Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Dagen efter begravelsen var det Mors Dag. Der var strålende solskin og dejligt varmt, så vi sad på terrassen og fik kaffe. Træerne i haven blomstrede så smukt som aldrig før. Især det store japanske kirsebærtræ vi har, har aldrig nogensinde blomstret så rigt og smukt som i de dage omkring Emil’s begravelse.

Mens vi sad der prøvede jeg at forestille mig hvor dejligt det ville ha’ været at sidde dér i morgensolen, mens Emil havde ligget og sovet i sin barnevogn under et af træerne i haven, – prøvede at overbevise mig selv om at det var sådan, og at alt det forfærdelige slet ikke var sket – at det bare havde været en ond ond drøm. Det ville have været den STØRSTE lykke. Der var INTET i verden jeg nogensinde kunne ønske mig mere. Det var lige før det lykkedes at overbevise mig selv om at det virkelig var sådan. Jeg kunne en brøkdel af et sekund mærke en lykkefølelse – mærke hvordan kærligheden fyldte hjertet og bredte sig ud i hele kroppen som en varme. Men det varede kun et ganske kort øjeblik før den dejlige følelse blev jaget væk igen af den barske, ubarmhjertige virkelighed, og smerten og den isnende kulde igen fik overtaget.

Jeg ønskede så inderligt at det hele kun havde været en ond drøm, – et mareridt som jeg ville vågne fra lige om lidt. At vores lille dreng stadig lå trygt og godt inde i min mave, og ventede på at blive født om et par måneder.
Men sådan var det ikke. Sådan kunne det aldrig blive. Den smerte jeg følte i hjertet, den kvælende klump i halsen og tårerne der uafbrudt brændte bag øjnene og igen og igen slørede mit blik og fik øjnene til at løbe over, fortalte mig noget andet; vores lille barn var her ikke mere. Han ville aldrig komme tilbage. Jeg ville aldrig vågne af denne onde drøm. Den tanke som ingen forældre tør tænke til enden, fordi den simpelthen er for forfærdelig og gør alt, alt for ondt.
Den tanke, – den onde drøm, den var nu blevet vores virkelighed.

Hvorfor fik vores lille dreng dog ikke lov til at opleve livet??? Hvorfor fik vi dog ikke lov til at opleve ham???? Jeg ville have givet min højre arm og den venstre med hvis det havde kunnet ændre noget……..Jeg vil have givet mit eget liv for hans. Hvis bare jeg havde kunnet!!!
Hvorfor – hvorfor – HVORFOR??? Det spørgsmål blev ved med at gentage sig inde i mit hovede om og om igen.

Vi tog ned til Emil flere gange i løbet af den dag, for vi følte os så rastløse og vi ville så gerne være i nærheden af ham. Vi længtes så frygteligt efter ham.
Den første gang vi var dernede kunne vi se at der foregik et eller andet i kirken, for pakeringspladsen var fuld af biler, og flaget var hejst. Vi kunne se at der foran kirken stod en lille gruppe mennesker og midt imellem dem stod præsten og det undrede os lidt, for vi kunne se at der var et eller andet der ikke var helt som det skulle være. Da vi kom ind på kirkegården så vi at præsten pludselig faldt om. Frederik skyndte sig derop for at hjælpe. Han talte lidt med præsten, som fortalte at han havde fået et ildebefindende inde i kirken, midt under barnedåben ( som altså var det der foregik i kirken den dag ), så han havde været nødt til at gå ud. Præsten fortalte at begravelsen han havde holdt for vores lille Emil dagen før havde berørt ham meget, og at han så skulle holde barnedåb for et andet barn dagen efter, var lige i overkanten af hvad han kunne klare. Som han sagde: “Det er altid det negative der træder i forgrunden”. ( Vi talte med præsten igen dagen efter, og det viste sig heldigvis at det ikke var noget alvorligt, så han var hjemme igen ).
Grunden til at jeg fortæller dette er, at jeg dermed vil fortælle hvor hjertevarm en præst vi har. At lille Emil’s begravelse havde berørt ham så meget, varmede helt utroligt, for det viser jo kun at han er et godt menneske, som har hjertet med i det han gør.

Man valgte åbenbart at aflyse resten af barnedåben, for efter præsten var blevet hentet af ambulancen, forlod alle kirken og pludselig var hele kirkegården fuld af mennesker. Nogen kom endda ned til os mens vi sad på græsset foran vores lille drengs nye grav, og talte til os om forskellige ligegyldige ting. Har folk da slet ingen pli – ingen situationsfornemmelse? Kunne de da ikke se at det var en helt ny grav vi sad ved? Kunne de ikke se alle blomsterne og bamserne? Kunne de ikke se vores sorg??? Kunne de ikke bare FORSVINDE????
Jeg kunne ikke blive et sekund længere pga alle de mennesker der var overalt, så vi begyndte at gå mod parkeringspladsen, men da vi kom derop kunne jeg heller ikke gå dér ud, for der var også fuld af mennesker som gloede undrende på os. Jeg kunne simpelthen bare ikke ha’ det. Pludselig følte jeg mig fanget – udstillet – nøgen. Jeg begyndte igen at græde og ønskede bare at jeg ku’ synke i jorden.
Vi fandt et lidt afsides sted hvor vi stod og ventede indtil alle var kørt, før vi også selv kørte hjem igen.

Vi havde indtil nu haft så meget vi skulle have ordnet i forbindelse med begravelsen og vi havde jo også de sidste par dage haft vores lille Emil, men nu havde vi ham ikke mere…..nu var der ingenting og det var en utrolig tom fornemmelse.
Selvom jeg med hovedet jo godt vidste at vores lille dreng var død og ikke kom tilbage, så var det som om kroppen og hjertet bare ikke ville forstå det…..ikke ville acceptere det.
Mælken var begyndt at løbe til, og det spændte og gjorde ondt. Men det gjorde ingenting, for det var det eneste “synlige” bevis jeg havde for at jeg havde født et lille barn. Al denne livgivende mælk skulle vores lille dreng have haft, så han kunne vokse sig stor og stærk, men nu var den til ingen nytte. Den flød nyttesløst om kap med mine tårer, for hvor gjorde det dog ondt at jeg ikke havde mit lille barn at give den til.

Vi stod med arme der var så forfærdeligt tomme og et hjerte der var ved at flyde over af al den omsorg og kærlighed vi SÅ gerne ville give, men som vi ikke kunne placere nogen steder….den blev ligesom hjemløs.
Så vi måtte finde en anden måde at give vores lille søn en lille bitte brøkdel af al den kærlighed og omsorg som vi ikke fysisk fik lov at give til ham. Det eneste sted vi nu kunne placere den var i hans lille have.
Den lille have skulle vise sig at blive nærmest som en overtryksventil for os. Den blev det sted hvor vi kunne få lov til at “nusse” og “pusle” om vores lille Emil, når længslen blev for stor at rumme. Så der blev lagt mange timer, kræfter og kærlighed i den lille have.

Noget af det der faldt først for, i ugen efter begravelsen, var naturligvis at han skulle have en sten, – men det skulle ikke være en hvilken som helst sten. Vi var enige om at vi gerne ville give ham en sten der var så naturlig som muligt og det var vigtigt for os at det var en vi selv havde fundet, og helst i nærheden af hvor vi bor ( Vi bor lidt ude på landet ).
Vi kørte lidt rundt i omegnen, men det var nu slet ikke så nemt som vi havde troet, så det havde vi, i første omgang, ikke rigtigt held med. Så vi slog et smut omkring en stenhugger, men de sten han havde var næsten for “fine” og så var det næsten også for nemt bare at købe os til en sten syntes vi.
Hvad skulle vi så gøre?
Grusgraven! Selvfølgelig, hvor ellers? Der burde vi da kunne finde en sten vi kunne li’.
Der ligger en grusgrav ikke ret langt fra hvor vi bor, så der kørte vi ud og der fandt vi også flere sten som vi syntes var flotte. Det var lidt svært at vælge så vi valgte to af dem ud og så måtte vi senere afgøre hvilken en af dem det skulle være.

Når jeg tænker tilbage på den dag i grusgraven, så bliver jeg helt rørt ved tanken. Der var meget varmt den dag, og det var så rørende at se Frederik knokle med de store sten der vejede tæt ved 100 kg stykket. Men han VILLE gøre det selv – og han gjorde det.
Det var som om han lagde alle de ting i de sten, som han så gerne ville have gjort for Emil mange år frem i tiden: Som at gå op og ned ad gulvet i timer i træk, når han fik ondt for tænder, holde ham i hånden når han tog de første skridt, sætte plaster på hans forslåede knæ og tørre tårerne bort, hjælpe ham med at rense den allerførste, lillebitte “store” fisk han havde fanget, løbe bag efter ham når han skulle lære at cykle, følge ham i skole den første dag, hjælpe ham med lektierne, stå og heppe på ham ved fodboldkampe i sol som i silende regn,- og nyde det!, lære ham hvordan man lapper en cykel, købe hans første barberskraber, hente ham midt om natten når han havde været til fest og den sidste bus var kørt.
Det var som om alle disse ting blev samlet og lagt i de sten.

At se denne kærlige far slide og slæbe med den sten han havde fundet til sin søns grav, – så sveden haglede af ham, – og vide at han gjorde det med al sin kærlighed til sin søn… det var så jeg blev helt varm om hjertet.

Vi fik valgt en af stenene ud og afleverede den hos stenhuggeren med instruktion om hvad der skulle stå, og så var det bare at vente indtil den var færdig. Ventetiden blev brugt til at få købt de andre ting der skulle være i Emil’s have, som planter, lanterner osv. og få lagt grus ud, så det hele var klart til stenen, når den var færdig.
Fredag den 28. Maj, knap 3 uger efter begravelsen, kunne vi hente stenen og det var med stor spænding og sommerfugle i maven vi kørte afsted til stenhuggeren. Men hvor var stenen dog blevet fin, syntes vi, og den søde lille kobberbamse med den lappede trøje og hovedet på skrå, lignede bare så meget den Emil-bamse, som Emil havde fået af sin storesøster til begravelsen. Den var helt perfekt.
Vi fik sat stenen i Emil’s lille have, og det blev bare prikken over i’et. Nu var hans have færdig og alle kunne se hvem det var der puttede der. Det var vores lille Emil Dommerborg Sørensen – vores lille søn. Det var så rørende og så dejligt at han nu havde fået sin egen sten, vores lille dreng, så det var svært at holde tårerne tilbage.

Det næste vi havde bestemt os for at gøre for vores lille søn var at lave denne mindeside.
Vi havde egentlig ikke rigtigt nogen idé om hvad den skulle indeholde, men som de nybagte og stolte forældre vi var/er, ville vi så gerne kunne vise vores lille søn frem til alle…….ja helst til hele verden hvis vi bare havde kunnet. Så denne mindeside blev vores redskab til at gøre dette.

Plus at det har hjulpet os meget at få hele forløbet skrevet ned og få sat ord på det mens det endnu var friskt i erindring, så INTET blev glemt. Allerede nu i skrivende stund, – kun 4 uger efter Emil’s fødsel, har jeg svært ved at huske hvad der er gjort hvornår. Det er som om dagene flyder sammen og går ud i et….som om tiden står stille.

Der har sikkert været ting undervejs som ikke har haft den store interesse for jer som læser det, men det har været ting som har betydet noget for os, så derfor er de alligevel kommet med.
Hver eneste tanke, hver eneste følelse og hver eneste ting der er gjort vil vi huske. De er VORES minder om vores lille Emil – de eneste vi nogensinde får….

Men éen ting vil vi altid have: Vores kærlighed til lille Emil, – den kan INGEN tage fra os. Så selvom Emil ikke fysisk fik lov til at blive hos os, så vil han ALTID leve videre i vores hjerter, og han optager en meget stor plads, den lille mand.

At miste en man elsker gør ondt, – forbandet ondt. At miste det dyrebareste man har: sit barn, føles så naturstridigt, så umenneskeligt og smerten derved er ubeskrivelig.
Men selvom døden er ødelæggende og stærk, så er kærligheden dog stærkere. Denne rene, inderlige, betingelsesløse kærlighed, som kærligheden til et barn er. Denne kærlighed som kommer fra det dybeste af hjertet, den er uendelig og evig. Den dør aldrig!!!

Størst af alt er kærligheden……

Til vi ses igen lille Emil…
1000 mange kys og knus fra
Mor & Far

 

Afskedens stund for altid er kommet
solen har sænket sine stråler i fred
Stille er den hilsen, den sidste vi hviske
Sov sødt lille Emil, hvil i fred …