Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Jørgen Ejvind Pedersen blev født d. 7. november 1944 i Bjerregrav ved Viborg. Han var barn nummer 6 i en søskendeflok på 8 børn. Han voksede op i relativt fattige kår, far var vejmand og mor var hjemmegående, omend hun en overgang havde et ishus i gården.

Far var en aktiv og dygtig dreng, holdt af at lege ude og passede et job som avisdreng da han var 6-7 år, dette resulterede i at han modtog en hædersbevisning fra avisen, hvor der stod ” Jørgen er en af korpsets allerbedste drenge”. Han vandt således en tur til Aalborg sammen med andre avisbude, dette var en stor begivenhed for ham.

Han havde en meget stærk vilje, det holdt sig igennem hele livet, omend han de senere år blev mere mild og rund. Far vidste hvad han ville og var villig til at arbejde hårdt for det han ønskede at opnå. han vidste,  at han ikke ønskede at uddanne sig indenfor håndværk eller landbrug. Han fortalte mig engang, at han som stor knægt var på Hobro station, hvor han lagde mærke til at manden i butikken åbnede en skuffe fuld af penge, da vidste far, at han ville have sin egen butik!

Han kunne dog ikke komme i lære som købmand, da der ikke var en ledig læreplads, men det havde frisøren i Møldrup, så der kom han hen.

Min fars ældste ven, Ole Nørris har sendt følgende til mig som jeg vil gengive her:

 

Den 1. April 1952 startede 1. klasse i Bjerregrav skole. Det var en lille klasse med 2 piger, Kirsten og Oda og 4 drenge: Anton, Kristen, Jørgen og mig. Det var første gang, jeg så Jørgen. Hans forældre boede i Gammel Bjerregrav og mine i Hørrup. Jeg havde 1400 m til Skole og Jørgen boede nabo til skolen og kunne derfor løbe hjem til mor i det store frikvarter og i middagspausen 1145-1230. I skolen var det nu mest Kristen, jeg kom sammen med. Vi sad ved siden af hinanden og efter 2 år blev vi begge rykket en klasse op, så det kun var hvert andet år, jeg gik i klasse med Jørgen. Der var 4 klasser i skolen med 2 årgange i hver. Og vi gik kun i skole hveranden dag. Udenfor skolen sås vi normalt ikke, da vi som nævnt boede ret langt fra hinanden og derfor havde forskellige legekammerater. Jørgen legede mest med Aage (Tyller) og Knud Jørgen (Busser). Vi kom heller ikke til hinandens fødselsdage. Hvorfor ved jeg ikke, men der var et specielt mønster for den slags i klassen.

Jeg kan bedst huske ham for, at han altid sang meget højt, når vi havde sang. En anelse falsk, mener jeg at kunne huske – men højt. Vi spillede fodbold og håndbold sammen. Jørgen stod normalt i mål til begge idrætsgrene. Han var ikke bange for bolden. Vi havde et ret godt håndboldhold, som lærer Andersen (Ham fra familien Andersen, og som kom fra Arden) var træner for. Så vi kom vidt omkring. Engang var vi i Simested og Jørgen skulle som sædvanlig charmere de lokale skønheder ved at synge tidens nyeste schlagere. Det var Æselsangen, der måtte holde for. Så Jørgen stillede sig ud af målet og sang med høj røst hen imod beundrerne: “Så bare, bare, bare ta´det roligt” …. Det opdagede modstanderne, som havde bolden og en af dem kastede selvfølgelig bolden i det tomme mål. Det var ikke specielt populært, set fra vores side, men han beholdt posten som målmand.

Når vi havde været til træning eller kamp i håndbold eller fodbold, skete det ofte, at vi samledes lige uden for indgangen til stadion. Der var nemlig en ishytte, som mor Julie forpagtede. Den lå i hendes have, lige ud til vejen, og når man ringede på en klokke, kom Julie eller hvem der nu passede hytten, ud. Nogle gange var det Jørgen eller Kirsten, der passede den, men mest Julie og aldrig Ejnar. Jeg tror det var Svale is, de solgte og ellers andet slik. Så hvis vi havde penge, kunne vi flotte os med en sodavandsis til 20 øre. Havde vi ingen, kunne vi jo altid se på de andre. Det var sådan et samlingssted for børn og unge – og alle kendte Julie og familien Pedersen.

Jørgen gik med aviser. Det var Aalborg Stiftstidende, så vidt jeg husker. Det foregik på cykel hele året rundt, uanset vind og vejr. Distriktet var stort og turen tog hele søndag formiddag. Og der lurede farer rundt på ruten. Der var mange hunde på gårdene dengang, og ikke alle fattede sympati for en dreng, der tilsyneladende umotiveret cyklede ind på hundens enemærker. Især lænkehunde, der ofte stod i en kort lænke og af den grund blev skøre i hovedet, kunne fare op. Fjende nummer et var en stor Sct. Bernhardshund i Anna Hahns gård. Den var heldigvis bundet, men sprang rasende og frådende frem, når Jørgen kom med avisen. Det var jo ikke til at lade være med at drille den dumme hund, når den nu stod bundet. Men en dag skete der det, at hunden i stort raseri havde held med at sprænge snoren. Det var iøvrigt samme dag, Jørgen satte uofficiel sprintrekord på cykel ud af Anna Hahns gård.

Vi blev ikke konfirmeret sammen, da jeg jo var rykket en årgang op og derfor blev konfirmeret 1 år før Jørgen. Efter konfirmationen begynndte jeg at gå i skole i Skals og Jørgen kom ud at tjene på landet, som skikken jo var. Jeg tror, det var nogenlunde samtidig, vi begge begyndte vor læretid i Møldrup. Jørgen havde funndet ud af, at landbruget ikke var noget for ham og havde været så heldig at få en læreplads som frisørlærling. Det var ikke lå lige en sag, den gang. Det kostede jo at have de unge mennesker boende hjemme, og det var så langt fra alle familier, der havde råd til det. Jeg kom i lære som kontorelev på Møldrup Mølle, og startede med 242 kr om måneden, hvoraf jeg afleverede 100 kr derhjemme. Så gik det så nogenlunde lige op med indtægter og udgifter, for at have mig boende flere år efter min konfirmation.

Jeg kan ikke huske, hvor meget Jørgen fik som frisørlærling, men det var en del mindre, end jeg fik. Han fik ugeløn og afleverede altså det meste derhjemme, så der var ikke meget tilbage til ham selv. Der skulle jo heller ikke nødvendigvis så mange penge til. Transport var på cykel. Lidt tøj i ny og næ. Gratis slik fra ishytten. En baltur et par gange om måneden. Jeg har gemt mine regnskaber fra dengang og kan gøre rede for hver krone jeg brugte i min læretid 1960-63. Deraf kan jeg se, at det kostede 4 kr at komme ind til bal. Så havde vi normalt 2-3 øl med hver. De kostede 80 øre. Og så skete det, at 2-3 stykker havde ½ flaske brændevin med til deling. Den gemte vi bag en busk og gik ud og drak af en gang i mellem. Af flasken. Jeg kan huske smagen endnu.

Alt i alt ikke mange penge for at gå i byen. Men Jørgen havde nu overskud ud af at gå til bal. Som medarbejder i frisørforretningen, kunne han købe gummivarer til nettopris. Så under ballet gik han rundt og solgte “Parisere” til de ungersvende, der mente at kunne få brug for denne vare – eller som håbede det – i løbet af aftenen. Det tjente han helt godt på. Derudover blev han efterhånden rutineret i at klippe folk, så han i fritiden vel også tjente en skilling på den måde. Arbejdstiden var ellers lang nok. Det var jo fra 830-1730 5 dage om ugen. Dvs. om fredagen lukkede forretningen først, når der ikke var flere kunder, og da kunne klokken let blive 10 om aftenen. Sådan var det bare og der blev ikke betalt ekstra af den grund. Og så skulle vi jo også lige på arbejde lørdag til klokken 14.

Om vinteren skulle vi i handelsskole og Jørgens faguddannelse som frisør nødvendiggjorde, at han var i skole i Viborg 4 aftener om ugen. Efter arbejdstid og med hjemkomst til Bjerregrav ved 22 tiden. Så der var jo heller ikke meget tid til at bruge pengene.

Vi kom sammen stort set hver dag i de 3 år, min læretid varede. I middagspausen, som var på mindst 1 time, kom Jørgen som regel hen på møllen, hvor vi sad og spiste vore madpakker sammen. Om sommeren sad vi ude på lageret på kornsækkene. Om vinteren husker jeg ikke hvor. Vi havde hver 12-14 halve med, men der var heller ikke så meget pålæg, som vi bruger nu. Det var jo noget af en omvæltning for Jørgen, som havde arbejdet på landet og var vant til at være udendørs hele tiden. Her foregik arbejdet indendøre og det kneb til med at vænne sig til det. Det var jo rart nok, når der var dårligt vejr, men det værste ved uddannelsen var, sagde Jørgen, at man ikke kunne slå en ordentlig skid, når trangen var der. Især ikke når der var kunder. I familien Pedersen havde den mandlige del altid ment, det var bedst at komme af med luft i maven hurtigst muligt, og gerne så andre kunne høre, de var sluppet af med et problem. Jørgen mente faktisk også var direkte usundt, sådan at undertrykke naturen.

Men ellers var det en god plad, hos frisør Wstergård, som var en vittig og slagfærdig mand. Og Jørgen fortalte tit om en eller anden sjov tildragelse i forretningen, hvor der kom mange kunder. Ellers snakkede vi jo også om piger. Der var en hel del i Møldrup og om sommeren cyklede vi sommetider til byen igen for evt. at komme i snak med dem, vi havde set om dagen. Jørgen var god til at komme i snak med dem, men vi var alligevel ved at blive uvenner engang, vi var cyklet til Møldrup en aften. Jeg havde godt set, at hende der var Jørgens kæreste, stod og lavede øjne til mig. Og vi fik da også aftalt at mødes et andet sted, lidt senere. Men som den gode kammerat, jeg var, ville jeg da spørge Jørgen, om det var ok. Det syntes han ikke var en særlig god ide, men iøvrigt kunne jeg da tage af helvede til med hans allerede forhenværende kæreste, når det skulle være på den måde. Så snakkede vi ikke sammen i et stykke tid, men det gik over, da min nye kæreste og jeg slog op efter et par uger.

Vi var 3 som kom sammen hele tiden. Det var Kristen, Jørgen og mig. Vi gik eller rettere sagt, cyklede til bal sammen. Det var i Hersom, Vammen, Skringstrup, Skals eller Tostrup. Da vi blev 18 år eller sådan, var vi en gang i mellem med en minibus lidt længere væk. Det kunne være Foulum, Mønsted eller til pinsebal i Dollerup bakker. Kristen fik bil og jeg måtte godt låne min fars, så det skete, vi selv kørte. Nytårsaften plejede vi at være til bal i Skals forsamlingshus og da mor Edel var kommet ind i billedet, holdt vi fest hos mormor Tulle, inden vi skulle til bal. I forsamlingshuset var der store vinduer, som blev lukket op, når der blev for varmt. Så blev der som regel smidt tudser og andet skyts ind i salen. Det var ikke populært, da pigernes nylonstrømper havde svært ved at holde til tudserne, når de kom hoppende hen ad gulvet.

Vi foretog os mange ting sammen. Husk på, at der jo ikke var computer, mobiltelefon, playstation og knap nok tv til at stjæle vores fritid. Indtil vi blev 18, var transport mulighederne begrænset, så vi måtte selv finde ud af at foretage os noget sammen og indenfor cykelafstand. Lærer Andersen indførte badminton i den nyopførte gymnastiksal i skolen. Der spillede vi tre et par vintre. Vi spillede kun mod hinanden og førte nøje regnskab med, hvem der lå 1,2 eller 3 på ranglisten. Vi spillede også kort. Whist. Og det foregik næsten altid ved Julie og Ejnar. Vi var jo kun 3 og havde derfor brug for en “Blind makker” Vi kunne bedst finde ud af det, hvis “Makkeren” sad det samme sted ved bordet hele tiden. Derfor måtte vi 3 andre “levende” spillere jo rokere rundt om bordet efter hver spil. Det kunne Ejnar more sig meget over. Vi spillede om 2 øre pr stik, så det kunne ikke gå helt galt selv om man skulle sidde i uheld.

Efter endt læretid i 1963 skulle jeg ind som soldat, og jeg valgte at tegne kontrakt med søværnet. Jeg sejlede i 3 år med korvetten Flora. Da jeg havde været der i et år, fik jeg brev fra Jørgen. Helt utroligt var han som værnepligtig blevet udtaget til søværnet og endnu mere utroligt til det samme skib, som jeg var på. På ethvert skib er der jo en eller flere frisører. Dengang blev man straffet hvis håret var for langt. Han var messegast i officersmessen og nød af den grund flere privilegier, som vi andre ikke havde. Han var forarget over, når vi brokkede os over maden. Men der er altså forskel på at indtage rødspætten direkte fra panden og ved sit eget bord, og så – som vi andre – fik fisken udtaget af en stabel med 100 fisk og derefter sidde ved fællesborde med fælles skubben. Det havde han svært ved at se.

Jeg havde andre privilegier. Jeg bestyrede kantinen og når vi var på langfart til udlandet, bestyrede jeg også ølbeholdningen. Der var 1 øl til hver mand, pr dag. Men ikke alle drak øl, så jeg havde altid rigelig, hvis vi skulle i byen. Vi var i Norge engang og Jørgen og jeg gik med hver vores rygsæk, fyldt med øl. I Norge må man ikke gå og drikke øl på gaden, så vi gik ind en sodavandsbar, hvor vi købte en æbelmost hver. Efter at have drukket den, kom der øl i flasken. Det har samme farve. Personalet undrede sig nok over, hvor længe den æbelmost kunne slå til, og så “morsomme” vi sikkert blev.

Engang havde vi været i byen og kom hjem om natten. Jørgen havde nøglen til kabyssen og der stod en bakke æg, der trængte til at blive spist. Vi var sultne, så panden kom i gang. Jeg kan ikke huske, om vi spiste op, men vi fik mange æg. Dagen efter blev det opdaget – vi havde jo nok glemt at vaske op – og det gav anledning til en større undersøgelse, som havde resulteret i en frihedsstraf til os, hvis det var blevet opdaget. Vi var under mistanke, men det kunne ikke bevises, så vi slap. Det gjorde vi også en anden gang, hvor vi var kommet hjem lidt sent hjem på skibet. Det var søndag næste dag og jeg ville gerne sove længe. Derfor låste jeg mig ind i sygelugafet. Der var fred og ro. Uheldigvis havde en officer et ærinde derinde. Det hørte Jørgen, som jo var i officersmessen. Så han ringede til sygelugafet for at advare mig. Men jeg turde ikke tage telefonen – jeg var der jo ikke, sådan officielt. Jeg lukkede derfor heller ikke op, da nogen begyndte at rykke i håndtaget. Så det endte med, at officererne tilkaldte en håndværker, der skruede hænglerne af døren, som de troede var gået i baglås. Jørgen stod lidt i baggrunden og fulgte med, han vidste jo godt, hvorfor døren sad fast. Og han kunne more sig over, hvordan officererne og jeg så ud i ansigterne, da døren endelig blev åbnet. Jeg ved nu ikke, hvor meget jeg morede mig.

Vi var på FLORA sammen et år. Vi boede på samme banje og sov i to nabokøjer. Der var jo ikke noget med at tage hjem om aftenen, så hele tiden blev tilbragt på skibet.

Man kan roligt sige, at Jørgen og jeg har oplevet meget sammen. Efter soldatertiden blev vi begge gift med nogenlunde kort mellemrum og var selvfølgelig til hinandens bryllupper.

Jørgen fik arbejde som frisør, først i Aars senere i Nørre Uttrup i en frisørsalon. Jeg fik arbejde som kontormand i Videbæk, men vi holdt naturligvis forbindelsen vedlige. Der var langt at køre, men vi – jeres far og mor – og Birthe og jeg, besøgte hinanden i vore respektive lejligheder. Det var ikke prangende forhold efter nutidens målestok, men ikke så helt dårlig endda. Det var moderne selv at forsøge sig udi bryggerkunsten, så vi fik både hjemmelavet vin og øl. Ikke at det smagte godt, men virkningen var god nok.

I 1973 opgav Jørgen så frisørfaget. Det var på den tid det blev moderne, ikke at blive klippet.

Jeres mor og far tog da springet og forpagtede en nyetableret kiosk i Arden, hvortil der også hørte en lejlighed. Kort tid efter ville skæbnen, at jeg fik arbejde i Hobro og vi flyttede til Oue. Derefter besøgte vi tit og ofte hinanden og har holdt venskabet vedlige lige siden.