Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Når folk siger, at jeg ligner min mor, tager jeg det altid som et stort kompliment. For hun var virkelig noget særligt. Det er stadig svært at sige ordet “var”, for det er ikke nemt at forstå, at hun ikke er hos os mere. Som barn tror man nok, at ens forældre lever forevigt, og da længe nok til at se sine børn blive gift og til at blive bedsteforældre. Og selvom man som voksen har indset, at alle mennesker skal dø, føles det som at være blevet ramt af lynet, når ens forældre bliver taget fra en.
Hun kæmpede en brav kamp mod kræften lige til det sidste, men tabte som så mange andre har gjort det før hende i sidste ende.

Min mor voksede op i en søskendeflok på 3, med en storebror, Ole, som hun så op til, og en lillebror,
Kim, som hun tog sig meget af. Vi har ofte hørt historier fra den tid, som vi husker i vore hjerter og tager
frem og smiler af, når verden er for grå.
Begge brødre har altid haft en særlig plads i hendes hjerte, og det samme har mange andre, som var tæt
på hende, hvilket viser, hvor stort et hjerte hun i virkeligheden havde.
Hun mødte tidligt min far og de blev gift i 1980. Samme år købte de huset i As vig, som hun boede i til det
sidste. Jeg kom til i 1982 og er det eneste barn, de fik.

Hendes store interesse har altid været mad; at lave det, at læse om det og at spise det. Det har også ført hende gennem forskellige jobs, bl.a. arbejde i bageri og restaurent/cafeteria.
Vi, der kendte hende, har altid nydt godt af dette og vi vidste, hvor vi skulle spørge, hvis vi manglede en
god opskrift.
Og det er noget, jeg har brugt meget, efter jeg er flyttet hjemmefra. Det var rart at kunne skrive en besked
eller ringe til hende, hvis man manglede en opskrift eller et godt råd, som hun altid var frisk med.
Det kommer jeg til at savne meget. For vi plejede at skrive sammen meget i løbet af dagen.

Heldigvis har jeg suget meget af hendes erfaring til mig, og tænker tit på hende, når jeg står og laver mad i køkkenet.
Fra jeg var helt lille har jeg fulgt hende i køkkenet og deler også hendes store interesse for at lave mad.
Men det blev ikke maden, hun kom til at arbejde med til sidst. Hun arbejdede over 10 år på Triax og var glad for sit arbejde, hvor hun også fik en del gode venner. Ingen nævnt, ingen glemt. Men de har været utrolig søde til at besøge hende, mens hun har været syg og sende blomster og søde tanker til os alle. Mange var også mødt op til hendes begravelse i lørdags.
Fra dem har jeg også hørt historier om, hvor opofrende hun var. Hun tog gerne det hårde arbejde, så en nedslidt arbejdskammerat skulle slippe.
De gange jeg har mødt hendes arbejdskammerater, har de også følt, de kendte mig på forhånd. Min mor talte meget om mig til dem, så de kom til at kende mig, uden at have mødt mig ret tit.
Men vi ved alle, der har kendt hende, at hun ville gå lang for dem, der betød noget i hendes liv.
Ikke mindst jeg selv mærkede det. Efter Søren og jeg flyttede tilbage til Jylland, blev mor og jeg
enige om, at jeg skulle passe og hjælpe hende i hendes sygdomstid. Men da jeg kom til at ligge
syg med influenza i nogle dage, kom hun straks kørende og handlede ind sammen med mig
og hjalp mig, selvom hun klart var den af os, der havde færrest kræfter. Og selv den sidste dag
vi var sammen, før hun blev indlagt, ville hun ikke lade mig gøre rent hos dem alene, selvom jeg sagtens kunne klare det hurtigt.
Også da jeg boede på Sjælland og pengene var små, sendte hun søde, opmuntrende breve, hvis jeg havde været trist og nogle gang også en skilling, så jeg kunne få noget ordentligt at spise en aften. De breve har jeg gemt, og jeg har læst dem mange gange. De får mig altid i godt humør.
Inden jeg flyttede hjemmefra, fik min mor min gamle mobiltelefon, så vi har kunnet snakke næsten lige så meget sammen, som vi plejede, før jeg flyttede. Fik jeg en besked, kunne jeg næsten være sikker på, at den var fra hende. Og det var også noget, telefonregningen berettede om. Da jeg ikke skrev ret mange beskeder til andre end hende, modtog hun tit 600-700 beskeder om måneden fra mig. Så føltes det ikke, som om hun var så langt væk. Så nu føles det tomt. Telefonen er næsten helt stille…

En, der også har fulgt hende gennem hele sygdommen, er vores kat Bamse. Hun har rigtig nydt, at mor gik hjemme, og fulgt hende som en lille hund. De havde deres middagssøvn på sofaen med tæppet, som de begge nød. Bamse var meget solidarisk med mor; hun begyndte også at se mere hærget ud, jo mere syg, mor blev.
Mor har savnet Bamse helt forfærdeligt, da hun var indlagt til nytår og igen her lige inden hun døde,
for man kan jo ikke rigtig tage hende med ind på sygehuset. Man kan også se, at Bamse savende
hende. I flere uger har hun siddet og kigget ud af vinduet for at se, om hun ikke snart kom hjem,
og da jeg var hjemme for at se til Bamse, en af de første dage, mor var indlagt, havde hun slet ikke
tid til at snakke med mig. Hun kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde mor med og ledte både ude
og inde efter hende, mens jeg var der.

Det var anden gang, mor fik kræft. Hun fik konstateret lungekræft for tre år siden, hvor hun gennemgik en forsøgsbehandling med kemo og stråler, som fik det til at gå i stå. Troede vi. Hendes kontrol med røntgenbilleder viste, at det forholdt sig i ro. Men åbenbart var de tests ikke godt nok, for da hun skulle have bortopereret en struma sidste år, fandt lægerne kræft helt oppe i halsen på hende. Og det til trods for, at hun en måned før havde været til kontrol med lungerne og havde fået at vide, at det så fint ud, selvom det i virkeligheden havde vokset inden i hende. Så startede endnu en omgang kemo, som hun fik at vide, ikke virkede i februar 2004. Herefter prøvede hun Iressa, som måske kunne sætte det i stå, men i april fik vi at vide, at det ikke havde nogen effekt.
Siden da har det bare bredt sig og lukkede til sidst for luften i hendes lunger. Det sad også i halsen og klemte, og man kunne følge det vokse, hvilket man også kan se på billederne af hende, så hendes hals hævede helt op.
Hun har brugt tiden siden april til at forberede det hele, så det her bagefter ville blive så nemt for min far og mig som muligt. Hun har fået ordnet papirer i mapper og havde også en plan om at få ryddet op i pulterkammeret, som vi desværre ikke nåede.

Det viser også, hvor meget hun tænkte på os. Hun var også mere bekymret for, hvordan vi ville have det, når hun var væk, end bekymret for sig selv og hendes sidste tid.

Vi nåede heldigvis at få en god weekend i Århus, hvor vi hyggede os alle fire. Det betød meget
for hende. Og for os.
Mine forældre plejede hvert år, kun med få undtagelser, at tage ud med campingvognen i
Danmark. Det var altid hyggeligt at være med, og sidste år gik turen til Gudenådalens camping,
bamsebo oppe nordpå. Der har vi været flere gange, og de har ligget fast deroppe engang.

Til sidst gik det meget hurtigt. Vi gik og gjorde rent torsdag 24/6 og om søndagen kunne hun
slet ikke få luft. Mandag blev hun indlagt og vi troede egentlig ikke, det var så alvorligt, som det
var, men med tiden kunne vi godt se, hvor det bar henad. Hun fik mindre og mindre luft. Og en
uge efter – mandag 5/7 kl 22.20 døde hun så, mens min far og jeg sad med hendes hænder
i vores…

Min far og jeg skiftedes til at være hos hende, mens hun var indlagt. Jeg var der om dagen og han var der om natten. Det betød meget for hende, for hun sov bedre, når han var der.
Der kom mange og besøgte hende og der stod mange blomster på hendes stue.
Også de mange blomster til hendes begravelse beretter om, hvor mange hun betød noget for. Det var meget rørende at se.

Selve begravelsen gik godt og der kom mange mennesker. Familie, venner, arbejdskammerater. Der kom næsten 60 i kirken. Mange langvejs fra, nogle endda helt fra hovedstaden.
Præstens tale rørte alle dybt, for den beskrev præcis den, hun var.
Jeg tror selv på, at hun holder øje med os. Hun lovede at være min skytsengel, og jeg føler nogle gange, at jeg kan mærke, hun er hos mig.
Det håber jeg, for der var så meget, hun skulle nå at opleve endnu.
Hun vidste heldigvis, jeg er i gode hænder, når jeg er sammen med Søren. Han var hendes andet barn, sagde hun. Hun var tryg ved at vide, at jeg her bagefter har ham.
Hun glædede sig sådan til at få en masse børnebørn, og vi er begge kede af, at de aldrig kommer til at kende hende, andet end fra, hvad vi kan fortælle hende, for hun var virkelig et af de bedste mennesker, jeg har kendt. Og jeg tror aldrig, jeg kommer til at holde så meget af nogen anden, som jeg har holdt af hende.