Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Resen Kirke d. 12. september 2008

*****

Klokkeringning afsluttes med bedeslag

*****

Gospelsang fra Luna

I wish that angels will be
right by your side
so you may see
that God in heaven
he is taking care of you and me
angels
I se angels
angels by your side

I’m sure that angels will be
right by yours side
so we can se
that one place in heaven
a star is shining bright
– that’s where you’ll be
angels
I se angels
angels by your side

*****

Bøn og tekstlæsning fra alteret

*****

Musik: Jeff Buckley – Lover, you should’ve come over

*****

Vi var så heldige at kunne opfylde Mads ønske omkring præsten, der skulle forestå bisættelsen. Han havde ønsket det blev Else – sygehuspræsten og det lod sig heldigvis gøre.
Elses tale:

Er der nogen i himlen der kan elske dig, ligeså meget som jeg gjorde?

Nogen der får dig til at grine lige så meget som jeg?

Jeg håber bare du har det godt deroppe og de andre de kan se hvor dejlig du er

Håber bare, du når det – alt det du ikke nåede her.

Dette digt lyder så smertende smukt her i Resen kirke i dag, hvor vi er samlet for at følge Mads Matis Holm så langt vi mennesker kan følge. Mads døde tirsdag formiddag med sine kære omkring sig, efter et smertende og smukt sygeleje.

Smertende fordi det er livet vi vil og ikke døden. Og ingenting er værre end at skulle skilles, når man elsker og holder af. Men smukt også, fordi den knappe tid kalder en alvor frem i ord og kærtegn og giver godt samvær alt andet til trods. Smukt fordi Mads var i gode og kære menneskers hænder og vidste det, smukt fordi du Heike bar ham som du gjorde.
Smukt fordi han vidste hvor meget I – hans nærmeste holdt af ham og ville ham alt det bedste.

“Det er værst at være den efterladte, når nogen rejser deres vej” – digter Klaus Kjellerup videre i sangen. Og det er blevet sandheden om jer, Mads efterladte, at det er værst at være jer, nu hvor Mads er død. I står tilbage med sorgen og savnet af jeres mand, far, søn, bror og ven. Den plads Mads har i jeres liv, kan ikke fyldes ud af andre end ham og det gør ondt at jeres kærlighed til Mads, nu er blevet hjemløs.

Midt i sorgen og savnet trænger minderne sig på. I husker hver for sig Mads på jeres egen måde. Som en film i jeres indre, som I må spille igen og igen og gemme i jeres hjerter.
Billeder af en stolt, udadvendt mand med sine meningers mod. Billeder af en stolt far, der kigger på dig Anna – hans smukke, dygtige datter. Billeder af en far, som var stolt af den tillid han mødte fra jer Katarina, Kristoffer og Kristjan, billeder af ham der kunne drille, trøste, lægge arm og lave Lafica. Billeder af den charmerende søn og lyden af hans stemme der siger: “Det er din yngste og smukkeste”. Lyden af Mads musik, som vi også efter hans valg hører her i dag. Mange minder og klip – der får det til at spille og minder os om en mand der satte frihed højt.

Mads formåede i sit korte liv at give meget til mange. Han sparede ikke sig selv og ønskede bare at være der for jer, der var hans og havde brug for ham.
Hans håb og drømme kunne ingen sygdom eller anden uretfærdighed tæmme.

Håbene ændrede sig hen ad vejen, men de inkluderede hele tiden jeg han holdt af. Han håbede på oplevelser med jer, om gode stunder, dybe samtaler, store musikoplevelser og om fremtiden i sit småborgerlige rækkehusparadis med have og piratflag. Mads håb var levende, som han selv var levende lige til han døde. Hans liv var alt for kort til at nå det hele, men det rokker ikke ved, at Mads liv var et helt og stærkt liv fuld af kærlighed.

Da Mads var lille blev han båret til dåb i Christianskirken i Sønderborg. Da lød de samme ord som om lidt skal lyde i dag, før der kastes jord på hans kiste, nemlig ordene: “Lovet være Gud vor Herre Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.” Også disse ord taler om levende håb. Det levende håb er det følgeskab som Gud i dåben lover os, hele vejen gennem livet og også ind i døden. Jesus gik af kærlighed hele den vej til ende, for at ingen længere skal gå den alene. Påskemorgen opstod han, for gravens mørke kunne ikke holde på ham.
Derfor må vi stadig holde os til det levende håb om at døden ikke er det sidste der er at sige om et menneske.

Et af Mads’ sidste levende håb var, at når dagen i dag kom, så skulle vi før han kører væk, lytte til “Stairways to Heaven”.

“Er der nogen i himlen?” spørger Danser med Drenge. Det levende håb får os til at sige, ja det er der. Der er den Gud vi ikke kan se, som vinden vi ikke kan se, men som alligevel får efterårsbladene omkring os nu, til at bevæge sig. At hans virkelighed og kærlighed er meget større end hvad vores fantasi kan række til, det gør håbet levende:

Er der nogen i himlen der kan elske dig, ligeså meget som jeg gjorde?

Nogen der får dig til at grine lige så meget som jeg?

Jeg håber bare du har det godt deroppe og de andre de kan se hvor dejlig du er

Håber bare, du når det – alt det du ikke nåede her.

Med dette levende håb i hjertet følger vi Mads Matis Holm, så langt vi mennesker kan følge i tillid til at Gud følger efter.

Amen.

*****

Musik: Elton John – Your Song

*****

Påskeevangeliet

Jordpåkastelse

Velsignelse

*****

Musik: Led Zeppelin – Stairways to Heaven

Kisten bæres ud mens musikken spiller

*****

Klokkeringning

*****