Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Præstens smukke ord ved Alvins begravelse.

v1  Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. v2  Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. v3  Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

v4  Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5  Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6  Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7  Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

v8  Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. v9  For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, v10  men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. v11  Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. v12  Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

v13  Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

 

 

Dette her er på mange måder en meget absurd situation som vi står i lige nu; for der er nok ingen herinde som nogensinde ville vælge dette at skulle sidde her i kirken om Alvins kiste. Af alle valg, som man kunne forestille sig, så er dette nok helt nederst på bunden af listen.

Forældre skal ikke lægge deres børn i graven, Unge mennesker i 20-erne skal ikke følge deres venner eller søskende til graven og vores livsfortælling skal ikke ende netop som den er på vej til at komme rigtigt i gang.

Nej, der er ingen herinde der har lyst til at det skal være sådan som det er; af alle ting så er denne absolut den sidste.

Men alligevel står vi her. Ikke af lyst men af nød. Ikke fordi det hele bliver bedre, men fordi det skal gøres. Alternativet til smerte og sorg er ligegyldighed – og det er slet ikke til at bære, at Alvins liv og død skulle være omgærdet af ligegyldighed. For som det synges i sangen ”I’m yours” – it is our God forsaken right to be loved, loved, loved.

Det er vores gudsforgåede ret at blive elsket. Elsket, elsket, elsket.

Og netop fordi Alvins liv på mange måder handler om at elske og at blive elsket, og fordi et liv uden kærlighed er værre end døden, så må I, i dag, bære den tunge kærlighedens byrde at være her, sige farvel, mærke smerten og sorgen helt ind i marven. Alvin er her ikke mere.

Og så er det næsten som om hjernen bliver som størknet cement; tør og umulig at bruge. Det er som om tankerne ikke kan finde hverken mål eller med. Man kan stampe i jorden og udøse al sin vrede og frustration. Men kan råbe til himlen og hive fat i kraven på Gud og bede så knoerne bliver hvide… men faktum er at vi er her – og dette er uacceptabelt.

Men når vi nu er her i kirken, der er bygget til Guds ære for kærlighedens skyld, så var det måske alligevel et sted at begynde: Hvis man overhovedet kunne; hvad skulle man så bede Gud om?

Bad man om at sorgen og smerten ville blive taget væk? Så ville man jo samtidigt bede om, at Alvin jo ikke skulle betyde noget for jer, men det gør han.

Bad man om det her slet ikke skulle findes? Så ville man jo også fornægte den virkelighed som Alvin jo både var og er en del af.

Skulle man bede om noget, der gjorde al ligegyldighed til skamme og ikke på nogen måde fornægtede hverken den virkelighed der er nu eller den, der har været, så må det være en bøn om, at Gud måtte hjælpe os til at bevare kærligheden rent og uformørket og ikke mindst: stærk. For kærligheden tror alt, håber alt og udholder alt.

Måtte Gud gøre jeres kærlighed stærk, så den kan bære adskillelsens byrde uden at I af den grund skiller jer ad fra Alvin. Måtte Gud gøre jeres kærlighed stærk, så den viljefast kan se både smerten og uretfærdigheden i øjnene – men også se igennem dem og om på den anden side, dér hvor Alvin var jeres søn, jeres bror, jeres ven er.

Måtte Gud gøre jeres kærlighed stærk så den udholder smerten, men også kan frembringe de billeder af jeres liv sammen, som giver mening og giver livsmod.

I fortalte mig om et billede I har af Alvin og Oliver, der drikker en cola sammen. Alvin i garder husar uniform og Oliver i noget nær det modsatte. Det kræver stor kærlighed at se på det billede, fordi det er et billede af en virkelighed der var; men det giver også stor kærlighed fra sig, fordi det så muntert fortæller om Alvin, der på mange måder jo blev modnet og blev voksen i Garder Husar regimentet i Antvorskov. Men også om Alvin der var så knyttet til sin familie. Ja han frygtede jo mere end noget andet at skulle miste jer.

Netop som Garder Husar så han også sig selv som en der beskytter, og Alvin havde en stor trang til at beskytte jer. Især jer søstre Xenia og Ludmilla, som virkelig fik mærke vægten af hans beskyttelse, der undertiden kunne tage overhånd.

På skulderen havde han tatoveret en løve som var inspireret af brødrene Løvehjerte, især af storebroren Jonatan der jo beskyttede sin lillebror Karl, ja går i døden for at beskytte ham. På den måde viste han jer stærkt hvad der virkelig betød noget for ham.

Alvins så helt klart sig selv som et familiemenneske. Han var i den grad sin mors dreng – derfor elskede han julen som det tidspunkt, hvor familien som det trygge og sikre fundament under hans liv var samlet – og så kunne han fyre alle sine sædvanlige røverhistorier af – for nu skulle det være rigtigt og trygt og hyggeligt.

Det var helt klart også Alvins drøm at han selv skulle have sin egen familie. Og noget af det, der jo må gøre ekstra ondt at tænke på er, at Alvin faktisk havde fundet sine drømme; han havde fundet ud af hvad han ville. Og han var i den fantastiske fase i livet, hvor man rigtigt kan gøre noget for sine drømme.

Alvin elskede dyr – og især hunde. Han var rigtigt god til hunde. Derfor ville han ind ved politiet og være hundefører. Han ville hjælpe og beskytte andre som var svage og truet. Han så en stor værdi og drøm i at være en, der hjalp andre fra at blive udsat for vold. Redde liv og opdrage børn og hunde – det var hans drøm.

Så han læste HF, gjorde sig umage og blev både glad for det og god til det. Drømmen levede i ham med stærk og munter gnist.

Måtte Gud gøre jeres kærlighed stærk så I kan se, at selv om drømmene ikke blev levet ud, så er drømmen om at være noget for andre, beskytte og værne andre stadigvæk vigtig i vores verden. Og den var Alvin med til at give liv.

Måtte Gud gøre jeres kærlighed stærk, så I kan holde fast i, at Alvin faktisk fandt så meget ud af livet og fandt sig selv så meget, at han med stor stædighed og optimisme gik livet i møde som en glad fyr på landet, der hører til her ude. Her hvor han havde så mange venner.

Alvin var utroligt social. Han sad så godt som aldrig alene. Det var jer, hans familie og venner, der var hans identitet. Han kunne slet ikke forestille sig bare at være for sig selv. Alvin ville altid være noget for andre.

Derfor fik han rigtigt mange venner. Både her lokalt, men også fra Garder Husarerne. Jeg ved at de lavede en bog til ham med billeder og historier, der fortæller om deres sammenhold og kærlighed til Alvin.

Det fortæller om Alvin der var fuld af rappe replikker og røverhistorier, og som I har grinet og smilet meget sammen med. En stædig krabat, der godt kunne se ud som en hård negl udenpå, men han var ufatteligt blød inden i. En charmerende og glad person, der var rigtig god til at bakke op om andre og rose andre og klar til at hjælpe.

Der var også venner der bakkede op om ham, da han blev dårlig og havde fået hjerneblødning og det hele blev meget svært. Især Ronnie besøgte ham meget.

Og selv om Alvins korttidshukommelse var næsten helt væk, så var Alvin stadig fuld af røverhistorier – og han kunne godt huske at han var stærkere end storebror Mathias og dog blandede det hele sig sammen i hans hoved.

Siden starten på året ændredes Alvins livshistorie fra at være en historie om ungdommelighed og livsglæde og håb og planer til at være en kamp for bare meget små fremskridt. Og så er vi tilbage her i dag ved hans kiste; her hvor ingen har ønsket at skulle være, men hvor man må være, for Alvins og kærlighedens skyld.

Og jeg kan kun forestille mig at det kan føles som om hjertet må briste af både sorgen og savnet og så alle de billeder af jeres liv med Alvin som er fulde af lys og latter og håb.

Måtte Gud lægge begge sine hænder om jeres hjerter, så han kan holde det sammen, som I ikke magter. Både latteren som var og gråden som er.

Og ligesom jeres hjerter er sårede af døden og sorgen, således er Guds hænder sårede. Jesu hænder er for evigt mærkede af de sår der kommer af en kærlighed, der er så stor at den hellere vil lide alverdens pinsler, end at lade os være alene i vores smerte. Gud kender selv til at miste en søn, da Jesus døde på korset.

Men dermed er der givet os et vigtigt budskab: at vi er ubeskriveligt kostbare og så for Gud – og at Gud med Jesu opstandelse fra graven påskemorgen vil give os det håb, som vi ikke selv kan mønstre eller rumme: Håbet om at døden selv er død; håbet om at alle grave vil briste og de døde vil stå op – og at smerten og sorgen og savnet vil være forsvundet og at vi vil finde igen hvad vi har tabt.

Er det end aldrig så svært at gribe, så må det dog lyde, for uden det håb så er vores kærlighed ikke fuldendt – og det er nu engang vores gudsforgåede ret at være elsket, elsket, elsket.

Måtte Gud gøre jeres kærlighed stærk, så I tager dette håb ind i jeres hjerte – og så I kan gøre som der synges i sangen: I’m yours: Look into your heart and you will find the sky is yours: Se ind i dit hjerte og opdag at himlen er din, for dér vil både Guds trøst vente og minderne om Alvin være. I Jesu navn. amen