Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Begravelse i Torslev kirke

Salmer: 295-21-717,
ved graven: 727

Lørdag d. 2. februar 2002 kl.13.00
“Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal i også elske hinanden. Deraf kan alle vide, at i er mine disciple: hvis i har kærlighed til hinanden.”
AMEN!

Kærligheden er en vidunderlig ting, og det ville ikke være til at leve uden den. Men lige så vidunderlig den kan være at opdage og at leve i, lige så frygtelig kan den være at skulle give afkald på, enten når kærligheden selv brister -og det kan jo ske- ellernår selve livet brister, så vi mister dem, vi elsker.
Og det er desværre netop grunden til, at vi her i dag er samlet i torslev kirke, for det er det sidste farvel til Anna, det handler om nu. Den kirke, der ellers har været rammen om mange gode begivenheder for jer, ikke mindst dåb og konfirmation, den samme kirke skal nu rumme sorgen over Anna.
Den sorg bliver stor og dyb, ja den er det allerede nu, og det vil den være i lang tid herefter også. Sådan er det nemlig med sorgen, at den hænger sammen med kærligheden: jo dybere kærlighed, desto dybere sorg følger der med.
Og Anna var en god og kærlig mor; hun var en kærlig bedstemor og oldemor – og hun var en god og kærlig ven; en af dem, for hvem vendskab virkelig betyder noget; også at man gerne ofrer noget af sig selv! Om nødvendigt endda på en rask meningsudveksling. For Anna var nemlig ikke en af den slags venner, der bare giver andre ret i alt – næh, hun havde sine meningers mod og skulle nok forstå at give udtryk for dem, af og til så gnisterne føg, og hvis man f.eks. havde tillagt sig nogle vaner, som Anna ikke brød sig om, skulle hun nok lade e´n det vide. Og det fine ved det var just det, at hun ikke tillod uenigheden at ødelagde venskaberne – faktisk var det måske endda i hendes øjne et ekstra krydderi, at der også var ting i ikke var enige om, for det afholdt da verden fra at blive alt for kedelig!
Selv om det er en noget slidt og fortærsket vending Jodle-Birger har i en af sine sange, så er det nu alligevel rigtigt, at rigtige venner ikke kan købes for penge. Nej, der skal i stedet respekt og kærlighed med og det var også de egenskaber, Anna lagde til grund for venskab- og venskaber var der mange af, for her i dag er det ikke kun en stor familie og en stor bekendtskabskreds, der fylder kirken, men slet og ret: mange venner.
Anna var den, der igennem mange år holdt sammen på den store familie – jo, 8 børn er da noget af en flok, især når den udvides med svigerbørn og børnebørn og endda også oldebørn. Og selv om det jo skete, at svigerbørn blev skiftet ud – det behøver vi ikke at lægge skjul på – så var Annas hjerte stort nok til at rumme både gamle og nye: ” At i ikke kan finde ud af det, kommer ikke mig ved!”, sagde hun somme tider.
Det kræver stor styrke at kunne sige sådan – og mene det. Ja, det er en gave at kunne sige sådan, og det kan være en utrolig stor hjælp for andre i en ellers svær situation at vide, at der stadig kan være plads til kærligheden. Og det havde Anna, også til de nye børn, der ligesom kom ind i familien her den sidste halve snes år.
Men ud over at tage sig af familien, lige fra den yngste til den ældste, og det var sjældent, der blev ringet forgæves efter Anna som barnepige. Men udover det, var der også arbejde at passe – først på slagteriet i Brovst, siden i Skovsgård, og der var altid fart over feltet, når Anna havde med tingene at gøre.
Skulle der fældes et træ, var Anna også kvinden for det, og gjaldt det roer, der skulle hakkes, så skulle man stå tideligt op for at følge med fru. Jensen.
Det skulle man også, når det gjaldt snakketøjet – også der var der gang i den hos Anna, og der var ikke langt mellem de kvikke replikker; det var som regl Anna, der fik det sidste ord, og det var ligemeget, om det gjaldt tapetet på væggen eller brikkerne på bankopladen.
Det kan godt undre, at der overhovedet blev tid til den slags, for Anna havde mange jern i ilden ikke bare med familien, men også med hus og have, hvor ikke mindst vandbassinerne og “piratfiskene” havde en stor plads i Annas hjerte. Men når interessen er stor nok, finder man også tiden, og det gjorde Anna. Det hjalp nok også her, at hun godt vidste, hvad hun ville, både inde og ude – Anna både kunne og ville selv.
Det løb hun sig naturligvis også somme tider nogle staver igennem livet ved, for det er nu engang ikke altid, vi kan det vi vil – men Anna ville i hvert fald først prøve; først kæmpe for at at se, om det ikke kunne lade sig gøre, og der skulle meget til, før hun gav op.
Det sammen med en vist mere end almindelig sund skepsis overfor lægekunstens evner var vel også nogle af grundene til, at det tog lidt tid, før hun gik til lægen, da hun her til sidste sommer var lidt sløj. Det gik vel over, og hvis bare man strittede imod, skulle det nok gå, syndes Anna at mene.
Men til sidst måtte hun nu alligevel afsted, for hun var træt, hun havde igen appetit og tabte sig, og det blev bare ved. Endelig kom hun da afsted, men det kneb med at finde ud af, hvad der var i vejen – selv en scanning afslørede ikke noget unormalt!
Men det var så alvorligt, at det sluttede ganske pludseligt og alt for tideligt i mandags, da Anna døde, kun 66 år gammel. Da var hun kommet på sygehuset og hun nåede da også at få den endelige dom – men, vi må sige heldigvis, døde Anna så at sige samme dag, som hun fik det afvide, og det var hun måske selv bedst tjent med.
Om i så også var det, ja det er en anden sag, for i ser det jo ikke kun for Annas side, så i kan glæde jer over det, hun slap for at skulle igennem – i ser det jo også fra den anden side af plankeværket, hvor det er jeres sorg og savn, der fylder billedet.
Som jeg sagde før: sådan skal det være, når kærligheden er inde i billedet – så skal det være svært, ja nærmest umenneskeligt at sige farvel. Og det er det også her, selv om der også er mange utrolig gode minder at sige tak for; utrolig meget, som i fik igennem Anna, små og store ting, som også i den kommende tid forhåbentlig vil præge jeres liv – dels med smerte over det, der er væk, men også håber jeg, med taknemmelighed over det der var. Og stadig er – for kærligheden dør jo ikke med Anna. Det er endnu en forunderlig egenskab ved kærligheden: når først vi har mødt den, glemmer vi det aldrig, og på en eller anden måde bliver der aldrig ved med at være en kerne af den tilbage – forhåbelig så meget, at vi kan dele ud af den til andre, for det er kærlighedens væsen at ville deles og derigennem vokse sig større.
Som vi mennesker også igennem vort blotte liv, men ikke mindst igennem vore børn sætter os spor; skyder nye skud og på en måde lever vidre, selv når vi dør, altid give noget af os selv vidre i minder og billeder; ikke bare give ting, men på en måde også os selv i arv, sådan er det også med kærligheden. Når den slår rod, kan der nok med tiden knække kviste og grene af, men der skyder hele tiden nye skud frem og får kraft og saften og vokser af næring fra kærlighedens kilde, som dybest nede eller højest oppe er gud selv.
Ja det er ham, der har givet den til os, og det er i guds søn, at vi lære den sande kærlighed at kende, den der tror alt, håber alt og udholder alt.
Derfor var det, jesus gav sit liv på korset: for at give os at leve i kærligheden og i håbet om, at kærligheden også vil bære os ind i og igennem døden. Ikke bare holde os oppe, når vi selv mister, men også gå med os, når døden kommer til os.
Jesus gik ind i døden for for kærlighedens skyld og for menneskernes skyld. Og Gud hentede Jesus tilbage fra graven, ud af dødens hænder for at give os håbet om kærlighedens sejer for at gøre kærligheden til menneskets grundvilkår for evig tid, så end ikke døden må kvæle vort håb og vor tro på livet.
Det kan være svært at holde fast i her ved Annas kiste, men det er netop også derfor, vi tager afsked med hende her fra kirken for endnu engang at få lov til at høre budskabet om dødens nederlag og livets sejer i og ved guds kærlighed.
Vores tro kan føles lille og svag især overfor dødens magt, da er det, vi skal vide, at gud ikke slipper os og at han sendte jesus for at gå med os hele vejen, fordi hans tro og hans kærlighed også rækker til os.

Som vi skal synge det her om lidt:
Stå de syge hjerter bi,
Luk de trætte øjne i
Giv os alle fred og ro
I vor Herres Jesus tro!

Hvil i fred Anna!
Amen!