Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Brevet som Frederik skrev til lille Emil, og som han fik med sig i kisten.

Du var det barn som skulle give os glæde og lykke.
Du var det barn vi havde ønsket os så meget.
Du var vores kærlighed og stolthed.
Du var det barn som vi skulle lægge ned i en barnevogn og køre med – køre med stolthed.
Vi skulle se dig vokse op og blive stor,
hvor du engang selv ville få din egen lille familie….
Men sådan ville du ikke søde bettefisen.
Nu sidder din mor og far med sorg og forvirring over at vi nu skal putte dig i en lille kiste i stedet for din barnevogn.
Nu skal vi køre dig til kirken i din lille kiste med sorg og tårer, i stedet for at køre dig med stolthed og glæde i din barnevogn.

Far

Emil’s godnatsang,

som mor sang for ham lige inden kisten blev lukket, og som vi i mange måneder, hver aften, sang for ham ved hans lille have.

Solen er så rød, mor
og skoven blir´ så sort
Nu er solen død, mor.
og dagen gået bort
Ræven går derude, mor
vi låser vores gang.
Kom sæt dig ved min pude, mor
og syng en lille sang.

Himlen er så stor, mor
med klare stjerner på.
Hvem monstro der bor, mor
på stjernen i det blå?
Tror du der er drenge, mor
der kigger ned til mig?
Og tror du de har senge, mor
og sover ligesom jeg?

Hvorfor blir´ det nat, mor
med kold og bitter vind?
Hør den lille kat, mor
den mjaver og vil ind.
Mågerne og ternerne
har ingen sted at bo
og hør nu synger stjernerne
de synger mig til ro.

Til mit døde barn

Aldrig hørte jeg din spæde stemme,
aldrig smilte dine blege læber til mig,
men de bitte, bitte fødders spark
vil jeg aldrig nogensinde glemme.

Du var alt mit håb og al min glæde,
helt beskyttet lå du inden i mig,-
al min længsel, livets store drøm.
Åh – og dine fødder var så spæde.

Vi har været sammen mange dage,
al min næring delte jeg jo med dig.
Hvad kan du og jeg vel gøre for,
at vi begge to var alt for svage.

Lille barn, nu skal du aldrig mærke
livets hede puls i godt og ondt. –
Godt det samme, sov kun sødt, min dreng,
vi må bukke under for de stærke.

Se, jeg kysser dine kolde hænder,
glad at jeg endnu en stund kan nå dig,
stille kysser jeg dig, uden tårer, –
selv om gråden i min strube brænder.

Når de kommer med den hvide kiste,
skal du ikke være bange, mor går med dig,
i din lille silkeskjorte skal jeg klæde
dig for første gang – og allersidste.

Jeg vil lege, du har levet nogle dage,
jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig,
og din lille mund har suget af mit bryst,
så der ingen dråbe er tilbage.

Åh, så hårdt de mænd med kisten træder,
brystet spænder meningsløst imod dig.
Lille barn, min gyldne, døde drøm. –
Dine fødder kysser jeg – og græder.

(Tove Ditlevsen)

Jeg hvisker ømt de ord,
de smukkeste jeg ved:
Du var mit alt på jord, lille Emil
mit alt i evighed…

Precious One

Precious, tiny, sweet little one
You will always be to me
So perfect, pure and innocent
Just as you were meant to be.

We dreamed of you and your life
And all that it would be.
We waited and longed for you to come
And join our family.

We never had the chance to play,
To laugh, to rock, to wiggle.
We long to hold you, touch you now
And listen to you giggle.

I’ll always be your mother,
He’ll always be your dad.
You will always be our child,
The child that we had.

But now you’re gone…but yet you’re here
We’ll sense you everywhere.
You are our sorrow and our joy,
There’s love in every tear.

Just know our love goes deep and strong,
We’ll forget you never
The child we had, but never had,
And yet will have forever.

-Author Unknown-

I’m an angel now

One night I cried to God
as I sat beneath the tree,
I looked into the open sky
and hoped He’d answer me.

I’m lost, dear God, I’ve travelled far
but I still seem to roam,
Please light the way and lead me, God;
I need to get back home.

I told Him of my burdens
and of the sadness in my heart,
That from His gracious love
I’d never felt so apart.

Why did You take my child, oh God?
I cannot understand!

I’m angry, God, I’m missing him.
I’m drowning in my sorrow,
Please help to heal my yesterday
and face each new tomorrow.

It was then I heard his gentle little voice
and felt his presence near,
How I wanted to hold him
as I cried another tear.

He said, “Mommy, I’m an angel now,
my spirit will be free,
I’m an angel now in Heaven
so please don’t cry for me.

I was chosen by God above
and now I’m in His care,
When you need me,look inside your heart,
I promise to be there.

No one can ever take away
our bond with one another,
For I’ll always be your precious child
as you will always be my mother.

So if you cannot find your way
or the road to home seems far,
Just look up to the heavens
and I’ll be your guiding star.”

He said, “Mommy, I’m an angel now,
my spirit will be free,
I’m an angel now in heaven
— no need to cry for me.”

My Mom is a Survivor

My Mom is a survivor,
or so I’ve heard it said.
But I can hear her crying at night
when all others are in bed.

I watch her lay awake at night
and go to hold her hand.
She doesn’t know I’m with her
to help her understand.

But like the sands on the beach
that never wash away…
I watch over my surviving mom,
who thinks of me each day.

She wears a smile for others…
a smile of disguise!
But through Heaven’s door I see
tears flowing from her eyes.

My mom tries to cope with death
by keeping my memory alive.
But anyone who knows her well
knows it is her way to survive.

As I watch over my surviving mom
through Heaven’s open door…
I try to tell her that angels
protect me forevermore.

I know that doesn’t help her…
or ease the burden she bears.
So if you get a chance, go visit her…
and show her that you care.

For no matter what she says…
no matter what she feels.
My surviving mom has a broken heart
that time won’t ever heal.

(By Kaye Des’Ormeaux
October 15, 1998
Dedicated to the mothers who have
lost a child & have somehow survived.)

Det døende Barn – af H.C.Andersen

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove.
Lad mig ved dit hjerte slumre ind;
Græd dog ej, det må du først mig love,
thi din tåre brænder på min kind.
Her er koldt og ude stormen truer,
men i drømme, der er alt så smukt.
Og de søde englebørn jeg skuer,
når jeg har det trætte øje lukt.

Moder, ser du englen ved min side?
Hører du den dejlige musik?
Se, han har to vinger smukke hvide,
dem han sikkert af vor Herre fik.
Grønt og gult og rødt for øjet svæver,
det er blomster englen udstrøer!
Får jeg også vinger mens jeg lever,
eller, moder, får jeg når jeg dør?

Hvorfor trykker så du mine hænder?
Hvorfor lægger du din kind til min?
Den er våd, og dog som ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men så må du ikke længere sukke,
græder du, så græder jeg med dig,
Åh, jeg er så træt – må øjet lukke –
Moder – se! Nu kysser englen mig!

The Mention of His Name

The mention of my child’s name
May bring tears to my eyes,
But it never fails to bring music to my ears
It soothes my broken heart and sings to my soul.
So if you really care for me
Then please let me hear
the beautiful music that his name is to me

My angel

An angel once laid beneath my heart,
A promise of life to come;
My little baby, was resting there,
Yet, would not follow me home.

My tiny, precious angel,
Had plans unknown to all,
For my Angel heard the voice of God,
And hastened to His call.

My Angel flew on fragile wings,
Into the Father´s arm;
To slumber there in peaceful rest,
Untouched by earthly harms.

So, slumber there my precious child,
Till I can come to you;
I´ll keep you here, deep in my heart,
Till my journey on earth is through.

Mother, please don’t mourn for me;
I’m still here, though you don’t see.
I’m right by your side, each night and day
and within your heart I long to stay.

My body is gone but I’m always near
I’m everything you feel, see or hear.
My spirit is free, but I’ll never depart
as long as you keep me alive in your heart.

I’ll never wander out of your sight–
I’m the brightest star, on a summer night.
I’ll never be beyond your reach–
I’m the warm moist sand when you’re at the beach.

I’m the colorful leaves when fall comes around,
And the pure white snow that blankets the ground.
I’m the beautiful flowers of which you’re so fond–
The clear cool water in a quiet pond.

I’m the first bright blossom you’ll see in the spring;
The first warm raindrop that April will bring.
I’m the first ray of light when the sun starts to shine,
And you’ll see that the face in the moon is mine.

When you start thinking there’s no one to love you,
You can talk to me through the Lord above you.
I’ll whisper my answer through the leaves on the trees,
And you’ll feel my presence in the soft summer breeze.

I’m the hot salty tears that flow when you weep
And the beautiful dreams that come while you sleep.
I’m the smile you see on a baby’s face.
Just look for me, Mommy, I’m everyplace !

(Author unknown)

My Rosebud

I had a precious rosebud within my garden fair.
Everyday I watched it and gave it tenderest care.
It grew in grace and beauty till all who saw admired,
and of its exhalation, beholders never tired.

I loved my darling rosebud so exquisitely sweet.
I heard my friends and neighbours its praises of repeat.
And even strangers noticed how wonderfully rare
its form with graceful curvings was so delicate and fair.

The Master came one morning along my garden walk.
He saw and prized its beauty and picked it from its stem.
My heart cried out in anguish for the treasure I had lost.
For I had thought to keep it – what ever the cost.

The Master stood beside me, “weep not dear heart” He said.
“I know how much you love it. Think not that it is dead.
I saw you could not keep it from earthly ill blight.
With perfect care I will guard it though just beyond your sight.

There its perennial beauty shall never fade away.
Its lovely pure white petals will last through endless days.
I will wear it on my bosom until I call for thee.
Then it shall be thy treasure through all eternity.”

Denne smukke historie fandt jeg tilfældigt en dag jeg sad og ledte efter digte på nettet. Jeg har skrevet den en smule om, til et lidt mere nutidigt dansk….så nænsomt som muligt, uden at ødelægge historien.

H. C. Andersen: Eventyr 88: Barnet i Graven. (1860)

Der var sorg i huset, der var sorg i hjerterne, det yngste barn, en 4-års dreng, den eneste søn, forældrenes glæde og fremtids håb, var død. To ældre døtre havde de dog, den ældste skulle netop i dette år konfirmeres. Gode piger begge to, men det mistede barn er altid det kæreste og dette var det yngste.
Det var en tung prøvelse. Søstrene sørgede som unge hjerter sørger, grebne især ved forældrenes smerte. Faderen var nedbøjet, men moderen overvældet af den store sorg. Nat og dag havde hun gået om det syge barn, plejet det, løftet og båret det. Det var en del af hende selv havde hun følt og fornemmet, hun kunne ikke forstå at det var dødt, at det skulle lægges i en kiste og gemmes i graven. Gud kunne ikke tage dette barn fra hende, mente hun, og da det dog skete og var virkeligt, sagde hun i sin syge smerte:
“Gud har ikke vidst det! Han har hjerteløse tjenere her på Jorden, de handler som de lyster, de hører ikke en Mors bønner.”
Hun slap i sin smerte Vor herre og da kom mørke tanker – dødens tanker, den evige død, at mennesket kun blev til jord i jorden, og at alt da var forbi. Ved sådanne tanker havde hun intet at klamre sig til, men sank ned i fortvivlelsens bundløse intet.

I de tungeste timer kunne hun ikke græde mere; hun tænkte ikke på de unge døtre hun havde. Mandens tårer faldt på hendes pande, men hun så ikke op til ham; hendes tanker var hos det døde barn. Hele hendes liv drejede sig om at tilbagekalde sig hvert minde om barnet, hvert af dets uskyldige barne-ord.

Begravelsesdagen kom. Nætter forud havde hun ikke sovet. I morgenstunden overvældedes hun af træthed og faldt i søvn. Imens blev kisten båret hen i en afsides stue og låget blev der slået til, for hun ikke skulle høre hammerslagene.
Da hun vågnede og kom op og ville se sit barn, sagde manden, med tårer i øjnene, til hende: “Vi har lukket låget; det måtte ske!”
“Når Gud er hård mod mig”, udbrød hun, “hvorfor skulle menneskene så være bedre!” og hun hulkede i gråd.
Kisten blev bragt til graven, den trøsteløse Mor sad hos sine unge døtre, hun så på dem, uden at se dem, hendes tanker havde ikke mere med hjemmet at gøre, hun overgav sig til sorgen, og den kastede hende som havet kaster skibet, der har mistet ror og styrer. Således gik begravelsesdagen og flere dage fulgte med samme ensformige, tunge smerte. Med våde øjne og bedrøvede blik så de sørgende derhjemme på hende, men hun fik ingen trøstende ord. Hvad kunne de vel også sige? De var for bedrøvede dertil.

Det var som om hun ikke kendte til søvnen mere, og alene den ville være hendes bedste ven. Den ville styrke legemet, kalde ro i sjælen.
De fik hende til at lægge sig i sengen, hun lå også stille som en sovende.

En nat hvor manden lå og lyttede efter hendes åndedrag og troede, at hun havde fundet hvile og lettelse, foldede han derfor sine hænder, bad og sov hurtigt godt og tungt, og mærkede derfor ikke, at hun rejste sig, tog sit tøj på og gik så stille ud af huset, for at komme derhen hvor hendes tanker nat og dag søgte – til graven, der gemte hendes barn.
Hun gik gennem husets have, ud på marken, hvor stien førte uden om byen hen til kirkegården; Ingen så hende, og hun så ingen.

Det var dejligt stjerneklart og luften var endnu så mild, det var først i September. Hun kom ind på kirkegården og hen til den lille grav. Den var som en eneste stor buket af blomster, de duftede. Hun satte sig ned, bøjede sit hoved imod graven, som skulle hun gennem det tætte jordlag kunne se sin lille dreng, hvis smil hun så levende huskede. Det kærlige udtryk i øjnene, selv på sygelejet, var jo aldrig til at glemme. Hvor talende havde hans blik været der, når hun bøjede sig over ham og tog hans fine lille hånd, – den han ikke selv magtede at løfte. Som hun havde siddet ved hans seng sad hun nu ved hans grav, men her havde tårerne frit løb, og de faldt på graven.

“Du vil ned til dit barn!” sagde en stemme tæt ved, den lød så klar, så dyb, den klang ind i hendes hjerte. Hun så op, og der stod en mand hos hende, hyllet i en stor sørgekappe med hætte ned om hovedet, men dog så tillidsvækkende. Hans øjne strålede som var han i sin ungdoms vår.
“Ned til mit Barn!” gentog hun og der lå en fortvivlelsens bøn deri.
“Tør du følge mig?” spurgte skikkelsen. “Jeg er døden!”
Og hun nikkede bekræftende. Da var det med éet, som om alle stjerner ovenover lyste med fuldmånens glans. Hun så den brogede farvepragt i blomsterne på graven. Jorddækket der på, gav blødt og sagte efter som et svævende klæde, og hun sank. Skikkelsen bredte sin sorte kappe om hende og det blev nat, – dødens nat. Hun sank dybere end gravspaden trænger ned. Kirkegården lå som et tag over hendes hoved.

Kappens flig gled til side, hun stod i en mægtig hal, der bredte sig stor og venlig; det var skumring rundt omkring.
Men foran hende, og i samme nu, tæt op til sit hjerte, holdt hun sit barn. Det smilede til hende i en skønhed, større end nogensinde før og hun udstødte et skrig. Det kunne dog ikke høres, for tæt ved, og derefter igen langt borte, lød en svulmende, dejlig musik. Aldrig før havde så saliggørende toner nået hendes øre. De klang bagved det natsorte, tætte forhæng, der skilte hallen fra det store Evigheds-Land.
“Min søde Mor! Min egen Mor!” hørte hun sit barn sige. Det var den kendte, elskede røst; og kys fulgte på kys i uendelig lykke; og barnet pegede hen på det mørke forhæng.
“Så dejligt er der ikke på Jorden! Ser du, Mor! Ser du dem allesammen! Det er lykken!”

Men Moren så intet, der hvor barnet pegede hen. Intet andet end den sorte nat. Hun så med jordiske øjne. Hun så ikke som barnet Gud havde kaldt til sig. Hun hørte klangen, tonerne, men hun vidste ikke hvad hun skulle tro.
“Nu kan jeg flyve, Mor!” sagde barnet, “flyve med alle de andre glade børn lige derind til Gud! Jeg vil så gerne, men når du græder, som du græder nu, så kan jeg ikke komme fra dig, og jeg vil så gerne! Må jeg dog ikke nok? Du kommer jo derind til mig om ganske lidt, søde Mor!”
“Åh bliv, åh bliv!” sagde hun, “kun et øjeblik endnu! En eneste gang endnu må jeg se på dig, kysse dig, holde dig fast i mine arme!”
Og hun kyssede og holdt fast.

Da lød hendes navn deroven fra, – hvad var dog det?
“Hører du!” sagde barnet, “det er Far, som kalder på dig!”
Og atter, efter få sekunder, lød dybe suk, som fra børn der græder.
“Det er mine søstre!” sagde barnet, “Mor, du har vel ikke glemt dem?!”
Og hun huskede de tilbageblevne og en angst greb hende.
Hun så frem for sig. Hele tiden svævede skikkelser forbi og hun syntes at kende nogle af dem. De svævede gennem Dødens hal, hen mod det mørke forhæng og der forsvandt de. Mon hendes mand og hendes døtre ville komme til syne? Nej, deres råb, deres suk lød oven fra. Hun havde næsten glemt dem for den døde.
“Mor, nu ringer Himmeriges klokker!” sagde barnet. “Mor, nu står solen op!”

Og der strømmede et overvældende lys mod hende; – Barnet var borte, og hun løftedes – det blev koldt rundt om hende, hun løftede sit hoved og så, at hun lå på kirkegården på sit barns grav. Gud var i drømmen blevet en støtte for hendes fod, et lys for hendes forstand. Hun bøjede sig på knæ og bad:
“Tilgiv mig, Herre min Gud at jeg ville holde en evig sjæl fra sin himmelflugt, og at jeg kunne glemme mine pligter mod de levende, Du har givet mig!” Og ved disse ord var det som om hendes hjerte fandt lettelse! Da brød solen frem, en lille fugl sang over hendes hoved, og kirkeklokkerne ringede til morgensang. Der blev så helligt rundt om. Helligt som i hendes hjerte! Nu kendte hun igen Gud, hun kendte sine pligter, og i længsel skyndte hun sig til hjemmet.

Hun bøjede sig over manden, hendes varme, inderlige kys vækkede ham, og de talte hjertets inderlige ord, og hun var stærk og mild som før. Fra hende strømmede fortrøstningen.
Og manden spurgte hende: “hvorfra fik du pludselig denne kraft, dette trøstende sind?”
Og hun kyssede ham og kyssede sine børn:

“Jeg fik det fra Gud og fra barnet i graven!”

Så lukker jeg dig i hjertet ind
og gemmer dig inderst inde.
Der skal du fredfyldt bo i mit sind
som et kært og dyrebart minde.

An angel of the Book of Life
wrote down my baby’s birth
and whispered as she closed the book:
“Too beautiful for Earth”

Dette digt læste jeg for første gang for mange år siden, da min ældste søn var lille.
Jeg har altid syntes at det beskrev så godt den lykke og den dybe inderlige kærlighed man oplever når man får et lille barn.

I tiden mens jeg ventede lille Emil, har jeg læst digtet utallige gange, og jeg glædede mig ubeskriveligt meget til igen selv at skulle opleve denne følelse.

ET UNDER

Et under er hændt mig; En kostelig gave
er sendt mig fra Gud og lagt i min favn.
Et spædt lille væsen med bundløse øjne
har slukket dybt i mig et ubevidst savn.

Ja, dette er underet ingen kan fatte,
en levende gave, et barn der er MIT!
Jeg bøjer mig ned over puden og smiler
og mærker selv smilet – bevæget og blidt.

En lykke jeg aldrig har vidst kunne findes.
En lykke – ufattelig, ordløs og rig,
sprang ud af mit hjerte den nat da jeg hørte
så fjernt disse første små klynkende skrig

Da glemte jeg smerter og veer og tårer.
Glemt var måneders mødige fjed.
Al uro og længsel og angst i mit hjerte,
forvandledes til en usigelig fred.

Jeg bøjer mig ned over puden og smiler.
Åh, barnløse kvinder hvor ynker jeg jer
Kun den der har kysset sit barn når det sover
kan sige: NU ved jeg hvad kærlighed er…

Denne dybe inderlige kærlighed oplever vi også nu med vores lille Emil. Men forskellen for os nu, er blot at den store ubeskrivelige glæde og lykke det er at få et barn, er for os ( og for alle andre forældre i samme situation ) afløst af en smerte og sorg, som er ligeså stor, ubeskrivelig og altoverskyggende.

Den begivenhed, som skulle have fået hjertet til at vokse i brystet og boble af lykke og stolthed, blev i stedet for en begivenhed hvor det føltes som om tusind små djævle rev og flåede hjertet ud af kroppen i tusind stykker, mens man magtesløs måtte lade det ske.
Det der skulle have været den største lykke noget menneske nogensinde kommer til at opleve, blev i stedet, som ved et lynnedslag, vendt til alle forældres værste mareridt. – det man frygter allermest her i verden; At miste sit barn.