Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Den første svære dag efter Dittes død var den 14 August, hvor hun skulle bisættes. Da Ditte skulle bisættes kl. 11, startede vi dagen hos vores gode naboer, Poul & Connie, samt Bjarne & Lene, som på det tidspunkt nærmest havde overtaget vores liv. Vi lagde ud med morgenmad, og var blevet lovet de bedste blødkogte æg, der kunne frembringes. Dem har vi stadig til gode.

Bagefter tog vi godt nervøse afsted til kirken, en times tid før selve handlingen, så vi forhåbentlig kunne komme i fred og ro. Men folk fra nær og fjern var allerede begyndt, at troppe op. At træde in i kirken som de første, og se den lille kiste, slog benene fuldstændig væk under os. Mærkeligt nok gik der kun kort tid, før en indre ro, slog sig ned i mig, eller var det en vantro forestilling om at dette ikke var virkeligt.

I den time vi sad og ventede på at ceremonien gik igang, blev bedemand og kirketjener ved med at bære blomster ind, og langsomt blev den lille kirke fyldt til randen, ja nogle måtte endda stå udenfor. Det var helt vildt overvældende, at vores lille Ditte havde sat så store fodaftryk på så mange mennesker. Foruden hendes familie kom der mange klassekammerater, lærerer(også fra Rebeccas side), hendes dagplejemor, børnehave, skole, fritidshjem, ja selv skoleledere og skoleinspektør var mødt op for at sige farvel. Vi skylder alle en stor tak for at deltage, da det betyder alverden for os, at så mange holdt af Ditte. Der var op mod 100 buketter/bårebuketter og mere end 200 fremmødte.

Vi startede ud med at synge “I østen stiger solen op”, da det var den de altid startede med i skolen, dernæst fulgte “Op alting, som Gud har gjort”, som Marianne altid har holdt meget af. Rebecca ønskede at vi sang konfirmandernes yndlingssang “Du kom til vor runde jord”, som hun havde lært Ditte, og til at slutte af med havde jeg valgt “Solen er så rød mor”, som jo næsten en uundgåelig sang. Indimellem havde præsten holdt sin tale.

Den præst som også havde døbt Ditte, og kendte hendes familie, også han var berørt af at skulle forestå vores afsked med Ditte. Han sagde blandt andet: Nu har Ditte gået den vej hun skulle gå, og vi er samlet for at mindes hende og hendes liv. Marianne, Michael, Rebecca, Familie, Venner. Kammerater. I fik hende at dele liv og oplevelser med. Hun og I har hørt hjemme i hinandens liv. Hun har været – og hun er – omsluttet af Guds kærlighed og af jeres kærlighed. I der er Dittes nærmeste famalie, har fortalt om en pige med stort livsmod og livsglæde. Det var både hjemme og i sommerhus. Det var både hjemme og i skolen. Ditte fyldte rigtigt meget i jeres hverdag og i jeres liv med hinanden – vel at mærke på den gode måde. Hun var vedholdende og videbegærlig. Ville lære sin verden at kende. Grundigt og ned i dealjen. Det gjaldt naturen okring hende. Alt hvad der var at finde ud af. Det var ikke bare et af skolens fag der optog hende. Det var det hele. Hun gav ikke op. Og hun beholdt ikke glæden for sig selv. Hun kunne godt være stille og genert. Men hun var også let at begejstre og ville gerne give sin glæde og begejstring videre til jer. Så Ditte har ikke bare været en del af jers liv. Hun har været livgivende og betydningsfuld. Hun har virkelig været i denne verden. Hjem og familie er jo altid det første og stærkeste i vores liv, og sådan har det også været i Dittes liv. Hun har været i sin familie og naturligvis først og fremmest hos Marianne, Michael og Rebecca. I kan mindes og tænke på mange gode oplevelser og stunder, på mange glæder og naturligvis også på de bekymringer der naturligt følger med vores liv med hinanden. Rebecca kan tænke på de mange gode morgener, de mange gode stunder I har haft sammen. I har været både søskende og bedste venner. Der var så meget at dele med hinanden. Der var så meget i gerne ville med hinanden og for hinanden. Hjem og skole. Familie og venner og kammerater. En verden der hele tiden bød på nye oplevelser og udfordringer. Ditte fik brugt sine evner. Hun fik vist hvem hun var. Vi kommer let til at tænke at det liv der blev kort, var et afbrudt liv. Men Ditte var et helt menneske, og hendes liv blev et helt liv. Det er sådan vi skal tænke på det!!

Efter jordpåkastelsen skulle vi så bære Ditte ud af kirken og forbi alle dem hun stod nær, men inden da og til tonerne af “om lidt bli´r her stille” bad jeg alle tilstedeværende, om at hoppe en enkelt gang for Ditte, ganske som hun hoppede gennem hele livet. Et hop som hun helt sikkert kunne mærke, og måske endda høre. Efterfølgende blev alle budt til frokost i Langehusets festsal. Det viste sig at være et godt valg, da mere end 100 valgte at møde op. Det blev en ganske minderig eftermiddag.

Dittes sidste fest blev ganske som hun ville have elsket det. Bagefter tog vi ud til graven, hvor hun skulle ligge, og der havde gartnerne virkelig gjort et smukt arbejde, og placeret alle hendes blomster, som fyldte både hendes sted, samt yderligere 3 og et godt stykke af græsset foran. Mens vi stod og betragtede alle blomsterne, kom et rådyr forbi, og senere lettede en stor flok duer. Hun ligger meget smukt i nærhed med den natur hun elskede at være i. Dagen sluttede hjemme hos os selv, med lasagne frembragt af vore naboer, og sammen med de allernærmeste fik denne sørgelige, men på mange måder smukke dag, en perfekt afslutning.

Der skulle yderliger gå et par uger før urnen blev sat ned. Denne dag var om muligt meget værre end selve bisættelsen.