Pressen skrev

17. juni 2006: Den 18-årige gymnasieelev Franzisca Brugisser kom trækkende med sin cykel i et fodgængerfelt i Holbæk, da hun blev torpederet af en Mazda med mindst 80 km/t. Ifølge vidner blev hun slynget 40-50 meter gennem luften, før hun landede bevidstløs og dødeligt kvæstet på asfalten. Hun vågnede aldrig af sin komatilstand. Den 22-årige fører, der ikke havde kørekort, blev i første omgang løsladt, men det blev kritiseret kraftigt af flere politikere, og han blev anholdt igen. I retten har han forklaret, at han havde startet dagen med en joint, og to timer før påkørslen havde han taget en stribe amfetamin sammen med vennen, der var passager på forsædet. Den 1. september blev den 22-årige idømt to et halvt års fængsel og frakendt retten til at få kørekort de næste fem år. Det var sjette gang, den 22-årige blev dømt for at køre bil uden at have kørekort.

Politiken
Franziscas nyrer skænket væk
Ekstra Bladet 02 september 2006, 1 . sektion side 5
————————————————————
Af kc
Hundreder af mennesker bevidnede ved begravelsen, hvor givende et menneske, Franzisca Bruggisser havde været. Men selv i døden bliver hun ved med at give. Franzisca giver liv.
I fire døgn efter trafik-tragedien den 17. juni havde lægerne på Rigshospitalet holdt den 18-årige gymnasiepiges vitale livsfunktioner kunstigt i gang. Men der var intet håb. Rygsøjlen var knækket, den knuste hjerne hinsides al behandling. Beslutningen om at lade den unge pige fra Orø få sin fred uomgængelig.

Nyrerne udtaget
– Den 22. juni klokken 00.30 blev hun erklæret hjernedød, og nyrerne udtaget, sagde politifuldmægtig Charlotte Møgelhøj, da hun i går læste op af dødsattesten og lægernes erklæring.
Hvis nyrerne har kunnet bruges til transplantation, er de i dag med til at give liv.

Livet bliver ved
‘Det er ikke kun et lille lys, der nu er slukket. Men en strålekrans af energi. Selv om vi nu sidder med chokket og smerten ved tabet af hendes fysiske, sanselige tilstedeværelse, ved vi, at de energier, Franzisca pustede liv i, vil blive ved med at forplante sig. Som ringe i vandet efter fiskenes blide morgenkys, når overfladen brister i solopgangens stille vand en sommermorgen i Isefjorden.’
Sådan skriver Franziscas forældre, Susanne og Martin Bruggisser, i et dokument med hvilket de har oprettet et mindelegat for det usædvanlige menneske.

Jeg tænker på hende hver dag
Ekstra Bladet 02 september 2006, 1 . sektion side 4
————————————————————
‘Vil ringe til Franziscas forældre’

Af Kjeld Christiansen
– Jeg ryster over hele kroppen. Der går ikke en dag uden, at jeg tænker på det her. Siden ulykken har jeg tænkt på at ringe til Franziscas forældre og snakke med dem, og jeg gør det, når alt det her er færdigt.
Dommen har netop stemplet Benjamin Nielsen som fartdræber af værste skuffe. Hele sin ungdom har han været en rod. Stjålet biler og kørt rundt i dem i Odsherred som en vanvittig – uden nogen inde at have taget kørekort.

Psykolog-behandling
Franzisca Bruggisser måtte betale med sit liv, før Benjamin omsider er kommet til fornuft. Nu er det hans tur til at betale. De to og et halvt års fængsel er den mindste del af prisen, som det formentlig vil tage ham hele livet at afdrage.
Dybt nedbøjet med ansigtet få centimeter over bordet sad han ved siden af sin forsvarer, mens retssagen gik sin gang.
– Benjamin er dybt berørt af, hvad han gjort. Han kan ikke sove om natten og har måttet have psykologbehandling, siger hans forsvarer, advokat Kaj Høj.
– Jeg kan sagtens forestille mig, hvilket elendigt liv der venter den mand, der kørte bilen. Han er stemplet for altid, ikke mindst af sin egen samvittighed, sagde Franziscas far, Martin Bruggisser, forleden til Ekstra Bladet.
I går ville han ikke forholde sig til dommen.
– Den vil jeg ikke kommentere, siger Martin Bruggisser til Ekstra Bladet.

Ikke råd til kørekort
Siden 2002 har Benjamin fået stribevis af domme for biltyveri, hæleri og narko. Fem gange er han straffet for at køre uden kørekort.
– Hvorfor fik du dog aldrig taget det kørekort, spurgte anklageren, politifuldmægtig Charlotte Møgelhøj, i retten i går.
– Det har jeg aldrig haft råd til.
Da han tog Franziscas liv, var han omsider kommet i gang hos en kørelærer.
– Jeg havde job som flyttemand. Aftalen var, at jeg selv skulle betale for det lille kørekort, så ville firmaet give mig det store kort til lastbiler.

Sikkerhed i trafikken?: Vanvidsbilist vil sige undskyld
B.T. 02 september 2006, 1 . sektion side 4
——————————————————————————–
Gymnasieelev blev endnu et uskyldigt trafikoffer, da hun blev ramt af en påvirket bilist, der kørte over for rødt

Af LINETTE JESPERSEN
Franzisca Bruggisser døde alt for tidligt. Den livsglade pige blev ramt af en bil, der drønede over for rødt lys med alt for høj fart. Og en påvirket vanvidsbilist bag rattet.
I de sekunder den 18-årige gymnasiepige fløj 50 meter gennem luften, blev hun endnu et af ofrene for de meningsløse trafikdrab, forskyldt af alkohol, stoffer og alt for høj fart.
Hun døde på Rigshospitalet fem dage efter ulykken med svære læsioner på hjernen.
Chaufføren var den 22-årige Benjamin Nielsen, der i går blev idømt to et halvt års fængsel for trafikdrabet på pigen og frakendt retten til at få kørekort i fem år. Det var sjette gang, han blev dømt for at køre bil uden kørekort.
Påvirket af amfetamin
Benjamin Nielsen var påvirket af både øl, hash og amfetamin, da han satte sig bag rattet på sin røde Mazda, selvom han aldrig har ejet et kørekort.
I går havde han ingen stimulanser at styrke sig på. Men selvom han var rystet over den strenge dom, var han alligevel på en måde afklaret med, at han skulle have sin straf.
»Det hele snurrer rundt i hovedet på mig lige nu. To et halvt år er lang tid, selvom det selvfølgelig er dobbeltmoralsk. For to et halvt år er jo slet ikke nok for hendes liv,« sagde Benjamin Nielsen til B.T. efter dommen, der blev anket til formildelse i landsretten.
Han ser meget ung ud. Håret er barberet helt kort, bortset fra en rød karseklippet »kalot« på toppen, og røde hektiske pletter i ansigtet, der afslører, hvad der foregår inde i hovedet på ham.
Hans forsvarer beskriver ham som en »ulykkelig ung mand, der er dybt berørt af ulykken.«
»Jeg sad og rystede i pausen. Jeg har det rigtig dårligt. Min forsvarer tog også mappen med billeder fra ulykken fra mig undervejs i dag, fordi jeg begyndte at ryste,« fortæller Benjamin Nielsen, der har haft store samvittighedskvaler efter ulykken.
Han husker ikke noget fra selve sammenstødet, og han hævder hårdnakket, at han ikke kørte over for rødt lys. Men billederne fra tragedien forfølger ham.
»Jeg nåede slet ikke at se hende, før jeg ramte hende. Så løber jeg hen til hende og vender hende om. Og så tror jeg, at hun er død,« sagde han stille under sin forklaring.
Efter dommen krammede Benjamin sine venner og sin kæreste og bad dem om at komme og besøge ham. De udfyldte straks de besøgstilladelser, som han havde taget med til dem.
Men de kan ikke give ham det, som er vigtigt for ham lige nu. Han vil meget gerne tale med Franziska Bruggissers efterladte.
»Det har jeg aftalt med min psykolog. At vi skal spørge hendes forældre, om de vil mødes med mig, når alt det her er overstået. Jeg ved godt, at jeg ikke kan undskylde det, jeg har gjort. Men jeg kan prøve,« siger han.
B.T. talte i går aftes med Franziscas far, Martin Bruggisser, der var i Hamburg. Han ønskede dog ikke at kommentere noget.
lij@bt.dk

Fakta om vanvidsbilist
22-årige Benjamin Nielsen har arbejdet som flyttemand ca. et år og er ved at tage kørekort, efter at han nu er blevet dømt for at køre bil uden kørekort seks gange.
Han er desuden tidligere straffet for brugstyveri af bil samt hæleri.
Benjamin, der ligner en stor dreng med rødt kortklippet hår og har en stor, sort flammetatovering på højre underarm, lejer et værelse i et faldefærdigt hus i Svogerslev ved Roskilde.
Han har forklaret, at han ryger hash stort set hver dag. Mest om aftenen.
Han tog amfetamin ti minutter før, han ramte Franzisca for at holde sig vågen til at køre sin kammerat på arbejde.
Dommeren besluttede, at Benjamin Nielsen fortsat skal sidde varetægtsfængslet, indtil ankesagen kommer for landsretten.
Benjamin Nielsen gav udtryk for, at han var stærkt påvirket af, at han havde taget et liv.

Sagen kort
18-årige Franzisca Bruggisser blev dræbt i krydset ved Lundemarksvej og Valdemar Sejrsvej i Holbæk en lørdag aften i juni kort efter klokken 22.
Benjamin Nielsen kom kørende i sin røde Mazda med høj fart – måske helt op til 95 km/t på et sted, hvor man må køre 60 km/t. Han havde drukket fem øl og sniffet en bane amfetamin i timerne før tragedien, samt delt en joint med en kammerat tidligere på dagen. Ved krydset blev Franzisca vinket over fodgængerovergangen af en venstresvingende bil. Det blev skæbnesvangert. Et sekund senere fløj hun gennem luften.
Hun blev overført til Rigshospitalet, hvor hun døde fem dage senere med svære hjernelæsioner.
Franziscas forældre har oprettet »Whisperlegatet« i datterens navn, der hvert år skal gives til en elev på Ollerup Efterskole, hvor Franziska har været musikelev. Interesserede kan bidrage på BG-konto 0294-4749197536.

De gode minder dulmer smerten
Ekstra Bladet 27 august 2006, 1 . sektion side 18
————————————————————
Franziscas familie bearbejder sorgen med et mindelegat for deres trafikdræbte datter

Af Nils Henrik Frimann
– Der vil altid være et tomrum efter Franzisca. Men mindelegatet er med til at hjælpe os gennem den vanskeligste periode i vores liv.
I juni mistede den 18-årige gymnasieelev Franzisca Bruggisser livet, da hun brutalt blev mejet ned i et fodgængerfelt i Holbæk af en farttosse uden kørekort.
Manden kørte over for rødt lys – og indrømmede bagefter, at han både havde drukket øl og røget hash, inden han satte sig bag rattet i sin bil.

Symbol på livsglæde
I dag sidder pigens mor, far og lillebror tilbage i hjemmet på Orø i Isefjord og forsøger at bearbejde savnet, som altid vil være i deres tanker.
En af metoderne til at dulme sorgen er det mindelegat, forældrene Susanne og Martin Bruggisser oprettede for Franzisca umiddelbart efter hendes død.
– For os symboliserer legatet al den livsglæde, Franzisca udstrålede. Hendes udadvendte væsen, livsmodet og den store medmenneskelighed, hun besad. Når vi tænker på det, er det med til at lindre de mange smerter, som ingen kan forestille sig omfanget af, hvis de aldrig selv har været i en lignende situation, siger Martin Bruggisser til Ekstra Bladet.
Selv om en vanvidsbilist i et splitsekund tog Franziscas liv, har faderen aldrig spekuleret i hævn.
– Vrede og hævn hjælper os ikke. Det ligger langt fra min tankegang. Det var heller ikke indeholdt i Franziscas liv. Den slags har vi retssystemet til at tage sig af. Vi er nødt til at stole på, at de eksperter, der beskæftiger sig med jura, er i stand til at varetage den her sag bedst muligt.
– Men jeg kan da sagtens forestille mig, hvilket elendigt liv der venter den mand, som kørte bilen. Han er stemplet for altid. Ikke mindst af sin egen samvittighed, siger han.

300 buketter
Martin Bruggisser er overbevist om, at familien aldrig helt vil overvinde den lammende sorg, der ramte som et lyn lørdag aften 17. juni.
– At miste et barn er nok det allerværste, der kan overgå et menneske. I starten var det slet ikke til at holde ud. Nu tager vi en dag ad gangen. Og som tiden går, får vi det bedre og bedre. Men man kommer aldrig over det. Aldrig, siger han.
Den 62-årige far er både forundret og dybt taknemmelig over den store imødekommenhed og hjertevarme, familien oplevede i forbindelse med Franziscas død.
– Der blev sendt tæt ved 300 buketter til begravelsen. Desværre har vi endnu ikke haft overskud til personligt at takke de mange, der deltog. Alle kortene ligger i en lille kurv. Men det er stadig for svært for os at tage dem frem og nærlæse dem, fortæller han.

Strålekrans af energi
Da familien Bruggisser oprettede mindelegatet, fulgte denne smukke karakteristik af datteren med forældrenes mindeord:
‘Det er ikke kun et lille lys, der nu er slukket. Men en strålekrans af energi. Selv om vi nu sidder med chokket og smerten ved tabet af hendes fysiske, sanselige tilstedeværelse, ved vi, at de energier Franzisca pustede liv i vil blive ved med at forplante sig. Som ringe i vandet efter fiskenes blide morgenkys, når overfladen brister i solopgangens stille vand en sommermorgen i Isefjorden’.

Hundreder sagde farvel til Franzisca
Ekstra Bladet 29 juni 2006, 1 . sektion side 4
————————————————————
Hun var kun 18, da en ung, fartgal bilist tog hendes liv

Af Anne-Mette Gregers
– Det vigtigste lige nu er ikke, at Franzisca er død. Det vigtigste er, at hun har levet.
Med disse ord forsøgte sognepræst Hanne Mejlhede i går at trøste de omkring 500 rødøjede og forgrædte sjæle, som var mødt op i Sankt Nicolai Kirke i Holbæk for at tage afsked med deres veninde, datter og søster – 18-årige Franzisca Bruggisser.
Luften i kirken, hvor hun i flere år var aktiv i ungdomsarbejdet, er mættet af liflig blomsterduft og uendelig sorg.
Med forgrædte ansigter ankommer den unge kvindes venner arm i arm eller knugende hinandens hænder.

Kram fra mor og far
Får et kram af Franziscas forældre, Susanne og Freddy, der i våbenhuset tappert tager imod gæsterne til deres datters sidste sammenkomst.
Så lægger de hver deres buket – nogle håndplukkede med røde valmuer fra marken, andre professionelt bundne med årstidens blomster – inden de tyst, flere med tårerne sagte trillende, sætter sig på kirkens bænke.
Kirken bliver fyldt. Og også blomsterne breder sig – næsten helt ud i våbenhuset og vidner om, hvor stort et indtryk og hvor mange venskaber Franzisca nåede at gøre og danne i det liv, der knap var begyndt, før en fartgal, ung bilist mejede hende ned i en fodgængerovergang i Holbæk.
I fire døgn kæmpede hun med lægernes hjælp for at overleve sine svære kvæstelser. Men forgæves. Onsdag i sidste uge var hendes liv definitivt slut.
Afskeden med hende bliver utraditionel, men gribende. Bibelens og Guds trøstende ord er der naturligvis plads til, men mest af alt fylder personlige ord, sang og gode minder fra de mange, der nåede at lære den unge, aktive, poetiske, musikalske – og distræte – Franzisca at kende.
Et brev fra veninden Anna læses op:
‘For blot en uge siden modtog jeg en besked fra dig, hvori du spurgte, om vi ikke snart skulle ses. Du skrev til mig, at du holdt af mig, og at du ikke ville lade mig glide ud mellem dine fingre som et glat stykke sæbe.’

Smukt og stort
‘Nu er du gledet ud af mine – og uden at hverken jeg eller andre kunne stille noget op! Den urimelighed, hvormed du er blevet revet bort, er ikke til at bære. Jeg var sikker på, at du ville være der resten af mit liv! Jeg (og mange andre) havde håbet på, at vi kunne gøre vores fælles fødselsdagsfest til en årligt tilbagevendende begivenhed. Men, min kære Franzisca, jeg er så lykkelig over, at vi fik holdt den fest. Det var smukt og stort og overvældende at se så mange af vores nære og kære samlet på én gang. Vi var begge så taknemmelige og benovede over, at så mange mennesker var kommet bare for at se os!’

Vennerne synger
Også i døden møder vennerne talstærkt op. Som vennerne fra Ollerup Sang- og Musikefterskole. Hele syv sange synger de for deres kære veninde. Stemmerne er rene og klare, modsat øjnene. Bevægelsen er så stor, at en enkelt fyr i koret slår korsets tegn for sig mellem to sange.
Også familien – Franziscas gudfar, David – synger farvel. Hendes mor, Susanne, vælger, stående ved kisten, at fortælle minder om sin datter – som f.eks. hvordan hun allerede som tumling søgte lidt for sig selv for at nyde blomsterne og naturen i fred.

Frygtelig tragedie
– Det var de ikke vant til i vuggestuen. Men som det er blomstens natur at afgive duft og ildens natur at give varme, gav du kærlighed – helt naturligt.
– Hvordan skal vi komme gennem denne frygtelige tragedie, spørger hendes mor – uden at nogen evner at svare.
Så bæres kisten bæres ud, mens øjne tørres og næser pudses.
Nu skal Franzisca ud på sit korte livs sidste køre- og sejltur. En ekstra færge er bestilt til at sejle hende hjem til Orø, hvor hun begraves – tæt på familien og hendes elskede natur.

Forældre: Vores lys er slukket
B.T. 26 juni 2006, 1 . sektion side 12
——————————————————————————–
Gribende mindeord fra familien til den trafikdræbte Franzisca Burgnisser

Af CHR. KRABBE BARFOED
I et gribende brev taler forældrene og lillebroren til den trafikdræbte Franzisca Brugnisser nu ud om deres datter og storesøster.
Den unge pige blev hensynsløst kørt ned af en narkopåvirket fartgalning i Holbæk lørdag 17. juni, og efter at have ligget i koma i fire dage døde hun.
»Det er ikke kun et lille lys, der nu er slukket, men en strålekrans af energi. Men selv om vi nu sidder med chokket og smerten ved tabet af hendes fysiske, sanselige tilstedeværelse, ved vi, at de energier, Franzisca pustede liv i, vil vedblive at forplante sig.
Som ringe i vandet efter fiskenes blide morgenkys, når overfladen brister i solopgangens stille vand en sommermorgen i Isefjorden,« skriver familien i pressemeddelelsen.
Familien fortæller også om Franziscas fremtidsplaner, som med ét blev knust:
»Denne sommer skulle Franzisca have været frivillig medhjælper på Roskildefestivalen. Derefter ville hun være rejst på familieferie til Schweiz med os og sin 12-årige lillebror.
Fra Schweiz ville hun være rejst alene videre til Cordoba, Spanien, hvor hun i Mellemfolkeligt Samvirkes regi skulle have deltaget i restaurering af Moskeen.
Skulle flytte sammen
I august skulle hun have realiseret sin store drøm om at flytte til København. Hun havde planlagt at flytte sammen med fire veninder på Frederiksberg og skulle være startet i 3.G. på Christianshavns Gymnasium,« fortæller familien.
Den fortæller også, at Franzisca i dåbsgave fik et fødselshoroskop, hvori det bl.a. hedder:
»Hun er utroligt sensitiv – næsten en mimose, og hun vil have stor brug for altid at føle tryghed og nærhed – når det passer hende,« fortæller familien.
Også Franziscas nære veninde Anna skriver til minde om hende:
»Den urimelighed, hvormed du er blevet revet bort, er ikke til at bære. Jeg var sikker på, at du ville være der resten af mit liv,« skriver Anna.
Familien har også oprettet et mindelegat for at ære deres datters minde.
Legatet hedder »Whisperprisen« og skal hvert år uddeles til en elev på Ollerup Efterskole, hvor Franziska i 2003-2004 var elev, skriver familien i en pressemeddelelse.

Student dræbt af bil
Politiken 23 juni 2006, 1 . sektion side 4
——————————————————————————–

Franzisca Brugisser vågnede aldrig af sin komatilstand, efter hun var blevet kørt hensynsløst ned i et fodgængerfelt i Holbæk lørdag aften. Den 18-årige gymnasieelev fra Orø, der var på vej hjem, overlevede ikke de voldsomme kvæstelser fra ulykken og døde natten til torsdag på Rigshospitalet. Lørdag aften kom Franzisca Brugisser trækkende med sin cykel over fodgængerfeltet i et kryds på Valdermar Sejrsvej. På halvvejen stoppede hun på hellen for at lade en bil passere. Men da bilen blev holdende for rødt lys og føreren vinkede hende frem, fortsatte hun. Få sekunder efter blev pigen torpederet af en Mazda med mindst 80 km. i timen. Ifølge vidner blev pigen slynget 40-50 meter gennem luften før hun landede bevidstløs og dødeligt kvæstet på asfalten. Den 22-årige, der ikke har kørekort, var først blevet løsladt efter påkørslen, men det blev kritiseret kraftigt fra flere politikere, og søndag anholdt politiet igen den 22-årige. Han har i retten forklaret, at han havde startet dagen med en joint og taget en stribe amfetamin sammen med vennen på forsædet to timer forinden.Den unge mand sidder varetægtsfængslet.

Farvel til et stort smil
Ekstra Bladet 23 juni 2006, 1 . sektion side 14
——————————————————————————–
blomster og lys: Klassekammerater mindes Franzisca i det kryds, hvor hun blev dødeligt kvæstet

Af Nils Henrik Frimann
– Franzisca var altid ét stort smil. Hun havde en positiv holdning til alt her i livet. Sådan vil vi huske hende. Sådan vil vi savne hende.
Få timer efter det triste budskab om, at 18-årige Franzisca Bruggisser var afgået ved døden på Rigshospitalet, samledes klassekammerater fra 2. C på Stenhus Kostskole i går på stedet, hvor den livsglade pige i lørdags blev dødeligt kvæstet af en skæv farttosse.
Med blomsterbuketter og lys holdt vennerne en følelsesladet mindehøjtidelighed midt i krydset Valdemar Sejrsvej og Lundemarksvej i Holbæk – alt imens bilerne drønede forbi.

Aldrig negativ
Bagefter valgte kammeraterne at fortælle Ekstra Bladet, hvad det var for et menneske, de pludselig og meningsløst var blevet frarøvet.
– Franzisca var aldrig negativ. Det er formentlig derfor, hun var den pige i byen, der havde allerflest venner. Hun sagde for eksempel ikke et ondt ord om andre. Og når vi gik rundt og brokkede os over et eller andet, forsøgte hun altid at glatte ud og få os på rette spor igen, fortæller veninderne.
Trods tragedien har de næsten alle sammen smil på læben, når de taler om deres 18-årige klassekammerat, der boede på den lille Orø i Isefjord sammen med sine forældre og en lillebror.
– Jamen, det er, fordi hun var den største humørspreder, man kan forestille sig. Vi har faktisk aldrig set Franzisca sur. Man blev altid glad, når man så hende. Det store smil om hendes mund smittede på en eller anden forunderlig måde af på os andre, siger en af kammeraterne.
– Nu skal I ikke tro, at vi står her og fortæller alle de gode ting om Franzisca, fordi hun ikke længere er her. Det hele er sandt, tilføjer en anden.

Kreativ
I skolen var den 18-årige Orø-pige en af de mest kreative og intelligente elever i klassen. Hendes store lidenskab var musik, og hun styrede flot saxofonen i skolens bigband. Men der blev også tid til at tegne og male og optræde i musicals og teaterstykker.
– Der var næsten ingen grænser for, hvad Franzisca kunne overkomme. Det var måske også derfor, at hun en gang imellem kom lidt for sent til timerne, griner veninderne, som alle elskede hende.

‘Man kan dø i morgen’
– Da vi forleden samledes for at tale om ulykken, som nu har kostet Franzisca livet, kunne vi pludselig se, hvor mange spor hun har sat i os gennem alle de år, vi har kendt hende. Hun var en pige, der levede i nuet. ‘For man kan jo dø i morgen,’ som hun altid sagde …
Desværre blev dette udsagn pludselig blodig alvor, da Franzisca lørdag aften gik over et forgængerfelt med sin cykel.

Blomster til Franzisca
B.T. 22 juni 2006, 1 . sektion side 11
——————————————————————————–
Narkobilists offer ligger fortsat i koma

Af PETER ASTRUP OG HENRIK GREGERSEN
Alene og i små grupper lagde både venner, nybagte studenter og lærere blomster på dét sted, hvor kun 18-årige Franzisca Bruggisser hensynsløst blev kørt ned af en narkopåvirket fartgalning.
Med op til 90 kilometer i timen ræsede den 22-årig mand, B.N., uden kørekort over for rødt lys og ramte den unge gymnasieelev, så hun blev slynget ca. 40 meter væk. Nu ligger hun i koma på Rigshospitalet, og hele Orø, hvor pigen kommer fra, beder til hun får det bedre.
Men indtil videre er håbet spinkelt.
Kun en kilometer væk fra krydset, hvor den musik-elskende pige, blev mejet ned, var der lagt op til en festdag på Stenhus Gymnasium, hvor Franzisca gik i 2.C.
I går var nemlig dagen, hvor rektor Per Farbøl skulle sætte studenterhuen på de unges hoveder, og sende dem videre i livet.
Men for adskillige lærere og elever var festligheden ødelagt, før den overhovedet kom i gang.
Der gik i går rygter om, at Franzisca Bruggisser var afgået ved døden, da sørgende skolekammerater sendte beskeder ud om natten, hvor der stod, at nu var håbet ude. Nyheden gik som et chok gennem det lille øsamfund på Orø, men politiet oplyste i går aftes, at Franzisca stadig lever.
Den 22-årige narkobilist havde røget joints, drukket øl, samt sniffet amfetamin i løbet af lørdagen, før han gav sig til at ræse rundt i Holbæk med en fart, der ikke kender nogen begrænsninger. B.N. er sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder.
Veninder klynger sig til håbet
Ekstra Bladet 20 juni 2006, 1 . sektion side 10
——————————————————————————–

Mens 18-årige Franzisca kæmper for sit liv på hospitalet, klynger hendes veninder fra Stenhus Gymnasium i Holbæk sig til håbet om et mirakel.

Hun skal igennem det
Flere venner og veninder har sendt en slags kædebrevs-sms ud til eleverne på gymnasiet, hvor de appellerer til, at folk sender tanker eller beder for Franziscas liv.
En nær veninde skriver i en sms, som er videresendt:
‘Kære alle, der ligesom jeg har Franzisca kær. Vi har besluttet at prøve at samle vores energi og tanker om hende hver dag klokken 10, 14, 18 og 22. Hvad enten I tror på det eller ej, tror jeg, at det vil betyde meget for hende, om I vil sende en positiv healende tanke, spille noget musik eller hvad som helst på disse tidspunkter. Hun skal igennem det her.’

Udskyder eksamen
Franzisca går i 2.C, og tidspunktet for ulykken har gjort det vanskeligt for skolen at samle Franziscas nærmeste venner. Det skyldes, at 2.g’erne er gået på sommerferie, og at mange andre er i gang med læseferie og eksaminer.
– Men en klasselærer og studievejleder sørger for at samle pigens klassekammerater i de kommende dage, så eleverne sammen kan bearbejde chokket over det, der er sket, siger rektor Per Farbøl fra Stenhus Gymnasium.
Mange af de unge på skolen, som rummer 750 elever, er dybt påvirkede af ulykken. Flere har udskudt deres eksamen en dag eller to for at komme sig over chokket.

Lille ø i sorg over tragedien
B.T. 20 juni 2006, 1 . sektion side 7
————————————————————
Af PETER ASTRUP og LINETTE JESPERSEN
Et lille samfund savner deres elskede pige. Franzisca Bruggisser, som boede på øen Orø i Isefjorden, er i disse dage i tankerne hos beboerne på den lille idylliske sommerø.
Mens Franzisca endnu kæmper for sit liv på Rigshospitalet, så klamrer venner, bekendte og naboer på øen sig til håbet. Håbet om at hun vender tilbage i live, efter hun natten til søndag blev pløjet ned af en tankeløs fartgalning uden kørekort.
»Hun er et lys her på øen. En rigtig sød pige, der er helt speciel,« siger Ib Frederiksen, som udmærket kender Franzisca fra hans gang på den lille ø, hvor alle kender alle.
»Hun hilser altid på en. Og hun smiler meget,« siger han.
Franzisca Bruggisser er vokset op på Orø. På den lille ø, som rummer et utal af sommerhuse, har hun gået i skole og formet venskaber.
Hendes venner og bekendte beskriver hende som en varm og sød pige, der smiler imødekommende og passer sin skole flittigt i Holbæk, hvor hun går i 2.g på Stenhus Gymnasium. Hun er meget musikalsk og spiller en række instrumenter.
Begge hendes forældre bor på den lille ø, sammen med hendes yngre bror.
»Det er forfærdeligt,« siger 18-årige Marie, der husker Franzisca fra folkeskolen.
De gik i de små klasser sammen og de to piger så stadig hinanden ofte på den lille ø.
Det kunne have været mig
»Det kunne jo have været mig selv. Jeg går tit i det kryds, hvor hun blev kørt ned,« siger hendes veninde Maria.
Tanken om at deres jævnaldrende veninde nu kæmper for sit liv på hospitalet, får de to piger til at se rødt.
»Jeg blev simpelthen så rasende. Og så hører jeg, at han ikke havde kørekort. Det gør mig så vred,« siger Marie, som ikke vil have sit billede eller efternavn i avisen.
Stemningen er trykket i SuperBrugsen, som er byens indkøbscenter nummer et.
»Hun er meget livsglad og har mange venner og veninder,« siger 17-årige Julie Johansen, som tydeligt husker Franzisca fra Orø Skole.
»Vi har snakket om det i butikken i dag og mange kunder har spurgt bekymret til hende,,« siger Julie Johansen.
Vennerne beder for Franziscas liv
B.T. 20 juni 2006, 1 . sektion side 7
————————————————————
Hun er meget musikalsk og meget sympatisk. Og meget uskyldig i alt det, der er sket her Elev på Stenhus Gymnasium

Af LINETTE JESPERSEN og PETER ASTRUP
Det har skabt forfærdelse blandt hendes venner, at den 18-årige gymnasieelev Franzisca Bruggisser ligger livsfarligt kvæstet på Rigshospitalet. Det virker så meningsløst, at den vellidte kammerat blev offer for en vanvidsbilist uden kørekort.
Da nyheden om den tragiske ulykke bredte sig, blev der rundsendt en sms mellem eleverne på Franziscas gymnasium i Holbæk.
»Bed for Franziscas liv! Hun går på Stenhus gym i 2. C! I går blev hun kørt ned af en ung mand uden kørekort og nu ligger hun på hospitalet i en kritisk tilstand! Så send denne besked videre til andre fra gym, og lad os alle bede for hendes liv,« skriver de i sms’en.
En pige, som går på samme årgang som Franzisca fortæller, at hun har spillet teater med hende.
»Hun er meget musikalsk og meget sympatisk. Og meget uskyldig i alt det, der er sket her,« siger hun.
Ingen officiel krisehjælp
I går var der stille og næsten mennesketomt på gymnasiet.
De fleste af Franziscas kammerater er allerede færdig med deres eksamener. Derfor bliver der ikke nogen officiel krisehjælp på skolen. Men ifølge rektor Per Farbøl samler de hendes klassekammerater privat.
»Lige nu har de brug for at mødes og tale sammen. De hører så meget her og der. Så vi prøver at samle dem privat med nogle af deres lærere,« fortæller Per Farbøl og fortsætter:
»Der er nogle, der endnu ikke er helt færdig med deres eksamen, og der er nogle af hendes veninder, hvor vi har forsøgt at skyde deres eksamen en dag eller to. De tænker jo, at kan man det, når hun ligger der. Men de vil jo også gerne være færdige,« siger han.
En dygtig elev
Han kender faktisk ikke ret meget til Franzisca.
»Det er jo ofte sådan, at dygtige og velfungerende elever ikke nødvendigvis er kendt af mig. Og sådan var hun, efter hvad jeg lige har hørt fra en af hendes lærere,« fastslår han.

Farttosse 2½ år i fængsel
Ekstra Bladet 02 september 2006, 1 . sektion side 4
————————————————————
Af kc
En af sommerens værste trafik-tragedier udløste i går danmarkshistoriens hårdeste straf for trafikdrab.
Fart-tossen Benjamin Nielsen, 22, skal to og et halvt år i fængsel for sin vanvittige kørsel om aftenen den 17. juni, som kostede den kun 18-årige gymnasieelev Franzisca Bruggisser fra Orø livet.

Anket
Dommer Tove Horsager, Holbæk, og to domsmænd var ikke lang tid om at fælde den historiske dom, men det bliver op til Østre Landsret at afgøre, om den skal stå ved magt. Benjamin Nielsen og hans forsvarer, advokat Kaj Høj, ankede på stedet med krav om en mildere straf. De mener, at forbrydelsen kun skal koste omkring et års fængsel.
Benjamin Nielsen var både fuld og skæv af hash og amfetamin og havde aldrig taget kørekort, da han lod sin røde Mazda fare af sted på Valdemar Sejrs Vej i Holbæk, hvor man kun må køre 60 kilometer i timen. Farten var næsten 100 kilometer i timen, da han kørte over for rødt i et kryds, hvor Franzisca Bruggisser netop kom trækkende med sin cykel i fodgængerfeltet.

Hjernen knust
– Jeg så hende ikke, før jeg ramte hende. Da jeg var kommet ud af bilen og hen til hende, troede jeg, hun var død.
Franzisca var slynget 45 meter væk. Hjernen var knust, rygsøjlen knækket. Hun døde fire dage senere på Rigshospitalet.
Den unge mand huskede i går næsten intet om ulykken. Om morgenen på den skæbnesvangre dag havde han fået en halv joint, om aftenen havde han drukket fem øl, og ti minutter før han torpederede Franzisca, havde han sniffet en bane amfetamin.

Strammet
Ud over en stribe færdselslovovertrædelser er han derfor nu skyldig i uagtsomt manddrab og i hensynsløst at have bragt andre mennesker i øvrigt i livsfare.
I forbindelse med trafikdrab er disse forbrydelser hidtil kun blevet straffet med op til to år og tre måneders fængsel. Eksempelvis da en 19-årig mand i april med sin fars bil tog livet af en døv mand og dennes datter på syv måneder. Dommen faldt, efter at Folketinget netop havde strammet reglerne.

Debat: Dit liv er mere værd
Ekstra Bladet 04 september 2006, 1 . sektion side 30
————————————————————
Af Sten Frederichsen
Hvornår vågner Folketinget op og sætter straffen for vanvidskørsel op. To et halvt år, som Benjamin Nielsen fik for at køre unge Franzisca Bruggisser ihjel, er latterlig lidt.
Hvis man bedrager en kreditforening for nogle millioner, koster det fem til syv års fængsel på trods af, at kreditforeningen ikke lider den store overlast. At et menneskeliv ikke regnes for en skid i forhold til penge, er en ting, som de burde gøre noget ved i Folketinget. Hvis det var en af Folketingets medlemmers børn, der blev dræbt af en vanvidskører, ville de nok straks ændre lovgivningen.
Sten Frederichsen
Horsbred 82
Vallensbæk

Krævede at få sin frihed
Ekstra Bladet 02 september 2006, 1 . sektion side 5
————————————————————
Af kac
Benjamin Nielsen forlangte at blive sat på fri fod indtil straf-afsoningen, da han i går var idømt to og et halvt års fængsel for trafikdrabet på Franzisca Bruggisser.
Gennem sin forsvarer, advokat Kaj Høj, protesterede han over et krav fra anklageren, politifuldmægtig Charlotte Møgelhøj, om, at varetægtsfængslingen opretholdes. Men den unge mand kommer ikke på fri fod.
– Den dom, du netop har fået, er så alvorlig, at du fortsat skal være fængslet af hensyn til retshåndhævelsen, sagde dommer Tove Horsager til Benjamin Nielsen.
Formelt er Benjamin Nielsen blot varetægtsarrestant, indtil landsretten har besluttet, om byrettens dom står ved magt.
Varetægtsfængslingen, som foreløbig har varet i to og en halv måned, modregnes i fængselsstraffen. Men oven i de to og et halvt år skal den 22-årige mand afsone 60 dages fængsel, som han ‘skylder systemet’ efter en dom i januar.
kac

Mindelegat vokser
Ekstra Bladet 27 august 2006, 1 . sektion side 19
——————————————————————————–
Af nhf
Mindelegatet for trafikdræbte Franzisca Bruggisser vokser, og det samlede beløb er nu oppe på 44.000 kroner.
– Vi er dybt taknemmelige over den store velvilje, giverne har vist os. Tallet er langt højere, end jeg havde forventet, siger faderen Martin Bruggisser, der sammen med sin kone oprettede mindelegatet efter datterens tragiske død i juni.

Sådan bidrager du
Det er meningen, legatmidlerne hvert år skal uddeles til en elev på Ollerup Efterskole, hvor Franzisca Bruggisser selv gik i skoleåret 2003-2004 med linjefagene musik og sang.
– Vi har kaldt legatet for Whisperprisen, og jeg forestiller mig, at den skal tilfalde en eller måske flere elever ved skoleårets afslutning, siger Martin Bruggisser.
Det er fortsat muligt at støtte mindelegatet ved at indsætte penge i BG Bank på kontonummer: 0294-4749197536.

Farttossen får dom fredag
Ekstra Bladet 27 august 2006, 1 . sektion side 19
——————————————————————————–
Af nhf
På fredag skal en 22-årig mand fra Svogerslev ved Roskilde have regnskabet gjort op for ulykken, der kostede 18-årige Franzisca Bruggisser livet.
Manden står ved retten i Holbæk tiltalt for uagtsomt manddrab for at have voldt nærliggende fare for nogens liv og førlighed samt for flere overtrædelser af færdselsloven. Den 22-årige mejede den 18-årige gymnasieelev ned lørdag 17. juni, da han ifølge politiet kørte over for rødt lys, mens hun trak sin cykel over et fodgængerfelt på Valdemar Sejrsvej i Holbæk.

Først løsladt
Umiddelbart efter ulykken blev den 22-årige løsladt. Men efter massiv medieomtale af sagen, ombestemte politiet sig og stillede manden for en dommer. Siden har han været varetægtsfængslet.
Flemming Jensen fra kriminalpolitiet i Holbæk siger til Ekstra Bladet, at strafferammen for de to paragraffer, manden er tiltalt efter i straffeloven, er op til otte års fængsel.
nhf

Sidste tur med færgen
Ekstra Bladet 29 juni 2006, 1 . sektion side 4
——————————————————————————–

I syv år sejlede Franzisca Bruggisser hver dag med færgen til Holbæk for at blive undervist på Stenhus Kostskole.
I går var pigen ude på sin sidste sejltur mellem fastlandet og lille Orø i Isefjord, hvor hun boede næsten hele sit korte liv – og som hun elskede overalt på jorden.
Fulgt af de allernærmeste kørte rustvognen efter højtideligheden i kirken til Hammer Bakke og om bord på den lille trækfærge, der dagligt sejler mellem Orø og Hornsherred.

Tre kilometer
Fem minutter senere lagde skibet til i det lille færgeleje på Orø – og kisten med Franzisca blev transporteret de sidste tre kilometer til øens lille kirkegård midt i Bjergby.
Et par fyldte færger fulgte i kølvandet. Og til sidst var flere hundrede venner, bekendte og familiemedlemmer samlet uden for kirken. Med præsten i spidsen fulgte de alle stille den populære gymnasiepige til graven.
Orø var klædt i sorg allerede fra morgenstunden. Dannebrog gik på halv stang adskillige steder på øen, hvor de cirka 1000 indbyggere alle kender hinanden.

Hvorfor os?
Flagstangen i skolegården ved Orøs lille skole var ingen undtagelse. Det var her, Franzisca gik de første fem år, inden hun begyndte at tage over vandet om morgenen for at komme i sjette klasse på Stenhus Kostskole.
– Det er forfærdeligt med den ulykke. Hvorfor rammer det lige Orø, når så unge piger dør under ulykkelige omstændigheder, spørger en pensioneret landmand, som Ekstra Bladet møder tæt ved kirken.
Han tænker på en anden 18-årig pige, som for et par år siden brutalt blev myrdet af en sindssyg mand på en skolerejse.

Sød og naturlig
– Jeg kendte udmærket Franzisca. Hun var en sød og naturlig pige. Vi havde hende som medlem i skytteforeningen for nogle år siden. Hun var utrolig dygtig. Men der var så mange andre ting, hun havde lyst til her i livet. Så hun holdt op igen. Nu skal hun så begraves. Næsten lige ved siden af den unge pige, som blev myrdet. Jeg fatter det ikke, konstaterer manden

Som om hun forudsagde sin død
Ekstra Bladet 29 juni 2006, 1 . sektion side 5
——————————————————————————–

Kun 18 år. Det var alt, hvad Franzisca Bruggisser fik lov at leve, før en fartgal, speedpåvirket ung mand uden kørekort satte en stopper for hendes liv.
Og selv om det – ikke mindst for hendes familie og store vennekreds – synes alt for urimeligt lidt, havde den unge kvinde selv en oplevelse af at have nået det meste.
– Jeg har det så underligt mor. Jeg føler nærmest, jeg har oplevet alt. Hvis jeg snart skulle dø, ville det ikke gøre noget. Hvad der vil komme fremover, kan nærmest kun blive gentagelser.
Sådan sagde Franzisca en aften få måneder før sin død i en tæt samtale med sin mor, Susanne.
Stående ved sin purunge datters blomstersmykkede, hvide kiste i Holbæks stuvende fulde Sankt Nicolai Kirke, fortalte Susanne Bruggisser med tårevæddet stemme om denne samtale med Franzisca.
– Jeg sad oppe på hendes værelse og blev noget chokeret over det, hun sagde. I dag er det, som om hun forudsagde sin død, sagde moderen blandt andet i sin afskedstale til sit ældste, men alligevel alt for unge barn.
amgr

Dødsfald
Jyllands-Posten 28 juni 2006, 7 . sektion side 6
——————————————————————————–

Franzisca Bruggisser, gymnasieelev, Orø, 18 år. Franzisca Bruggisser havde trods sin unge alder stor erfaring med socialt arbejde. Allerede som 13-årig blev hun engageret i foreningen CISV, hvis formål er tværnational forståelse for religion og politik, lige som hun flere år bl.a. deltog i det kirkelige ungdomsarbejde i Holbæk. I denne uge skulle hun have arbejdet som frivillig på Roskildefestivalen og senere været rejst til Spanien for i Mellemfolkeligt regi at deltage i restaureringen af moskeen i Cordoba. Onsdag i sidste uge døde Franzisca Brugisser på Rigshospitalet af de kvæstelser, hun havde pådraget sig, da hun blev kørt ned af en bilist i Holbæk. Hendes forældre har i datterens navn oprettet “Whisperlegatet”, der hvert år skal gives til en elev på Ollerup Efterskole, hvor Franzisca Brugisser havde været musikelev. Interesserede kan bidrage til “Whisperlegatet” på BG-konto 0294 – 4749197536.

Mindelegat for Franzisca
Ekstra Bladet 26 juni 2006, 1 . sektion side 22
——————————————————————————–
Forældrene til 18-årigt offer for fartgalning vil ære datterens eftermæle

Familien til den 18-årige gymnasieelev Franzisca Bruggisser fra Holbæk, der forrige weekend blev mejet ned af en bilist uden kørekort og efterfølgende døde, har besluttet at oprette et legat til ære om den unge piges minde.
Legatet får navnet ‘Whisperprisen’ og skal hvert år uddeles til en elev på Ollerup Efterskole. Her var Franzisca selv elev i 2003-2004 med linjefagene musik og sang.

Dygtig og kreativ
I mindeordene fra Franziscas forældre og hendes 12-årige lillebror berettes der om en ung og kreativ pige, der netop havde taget hul på livets mange muligheder, der fik så brat og tragisk en afslutning.
Denne sommer skulle Franzisca have været frivillig medhjælper på Roskilde Festivalen. Derefter ville hun være rejst på ferie til Schweiz med sin familie. Herfra skulle turen videre alene til Cordoba i Spanien, hvor hun i Mellemfolkeligt Samvirkes regi skulle have deltaget i restaureringen af byens berømte moské.
I august skulle Franziscas helt store drøm realiseres. Hun ville flytte til København. Her havde hun planlagt at flytte sammen med fire veninder på Frederiksberg for at begynde i 3.g. på Christianshavns Gymnasium.

Kørt ned på cykel
Alt dette nåede den 18-årige Franzisca ikke på grund af en bilists vanvittige kørsel sent lørdag aften den 17. juni.
På vej hjem efter en sommerfest på Holbæk Lilleskole, hvor hun havde overværet sin lillebror spille i skolens latinband, blev hun påkørt, da hun cyklede i forvejen for at mødes med familien ved Orøfærgen på Holbæk Havn.
Interesserede kan give et bidrag til Franziscas mindelegat ‘Whisperprisen’ ved at indsætte penge på BG-konto: 0294-4749197536.

Sigtelse skærpes mod fartbilist
Ekstra Bladet 23 juni 2006, 1 . sektion side 14
——————————————————————————–

Efter 18-årige Franzisca Bruggissers tragiske død på Rigshospitalet i København i går tyder alt på, at sigtelsen skærpes mod den 22-årige fartbilist, som i lørdags mejede hende ned i krydset Valdemar Sejrsvej og Lundemarksvej i Holbæk.
– Sigtelsen kan udvides til uagtsomt manddrab. Men det tager vi først stilling til, når alle undersøgelser af ulykken er færdige, siger vagthavende hos politiet i Holbæk til Ekstra Bladet.
Den 22-årige er foreløbig varetægtsfængslet for grov uagtsom legemsbeskadigelse.

Havde sniffet speed
Han indrømmede i retten, at han sniffede speed, inden han satte sig bag rattet og begav sig ud på turen, der nu har kostet Franzisca Bruggisser livet.
Ifølge politiet kørte manden, der aldrig har haft kørekort, over for rødt og ramte den 18-årige pige, mens hun passerede et fodgængerfelt på Valdemar Sejrsvej.
Hun blev slynget højt op i luften og landede livløs et halvt hundrede meter fra stedet.
Selv siger den 22-årige, at han kørte med et hastighed på 80-90 kilometer i timen, hvor der højst må køres 60. Et vidne mener derimod, at han kørte langt stærkere.
Franzisca blev i går mindet ved en højtidelighed på Stenhus Kostskole, hvor mange af hendes nærmeste venner og bekendte samledes.
– Det hele gik op i gråd. Så da lærerne havde holdt taler, og der var spillet et par melodier, kunne vi ikke klare mere, fortæller en af deltagerne til Ekstra Bladet.

Trafikken dræber: Han var bare flabet at se på
B.T. 23 juni 2006, 1 . sektion side 8
——————————————————————————–
Dødsbilist sendte Gry i koma. Forleden mødte hun ham i retten

Af Linette Jespersen
G ry Falbe Svendsen mærkede et ekstra stik i hjertet, da hun hørte om den tragiske ulykke, der nu har taget livet fra den jævnaldrende Franzisca Bruggisser.
For et år siden var det Gry, der kæmpede for sit liv på Rigshospitalet. Hun blev hårdt kvæstet med svære skader på hjernen, da hun blev offer for en vanvidsbilist. Hendes kammerat Jesper blev dræbt.
Den dengang 17-årige handels- skoleelev lå i koma i halvanden måned. Ingen vidste, om hun nogensinde ville vågne. Og om hun ville være den samme Gry, hvis hun gjorde.
I dag er Gry Falbe Svendsen mirakuløst vendt tilbage til livet. Men hun mærker alligevel en smule af sig selv i hver ulykke med jævnaldrende, der bliver ofre for unge mænds trang til fart og blær.
»Jeg bliver meget forskrækket og synes, det er uhyggeligt, at det kan blive ved med at ske, selvom der bliver skrevet så meget om det ,« siger Gry og opfordrer de unge mænd til at tænke på ofrenes familie.
Hun sidder i baghaven i hendes fars hyggelige bondehus i Tune ved Roskilde. Solen bager ned, og Gry er sommerklar i en gul top med bare skuldre og et stort smil på læberne. I morgen skal hun på ungdomsferie til Lloret de Mar i Spanien.
Grimme ar på højre ben fortæller en anden, uhyggelig historie.
Slingrede for at vise sig
Grys liv blev vendt op og ned efter en hyggelig aften på diskotek Piccadilly i Hillerød sammen med barndomsveninden Mette og fem andre venner. Da de skulle hjem, var der en 19-årig fyr, der tilbød at køre dem.
Gry troede, at han kendte en af hendes venner og klemte sig trygt sammen i bagagerummet på fyrens stationcar på gule plader. Det viste sig senere, at ingen kendte ham. Og turen blev alt andet end behagelig.
»Han kørte stærkt. Og da vi kom i nærheden af Gørløse, begynder han at slingre bare for at vise sig. Vi beder ham om at lade være med at slingre, og så skal han lige gøre det en gang mere. Og så går det galt,« fortæller hun.
Den 19-årige Mikkel mistede herredømmet over bilen og bragede ind i seks parkerede biler hos en autoforhandler. De unge blev slynget ud af bilen. Jesper døde. Gry husker intet fra selve ulykken. Hendes første erindringer er fra, da hun vågner op fra komaen.
»Jeg kan huske, at det var meget ensomt, og jeg blev meget bange for de andre mennesker, der lå der. Det var meget hjerneskadede mennesker,« siger hun.
Men hun formåede alligevel at holde de negative tanker væk.
Heldig trods mange mén
»Min underbevidsthed skubbede alting væk, tror jeg. Jeg tror ikke, min hjerne fungerede optimalt, så den tænkte ikke, at jeg ligger her, og jeg bliver måske vildt mærkelig,« siger hun.
Først da hun kom hjem efter fire måneder, fik hun en nedtur, hvor hun blev ked af det.
I dag fungerer Gry rimelig godt. Hun lider af daglige gener som nedsat syn på højre øje, migræne, mistet lugtesans og smerter i højre ben, som brækkede ved ulykken og nu er fyldt med jern, der først skal ud om fjorten dage. Derudover har hun en skjult hjerneskade, som kan vise sig senere, og hun har et ar i hovedbunden fra den ventil, som skulle lette trykket i hjernen efter ulykken. Men hun var heldig.
Hamrende hjerte i retten
For en uge siden kom hun et skridt nærmere en afslutning, da hun med hamrende hjerte var i retten for at vidne mod bilisten. »I starten havde jeg ondt af ham. Men nu her hvor jeg så ham i retten, synes jeg bare, han var flabet at se på. Han sad bare der og så ud som om han tænkte: »Fuck det, så kan I lære det alle sammen.«
Han sad helt lænet tilbage med armene over kors, som om han var helt ligeglad,« siger Gry.
Niels Falbe Svendsen er en glad mand. Han har fået sin dejlige datter tilbage, men ikke alle forældre er lige så heldige. Niels kender smerten, og derfor ønsker han, at de unge mænd, der kører råddent, bliver gjort mere opmærksom på konsekvenserne.
»De ødelægger måske livet for nogle andre, og de får også ødelagt deres eget liv. Hvis de har lidt fornuft i sig, så vil de aldrig kunne ryste det af sig. Det er det, de skal tænke over, når de kører,« siger han.

Fartgalning: Jeg græder mig i søvn
Ekstra Bladet 20 juni 2006, 1 . sektion side 10
————————————————————
HAR TRE TRAFIKDOMME: 18-årig pige svæver fortsat mellem liv og død

Af mette fleckner
– Jeg har grædt mig selv i søvn og har det ad helvede til. Jeg har næsten slået et menneske ihjel, og jeg skal have en straf for det, men ligesom pigen på hospitalet har brug for sin familie, har jeg også brug for at være sammen med min familie. Jeg har aldrig før haft det, som jeg har det nu.
Sådan lød det i går fra den 22-årige Benjamin, som i weekenden påkørte den 18-årige gymnasieelev Franzisca i Holbæk.
Og mens Benjamin kan græde og også fældede flere tårer foran dommeren i retten i Holbæk, kan Franzisca intet.
Skader på hjernen
Med sin familie omkring sig ligger pigen på Rigshospitalet med livstruende skader på blandt andet hjernen.
Lægerne er pessimister. De spår hende ikke mange chancer for at overleve, fremgik det af grundlovsforhøret.
Mens trods den 22-årige Benjamins oprigtige kvaler over at have været skyld i ulykken, valgte dommerne at fængsle ham.
Hensynsløs kørsel
– Pigen ligger i en livstruende situation, og her kræver retshåndhævelsen, at du skal sidde fængslet, sagde dommeren og begrundede det med, at ulykken var sket pga. hensynsløs kørsel under særligt skærpede omstændigheder.
Benjamin, der ikke har kørekort, kørte med høj hastighed ind i et lyskryds, som netop skiftede fra gult til rødt.
Havde ikke en chance
Her kom Franzisca trækkende med sin cykel i fodgængerovergangen. Hun havde ingen chance for at opdage bilen, som tordnede mod hende.
Heller ikke Benjamin kunne formentlig se pigen, før det var for sent. En venstresvingende vogn holdt i krydset og skyggede for pigen. Har aldrig haft kørekort

Føreren af den vogn har fortalt politiet, at han signalerede til pigen, som stod ved et helleanlæg på vejbanen, at han ville holde tilbage for hende, så hun kunne gå videre. I samme sekund kom vognen med Benjamin ved rattet farende.Franzisca blev slynget op i luften og mange meter hen ad gaden.
Benjamin forklarede i retten, at han havde kørt omkring 80 km/t., hvor fartgrænsen er 60. Han erkendte ligeledes, at han kørte over krydset for gult, men at det i det samme skiftede til rødt.
Vidner mener, at han kørte op mod 100 km/t., og at der ubetinget var rødt lys i feltet.
– Jeg husker, at jeg løb ud af bilen og hen til pigen og vendte hende om. Jeg tænkte, at hun var død, sagde Benjamin i retten.
Før den fatale ulykke havde Benjamin kørt rundt i Holbæk-området sammen med en kammerat.
De to skulle hjem til Benjamin i Svogerslev, men opdagede, at de ingen penge havde og måtte finde en hæveautomat. Derfor fortsatte makkerparret ind i Holbæk. Det blev Franziscas tragedie.
‘En lille smule speed’
Rødblonde Benjamin fortalte i retten, at han kun havde drukket et par øl, men også havde taget ‘en lille smule’ speed nogle timer før ulykken.
Han kunne ikke forklare, hvorfor han kørte, som han gjorde.
Benjamin har tre tidligere færdselsdomme for at have kørt uden kørekort. Han blev fængslet frem til 11. juli.

Tog amfetamin før han kørte
B.T. 20 juni 2006, 1 . sektion side 6
————————————————————
Det 18-årige offer svæver mellem liv og død, mens vanvidsbilisten hævder, at han ikke kørte over for rødt lys

Af LINETTE JESPERSEN og PETER ASTRUP
V anvidsbilisten B.N. havde både røget hash, drukket et par øl og sniffet en bane amfetamin i løbet af den lørdag, hvor han satte sig ind i sin bil og drønede lige ind i den 18-årige Franzisca Bruggisser.
Den unge gymnasiepige ligger nu dybt bevidstløs med svære skader på hjernen på Rigshospitalet. Det er endnu uvist, om hun nogensinde vågner op igen. Og om hun vil være den samme Franzisca, hvis det nogensinde sker.
I går blev den 22-årige B.N., fremstillet i grundlovsforhør i retten i Holbæk, sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder.
Startede dagen med en joint
Her kunne han fortælle, at han startede med, at han røg en joint om morgenen, som han gør stort set hver dag. Til aftensmaden drak han to øl, og ved 20-21-tiden sniffede han lige en lille bane amfetamin, før han igen satte sig bag rattet . Prøver skal vise, om han fortsat var påvirket, da han ramte Franzisca.
Han har aldrig haft kørekort, men det har aldrig afholdt ham fra at køre bil. Heller ikke hans tre tidligere domme for at køre uden kørekort.
Godt en time senere lød braget, da han kørte over for rødt og drønede ind i 18-årige Franzisca med mindst 80 km/t. Hun trak pænt sin cykel over fodgængerfeltet, stoppede op ved midterhellen for en bil, der skulle svinge til venstre ad Valdemar Sejrsvej. Men han vinkede hende frem. Det blev skæbnesvangert.
Røde øjne i retten
»Hun var der bare lige pludselig. Jeg ved ikke, hvor hun kom fra. Jeg kan ikke huske,at jeg hverken bremser eller rammer pigen. Så løber jeg ud af bilen og ser hende. Og jeg tror, hun er død,« fortalte B.N. i går med en grødet stemme.
Han tilstod, at det var ham, der havde kørt bilen. Men han påstod, i strid med vidneforklaringerne, at han kun havde kørt over for gult, der skiftede til rødt inde i krydset.
Han lignede bare en stor dreng. Hans øjne var røde og ophovnede, og han kørte hele tiden hænderne op over ansigtet og op i det let-krøllede rødlige hår eller kiggede hypnotisk ned på sine hænder.
Hans røde Karl Kani sweatshirt og en stor sort flammetatovering på højre underarm vidnede dog alligevel om en fyr, der gerne vil spille smart.
Han arbejder til dagligt som flyttemand, og B.T. besøgte i går hans lejede værelse i et faldefærdigt hus i Svogerslev ved Roskilde, hvor et stort skilt for FTI Flytteforretning er synligt på husmuren.
Foran huset står den fuldstændig smadrede Mazda med forruden trykket ind og med tomme ølflasker liggende i bunden. På gulvet ved passagersædet ligger en stofmariehøne på ryggen, stadig fæstnet til bakspejlet, der er røget af.
Inde i huset står døren til B.N.s trøstesløse værelse åben. Her hersker totalt kaos. Der er buldermørkt med persiennerne trukket for, der er ikke en millimeter på gulvet, der ikke er dækket med tøj og bordet flyder med tomme øl- og sodavandsflasker og en pizzabakke med et par tørre stykker pizza.
Ville løslades
I går forsøgte han at overbevise dommeren om, at han ikke skulle bytte det ud med en celle i Holbæk Arrest.
»Jeg har været ved at slå en pige ihjel. Og det skal jeg have en straf for. Jeg har grædt mig selv i søvn, og jeg har det ad helvede til. Men ligesom pigen har brug for sin familie, så har jeg brug for min familie nu,« sagde han som sine sidste ord til dommeren.
Dommeren valgte dog at følge anklager Jens Skov-Madsens begæring om varetægtsfængsling frem til 11. juli af hensynet til retsfølelsen.

Mindeinformation

  • Født: 25/03/1988
  • Død: 22/06/2008
  • Fødeby:
  • Mors navn:
  • Fars navn:

Til minde

Gæstebog

Skriv i gæstebog

Seneste lys

  • torsdag d.29/03Kære Fransis - Jeg mindes dig stad...

  • tirsdag d.14/03My condolences to all of Kika's fri...

  • fredag d.20/09Jeg ved du betød utrolig meget for...

Tænd et lys Se alle lys

Mindesider

Næste mærkedag

Ingen mærkedage

Del dette minde

Fortæl andre om mindet for Franzisca Bruggisser.


Mindet.dk hoej.dk a/s cvr 29192715 Borupvang 3 2750 Ballerup Tlf. 9674 6200 Facebook Send mail