Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Dette er historien om lille Emil´s tilblivelse, død og fødsel,
set med mine øjne.

Irene, lille Emil´s mor

Da Frederik og jeg mødtes i November 2001 havde han i allerede mange år brændende ønsket sig et barn mere, men havde, indtil nu, bare ikke lige mødt den rigtige. Han har i forvejen to store børn…en pige og en dreng. Jeg har i forvejen to store drenge, og jeg havde, længe inden jeg mødte ham, besluttet mig for at jeg ikke skulle have flere børn, hvilket jeg også havde fortalt ham.
Jeg vidste at han ikke var helt enig i mine argumenter imod at få et barn, men han accepterede dem dog stiltiende… tilsyneladende.

Vi blev stadig mere glade for hinanden og vi blev mere og mere sikre på at det skulle være os for resten af livet.
Så selvom Frederik forsøgte at skjule det, så vidste jeg at ønsket om et barn blev større og større for ham som tiden gik og at han blev mere og mere ked af af jeg ikke ville. Når vi gik på gaden så var han ved at dreje hovedet af led når han så gravide maver, og sukkede dybt når han så små babyer.

Jeg håbede at han, med tiden, ville kunne acceptere at vi ikke skulle have flere børn og lære at leve med at det var som det var. Men selvom han ikke pressede mig eller talte om det overhovedet så kunne jeg godt se at det gjorde han ikke.

Der gik næsten et år på den måde hvor jeg forsøgte at minde mig selv om hvorfor det egentlig var at jeg ikke ville have flere børn, men undskyldningerne overfor mig selv blev ligesom færre og færre og grundene mere og mere uden betydning.

Så da Frederiks fødselsdag nærmede sig i Januar 2003 tog jeg til sidst en stor beslutning: Jeg købte en lille stork af træ med en baby i næbbet og fortalte ham at min fødselsdagsgave til ham var min beslutning om at jeg gerne ville give ham et barn… hvis altså jeg kunne.

Aldrig før havde jeg set ham så lykkelig. Hans øjne fyldtes af tårer og han knugede mig ind til sig som om han var bange for at hvis han slap så ville jeg sige at det bare var min spøg.

Men det viste sig at der skulle komme til at gå mange måneder hvor jeg et par gange gik over tid og hvor vi derfor troede jeg var gravid, men hvor vi skuffede måtte erkende at det heller ikke var lykkedes denne gang.

Oktober 2003

Hen på efteråret 2003 var vi begyndt at snakke om at vi måske var nødt til at se i øjnene at det ikke ville lykkes for os. Vi havde i forvejen bestemt os for at hvis jeg ikke blev gravid inden min næste fødselsdag i December, så ville vi stoppe med at prøve, for jeg blev jo ikke ligefrem yngre. Jeg var på det tidspunkt 41 år.

Sidst i Oktober gik jeg igen over tid og da jeg var gået en uge over tid købte vi igen en graviditetstest, men med samme resultat som de andre gange…negativ. Men der skete stadig ingenting. Vi snakkede om at jeg måske var ved at komme i overgangsalderen… lidt tidligt godt nok, men hvorfor ellers? Jeg havde jo lavet en test og den var jo negativ!!

November 2003

Men midt i November efter endnu et par uger… altså 3 uger over tid købte vi alligevel en graviditetstest mere…bare for en sikkerheds skyld.

Vi regnede godt nok ikke med noget, men så var det da udelukket, mente vi. Jeg gik og kiggede på testen et par dage inden jeg fik taget mod til mig. Fredag den 21. November 2003 lavede jeg testen og jeg tror nu godt nok at der var et lillebitte håb alligevel, for da jeg havde lavet testen turde jeg ikke kigge på den…jeg var bange for igen at blive skuffet.

Jeg holdt den om på ryggen uden at kigge på den og gik ud i køkkenet til Frederik.
”Hvad så??” spurgte han med slet skjult spænding.
”Det ved jeg ikke” svarede jeg ”jeg tør ikke kigge”.
Det troede han ikke helt på, så han spurgte ” Den var vel negativ igen?”.
”Jamen jeg ved det virkelig ikke” sagde jeg igen…”jeg tør ikke kigge”.

Han har senere fortalt mig at han havde gået og snakket med sig selv ude i køkkenet og forsøgt at forberede sig på at den sikkert var negativ igen, for ikke selv at blive skuffet…igen.

Han kom smilende hen til mig og holdt om mig for at tage testen som jeg stadig holdt på ryggen. Han har fortalt mig at han havde bestemt sig for at han, uanset resultatet på testen, bare ville lade som ingenting, for at drille mig og for at få mig selv til at kigge.

Men da han havde kigget på den hen over min skulder, slap han mig pludselig som om han havde brændt sig. Han så meget forvirret og chokeret på mig med øjne så store som te-kopper og spurgte ”hvordan skal den se ud??”
Jeg forstod ikke helt hvad han mente så jeg sagde at det jo bare var en lille papstrimmel med streger på.
”Jamen hvor mange streger skal der være?” spurgte han ligeså forvirret.
”Der skal være éen hvis jeg ikke er gravid eller to hvis jeg er” svarede jeg.
”Jamen der er TO streger!!” sagde han tvivlende…”Kan det passe??”.
”Er der TO ????” spurgte jeg overrasket.
Jeg kiggede på testen og turde næsten ikke tro mine egne øjne. Jo, der VAR to!!!

Vi faldt hinanden om halsen og vidste slet ikke om vi skulle grine eller græde. Det var et meget lykkeligt øjeblik, men samtidig kunne jeg mærke en lillebitte snert af frygt….Vi skulle være forældre!!! Vi skal have et lille barn sammen! Kan vi mon klare det??
Men det varede kun lige et lille øjeblik så tog glæden og forventningen helt over og så var det REN LYKKE!!!

December 2003

Den 1. December 2003 skulle vi til lægen til første undersøgelse. Vi glædede os til at få det bekræftet officielt og til at få vandrejournalen. For så havde vi et bevis og en dato på hvornår vores lille barn ville komme til verden………. den 9. Juli 2004.

Vi sagde til lægen at vi gerne ville tage imod alle de undersøgelser, scanninger og prøver som vi kunne få, p.g.a. min alder, så der blev bestilt tid til en nakkefoldscanning, som skulle kunne indikere om vores barn havde Downs Syndrom, og en evt. moderkagbiopsi samme dag, som endeligt ville kunne fortælle om vores barn havde kromosomfejl og flere andre ting som jeg ikke lige husker. Men den endelige beslutning om biopsien kunne vi godt vente med til vi havde set hvad scanningen fortalte. Det var vi glade for, for en moderkagebiopsi er jo ikke uden risiko.

Den 29. December 2003 blev dagen hvor vi skulle til scanning og vi tog afsted med maven fuld af sommerfugle.
Det var vidunderligt at se vores lille bettefis kravle rundt derinde i maven. Det var helt fantastisk men også lidt uvirkeligt. Det var slet ikke til at fatte at det vi så oppe på skærmen, det var det der var inde i mig!!!
Men uanset hvor meget lægen skubbede og puffede til ham, så ville han altså bare ikke lægge sig så hun kunne måle nakkefolden. Han kravlede bare længere og længere op jo mere hun skubbede.

Så vi blev enige om moderkagebiopsien. Det regnede jeg heller ikke for noget for jeg havde jo fået at vide at det bare var som en blodprøve….Goddaw siger jeg bare!! Sådan en blodprøve har jeg nu aldrig fået taget før. Det gjorde altså godt nok avs…

Jeg var nu 11 uger + 3 dage henne for terminen blev efter scanningen rykket fra den 9. Juli til den 16. Og vi fik en tid til endnu en scanning den 18. Februar 2004 fordi lægen mente hun så en muskelknude som skulle holdes lidt øje med. Det passede os også fint for vi ville jo gerne se ham så tit som vi kunne komme
afsted med.

Vi fik jo selvfølgelig også et billede med hjem af vores lille vidunder, som blev vist frem til alle.

Januar 2004

De næste 14 dage gik vi og talte dagene til svaret kom. Jeg havde bedt Frederik om at åbne brevet når det kom, for vi var ikke helt enige om, om vi ville kende kønnet på barnet. Han ville gerne men jeg ville helst ikke.
Plus at jeg var noget nervøs for resultatet af prøven. Svaret var heldigvis positivt, så der faldt en stor sten fra vores hjerter: Vi ventede et barn med normale kromosomer. Men der stod ikke noget om kønnet.

Så jeg måtte selv ringe til Aarhus for at få det at vide. ( Det skulle være mig fik vi at vide ). De beklagede at de havde glemt at skrive det i brevet, men at vi ventede en lille dreng… En lille dreng! Det var jo alligevel dejligt at vide det, for nu behøvede vi ikke længere at sige “den” og “bettefisen”, nu kunne vi sige “HAM”. Og vi behøvede ikke at tænke på pigenavne mere.

Februar 2004

Den 13. Februar 2004 skulle vi til jordemoder for første gang. Jeg var en smule bekymret fordi jeg endnu ikke havde mærket liv selvom jeg var trediegangsfødende og i 19. uge, men jordemoderen beroligede os med at det var meget normalt. Og da vi så fik høre hjertelyden som lød som et lillebitte futtog så var vi glade og lykkelige igen.

Den 18. Februar 2004 skulle vi til scanning igen og vi glædede os meget til at skulle se bettefyren igen.
Han lå og sov kunne man se, med åben mund og armene oppe over hovedet, – fuldstændig som sin mor. Han voksede som han skulle og fulgte pænt skalaen for “Skandinavisk standard” som de sagde. Muskelknuden som de før havde haft mistanke om, var fuldstændig forsvundet, så det var jo godt nok.
Vi blev spurgt om vi var blevet tilbudt ekstra scanninger, men det var vi jo ikke. Så de sagde at når man en gang har haft svangerskabsforgiftning (som jeg havde ved 1. graviditet) så blev man tilbudt to ekstra scanninger i uge 30 og 36….det sagde vi selvfølgelig ikke nej tak til.
Men hvad vi ikke vidste var jo at det nåede vi bare aldrig. Den næste scanning skulle have været den 10. Maj,- 5 dage efter Emil blev født. Også denne gang fik vi et billede med hjem. Det var sidste gang vi så Emil i live.

Marts 2004

Den 22. Marts 2004 skulle vi til 2. lægeundersøgelse i 24. graviditetsuge. Alt var som det skulle være. Lægen havde dog lidt svært ved at finde hjertelyden, men fandt da til sidst det lille “futtog”.
Graviditeten var indtil videre forløbet fuldstændigt normalt og uden komplikationer af nogen art. Bettefyren havde det godt, jeg havde det godt, – selv farmand havde det godt, og nu nærmede det tidspunkt sig som jeg havde set frem til…..nemlig tidspunktet hvor man kunne sige at hvis han blev født nu, så ville der være meget store chancer for at han ville overleve uden mén.
Så hvad kunne der gå galt nu?? Ingenting……. troede jeg.

April 2004

Torsdag den 29. April

Jeg var nu i 29. uge og alt var som det skulle være. Jeg havde godt nok hele dagen følt mig så underligt tilpas. Jeg kan ikke rigtigt forklare hvordan….bare underligt.

Bettefyren havde især den sidste måneds tid været meget aktiv. Han tumlede rundt derinde og gav mig somme tider nogle spark så jeg hoppede i stolen og man kunne se det uden på maven. Denne dag var ingen undtagelse. Om eftermiddagen da jeg sad sammen med Frederik inde i sofaen gav Emil mig nogle ordentlige spark så det gjorde helt ondt.
Men vi kunne dog ikke lade være med at grine af det, for det var da sjovt at mærke ham.

Hvad vi ikke vidste var at det skulle blive det sidste jeg mærkede til ham.

Fredag den 30. April 2004

Om fredagen mærkede jeg ingenting til ham, men det var ikke noget jeg tænkte videre over, for det var da sket før at jeg ikke havde mærket noget til ham før vi kom i seng om aftenen. Så vågnede han som regel op og begyndte at tumle rundt, så der var ingen alarmklokker der ringede.
Der var det dejligste vejr den dag så vi bestemte os for at vi ville grille for første gang dette år, sammen med vores to hjemmeboende drenge.

Vi var alle 4 i så godt humør, for solen skinnede, der var dejligt lunt og vi skulle rigtigt hygge os alle 4.
En dejlig lang sommer stod for døren, – en sommer hvor vi kunne byde vores elskede lille søn velkommen til verden og vi glædede os usigeligt, for nu kunne vi begynde at se en ende på ventetiden…så livet var jo herligt!!!!

Jeg kan huske at jeg stod ude på terrassen og svingede maven lidt fra side til side, altså ligesom twistede lidt… det var en sjov fornemmelse for jeg kunne mærke at bettefyren også flyttede sig fra side til side inde i maven, det havde jeg aldrig mærket før. Men jeg stoppede nu hurtigt igen for det var jo synd at han sådan skulle svinges med.

Jeg vidste jo ikke på det tidspunkt at grunden til at han ikke lå så fast som han plejede, måske var fordi han ikke levede mere.

Da vi kom i seng om aftenen var han stadig stille, og det undrede mig da lidt at han slet ikke havde rørt på sig hele dagen, når han nu plejede at være så aktiv, men vi slog os til tåls med at han jo heller ikke kunne være lige aktiv hele tiden, og at han sikkert bare sov.

Så han ville nok i stedet være vågen om natten så.

Maj 2004

Lørdag den 1. Maj 2004

Men da lørdagen kom og jeg stadig intet havde mærket til ham, begyndte vi at blive bekymrede. Jeg gik hele dagen og var meget opmærksom på om der mon ikke var bare det mindste lille bitte spark. Men det var der ikke. Jeg skubbede og puffede til maven for at vække ham, det plejede at virke. Men denne gang skete der ingenting.

Frederik og jeg blev sidst på eftermiddagen enige om at kontakte fødegangen for at fortælle om vores bekymring. De sagde at de syntes at vi skulle komme derind, – bare for en sikkerheds skyld.
Det var dejligt at de sagde sådan, så vi tog lettede, forhåbningsfulde og nu kun en lille smule bekymrede af sted, for vi følte at vi nu ville være i gode hænder, og vi troede jo at vi bare lige skulle derind og høre det lille ”futtog” og så kunne vi tage hjem igen, med ro i sjælen..

På vej derind kom bekymringen igen snigende og jeg sagde til Frederik: ”Hvad nu hvis det ikke er som det skal være?”. ” Sådan må du ikke tænke. Vi er nødt til at tænke positivt” svarede han, selvom han da måtte indrømme at han havde tænk det samme. Men selvom vi begge havde tænkt tanken, så rystede vi den hurtigt af os igen, for vi havde da ikke forestillet os at det virkelig VAR sådan.

Vi kom ind på fødegangen og blev vist ind i et undersøgelsesrum med det samme. En jordemoder ( Kirsten Toft) kom og lyttede efter hjertet, – men kunne ikke finde Emil´s hjerte, – kun mit. Så hun ville lige mærke efter på maven hvordan han lå, for bedre at kunne finde hjertet. Hun sagde at hun nok lige kom til at tage lidt hårdt ved mig, men jeg sagde smilende til hende at hun måtte tage så hårdt fat som hun ville, bare hun kunne få ham til at bevæge sig. Hun fandt ud af at han lå helt på tværs af maven, med hovedet i min højre side. Men hun kunne stadig ikke høre noget lille “futtog”. Så hun bestilte en læge til at komme med et scannings-apparat. Endnu troede vi at alt var OK for ved sidste lægeundersøgelse havde lægen også lidt svært ved at finde hjertelyden, men fandt den dog efter nogen tid.

Lægen kom og jeg blev scannet. Imens jeg lå der og blev scannet, lå jeg og tænkte på at det kunne være dejligt med et billede, – når vi nu var der alligevel. Jeg blev enig med mig selv om at jeg ville spørge lægen om det var muligt at få et billede, lige så snart hun havde sagt at alt var som det skulle være, og at bettefisen bare lå og sov så sødt, – for der var jo ingen grund til at forstyrre hende….Men hun sagde bare aldrig det jeg forventede!!

Jeg så op på Frederik som stod ved siden af briksen og holdt mig i hånden. Han kiggede bekymret ned på mig. Jeg forsøgte at smile til ham, for der var jo ikke noget at bekymre sig for…!!

Jeg følte at scanningen tog en evighed og jeg glemmer aldrig lægen og jordemoderens mere og mere alvorlige ansigtsudtryk under scanningen.
Selvom jeg stadig havde håbet om at alt var i orden, kunne jeg jo godt se på dem at det var det absolut ikke. Og alt håb brast da lægen ganske stille sagde: ”Der er godt nok ikke noget hjerte der blinker, – der er ingen liv”. Det var jo ikke DET hun skulle have sagt!!!!!!

VORES LILLE SØN VAR DØD..!!!!!!!!

Hele vores verden styrtede sammen og gik i sort. Alle drømme, forventninger og håb brast i samme sekund. Tæppet blev fuldstændigt hevet væk under os.
Det kan ikke være rigtigt! Sådan noget sker da ikke bare! Det kan da ikke ske for OS!!
Det er jo ikke engang noget der ”sker for naboen” eller for nogen man kender. Det sker da ikke herhjemme sådan noget. Det er noget man ser om i fjernsynet fra fremmede lande! Det er da slet ikke noget der sker for OS!!!!

Jeg brød fuldstændigt sammen og ænsede slet ikke at der kom en anden læge og scannede mig også. Det er åbenbart procedure at der skal to til at stille diagnosen…..DØD!

Jeg lå bare og hulkede på briksen og kiggede chokeret og forvirret rundt fra den ene til den anden og spurgte dem alle om det virkelig var rigtigt?? Men de svarede mig ikke rigtigt syntes jeg. Det eneste jeg fik var et bundt servietter. Jeg kan huske at jeg tænkte at dem skal jeg da ikke bruge, for lige om lidt så siger de at de havde taget fejl og så er alt OK igen.

Jeg kiggede over på Frederik, som nu sad ned ved siden af briksen og holdt mig i hånden. Han sad bare og stirrede ned i gulvet mens han rystede lige så stille på hovedet. ”Ikke vores bettefisen” sagde han stille, ”ikke vores bettefisen”. Først da, tror jeg, at det gik op for mig at det var sandt. Og så væltede det hele, – alle følelserne, angsten og smerten bare ind over mig.

Vi kommer aldrig til at se vores lille søns glade smil, vi kommer aldrig til at se hans øjne, vi kommer aldrig til at mærke hans små buttede arme om vores hals, vi kommer aldrig til at høre ham sige Mor og Far. Alle drømmene var knust. Alt var slut nu…………….

Jordemoderen og lægerne sagde at de ville lade os være lidt alene, så de gav os begge et knus og gik ud. Vi satte os på briksen og holdt grædende om hinanden. Hvor længe ved jeg ikke. Efter et stykke tid kom en laborant og tog en masse blodprøver. Vi sad bare og stirrede tomt ud i luften nu. Det var som om følelserne var lammet. Som om det bare var en ond drøm og vi ville vågne lige om lidt, – men det gjorde vi bare ikke. Mareridtet blev ved og ved.

Da laboranten var gået kom jordemoderen Kirsten Toft ind igen sammen med en anden jordemoder og en jordemoderstuderende. De satte sig alle tre overfor os og begyndte at forklare os en masse ting. Jeg husker dårligt hvad de sagde, men det var vist noget om hvad der skulle ske nu og om vi ville have ham obduceret. Vi sagde at med mindre det var synligt hvad han var død af, så ville vi gerne have ham obduceret. For vi ville jo gerne have en forklaring på hvordan det kunne ske. Kunne vi ikke få en forklaring så virkede det da totalt meningsløst. De fortalte os at man ved en obduktion måske kunne finde en forklaring, men at det faktisk var sjældent at man kunne. I det tilfælde ville det blive betegnet som vuggedød. Men de pointerede overfor os at det var intet vi havde gjort, som kunne have været årsagen til Emils død.
Vi havde ikke gjort noget forkert.
Det ændrede dog ikke på det faktum at jeg i dagene der fulgte kom til at hade mig selv og den krop som slog mit lille barn ihjel…sådan følte jeg det i hvert fald.

Vi fik et lille hæfte der hed ”Når et lille barn dør”. Jeg kunne slet ikke forholde mig til det, for det var så uvirkeligt det hele. Jeg har dog efterfølgende haft meget glæde af det hæfte, for der stod en masse nyttige ting om hvad man skulle i forbindelse med begravelsen.

Vi blev spurgt om vi ville blive på fødegangen og få fødslen sat i gang med det samme, eller om vi ville tage hjem og komme igen næste morgen. Vi valgte det sidste for vi ville gerne hjem og være lidt alene og fortælle vores andre børn hvad der var sket.

Så vi tog hjem og fik fortalt den dårlige nyhed. De blev da kede af det, men nok mest på vores vegne, for de havde, forståeligt nok, lidt svært ved at forholde sig til det. De har jo ikke haft de samme drømme og forventninger om det lille nye barn som vi havde. De havde jo bare set at min mave voksede og vidste at de skulle have en ny lillebror til sommer. De havde jo ikke nået at få nogen følelser for det lille barn.

Da vi kom i seng om aftenen kunne jeg ikke sige mig helt fri for at håbe på et lillebitte spark derinde fra, for sådan plejede det jo at være. Det var næsten altid når jeg kom i seng at han begyndte at røre på sig. Men maven var bare helt slap. Ingen plukveer, ingen sammentrækninger når jeg vendte mig rundt…..ingenting. Vi fik ikke sovet meget den nat.

Søndag den 2. Maj 2004

Da jeg vågnede næste morgen var Frederik stået op. Det varede lidt før jeg fattede at det var altså ingen drøm…det var virkeligt det her. Frederik hørte at jeg var ved at stå op og kom ind til mig. Vi stod bare og holdt om hinanden og græd uden at sige noget.

Vi tog ind på fødegangen ved 9-tiden. På vej derind sad jeg bare og stirrede tomt ud af vinduet. Jeg så på alle de mennesker der gik på gaden. Der var strålende solskin og mange så så glade ud. Jeg kan huske at jeg tænkte hvordan de kunne være så glade efter det der var sket. Men det havde naturligvis ikke noget med dem at gøre, – det var VORES verden der var styrtet sammen…ikke deres.

I samme sekund vi gik ind ad døren til sygehuset begyndte kirkeklokkerne, ved den nærliggende kirke, at ringe. Det føltes helt højtideligt. Vi kom op på fødegangen og gik ind i venteværelset hvor der sad en der også var højgravid, sammen med sin mor, tror jeg. De sad glade og snakkede sammen om at det nok blev i dag, og at det sikkert var en dreng og sådan nogen ting.

Vi ringede på klokken efter en sygeplejerske og hun kom og spurgte om vi havde haft ringet derind og om jeg havde vandrejournalen med. Det svarede jeg ”ja” til og begyndte at fumle med lynlåsen på min taske, men måtte opgive da jeg begyndte at græde. Sygeplejersken sagde at nu vidste hun godt hvem vi var, og førte os ned på fødestuen.

Bagefter fik jeg det dog helt dårligt ved tanken om at jeg da sikkert havde skræmt dem ved at jeg stod og græd. Det var jo ikke meningen at jeg ville slå skår i glæden for dem, men det var simpelthen for hårdt at se at de sad der og snakkede så glade og forventningsfulde, når mit hjerte var flået i tusind stykker og jeg stod der med vores lille dreng i maven som var DØD!!!

Nede på fødestuen fik jeg en stikpille som skulle sætte fødslen i gang. Jeg skulle blive liggende en times tid efter. Vi fik at vide at der kunne gå op til flere dage før der skete noget, og vi kunne vælge om vi ville blive på fødegangen og vente eller om vi ville tage hjem ind imellem og komme igen seks timer efter. Vi valgte at tage hjem og komme igen om eftermiddagen, hvor jeg fik en stikpille mere.
Sådan gik søndagen og mandagen med, uden at der skete noget som helst

Mandag den 3. Maj 2004

Det var ikke særligt sjovt for nogen af os at skulle ringe til arbejdet og fortælle hvad der var sket, og at vi gik på barsel nu. Der var jo en masse ting som vi ikke havde nået at få afsluttet, for vi troede jo at vi havde en måneds tid endnu. Men vi fik det da gjort og der blev da også vist stor forståelse og medfølelse.

Vi var enige om at vi ville gøre alting selv i forbindelse med begravelsen, for det var jo det eneste vi nogensinde ville få lov til at gøre for vores lille søn. Så vi valgte at bruge ventetiden på at få ordnet så mange praktiske ting i forbindelse med begravelsen som vi nu kunne. For når først han var født ville vi bruge al vores tid på ham.

Så vi fik ringet til præsten og fortalte hvordan landet lå. Vi aftalte at vi gerne ville holde begravelsen om Lørdagen den 8. Maj, – hvis altså jeg havde født inden da. Vi tog ned på kirkegården og fik en god snak med Per den rare graver og fik valgt et fint gravsted hvor solen skinnede hele dagen, og vi fik bestilt en lille kiste hos en bedemand som graveren kendte.

Vi skulle også pludselig, i en fart, have valgt et navn til ham. Vi havde godt nok snakket navne, men var ikke nået til noget bestemt. Vi troede jo at vi havde masser af tid. Jeg var meget i vildrede om hvilket navn han skulle have, men jeg vidste at Frederik var vild med Emil, så jeg sagde til ham at jeg synes bettefisen skulle hedde Emil. Det blev han meget glad for og det er jeg også selv nu….Han kan slet ikke hedde andet !!

Tirsdag den 4. Maj 2004

Da der endnu ikke var noget tegn til nogen ting om Tirsdagen spurgte jeg om der ikke var andet man kunne gøre, for det var altså svært at gå med sit døde barn i maven og bare vente på at veerne skulle komme.

Det var egentlig meget ambivalent, for med fornuften ville jeg gerne have ham ud så hurtigt som muligt, så vi kunne nå at få ham at se mens han stadig var fin, men med hjertet ville jeg helst at han skulle blive hvor han var, for det var som om, at så længe han var derinde, så var alt godt og intet ondt kunne ske ham.

Vi spurgte om hvad det gjorde ved ham at der gik så lang tid inden han blev født. De forklarede os at det eneste der kunne være var at hans hud ville se tør ud og skalle af på armene og sådan noget, og at huden ville være meget tynd og skrøbelig.

De sagde at det eneste andet de kunne gøre var at prøve med noget gelé som skulle virke bedre en stikpillerne, så det fik jeg tirsdag formiddag. Det virkede bedre, for da vi kom hjem lige før middag, begyndte veerne så småt at komme med 10-15 minutter imellem.

Vi tog ind på fødegangen igen om eftermiddagen, som sædvanlig, hvor jeg fik en dosis mere.
Vi fortalte at veerne så småt var begyndt og at Frederik var lidt bekymret for at vi tog  hjem igen, men de syntes ikke at der var nogen grund til at vi skulle blive……endnu. Så vi tog hjem sidst på eftermiddagen.

Veerne tog til og ved 20-tiden var der kun ca. 3 minutter imellem, så jeg ringede derind og vi aftalte at vi skulle komme derind igen. Veerne tog yderligere til og ved 22-tiden kom de næsten oveni hinanden.

Jordemoderen gav mig en smertestillende indsprøjtning og sagde at vi skulle prøve at få sovet lidt. Den tog dog næsten ingen smerter, men gjorde mig bare ør i hovedet.
Frederik fik en gæsteseng ind som blev stillet ved siden af min. Han lagde sig og jeg tror at han fik sovet en lille smule, men han vågnede hurtigt igen da han kunne høre at jeg ikke havde det godt.

Natten til onsdag den 5. Maj 2004

Klokken var nu passeret midnat og vi syntes nu at det var på tide at ringe efter jordemoderen. Det var den samme jordemoder ( Kirsten Toft ) som havde undersøgt mig den første dag vi kom, altså hende som fandt ud af at Emil var død. Det syntes vi var dejligt, at det var hende der også skulle afslutte det. Det sagde jeg til hende og det blev hun glad for at høre.
Hun undersøgte mig og sagde at jeg ikke var helt klar endnu, så hun ville lige gå ud og ordne noget papirarbejde.

Jeg spurgte Frederik om han ikke ville ud og tage sig en smøg inden det rigtigt gik igang, – for der var jo ikke meget han kunne gøre lige nu alligevel. Det ville han gerne, så han gik men kom dog hurtigt igen. Der var begyndt at regne udenfor så han var helt våd da han kom ind igen, og jeg fik helt ondt af ham at han havde stået helt alene derude i mørket og regnen med al sin bekymring, smerte og skyldfølelse. Han havde flere gange sagt at han følte det var hans skyld at vi var kommet i denne situation, fordi det var ham der fra starten så gerne ville have et barn. Og at han ville ønske at han kunne gå igennem det for mig….
Min kære, kære mand… intet kunne være længere væk fra sandheden. Det var min beslutning alene og IKKE noget han havde presset mig til, jeg ønskede og elskede det her lille barn lige så meget som han.
Men jeg tror at den skyldfølelse han havde overfor mig, – oveni alt det andet, gjorde at han mange gange havde det værre… eller i hvert fald lige så slemt som jeg over det der var sket.

Jordemoderen gik lidt fra og til, men da klokken havde passeret 01.00 blev hun hos os. Hun spurgte om jeg ville have ham op på maven når han var født, men det kunne jeg ikke rigtigt afgøre på det tidspunkt, for jeg var bange for hvordan han ville se ud, efter at have været død i 5 dage. Jeg ville gerne vente og høre hvad Frederik sagde når Emil var født.

Hun undersøgte mig igen og sagde at jeg nu havde åbnet mig 3½ cm, så hun ville prøve at prikke hul på fostervandet. Det var åbenbart ikke så nemt for fosterhinden var meget sej, sagde hun, så hun ville lige vente til der kom en ve igen. Kl. 01.30 fik hun prikket hul på vandet og der stod bare en skylle ud. Selv  jordemoderen var overrasket over så meget vand der var.

Jeg blev meget glad for der var så meget vand, for det havde bekymret mig en del. Jeg havde tænkt på om der mon havde været for lidt fostervand eller om det måske var gået eller sevet lige så stille uden jeg havde bemærket det, og at det måske var derfor Emil var død. Hvis det var gået sådan for sig ville jeg have følt at jeg var skyld i hans død, så jeg var glad for at det ikke var tilfældet.

Nu tog veerne rigtigt til og der var slet ingen pause imellem. Efter ca. 5 minutter kunne jeg mærke at jeg begyndte at føle trang til at presse. Det sagde jeg til jordmoderen og hun svarede at det skulle jeg bare gøre næste gang. Der kom hurtigt en lille pressevé igen. Jeg sagde til jordemoderen: ”Nu kommer han altså”. Hun mærkede efter og sagde at det havde jeg fuldstændig ret i. Jordemoderen og sygehjælperen skyndte sig at skifte det våde underlag.

De var lige blevet færdige da næste presseve kom, og denne gang var der mere pres på, så Emil kom hurtigt ud. Han kom ud med numsen først. Jordemoderen bad mig presse lidt mere så hovedet kunne komme ud, og det gjorde jeg så.

Klokken 01.44 natten til onsdag den 5. Maj 2004 kom vores lille Emil til verden, kun et kvarter efter at fostervandet var gået. Sammen med Emil kom der endnu en stor skylle fostervand, så der havde været rigeligt.

I samme sekund han var født tog Frederik et billede af ham.
”Åh, så lille han er” sagde Frederik ” Vil du ikke se ham? Han er bare så sød !!”
Da han havde sagt det turde jeg selvfølgelig godt at få ham op på maven.
Så jeg fik ham op lige så snart jordemoderen havde klippet navlestrengen over.

Hvor var han bare dejlig!!! Den yndigste lille dreng med det tætteste sorte hår, ti små fingre og ti små nuttede tæer, – som bittesmå ærter på rad.
Han var bare det smukkeste barn i verden og der var ingen tvivl om hvem han lignede….han var sin fars udtrykte billede, – ganske som jeg havde håbet.

Han var noget blålig i panden og på mavsen, men ikke mere end andre nyfødte børn, og så var han næsten helt hvid på snusen og omkring munden. Det så så sødt ud. Han lignede næsten en lille kattekilling.

Jordemoderen sagde til os at hun ville lade os være alene og så skulle vi bare ringe når vi var klar til at hun måtte undersøge ham, måle og veje ham og tage hånd- og fodaftryk.
Vi kunne slet ikke få nok af at se på ham. Lige på det tidspunkt tror jeg næsten vi var lykkelige. Vi tænkte slet ikke på at han ikke levede. Han var bare vores vidunderlige lille dreng, og vi var nøjagtig lige så stolte af ham som alle andre forældre er over deres nyfødte børn. Og vi elskede ham lige så højt. Vi havde, og har stadig den samme følelse af at hjertet er ved at flyde over af kærlighed til dette lille bitte barn.
Vi elskede ham fra første sekund så det gjorde helt ondt.

Efter at have beundret vores lille vidunder en time eller to, og efter at have taget en masse billeder, ringede vi efter jordemoderen så hun kunne undersøge ham.

Hun kom og undersøgte ham og sagde at der var ingenting at se på ham. Han var bare helt perfekt. Frederik sagde smilende til hende at det vidste vi godt for vi havde selv undersøgt ham fra top til tå.
” Ja, det har I jo nok” sagde hun og smilte igen. Hun målte og vejede ham: 38 cm og 1040 gram, 25 cm om mavsen og 26 cm om hovedet. Hun gik med ham et øjeblik for at tage hånd- og fodaftryk af ham, og det blev også så fint. Bittesmå blå aftryk af begge hænder og fødder på et stykke hvidt stof. Hans lille fod var på størrelse med min tommeltot, – 5,2 cm for at være helt præcis.

Vi blev spurgt om vi selv ville give ham tøj på. Frederik havde godt nok, som udgangspunkt, sagt at han gerne ville give ham tøj på, men da vi kunne se hvor skrøbelig hans hud var, turde han ikke alligevel. Han var jo selvfølgelig bange for at gøre skade på den lille mand. Hans hud var som det fineste, tyndeste silke og
ligeså blød. Den kunne så nemt gå i stykker på hænderne og armene især.

Vi kunne med det samme se at det tøj vi havde taget med i str. 56 var alt for stort til ham, så sygehjælperen gik op på Neonatal-afd. ( Afd. for for tidligt fødte børn ) og kom tilbage med noget lillebitte tøj som jordemoderen gav ham på. Det passede ham præcist og han var bare så fin så fin.

( Huen han fik på fik vi senere lov til at få med hjem. Det var så dejligt for den dufter stadig af Emil. )

Vi turde næsten ikke røre ved ham mere efter vi havde set hvor skrøbelig han var, men vi slugte ham med øjnene og kælede ganske forsigtigt for hans kinder og hår.
Han lå så fint i vuggen, han lignede bare et hvilken som helst andet lille nyfødt barn der lå og sov.

Jeg lå bare og kiggede på ham og forventede næsten at lige om lidt så ville han vågne og ligge og misse med øjnene og kigge rundt på den store verden uden for mors mave. Men det gjorde han bare aldrig………..

Hen ad ved 5 – tiden bestemte vi os for at vi ville prøve at få sovet lidt, og vi faldt begge hurtigt i søvn, men sov dog ikke mere end et par timer.

Der var fuldmåne den nat lille Emil kom til verden og selvom der var overskyet kunne man ind imellem se den store blege måne titte frem imellem skyerne.
Kort før Emil blev født, begyndte det at regne, lyne og tordne udenfor, og efter han var født var der igen roligt.
Det har undret os mange gange hvor perfekt vejret har passet til de forskellige situationer og sindsstemninger igennem hele forløbet, – både før, under og efter fødslen. Man skulle næsten tro at det var iscenesat og at manuskriptet blev fulgt til punkt og prikke.

Onsdag den 5. Maj 2004

Ved 7- tiden vågnede vi igen. Vi gjorde ikke ret meget andet den morgen og formiddag end at beundre vores lille dreng og snakke og græde ind imellem.

Der kom en læge som bare lige skulle se lille Emil. Det var hende der skulle skrive hans dødsattest.

Senere kom der en jordemoder ind og snakkede med os og vi spurgte hende om hun ville være sød at klippe lidt af hans fine hår af som vi ville gemme, for vi turde ikke rigtigt selv. Vi var jo stadig meget bange for at komme til at gøre ham ondt. Det ville hun gerne. Hun hentede en saks og et stykke hvidt karton som vi satte det fast på.
Mens hun klippede lidt af hans hår af stod hun og snakkede med ham og kaldte ham ved navn, som om hun beroligede ham. Det varmede virkeligt at hun gjorde det, for det viste ligesom at hun også accepterede ham som et rigtigt lille menneske og ikke ”bare” et dødt barn.

Vi kunne se på den måde hun tog fat omkring hans lille hoved, at hans hud i ansigtet slet ikke var så skrøbelig som den var på armene og benene. Det var dejligt at se, for så turde vi også selv bedre at røre hans ansigt.

Vi spurgte hvor længe vi måtte blive hos ham og fik at vide at vi i princippet måtte blive så længe vi ville, for det var vigtigt at vi fik sagt ordentligt farvel til ham. Men vi skulle bare også lige tænke på at han jo var død og at det derfor ikke var så godt at han lå der i varmen. Jordemoderen foreslog at vi kunne gøre det køligt på stuen ved at åbne vinduet, men det hjalp jo bare ikke meget når der nu var lunt udenfor.

Vi havde jo valgt at han så vidt muligt, skulle begraves om lørdagen ( hvorfor vi lige havde sat os det for ved jeg ikke ). Om fredagen var der St. Bededag så da blev der ikke lavet noget og der skulle jo også være tid til at han kunne blive obduceret.
Det hele virkede lige pludselig så hektisk og vi syntes der var så mange ting der skulle ordnes inden begravelsen, og skulle tidsplanen holde, så havde vi ikke ret meget tid at løbe på.
Så sidst på formiddagen valgte vi at sige på gensyn til vores lille dreng og tage hjem.

Da vi kom udenfor sygehuset så vi at det regnede en lille smule og da vi begyndte at gå fra sygehuset begyndte kirkeklokkerne at ringe. Det passede så godt til vores sindsstemning. Det virkede helt symbolsk eller nærmest religiøst at den første dag vi kom til sygehuset, efter vi havde fået at vide at Emil var død, da skinnede solen og kirkeklokkerne begyndte at ringe idet vi trådte ind ad døren. Og da vi forlod sygehuset
for sidste gang da regnede det og kirkeklokkerne begyndte igen at ringe da vi gik væk fra sygehuset.

Inden jeg helt forlader tiden på Fødegangen på Aalborg Sygehus vil jeg gerne lige sige et par ord om personalet der.

Den hjertevarme, medfølelse, tålmodighed og hjælpsomhed vi igennem hele forløbet har mødt hos både jordemødre, læger, sygeplejersker og sygehjælpere den skal man lede længe efter ude i samfundet.

Den første dag jeg ringede der ind med vores bekymring, følte jeg mig faktisk lidt dum og pylret, men det havde jeg slet ikke behøvet. Vores bekymring blev, mod forventning, lige fra starten taget alvorligt. ( Med god grund viste det sig jo desværre ).

Vi fik vores egen stue som lå lidt afsides, og den var reserveret til os. Vi kunne komme og gå når som helst vi ville, døgnet rundt, – bare vi lige gav besked.

Der var ingen der på noget tidspunkt havde travlt. De blev hos os på stuen lige så længe som vi havde behov for, – og mere til. Der var specielt éen jordemoder; Grethe på næsten 70 år, hun havde været jordemoder i 40 år, så hos hende følte man sig virkelig i gode hænder. Hun forstod at snakke med os og berolige os så det hele føltes mere trygt. Den aften hvor veerne rigtigt var taget til sad hun hos os i flere timer og masserede min lænd i lang tid mens jeg forsøgte at sove. Alene det at hun sad der, det var rart.

Generelt fik vi al den tid vi havde brug for til at snakke og stille hundredevis af spørgsmål. Kendte de, en sjælden gang, ikke lige svaret, undersøgte de det med det samme og der gik kun nogle få minutter før de havde fundet det.

Dette var lige et lille sidespring, men som Frederik og jeg også efterfølgende har været helt enige om, så var hver og en af alle dem vi var i kontakt med på fødegangen fuldt ud berettiget til Månedens Buket fra Lægens bord.