Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Onsdag den 5. Maj 2004

Der var så mange ting der skulle ordnes og så mange mennesker der skulle ringes til, men det gjorde ikke noget, for vi havde jo selv valgt at vi ville gøre alting selv, for det var jo det eneste vi nogensinde får lov til at gøre for vores lille Emil.
Så det føltes rigtigt at få lov til at gøre den lille smule for ham.

Vi kom hjem fra sygehuset og fik ringet til præsten og aftalte at vi skulle komme næste formiddag og få sat de nærmere detaljer på plads i forbindelse med begravelsen og få afleveret de papirer han skulle bruge for at lave dødsanmeldelsen.

Vi fik ringet til kapellet og aftalte at vi skulle komme næste dag, torsdag, kl. 12.30 og hente vores lille Emil og vi ringede til bedemanden og sagde at vi kom for at hente hans lille kiste kl. 12.

Derefter ringede vi til fødegangen og bad dem sørge for at obduktionen blev færdig så han kunne være i kapellet senest 12.30.

Da vi havde fået de ting klaret, bestemte vi os for at vi ville prøve at finde noget tøj der passede vores lille dreng bedre end det vi havde købt. Vi var i to forskellige babytøjsforretninger uden at finde noget der var enten småt nok eller pænt nok, så vi tog i TOYS R US for at finde noget tøj der. Mens vi gik og kiggede efter tøj begyndte jeg at få nogle grimme efterveer, men jeg ville ikke hjem før vi havde fundet noget til ham. Vi fandt da også til sidst noget fint tøj som passede til en 40 cm drengedukke.

Om aftenen da vi sad i stuen kiggede jeg på et tidspunkt ud af vinduet og så at solen var ved at gå ned. Det var så smuk en solnedgang der var på lille Emils fødselsdag. Solen var så stor og fuldstændig rød. Da bestemte jeg mig for at hvis det kunne lade sig gøre så ville jeg meget gerne have spillet ”Solen er så rød mor” ved begravelsen, når Frederik bar kisten ud af kirken. Det er den godnatsang jeg har brugt til de andre børn, og jeg havde glædet mig til også at skulle synge den for lille Emil, men når det nu ikke kunne blive sådan, så skulle han i hvert fald ha’ den spillet til begravelsen.

Det er en god dato lille Emil har fået som sin fødselsdag…den 5. Maj…Danmarks befrielse. Der vil for altid i fremtiden overalt blive flaget på hans fødselsdag. Det er bare så synd at han ikke får lov til at opleve det. Men for os vil det altid være Emil der bliver flaget for på denne dag.

Vi havde kun sovet nogle få urolige timer hver nat siden vi fik beskeden om at Emil var død, så det var indtil denne dag 4 nætter med næsten ingen søvn, men der var ingen af os der følte os trætte. Jeg ved ikke hvor kræfterne kom fra, men jeg er glad for at vi åbenbart kunne finde dem et eller andet sted.

Ligesom de andre aftner havde vi også denne aften svært ved at falde i søvn. Jeg var jo begyndt at få efterveer og lå derfor noget uroligt, så Frederik kunne jo heller ikke sove. Han hentede Panodiler til mig og en varmepude, men det hjalp ikke så meget. Jeg bestemte mig derfor til at stå op igen og lægge mig ind i stuen, så han i det mindste kunne få sovet lidt.

Mens jeg lå derinde uden at kunne falde i søvn på grund af smerter begyndte det hele pludselig at vælte ind over mig igen.
Det var nu ca. et døgn efter jeg havde født vores lille søn, og jeg manglede ham bare SÅ meget….!!!!. Hver eneste lille fiber i hele min krop og mit sind nærmest skreg efter ham, og det føltes igen som om hjertet var ved at blive flået og hevet ud af kroppen i tusind stykker og mit hoved var ved at sprænges. Jeg havde lyst til at skrige al min længsel, smerte, sorg og fortvivlelse ud i natten

Det gjorde fysisk ondt……og det var ikke kun på grund af efterveerne. Smerten i hjertet gjorde langt, langt mere ondt. Jeg ville have ham tilbage NU !!! Og kunne jeg ikke få ham tilbage så ville jeg være hos ham, jeg ville bare DØ!! Jeg ville være hos ham!!
HAN ER MIT LILLE BARN OG JEG SKAL VÆRE HOS HAM !!!!!!

Samtidig med at jeg havde disse tanker og ikke kunne slippe dem, så skræmte de mig også. Jeg blev helt bange for mig selv og bange for hvad jeg kunne finde på at gøre. Så efter at jeg havde siddet derinde i stuen et stykke tid og hulket og grædt hjertet ud af kroppen, så gik jeg ind til Frederik i soveværelset igen og vækkede ham. Jeg turde simpelthen ikke være alene med mig selv.

Frederik var, som altid, en stor hjælp og støtte.

( Den mand er GULD værd!!! Vidste jeg det ikke før, så ved jeg det i hvert fald nu. Jeg har i hele det her forløb lagt mærke til at jeg er blevet mere og mere glad for Frederik. Ikke at jeg ikke elskede ham før, – det gjorde jeg. Men alt det her har nærmest fået mig til at blive helt nyforelsket igen. Havde jeg ikke haft ham så ved jeg slet ikke hvordan jeg skulle have klaret det. Jeg tror bare jeg ville have havde ligget under dynen og grædt hele tiden….eller måske gjort noget der var endnu værre…. )

Dette var lige en lille sidebemærkning, men jeg syntes det skulle med for det har han ærligt fortjent min dejlige mand.

Frederik troede først at det kun var på grund af efterveerne at jeg var sådan ude af flippen, og hentede igen Panodiler og varmepude til mig. Men da han fandt ud af at det mere var noget andet der var galt så lå han bare og holdt om mig, snakkede trøstende til mig, vuggede mig lige så stille, aede mit hår og tørrede mine tårer. Jeg følte mig som et lille barn der søgte trøst, og det var vist også det jeg havde brug for. Efter at have ligget sådan i lang tid, og efter endnu flere tårer, faldt vi sidst på natten, endelig i søvn.

Torsdag den 6. Maj og Fredag den 7. Maj 2004

Klokken 10 næste formiddag mødtes vi med præsten og fik aftalt hvordan højtideligheden i kirken skulle foregå og hvilke sange der skulle synges og spilles.

Præsten ringede til graveren og aftalte med ham at vi kunne låne en nøgle til kapellet når vi kom med Emil om eftermiddagen. Det var rigtig dejligt for så kunne vi komme og gå som vi ville de sidste 2 dage inden begravelsen og få sagt rigtigt farvel til vores lille dreng, hvilket vi jo ikke ellers ville have kunnet da der var helligdag dagen efter og alting var lukket.

Da vi havde været hos præsten tog vi over til blomsterhandleren og fik bestilt blomsterne til begravelsen.

Derefter tog vi ind til bedemanden og hentede den lille kiste, – hvor var den dog lille!!! Vi kunne godt se at der slet ikke kunne blive plads til alt det han skulle have haft med sig….Ikke engang dynen kunne der være plads til. Vi håbede at de på sygehus-kapellet kunne finde en løsning på det.

Vi tog ind til kapellet med kisten, hans lillebitte tøj og sengetøjet vi havde taget med. De spurgte om vi selv ville give ham tøjet på, men vi svarede at det ville vi gerne at de gjorde, for det første fordi Emil var blevet obduceret og det ville vi ikke så gerne se, men også fordi hans lille hud var så skrøbelig og vi ville aldrig kunne tilgive os selv hvis vi kom til at skade ham på nogen måde. Så vi sad udenfor og ventede imens de gjorde Emil fin.

Lidt efter kom ham som havde gjort ham i stand ud med dynen igen og sagde at den kunne der godt nok ikke blive plads til, men han havde brugt puden som dyne i stedet for, og det var selvfølgelig også i orden.

Vi blev vist ind til Emil…og dér lå han så vores dejlige lille dukkebarn i sin lillebitte kiste og med det fine dukketøj på. Hvor var han dog bare sød og dejlig!!!
Det var slet ikke til at bære at en lille dreng så smuk og fin ikke skulle have lov til at leve!!
Jeg havde frygtet lidt hvordan han ville se ud denne dag, og om jeg mon turde røre ved ham, – for han var jo sikkert kold nu. Men det havde jeg slet ikke behøvet være bange for, for den blålige farve han havde i ansigtet lige efter fødslen, den var væk nu, og han var bare så fin og nærmest gylden i huden. Så da jeg så ham ligge der så sød og dejlig, så kunne jeg slet ikke lade være at røre ved ham.
Han var jo selvfølgelig kold men det var ikke på nogen måde ubehageligt…… tværtimod!
Det var bare SÅ dejligt!!

Nu kunne det kun gå for langsomt med at få ham hjem…eller NÆSTEN hjem: Nemlig til kapellet ved kirken som ligger tæt på hvor vi bor.

Vi fik lukket kisten og Frederik bar den ud i bilen som var parkeret lige ved porten ind til sygehuskapellet. Jeg sad på bagsædet hos Emil og passede på ham mens Frederik kørte. Han kørte meget forsigtigt og langsomt, – med stor værdighed blev lille Emil kørt til kapellet.

Det var pragtfuldt at have ham næsten hjemme, for nu kunne vi de næste par dage være hos ham hele tiden hvis vi ville. Eller vi kunne køre lidt frem og tilbage, – det tog ikke mere end et par minutter at køre derhen.

Vi ringede rundt til et par stykker i vores familier og fortalte at nu havde vi fået vores lille Emil ”næsten hjem”. Så om eftermiddagen mødtes vi ved kapellet med Frederiks mor og datter, mine forældre og to af mine søstre, – den ene med mand og deres to børn på 4 og 5 år. Min søsters mand havde været lidt betænkelig ved at tage deres børn med, – om de mon ville blive skræmte ved at se et dødt lille barn, men min søster havde sagt til ham at hvis Irene siger Emil er pæn, jamen så ER han pæn, og det gav de os bestemt også ret i da de havde set ham. De to børn tog det da også som noget ganske naturligt og vinkede smilende farvel til deres lille fætter Emil da de gik igen.

Det var dejligt at få lov til at vise vores lille Emil frem, vi var revnefærdige af stolthed over denne smukke lille dreng – lige så stolte som alle andre forældre er over deres nyfødte børn. Og det varmede at høre at de syntes han var ligeså sød og dejlig som vi gjorde. Frederiks mor kunne næsten ikke holde fingrene fra ham, hun sagde at det var fuldstændig som at se Frederik da han var lille og hun kunne næsten ikke holde ud at hun ikke måtte tage ham op.

I løbet af de 2 dage på kapellet har vi taget omkring 200 billeder af ham….men lige meget hvor mange vi tog, så var det slet ikke nok…. VI kunne ikke få nok.

De 2 dage ville vi ikke have undværet for alt det guld der findes i verden, for vi følte at vi i løbet af disse to dage lærte vores lille søn at kende, – hver eneste lille detalje ved ham blev studeret og hans søde lille ansigt vil for evigt være mejslet ind i vores hukommelse og i vores hjerter.

Det var så dejligt igen at få lov til at røre ved ham, kæle for ham, kysse ham og fortælle ham igen og igen hvor højt vi elsker ham. Men hvor var det hjerteskærende at vi ikke kunne tage ham op. Det rev og flåede i hjertet at se ham ligge der, når vi nu så gerne ville tage ham op og holde ham tæt, tæt ind til os. Men vi var jo så bange for at gøre ham ondt.

Jeg kan stadig mærke hvordan hans søde små hænder føltes….så silkebløde de var. Og de bittesmå fingre og tæerne der sad som ærter på rad. Og jeg kan stadig mærke følelsen af at kysse hans søde lille mund….så blød og kølig som det fineste, tyndeste silke i verden. Jeg håber aldrig jeg glemmer denne følelse.

Han var den dejligste i verden og hjertet flød fuldstændigt over af kærlighed til dette lille menneske og sorg over at vi ikke fik lov til at beholde ham.

Da jeg på et tidspunkt sad og kælede for hans fine lille kind og snakkede med ham, faldt en tåre ned på hans pande. Jeg blev så ked af det og skyndte mig at tørre den væk. Men Frederik sagde til mig at lille Emil gerne måtte få sin mors tårer med sig så han vidste hvor højt elsket og savnet han er.

Og det er også rigtig, – vi elsker vores lille Emil og vi ville kunne bade ham i alle de tårer vi har grædt for ham…og vil komme til at græde for ham i mange år fremover, – ja, for evigt og altid.

Men vi havde ham lidt endnu…vi havde indtil om lørdagen hvor han skulle begraves og vi frygtede for det øjeblik hvor vi skulle lukke hans lille kiste for allersidste gang og vi aldrig, aldrig mere ville kunne røre ham og kysse ham.