Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Prædiken ved Emmelie Ritchies begravelse fredag den 30.5. 2008

 

LÆSNING (Salmernes bog, Salme 42)

”Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?

Tårer er blevet mit brød dag og nat.

Jeg husker det og udøser min fortvivlelse: Jeg gik i festskaren, jeg vandrede til Guds hus under jubelråb og takkesange.

Min sjæl er fortvivlet. Jeg siger til Gud, min klippe: Hvorfor har du glemt mig? Hvorfor skal jeg vandre i sorg?

Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og Gud.”  Amen

 

PRÆDIKEN

For 3 år siden vandrede I til Guds hus med jubel og tak, glæde og forventning. Emmelie, jeres førstefødte, var kommet til verden, og I bar hende til døbefonten her i kirken, hvor hun blev sat ind i Vorherres egen historie, sat ind under håbet om opstandelsen og det evige liv.

Håbet om opstandelsen, vores og Emmelies, blev, inden dåben, sagt med disse ord: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”.

I dag skal disse ord lyde igen, ovre på kirkegården. Lyde i den dybeste fortvivlelse.

For i søndags sænkede den største af alle sorger sig over jer. Emmelie mistede livet, og tårer er blevet jeres brød dag og nat.

Ja, rædselsfuld blev den dag. Chok og smerte blev jeres, da Emmelie blev revet ud af jeres liv, ud af jeres varetægt og jeres kærlighed.

Men lad det da være jeres trøst, i dag og alle dage, at Emmelie tilhører den korsfæstede og opstandne. Han elsker hende også, og derfor kan vi have tillid til, at Vorherre, da Emmelie krydsede tærskelen mellem liv og død, stod parat og tog Emmelie i hånden, ja, løftede hende op i sine arme, og bar hende hjem til hendes himmelske hjem.

Og dér, i tryghed, på skødet af Vorherre, vil Emmelie være, indtil opstandelsens dag, hvor Gud vil skabe en ny himmel og jord, og give os svar, på alle vores dybe og fortvivlede spørgsmål. Give os fred, fordi Gud da vil være alt i alle.

Ja, dét er vores trøst, vores tillid og vores håb, selv om alt end smerter indeni og længes efter det lille liv, som var i fuld gang med at folde sig ud her på jorden.

Og så megen glæde var forbundet med Emmelie, så megen kærlighed. Hun var et vidunderligt barn, og spejlede den glæde og kærlighed, som hun så og erfarede i jer. Ordene ”et kys og en krammer” og ”jeg elsker”, blev hørt tit hos jer, også af Emmelie, der kunne remse alle dem op, som hun elskede.

Strid var hun også, helt som den 3 årige pige hun var. Og bestemt. Og en aftale var en aftale, selv om de ti minutter i stuen om aftenen, inden hun skulle sove, ikke var en aftale der var indgået sådan helt for nylig, og ofte gik langsommere end de ti minutter, som uret viste.

Ja, Emmelie var kvik og klog, og I gav hende friheden til at være sig selv. Ja, I gav hende alt det bedste man kan give sine børn, og knyttede hende smukt til jer, til livet, til Gud.

Men det liv, som Emmelie fik her på jorden, er ikke alt, der er at sige om hende. Påskemorgen fik døden frataget det sidste ord. Derfor lever Emmelie ikke kun videre i jeres erindringer. Hun er sin egen lille historie, og hun er i Guds varetægt, indtil håbet ikke længere er et håb, men er blevet til virkelighed.

Men, indtil den dag kommer, har vi fået lov til at klage og råbe på Gud. Gud kender dybden af den smerte, som I må leve med, og som I finder sagt så fint med ordene:

“Langt oppe i det fjerne,

sidder den smukkeste lille stjerne.

Den er sendt fra vores hjerter op til dig,

og hvisker stille:

vi elsker og savner dig.

Ja, klag, og kald på Gud, og vent på Gud. Læg al jeres tab og savn over i Guds hænder, al jeres vrede, fortvivlelse, og dybe følelse af uretfærdighed, og Gud vil bære det sammen med jer. Hver gang smerten og længselen efter Emmelie skyller ind over jer, så læg det hele over i Guds hænder, og Gud vil bære det sammen med jer.

Ja, vent på Gud og langsomt vil han læge jeres hjerter og finde veje, så I kan leve med jeres tab. Og også leve for hinanden, og jeres elskede Melina, som har mistet sin storesøster, en solstråle af kærlighed i Melinas liv. For godt var deres søskendeforhold, og omsorgsfuld var Emmelie, når hun lige blev bedt om at kigge til Melina, eller når hun spillede og sang med sit elorgel og mikrofon for Melina i gå-vognen.

Ja, lad Gud bære jer. Og bær hinanden, hvilket I allerede gør, så fint i respekt for hinanden. Ligesom I har Melina, som I skal bære, og som holder jer fast ved livet.

Og så bliver I også båret og hjulpet af alle de mange mennesker, som holder af jer, og som sørger sammen med jer, – som vil huske Emmelie sammen med jer, og som vil vide at give jer årevis af tid og rum til at græde og savne og tale. Give sorgen al den lange tid, den tager.

Og lad os så høre fra Bibelens sidste sider, fra Johannes’ Åbenbaring om den nye verden. Johannes har syner og får blandt andet dette at se:

”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: ”Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: ”Se, jeg gør alting nyt!”

På dette håb vil vi begrave Emmelie i dag.

Tak Gud, tak for den glæde, som Emmelie gav med sit liv.

Amen