Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Kære Andre’,kære elskede skat og søn.
I dag er det 1 år og 2 mdr. og 8 dage siden,at du valgte livet fra.
Det er så hårdt ja så helt ufatteligt,at du kunne komme så langt ud.Du skal bare vide, hvor højt jeg elsker og savner dig,der går ikke 1 dag,hvor du ikke er i mine tanker, og jeg tror aldrig rigtig, jeg kommer over det.
Man siger at tiden læger alle sår,men jeg synes bare, at jeg savner dig mere og mere, for hver dag der går. Der må da for pokker komme et tidspunkt,hvor det ikke gør så ondt mere.

Men nu vil jeg fortælle lidt om dit alt for korte liv.Du kom til verden d.26/10-1979, på Gentofte sygehus, du var en stor dreng på 41oo gram og og målte 52 cm, du var et rigtigt ønskebarn, for året forinden aboterede jeg med tvillinger. Så din far og jeg var ekstra glade, da du var sund og rask.
Du voksede op og var en glad lille gut med krudt i enden,fuld af spilopper. Du blev 1 år på din farmor og farfars Guldbryllupsdag, og der kunne du lige stavre rundt. Du gik blandt andet ud i køkkenet,og tog en ølflaske op af en kasse,hvorpå servitricen sagde hov,hov unge mand, det er vist lidt for tideligt, det har vi tit grinet af sidenhen.
Da du var omkrin 1½år gammel,havde vi dig med i zoologiskhave og der optrådte du på slap line foran pingvingrotten, så folk havde mere travlt med at kigge på dig end pingvinerne.
Du var så glad for sang og musik,og efter at vi havde købt dig et par nye sko,da du var omkring 3 år gammel, begyndte du at stå og danse, da vi gik forbi en butik med musik.
Da du var 5½år gammel flyttede vi til Vordingborg i hus, vi ville godt et fast sted at bo,inden du skulle starte i skole, og huspriserne, i det område hvor vi boede, var alt for dyre. Der var lige åbnet en ny møbelforretning, da vi flyttede dertil,og de første 1oo kunder fik et paptog til børnene, og der var vi iblandt. Du havde en gocart og der satte du toget uden på, og så kørte dig og dine kammerater op og ned ad vejen,det havde I meget fornøjelse med. En dag dag vi spiste aftensmad, kunne du slet ikke vente med at blive færdig, selvom jeg sagde,at man skulle holde bordskik, for det gjorde man, da jeg var barn. Så sagde du nok så grav alvorligt, jamen det gør vi ikke i vor tid. Da var det bare med at finde en grimasse der kunne passe. Ja sådan kunne jeg blive ved med, hvor sjov du kunne være, men så ville det fylde alt for meget.

Du var enebarn til du var 10 år, mor havde haft lidt svært ved, at blive gravid igen, men endelig lykkedes det, og både din far, dig og mig selv var meget glade. Jeg glemmer aldrig da far og dig skulle komme og hente mig på sygehuset og det var første gang du så din søster. Du for lige hen til den lille seng og sagde nej, hvor hun sød. Ja du var meget stolt af din lille søster, du viste hende gerne frem for alle dine kammerater. Og der var ihvertilfald ingen, som skulle komme efter din søster,så skulle du nok forsvare hende. Ja du var en god og kærlig bror og en god og kærlig søn.

Jeg ved ikke lige hvad der skete for dig, hvad der gik så galt for dig. Måske skete der lige pludselig for meget for dig på én gang. Din højt elskede
farfar døde af kræft, kun en uge før jeg nedkom med din søster. Og nu havde du jo,som sagt været enebarn i 10 år og været vant til, at det kun drejede sig om dig, og pludselig var der også en anden at tage hensyn til. Du har indenfor de senere år fortalt mig, at du allerede prøvede at tage stoffer da du ikke var ret gammel, det var jeg slet ikke klar over, det har du skjult godt. Okay jeg vidste så godt, at du var begyndt at tage steroider, da du flyttede hjemmefra, for det kunne man se på dig. Jeg bad dig så mindeligt om at lade være. Men du sagde at du brød dig ikke om at være så splejset, og at du havde styr på det, men det havde du åbenbart ikke. For de senere år er det da gået helt skævt for dig. Du klagede tit over,at du havde ondt i hjertet og andre af dine vitale organer. Dit hjerte var også blevet forstørret, og da det også er en muskel, bliver den jo automatisk stor ligesom dine andre muskler. Ja min kære skat, hvordan kunne det da gå så galt, hvis du da bare ikke skulle have eksperimenteret,med alle de stoffer, så havde vi måske haft dig endnu.

Du gik ud af 10 kl. og prøvede lidt af hvert. Som sagt var du glad for sang og musik, og rejste en hel del til udlandet,og var med i forskellige musicals, blandt andet Greace og Saturday Nightfeber. Du har prøvet at arbejde som gulvlægger ad 2 omgange, og så har du været i bagerlære og tømmerlære ad et par omgange, og så har du arbejdet på Transcom, hvor du sad og tog mod telefonbeskedder. Du har aldrig,været så god til det boglige i skolen, men når du skulle lave noget med dine hænder,det var virkelig noget du var god til. Jeg glemmer aldrig da du 2 gange medens du var i tømmerlære ringede hjem til mig , at du havde fået 11 i karekter i to prøver du havde været oppe i. I den første prøve,havde du lavet 1 bord med 2 bænke,og den anden prøve,havde du lavet et legehus. Der var jeg bare så stolt af dig og troede, at nu gik det den rigtige vej. Men du var desværre noget af en rastløs sjæl, og kunne ikke rigtig falde til ro nogle steder.

Jeg tror bare,at du ikke rigtig troede på dig selv,og vidste,hvor meget du egentlig var værd. I mine øjne var du guld værd. Du var altid så betænksom, når andre mennesker var nede. Jeg husker endnu da din gode veninde Charlotte fortalte mig om, hvor omsorgsfuld du var overfor hende, da hun mistede sin mor af kræft. Men det hjælper desværre ikke at være omsorgsfuld over for andre, når man ikke kan være det overfor sig selv. Det måtte vi jo desværre sande i sidste ende.

Jeg glemmer aldrig de sidste 14 dage af dit liv, dit humør svingede op og ned, og du blev indlagt på Oringen efter du havde prøvet at gøre det forbi hjemme i haven, da din kæreste slog op med dig, og du fortalte mig at du havde løjet og bedraget folk igennem mange år, og at du havde gæld til op over begge ører, så nu orkede du bare ikke mere. Men jeg sagde til dig at jeg ikke havde sat dig i verden, for at du skulle tage dit eget liv og at vi elskede dig allesammen og du sagde så at du også elskede os, men du var bange for, at du var blevet skitzofren og at du hørte stemmer. Jeg spurgte dig så om , at det var noget i din opdragelse der var gået fejl, men du svarede,at jeg ikke måtte bebrejde mig selv noget, at det var dig, som var fucked oven i hovedet.Du var bange for,at det var alle de stoffer, som du havde taget igennem årene, at du havde taget skade af, og det var nok bedst, hvis du fik noget professionel hjælp, som nu nok skulle have haft for mange år siden, og du blev så indlagt på Oringen. Men dit humør svingede,som sagt meget op og ned, to gange medens du var indlagt prøvede du, at gøre det forbi. Men på et tidspunkt troede vi ellers allesammen, at det gik den rigtige vej, du var begyndt,at skrive sange og digte til os allesammen, og du så bare så glad ud, som jeg ikke havde set,dig længe, men det var åbenbart kun en fasade. Mandag d.2/7-07 prøvede du så engang til at gøre det forbi, uden held, men næste dag ville du overhovedet ikke tale med nogen.
Jeg spurgte så personalet på Oringen, om det var nogen god ide at lukke dig ud d.6/7-07, når dit humør svingede sådan op og ned, men de sagde,at du var indlagt på frivillig basis, så de kunne ikke gøre noget. Men jeg synes,at de lukkede dig alt for tidligt ud.
Du var kun indlagt i ikke engang 14 dage, så jeg mener ikke, at medicinen kan have nået, at virke i nu. Du kom også ud til ingenting, ingen penge, ingen kæreste og kun medicin til weekenden. Så der var måske ikke noget at sige til, at du gik ned med flaget.

Men det er stadigvæk ufatteligt, at du ikke er her mere. Charlotte og Robert kunne heller ikke forstå, at det kom så vidt, du var jo på besøg hos dem om Lørdagen d.7/7-07, og der virkede du bare så glad. Du sad og sang og spillede luftguitar, så de mente, at du var ved at komme oven på igen. Om Søndagen ringede du til mig, og spurgte mig, om du kunne låne nogle penge ,men jeg sagde til dig, at jeg elskede dig, men det jo var skruen uden ende.

Jeg og din far har tit lånt dig nogle penge, men på et tidspunkt bliver man nødt til at sige stop, ellers tager det jo overhånd. Jeg sagde så til dig, om du ikke kunne gå på kommunen, men du sagde de havde lukket for kassen, fordi du på et tidspunkt havde lavet noget svindel. Jeg sagde så, at jeg ikke vidste, hvad vi skulle gøre, men at du kunne komme ud til os og få et måltid mad, men du sagde, at det ikke hjalp dig den næste uge. Jeg sagde, at jeg håbede, at du fandt ud af noget, og du sagde okay, at det måtte du jo så gøre.
Senere den dag prøvede jeg utallige gange at ringe til dig, men du tog ikke telefonen, og jeg var ved at være godt bange. Pludselig ringede telefonen, og det var din moster Lisbeth, og hun kunne godt høre, at der var noget i vejen. Hun sagde, at jeg skulle give hende dit nr. for du kendte jo ikke hendes nr. så, hvis du ikke kunne se nummeret, så kunne det jo være, at du tog telefonen. Og det gjorde du også, og hun sagde til dig, hvis du trængte til at tale med nogen, ville hun godt tage fri fra arbejde, og komme og hente dig, så du kunne komme lidt væk fra det hele.Du svarede så, at det ville du tænke over og du ville ringe tilbage. Lisbeth spurgte dig, så om du ikke godt ville ringe til mig, da jeg var ved at være godt nervøs og det lovede du. Men du ringede aldrig tilbage hverken til Lisbeth eller mig, og jeg tænkte, at du måtte hellere få lidt fred, og så ville jeg ringe til dig om Mandagen d.9/7-07.
Jeg ringede så til dig, da jeg kom hjem fra arbejde, for at spørge dig om vi ikke skulle mødes i Vordingborg, for så ville jeg hjælpe dig med at købe ind til dit køleskab og til din medicin. Men du svarede ikke, jeg ringede så til din eks og spurgte om hun havde snakket med dig, og hun sagde, at hun havde snakket med dig sidste gang kl. 10 om formiddagen, hvor du sagde, at du ville gå i skoven og gøre det forbi, men hun mente så at hun havde fået dig talt fra det. Jeg ringede så til Charlotte for at høre, om hun havde talt med dig, men det havde hun ikke, og hun kunne ikke rigtig hjælpe mig, da hun var på Odense sygehus med sin datter. Men hun sagde så, at hun kunne få hendes kæreste Robert til at komme ud og hente mig, så vi kunne køre ud til dit hus for at se, om du var okay.
Din eks,havde været på besøg hos sine forældre på Fyn, og stod ude foran huset sammen med en veninde. Jeg spurgte dem, om du var inde i huset, men det svarede de nej til, og de havde lige set en ambulance køre ned i skoven. Det var med bange anelser vi kørte ned til skoven, og da vi kom ned til skoven, så vi 2 falkreddere gå rundt i skoven, da begyndte jeg bare at skrige. Din eks, hendes veninde og Robert sagde, at jeg skulle blive i bilen, og jeg kunne og turde heller andet, for jeg rystede, sådan over hele kroppen,så chokeret var jeg.
Jeg havde aldrig i min vildste fantasi troet, at du virkelig ville gøre alvor af det. Jeg måtte ringe til din far,og din søster og til moster Lisbeth, hun lovede så at ringe til morbror Preben, og de sagde,at de ville smide alt hvad de havde i hænderne og komme ned til mig. Men mormor ville de tage forbi næste dag og fortælle det til, hun skulle ikke have det at vide over telefonen, det ville have været et alt for stort chok for hende, da hun jo mistede sin søn og vores bror, på nøjagtig samme måde 10 år forinden.
Din moster og onkel og din morbror og tante kom så her ned, og vi sad og mindedes dig, vi åbnede nogle flasker vin, og Preben og onkel Per kørte på grillen og købte os noget mad, men det var nu ikke så meget der gled ned,det var ligesom det voksede inden i munden,man var alt for chokeret til at spise noget. Jeg havde taget et billede af dig ,og sat på spisebordet,og så tændte vi et par lys for dig. Det var nogle hårde dage, vi gik i møde, vi skulle snakke med bedemand, præst og blomstermand. Og vi var da også henne og sige et sidste farvel til dig i kapellet. Og du var heldigvis gjort så pæn.Jeg gav dig og så en rød rose med i kisten og et brev, og det er fordi jeg elsker dig så meget. Christina havde også skrevet et brev og givet dig en bamse med, som hun havde foræret dig medens du lå på hospitalet. Charlottes lille datter havde lavet en fin tegning, så du blev sendt godt afsted. Men jeg ville meget hellere have dig hos os stadigvæk. Jeg vil hellere have snakket med dig,og høre nogle af dine sjove vittigheder, som du var så god til at fortælle, ja jeg kender ikke nogen, som kunne hive den ene efter den anden vits ud af ærmet, så man lå flad af grin. Og så savner jeg dine telefonopkald, hvor du altid sagde, hallo det er Stewart, ja du var god til at efterabe stemmer, hvor er det altså svært at undvære dig i dagligdagen,du mangler bare hele tiden.

Din far og jeg gik jo fra hinanden i 1999, men vi snakker da heldigvis fint med hinanden i dag, og vi fik da også arangeret en fin bisættelse for dig. Der var flere af dine gamle klassekammerater, som havde fundet ud af du var død, og de havde smset til hinanden, så de mødte talrigt op og også mange af dine venner, og de gamle naboer,som bor ved siden af din far og så var der min familie, Din søster, far, jeg selv og min nye mand Jens og hans familie og vore venner. Alt i alt havde min svoger talt, at der var 82 i kirken, og vi fik over 100 hilsner.

Det varmer altsammen i så hård en tid.

Min kære elskede Andre’,skat og søn.
Så fik du fred, men det gjorde din søster, din far og jeg og resten af din familie, og venner desværre ikke. Nu sidder vi her tilbage med smerten, sorgen og savnet efter dig, og prøver på at komme videre med vores liv, men det er bare så forbandet svært. Du skal bare vide, at vi aldrig glemmer dig, selvom det var det du skrev i dit afskedsbrev, at vi bare skulle glemme, at du nogensinde havde eksisteret. Men min kære skat det kan og vil jeg ikke, jeg har trods alt båret dig 9 mdr. under mit hjerte, og set dig vokse op på godt og ondt, så min kære søn jeg glemmer dig aldrig. Altid vil du være gemt dybt i mit hjerte, altid gemt, men aldrig glemt.

Min kære elskede Andre’,min kære skat min kære dreng,og søn, nu vil jeg slutte med at du mÃ¥ hvile i fred og ønske for dig, at du har det bedere, hvor du er nu, og at Gud og englene mÃ¥ passe godt pÃ¥ dig, og at du mÃ¥ passe bedre pÃ¥ dig selv, end du gjorde her pÃ¥ jorden.
Fra din mor for ever <3.

Ps.elsker og savner dig herfra op til månen og tilbage igen og meget længere.

Ære være Andre’s minde.