så længe har føltes SÅ larmende tomme.
Følelserne ved at være gravid igen efter at ha’ mistet et barn er så forfærdeligt ambivalente, for det ene øjeblik så kan vi mærke glæden og forventningen boble i maven, for øjeblikket efter at blive afløst af en panisk angst for igen at skulle begrave et højt elsket lille barn. Og det bliver bestemt ikke nemmere jo nærmere vi kommer tidspunktet i graviditeten hvor vores lille Emil døde.
Vi kan sagtens side og sige til os selv og hinanden, at det sker ikke igen. For som overlægen sagde ved obduktionssamtalen, så slår lynet aldrig ned det samme sted to gange. Men så er det alligevel som om der, ligesom i tegnefilmene, sidder en lille djævel på den anden skulder og siger: Hvis det kan ske én gang, så kan det vel også ske to gange, så glæd jer nu ikke for tidligt!

Det er jo desværre ikke sådan at man får tildelt en “kvote” der siger at fordi vi har mistet et barn, så er vores kvote af ulykker og sorger opbrugt, og vi vil aldrig kunne opleve den samme, lignende eller andre ulykker og sorger igen.
Risikoen for os er jo lige så stor som den er for alle andre mennesker. Vi er da bestemt ikke nogen af dem her i verden der er hårdest ramt, hvad det angår – så langt fra! Det er vi fuldt ud bevidste om.
Vi har jo også oplevet den glæde det er at blive velsignet med levende børn. Det er jo ikke alle og enhver beskåret og det er vi bestemt også dybt taknemmelige for. Men det gør dog ikke smerten over at have mistet en af dem – og angsten for at det skal ske igen – mindre. Måske snarere tværtimod.

Men vi prøver så godt vi nu kan at glæde os og være positive. Det er ikke en følelse der bare lige kommer af sig selv – sku’ jeg hilse og sige. Den skal nærmest tvinges igennem.
Så det vi gør, i et forsøg på at tvinge de positive tanker og følelser igennem, er at forberede os så meget som overhovedet muligt til Emils lillebror. Meget mere end vi gjorde med Emil. Sengen er købt, – og redt. Den fine nye barnevogn står klar (vi er ikke overtroiske). Alt tøjet – både det vi havde købt til Emil (på nær et par ting som KUN er Emils) og alt det vi nu har købt til hans lillebror, er vasket og lagt parat. Godt nok er det pakket i plasticposer, men det ligger parat på puslebordet, som også har fundet sin plads igen.
Vi synger sange for lillebror. Snakker med ham, “leger” med ham, spiller musik for ham hver aften, kalder ham ved navn.
Så vi PRØVER, – og det lykkes da også så nogenlunde…….for det meste.

Men vi må jo nok erkende, at med den bitre erfaring vi har med i rygsækken, så er den uskyldige glæde – naiviteten om man vil, troen på “den søde ventetid”, at man går gravid i 9 dejlige måneder og derefter får man sit perfekte lille barn med hjem – den er forsvundet som dug for solen og afløst af en evindelig skræk der konstant sidder og lurer, parat til at springe frem som en trold af sin æske og vise sit grimme fjæs.

Det er sket mere end én gang at vi er blevet panisk angst for om nu historien gentog sig og er faret afsted til enten jordemoder eller fødegangen, med billeder af endnu en begravelse på nethinden, ene og alene fordi bettefyren lige har været lidt doven den dag, og har “tilladt sig” at sove lidt mere end sædvanligt.

Heldigvis er vi hver gang blevet mødt med megen forståelse og vores frygt er altid blevet taget alvorligt, selvom den heldigvis også hver gang har vist sig at være fuldstændigt ubegrundet.

Mon vi nogensinde slipper helt for denne frygt? Jeg tvivler!
Jeg prøver at bilde migselv ind at når først vi sidder med bettefyren i armene, – sund, rask og LEVENDE – så bliver alt godt og SÅ er frygten væk, – men jeg tror egentlig ikke helt på det….desværre.

 

6. scanning, d. 19. Juli 2005 – Uge 28+4 (3D/4D-scanning)

Længde fra hoved til hæl: ca. 35 cm
Vægt: 1.285 g

Da vi ventede Emil, talte vi om, om vi skulle få lavet en 3D scanning, så vi ligesom ku’ få et lille smugkig ind til ham. Men vi blev enige om at vi godt kunne vente til han kom ud. Denne beslutning fortrød vi selvfølgelig bittert, når nu det gik som det gjorde. For det betød jo at vi aldrig fik set vores lille Emil bevæge sig, og heller aldrig fik set hans øjne. Idag ville vi ha’ givet hvad som helst for at ha’ haft sådan en scanning med Emil. Så derfor var vi ikke et sekund i tvivl om at vi ville ha’ en 3D-scanning af den lille nye tumling…..koste hvad det ville.Vi glædede os helt enormt til at se den lille tumling i 3D/4D, og vi blev bestemt ikke skuffede, – det var en helt fantastisk oplevelse.Vi fik 17 billeder, og hele seancen (½ time) på DVD med hjem. Vi nærmest svævede eller dansede derfra, og vi ku’ slet ikke lade være med at gå resten af dagen med et saligt smil om munden. Nu blev det pludselig endnu mere virkeligt og nu kunne vi slet ikke vente til September hvor vi ENDELIG skal få lov til at holde vores lille levende dreng i armene……Puha, jeg tør næsten ikke sige det højt, for tænk nu hvis!!

7. scanning, d. 1. August 2005 – Uge 30+3

Længde fra hoved til hæl: ca. 37 cm
Vægt: 1.643 g

8. scanning, d. 29. August 2005 – Uge 34+3

Længde fra hoved til hæl: ca. 44 cm
Vægt: 1.948 g

Scanningen gik desværre ikke helt som forventet.
Lægen mente at alt var ok, og tog det ganske roligt, selvom bettefyrens vægt var meget lav, men Frederik og jeg var godt nok ikke trygge ved at hans vægt var så lav.
Hans vægt blev skønnet til at være ca. et halvt kilo under det den burde være på nuværende tidspunkt hvis han skulle følge sin kurve. Et halvt kilo er altså meget på sådan et lille menneske!
Så vi blev godt nok lige pludseligt meget bange for hvad der var på vej til at ske med den lille mand! Har han det mon slet ikke godt derinde længere?!                                                                                          Heldigvis foreslog lægen selv at jeg skulle komme ind og få en kørt en CTG-strimmel dagen efter, for at se om hans hjerte slår som det skal, plus at de vil gi’ os en ekstra scanning ugen efter, for at se hvad vægten så siger der. Vist mest for at berolige os, tror jeg, selvom det godt nok ikke hjalp meget lige på det tidspunkt, for der kan sørme ske meget på en uge!                                                                                                     Det var ikke meget jeg fik sovet om natten. Tankerne fløj rundt i hovedet og jeg følte mig så magtesløs, for det virkede ikke som om andre end os ku’ høre alarmklokkerne ringe, men for os ringede de øredøvende højt. Sultede han eller hvad var der galt?? Var det mon det som skete for Emil?? Det må bare ikke ske igen….det klarer vi simpelthen bare ikke én gang til!!! Hvad sku’ vi gøre???

Dagen efter hvor jeg skulle ha’ kørt strimlen, ville jordemoderen lige prøve at se hvad hun mente han vejede, og hun forstod slet ikke at vægtscanningen dagen før havde sagt som den gjorde, for hun nåede da frem til at han i hvert fald vejede 2500 g!! :o)
Jubiiii!!! Sikke en lettelse!
Selvom det selvfølgelig kun er et skøn, – både den vægt som scanningen og den som jordemoderen når frem til – så er det utroligt så vigtigt det er for os at det bliver lige nøjagtigt som vi forventer. Der skal intet til at slå os ud af kurs og forvandle os til rystende nervevrag. Vi er blevet nogle værre pyllerhoveder, må vi erkende.
Meeen altså helt ærligt; hvem ville ikke blive bekymrede hvis vægten fra at stige støt med ca. 200 g om ugen i mange uger, pludseligt kun stiger med 300 g på en måned?!

Skulle vægten, mod forventning, i næste uge stadig ligge i den meget lave ende, så skal man overveje om det mon ikke ville være bedst at få ham ud nu.
Så vi er bare så spændte på hvad de når frem til han vejer i næste uge. På den ene side vil vi jo helst ha’ haft ham ud igår, men på den anden side så ved vi jo også godt med fornuften at han har bedst af at blive derinde ca. 3 uger endnu.

9. scanning, d. 7. September 2005 – Uge 35+5

Længde fra hoved til hæl: ca. 45 cm
Vægt: 2.291 g

Tjah……den scanning blev vi vist ikke meget klogere af.
Vi havde jo nok håbet lidt på at scanningen idag ville vise at den i sidste uge var helt hen i vejret, men sådan gik det alligevel ikke helt. Det var et lidt tvetydigt resultat vi fik ud af det.
Hvis man skulle regne med at både scanningen i sidste uge og scanningen idag begge var rigtige, så ville hans vægt stadig ligge i den lave ende, – i modsætning til hvad alle de foregående scanninger har vist. Men samtidig ville han så ha’ taget ca. 350g på, på en uge, og det er usandsynligt.

Så der er noget som ikke helt hænger sammen, og så er det altså svært at finde ud af hvad søren vi skal tro på.
Plus at vi idag fik at vide at beregningsusikkerheden gør at man skal regne med +/- 4-500g!!!

Ja, hvad pokker skal man så tro på?? Er det så den ene vægt som er rigtig, eller er det den anden, eller måske ingen af delene?! Kan man overhovedet bruge de vægtscanninger til noget??

Nå, men vi tager det nu også stille og roligt nu, for så længe bettefyren er så livlig som han er, og alle de andre målinger er så fine som de er, så må det da tyde på at han har det godt. Det er vi nødt til at tro på.

Så om 16 dage – fredag den 23. September kl. 8, – 2 uger før termin, skal vi møde på fødegangen og så bliver fødslen sat igang.

Søndag d. 11. September 2005 – en tur på fødegangen – Uge 36+2.

Fra om torsdagen havde jeg næsten ikke mærket bettefyren. Det var sådan at jeg virkeligt skulle koncentrere mig når jeg mærkede efter, og alligevel var jeg ikke sikker på at det var ham jeg mærkede. Det var markant anderledes.
Han plejer at være en MEGET livlig bette fyr, så det nogen gange næsten var for meget af det gode.

Da jeg så også det sidste par dage havde haft meget vand i benene, hænderne og ansigtet, og blodtrykket var steget støt, blev jeg nervøs…..tænkte jo straks på svangerskabsforgiftning. Så om søndagen d. 11. ringede jeg til fødegangen og fortalte om min bekymring. Jeg fortalte også at jeg om tirsdagen skulle til jordemoder og forventede egentlig at de så ville sige at jeg skulle vente til tirsdag. Men de var så søde og sagde at jeg skulle komme med det samme.

Vi tog så derind og jeg blev grundigt undersøgt. Blodtrykket blev taget flere gange og urinen blev undersøgt to gange og de fandt også lidt protein i deri. Derfor tog de også blodprøver.
Men da de så lige ville køre en ctg-strimmel kunne jordemoderen ikke finde hjertelyden!!!!  Hun ledte og ledte…..LÆNGE….men der var bare dødstille derinde!! Hun lagde så ctg’en væk og fandt en doptoner, – med samme resultat!
Åhhh Gud i himlen hvor blev vi bange! Jeg kiggede over på Frederik som sad ved siden af, og han var ligbleg i ansigtet  og så begyndte tårerne bare at trille. Nu ventede vi bare på dommen – den samme som sidst: Der er ikke mere liv!!
Vi var helt sikre på at det var sådan det var. Vi var slet ikke i tvivl. 

Pludselig fandt hun en ganske svag lyd, men jeg turde ikke håbe på noget…..troede at det var min puls hun havde fundet, lige indtil hun sagde at det vi ku’ høre nu det VAR altså baby’en!!!!! FOR FANDEN DA!!!!! Den lettelse den kan bare SLET ikke beskrives!    

Jeg lå så og fik kørt strimlen i 1½ time. Ind i mellem forsvandt hans hjertelyd, men den kom altid hurtigt tilbage igen. Vi tror at han måske har ligget med ryggen indad, og at det var derfor den var så svær at finde.

Da vi bagefter fortalte jordemoderen hvordan vi fik at vide at Emil var død – at det var på fuldstændigt samme måde, blev hun helt ked af det og undskyldte mange gange. Men hun kunne selvfølgelig ikke gøre for at hun ikke kunne finde hans hjertelyd.

De ville gerne beholde mig derinde indtil de havde fået svar på blodprøverne. Så vi var der hele eftermiddagen. Men det viste sig heldigvis at der ingenting var. Alt var ok. 

Men helt beroliget var vi nu ikke, for bettefyren var jo stadig meget stille, så vi var nu glade for at vi skulle til jordemoder om tirsdagen.

Tirsdag d. 13. September 2005 – Hos jordemoderen – Uge 36+4

Vi skulle jo så til den “almindelige” jordemoderundersøgelse om Tirsdagen.
Jordemoderen var rigtigt sød og gav sig god tid til at snakke med os, – både om den nu nært forestående fødsel, men faktisk mest om hvordan graviditeten har været indtil nu. Om de bekymringer vi har haft pga. det vi tidligere har været igennem med Emil.
Det er så dejligt at alle ligesom forstår – eller i hvert fald prøver at forstå hvordan vi har det i denne graviditet. De forstår alle til fulde vores angst, og – ikke mindst – de tager den meget alvorlig.

Som jordemoderen sagde: Hun ville ønske hun lige præcis ku’ finde de ord som kunne gøre os trygge, men hun vidste også godt at det var umuligt.

Da hun så skulle lytte til hans hjerte med doptoneren, fandt hun den heldigvis lige med det samme. Vi fortalte hende om vores oplevelse om søndagen, og at bettefyren stadig var meget stille, så da vi var færdige hos hende, syntes hun vi skulle tage omkring sygehuset og få kørt en ctg-strimmel igen. Så det gjorde vi.

På sygehuset

Vi kom ind på sygehuset og fik kørt strimlen. Mens jeg lå der begyndte bettefyren pludselig at vågne op. Nu var han for første gang i næsten en uge pludselig lige så aktiv som han plejede at være. Hvor var det en dejlig fornemmelse igen rigtigt at kunne mærke ham. :o)
Jordemoderen sagde at hun syntes jeg lige skulle scannes bagefter, så de for en sikkerheds skyld kunne checke flowet i navlestrengen – bare så vi var helt trygge og sikre på at bettefyren havde det godt og fik den næring han skulle ha’, inden vi tog hjem igen.
Jeg spurgte om hun lige ville give et kvalificeret gæt på hvad hun mente han vejede, så hun mærkede efter på maven, og sagde at hun mente bestemt at han vejede knap 3 kilo, – altså ca. 2900 g.

Overlægen Ulla, som var hende der skulle scanne, var meget grundig. Alt blev checket og alt var fuldstændigt som det skulle være. :o) Til sidst lige inden hun var færdig med at scanne, fandt hun lige hans lille ansigt, så vi lige kunne sige hej til ham. :o) Det var så sødt af hende.

Målingerne ved scanningen nåede frem til at han vejede 2574 g. Så selvom jordemoderens skøn og scanningesresultatet ikke stemte helt overens, skulle han alligevel ha’ taget mindst 300 g på, på under en uge.
Lidt usansynligt, så det bliver spændende at se hvad der så er rigtigt.

Mandag d. 19. September 2005 – Uge 37+3 

Nerverne hænger efterhånden i laser uden på tøjet. :o(
Jeg ved ikke hvad det er med ham den lille Nikolaj inde i maven, men det er som om at han kun vil være vågen når jeg er inde på sygehuset, for siden jeg var derinde sidst, har han igen været meget stille i flere dage, og er der noget der kan skræmme os, så er det DET!
Vi er SÅ bange for at historien skal gentage sig, og dagene føles næsten umulige at komme igennem – hver eneste dag føles så uendelig lang.
Og ikke nok med at han er stille, men jeg er også begyndt at få en masse væske i kroppen de sidste dage – eller især i ansigt, hænder og fødder, og det sammenholdt med et lidt forhøjet blodtryk og lidt protein i urinen, så har vi altså svært ved at slå tanken om svangerskabsforgiftning ud af hovedet, da det netop er disse ting som kan indikere en begyndende svangerskabsforgiftning.
Så Frederik og jeg blev enige om at ringe ind på sygehuset for at spørge om muligheden for at fødslen ku’ blive sat igang NU og ikke først om 4 dage, som planen jo var.
Ja, 4 dage det lyder jo ikke af meget, men vi har jo bittert erfaret hvor hurtigt tingene kan ændre sig.
Vi VED at Nikolaj lever idag – men hvad med imorgen???? Dagen før Emil døde var der jo MASSER af liv i HAM!!

Nå, men de var meget søde inde på sygehuset, men at sætte fødslen igang før planlagt kunne jeg ikke rigtigt få dem overtalt til. De foreslog dog at vi skulle komme derind og få kørt en ctg-strimmel igen, og få en snak med fødselslægen, så det gjorde vi.

Strimlen så heldigvis fin ud, så det ser ud til han har det godt derinde. Lægen sagde til os at de aldrig sætter fødslen igang før uge 38+0, – med mindre der er fare for barnet eller moderen, og det var der heldigvis ikke noget der tydede på at der skulle være. “Men nu er der jo også kun 4 dage til!!” sagde hun…. “Ja, tak” sagde vi “men du kunne ligeså godt sige 4 måneder!!”
Hun var heldigvis meget forstående og vidste godt at der ikke var ret meget hun kunne sige som ku’ berolige os, og at vi ikke ville være rolige før vi havde ham ude, så hun tilbød os at vi kunne komme derind hver dag resten af ugen og få kørt en strimmel, hvis vi ville.

Fredag d. 23. September 2005 – Uge 38+0

ENDELIG, ENDELIG, ENDELIG blev det fredag d. 23. september, og ventetiden er slut!!
Vi tør næsten ikke tro at det virkelig er virkeligt. Måske bliver det idag vi ser vores lille Nikolaj. Måske idag Emil bliver storebror! Måske idag behøver vi ikke at holde vejret mere.:o)
 
Vi tog ind på fødegangen kl. 9 og jeg fik de stikpiller som skulle sætte fødslen igang, og tog hjem igen efter en times tid. Havde de ikke virket indenfor 6 timer skulle vi komme igen. Det gjorde de (selvfølgelig) ikke så vi tog derind igen om eftermiddagen, “lidt” skuffede og ikke helt så optimistiske som vi havde været om morgenen.
Vi snakkede om at det måske ville komme til at tage lige så lang tid som det gjorde med Emil. Da tog det 3 dage før der skete noget. Det var næsten ikke til at holde ud at tænke på, at vi måske skulle vente flere dage endnu. :o(
Der skete desværre ingenting i løbet af fredagen, så vi gik i seng ved 23-tiden fredag aften.

Lørdag d. 24. September 2005 – Uge 38+1

Præcis ved midnat vågnede jeg ved at jeg havde lidt ondt i maven. Jeg regnede egentlig ikke med at det var veer, for det var det for lidt til, syntes jeg lige på det tidspunkt. Plus at der faktisk ingen pause var imellem. Men kl. 1 stod jeg alligevel op og ringede til fødegangen for lige at høre. Ikke fordi jeg troede der var ved at ske noget, men bare sådan lige for en sikkerheds skyld.
Jordemoderen troede nu heller ikke at det var noget, men sagde at hun da synes vi skulle komme og blive chekket…..hvis det kunne gøre os mere trygge.
Jeg gik ind og vækkede Frederik, som fór op af sengen som skudt ud af en kanon. ;o) Jeg fortalte at jeg havde ringet til fødegangen og at jeg synes vi skulle tage derind for en sikkerheds skyld, men at jeg nu ikke troede det var noget. Så han skulle bare tage det stille og roligt.

Kl. 01.30 kørte vi afsted og 20 minutter senere stod vi på fødegangen, og det var hvis godt vi tog afsted, for på vej derind tog veerne voldsomt til, og ca. 1 time efter vi var kommet derind var lille Nikolaj født.
Fødslen varede – fra første vé derhjemme til han var født – 2 timer og 54 minutter, så kl. 02.54 natten til lørdag den 24. September 2005 kom Emils lillebror Nikolaj til verden. Han er 49 cm lang og vejer 2850 g. Så lille og fin og helt perfekt…….ligesom sin storebror. :o)
Da han lå på min mave sagde Frederik meget stille og bevæget: “NU tør jeg tro på det – først nu”.