Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Begravelsen 8. Maj 2004

Så oprandt den frygtede dag…dagen hvor vi skulle begrave vores lille søn. Det var præcis en uge efter vi havde fået den besked som er alle forældres største frygt…at vores lille barn ikke levede mere.

Men nu måtte vi prøve at komme igennem dagen så godt vi nu kunne, og det blev da også en smuk og værdig begravelse han fik, vores lille Emil.

Begravelsen skulle være kl. 11, men vi havde bestemt os for at tage ned til Emil i god tid før, så vi kunne nå at få lagt de ting i kisten som han skulle have med sig og så vi kunne få sagt ordentligt farvel til ham.

Da vi kom ned til kirken så vi at flaget allerede var hejst, – på halv. Det rørte os dybt at se at der blev flaget for vores lille dreng. Og de blomster der allerede var kommet var også blevet lagt så fint i kirken.

Vi gik ind i kapellet til Emil og jeg kunne mærke at det gav et sug i maven og halsen snørrede sig sammen. For nu var det for allersidste gang vi skulle se vores lille dreng.

Lille Emil var selvfølgelig lige så smuk og dejlig som dagen før og det var så dejligt at se ham igen. Det undrede os lidt at han ændrede sig så lidt som han gjorde, men det var jo kun dejligt.

Med hjertet havde jeg allermest lyst til at tage Emil op til mig, knuge ham tæt ind til mig og løbe langt, langt væk med ham, så INGEN kunne komme og tage ham fra mig. Men med fornuften vidste jeg jo godt at det kunne jeg ikke.

Jeg kunne kun røre ved ham, kæle for ham og kysse ham…..lidt endnu.

Jeg sang to vuggeviser for lille Emil lige før kisten skulle lukkes. Den ene var “Du er min øjesten” og den anden var “Solen er så rød mor”. Det var godt nok ikke så nemt at synge med rystende stemme og tårerne silende ned ad kinderne, men jeg havde sådan glædet mig til at skulle synge godnatsange for ham når han blev født, så det VILLE jeg bare have lov til at gøre, – hvor svært det end var. Så jeg gjorde det, og det er jeg glad for.

Jeg hørte flere gange fjernt at døren ind til kapellet blev åbnet og nogen kom ind og gik ud igen og der blev snakket lavmælt, men jeg registrerede ikke hvem det var eller hvad der blev sagt. Jeg befandt mig fuldstændig i min egen verden sammen med lille Emil. Blikket veg ikke fra ham et eneste sekund. Alle mine sanser var helt og holdent rettet mod ham. Alt andet blev lukket ude.

Præsten kom ind i kapellet til os lige da jeg var ved at være færdig med at synge den sidste sang for Emil. Han sagde at det var en smuk sang og at Emil vel nok var en fin lille dreng og at han da vist lignede sin far.
Og så sagde han stille de ord som jeg frygtede, men som jeg jo godt vidste ville komme:
“Det er vist ved at være tid nu”…!
Jeg kunne mærke at jeg blev grebet af panik. Hjertet hamrede i brystet som om det skulle sprænges, knæene rystede og pludselig kunne jeg mærke kulden i kapellet……

“ÅH GUD NEJ” tænkte jeg “IKKE ENDNU!!”….Jeg har brug for mere tid!!!
Jeg følte slet ikke at jeg havde fået sagt ordentligt farvel endnu…….Men kan man nogensinde det??
Hvordan siger man farvel til sit lille barn for ALTID??????

Det krævede al den styrke, mod og al den overvindelse vi overhovedet kunne finde, at skulle lukke hans lille kiste for sidste gang, velvidende at vi aldrig, aldrig mere ville få ham at se….
Det var HJERTESØNDERRIVENDE!!

Præsten gik ud et øjeblik og vi gav vores lille dreng et sidste kys og puttede dynen godt omkring ham. Vi fortalte ham at vi elskede ham……og så lukkede vi hans lillebitte kiste for allersidste gang.

Frederik løftede kisten op og vi gik op imod kirken. Vi havde bestemt at da jeg havde båret på lille Emil i 7 mdr. og bragt ham ind i verden, så skulle Frederik bære ham det sidste stykke afsted fra denne verden igen.
Jeg vidste at vores store børn, Frederiks mor, mine forældre, mine søskende og deres ægtefæller var i kirken, men jeg så dem ikke….eller jeg så dem måske nok, men det hele var ligesom tåget – som i en drøm. Jeg så ikke deres ansigter.

Vi satte os og højtideligheden gik i gang.

Præstens tale:

“Når vi i dag er samlet i kirken, er anledningen hertil så trist, at alle store ord bliver små. Vi kommer så uhjælpeligt til kort, når vi vil prøve at finde en mening med dette her. Det er meningsløst….

Det er meningsløst, at I kære Irene og Frederik, skulle miste jeres lille Emil. Meningsløst at I skulle miste denne dejlige dreng, som virkelig har været ønsket og som I glædede jer til at byde velkommen som jeres søn.

Jo, vore ord bliver tomme og uden mening. Derfor må vi søge til det levende ord, til ordet fra Gud, som alene, i en situation som denne, er i stand til at bevare sit indhold.

Når vi læser i Bibelen, lyser det os i møde, at alle bøgerne, som Bibelen består af, er samlet af mennesker, som er kloge på livet. Mennesker, som kender til glæde, men også til dyb sorg og fortvivlelse. Mennesker som kender til kærlighed der varmer, men også at der er onde dage, hvor vi føler kulden. Jo, der er modgang og nederlag. Men der er også trøst og opmuntring. Guds Søn, Jesus Kristus, kender vor tilværelse og siger os de rigtige ting i netop den situation, vi står i.

Jesus siger: Ikke en spurv falder til jorden, uden at jeres Himmelske Fader ser det og husker det! Jeres hovedhår er talt! Vær ikke bange! (Matt. 10,29).

Når I to, kære Irene og Frederik, nu står i at opleve det, som I nu går igennem, at miste jeres søn, jeres barn, så står I over for noget af det tungeste, som kan møde et menneske her i livet. Og så trænger der sig uundgåeligt nogle spørgsmål op i os – spørgsmål, som ikke lader sig besvare. Alligevel er dette ”HVORFOR” der!…….Hvorfor vores barn?? Vi får lyst til at råbe det op mod himlen, men vi får intet svar, men vi har Guds ord for, at Jesus tog døden på sig, for at vi i Jesus Kristus skal leve, om vi end dør. Vi tilhører Gud. Lille Emil tilhører Guds Kristus som sagde: Lad de små børn komme til mig – de tilhører mig!

Alligevel dukker tanken op: Vi er forladt!
I vor magtesløshed er vi forladt. Der er ikke noget tilbage af værdi, der er intet at leve for. Tabet er så stort at det synes umuligt at komme over. Sorgen lammer vore følelser.

Alligevel. Gud er med i sorgen. Gud kender til sorgen og tåren. Han er med i den. Derfor er jeres sorg gavnlig. Det er en menneskeret at kunne vise sorg. At kunne græde er en gave. Tårerne er netop sikkerhedsventilen, der åbnes, for ikke der skal ske en indvendig eksplosion, hvor sindet ødelægges.

Jesus taler til os om. At ikke en spurv falder til jorden, uden at Vor Himmelske Fader ser det og husker det. Det er en god besked at få, når vi står over for dage, som vi er bange for. Her lyder Hans: Vær ikke bange. – Men bange er vi alligevel, og sørge kan vi ikke lade være med. Men vi kan være trygge! Ikke trygge i den forstand, at intet ondt kan ramme os, men i og med at rammes vi, da ved vi at Han er nær og husker. Derfor er Han nær med sin hjælp og trøst – med sin kærlighed og varme. At vide sig i Guds hænder, det giver tryghed – netop fordi det ikke bygger på noget i os selv, men på Ham som sagde: Jeg vil aldrig slippe dig og forlade dig. I tillid til Ham vil I få mod til at tage livet op på ny.

Når vi i dag siger farvel til lille Emil, der mener vi hermed far – vel i Jesu navn. Vi overlader Emil til Guds kærlige omsorg.

Emil: Du er gemt i Herrens fred.

Amen”

Efter sidste salme spillede organisten “Solen er så rød mor”, som vi havde ønsket, og Frederik bar Emils kiste ud.
Han så så forpint ud min kære Frederik og jeg fik så ondt af ham, for jeg vidste han havde meget svært ved det, så jeg lagde armen om ham mens vi gik efter præsten ned til graven. Han klarede det så flot og jeg var meget stolt at ham.

Da vi gik ud af kirken regnede det en lille smule. Der var ikke koldt og regndråberne var så små og så bløde. Det føltes som tusinder af bittesmå tårer der faldt for vores lille Emil.
Var det mon englene der græd?

Vi kom ned til graven og Frederik og jeg bandt rebene fast og sænkede kisten ned. Rebene var blevet våde af regnen og de var meget glatte, så jeg var rædselsslagen for om de mon ville glide i hænderne på os, så jeg holdt så krampagtigt fast at det gjorde helt ondt. Men det gik heldigvis.

Efter jordpåkastelsen bad vi alle fadervor. Kirkeklokkerne ringede de 3 x 3 bedeslag og så var det slut.

Vi fik knusere af alle der var kommet og bagefter sagde Frederik at alle der havde lyst var velkomne til at tage med hjem og få kaffe. Det var dejligt at så mange var kommet for at sige farvel til vores lille Emil. Det betød mere for os end vi egentlig havde troet det ville gøre.

Da vi havde været hjemme og få kaffe og de fleste var taget afsted igen, tog resten af os ned på kirkegården igen. Solen var nu brudt frem og der var det fineste solskin. Flaget var nu hejst og alle blomsterne var lagt så fint på Emils lille gravsted.

Efter vi kom hjem igen, og alle var taget afsted, stod jeg på toilettet og vaskede hænder. Pludselig hørte jeg en puslen og rumsteren ovre ved vinduet ved siden af mig. Jeg kiggede derover og så, at der sad en solsort i vindueskarmen. Den må nærmest være krøbet ind, for vinduet stod kun lige på klem.

Selvom den sad under 1 meter fra mig, var den ikke spor skræmt. Den sad bare der i vindueskarmen et stykke tid og virrede lidt med hovedet, mens den kiggede på mig, før den lige så stille hoppede ud igen. Hvor længe den sad der, ved jeg ikke, men det føltes som lang tid.

Det var en meget speciel oplevelse, og ikke noget jeg har oplevet hverken før eller siden. Og så nu – lige præcis på lille Emils begravelsesdag. Så jeg kunne ikke lade være med at tænke ved mig selv, om det mon var et sendebud fra Emil, der ville fortælle, at han havde det godt, hvor han var…?

Jeg ved godt at det kan lyde skørt i nogens ører, og at nogen måske synes, at jeg griber efter halmstrå. Men jeg tror at alle der har prøvet at miste en de elsker kender denne følelse – dette enorme behov for at vide, at vedkommende har det godt hvorend de er, og derfor leder efter selv det mindste lille bitte tegn. Så dette var mit tegn.  

Sidst på eftermiddagen tog vi igen ned til Emil og tog nogle digitale billeder af hans lille have og da vi kom hjem og kiggede på dem kunne vi se at vi på et af dem havde fanget en solstråle som endte direkte hvor lille Emil´s kiste var sænket ned.

Tilfældigt, ku’ man sige. Tjah sikkert nok…….men smukt synes jeg da det er.