Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Dette er beretningen om tiden før, under og efter Christians død. Den er skrevet set fra mine øjne, ud fra de tanker og følelser der rørte sig indeni mig i denne kaotiske tid.

Mette, Christians mor

Graviditeten

Endelig en god nyhed! Jeg var gravid. Nyheden fik jeg på sygehuset hvor jeg lå indlagt, og havde lige fået stillet diagnosen ”psoriasis-gigt”. Endelig skete der noget godt. Min kæreste Bo, nu min mand, blev mindst lige så henrykt. –Det samme gjorde vores familier.
Jeg havde netop startet på en medicinsk behandling der ikke ville være skadelig for barnet, men for at være på den sikre side ville lægerne alligevel holde ekstra øje med mig og barnet. Jeg skulle derfor scannes ved ultralyd oftere end normale gravide.
De første måneder i graviditeten forløb nogenlunde ok.. Det var rart at Bo og jeg var flyttet til Esbjerg, og at være i nærheden af mine forældre, da jeg ikke vidste hvordan mit helbred ville tage sig ud efter graviditeten. Min gigt gik næsten i sig selv gennem graviditeten. Det er ikke unormalt at man får det meget bedre, som gigt-patient, når man bliver gravid. Det har vist noget med hormonerne at gøre. Jeg kastede dog op en hel del. Da jeg stadig kastede op da jeg gik ind i 5. måned besluttede min reumatolog at jeg skulle stoppe den medicinske behandling. 2 dage senere kastede jeg ikke op længere.
Jeg blev som sagt scannet hyppigt. Det var ikke noget jeg tænkte videre over, synes da bare at det var dejligt at jeg kunne følge mit barns udvikling. Lykken ville ingen ende tage da vi på scanningen kunne se at vi ventede en lille dreng.
Jeg ved ikke hvor normal min graviditet var. Jeg havde jo ikke prøvet noget lign. før. Min vægt gik meget op og ned. Den ene uge kunne jeg have taget 5 kilo på, og den næste havde jeg tabt mig 6 kilo. Jeg blev selvfølgelig nervøs, men lægerne overbeviste mig om at alt var som det skulle. I oktober 2001 kørte Bo og jeg på fødegangen da jeg havde nogle mavekramper. Alt så fint ud. Jordemoderen mente at jeg nok havde en smule tarm-besvær.
I starten af december 2001 havde jeg så ondt i mit bækken at jeg hverken kunne sidde, stå, ligge eller gå. Jeg ringede derfor til fødegangen endnu en gang. Jeg nåede ikke engang at fortælle jordemoderen hvad der var galt, hun sagde bare ”kan du ikke ringe om en times tid, vi har travlt” hvorpå hun smed røret på. Jeg følte mig godt nok en smule besværlig, men ringede alligevel en time efter. Jordemoderen spurgte hvor langt jeg havde igen, og da jeg svarede 5 uger sagde hun at så var der ikke noget de kunne gøre for mig. Det var normalt at have ondt når man var gravid. Jeg tænkte ”nå ja, de ved jo hvad de snakker om”. Det er vel også normalt, men jeg manglede bare at blive taget seriøst. Mellem jul og nytår troede jeg at vandet gik. Jeg var ikke helt sikker. Jeg havde fået af vide af min jordemoder at Christian ikke lå fast endnu, så jeg skulle lægge mig ned hvis ”noget begyndte at sive”, og ringe til sygehuset. Jeg ringede endnu en gang til fødegangen… Jeg fortalte jordemoderen at jeg troede at der var gået noget vand, og var næsten sikker på at det ikke var urin. Til det svarede hun at jeg skulle tage et bind på, gå lidt rundt, og hvis der ikke kom mere så skulle jeg bare gå i seng. Enten ville jeg så få veer ellers ville jeg ikke. Hvis der ikke kom mere vand kunne det være fordi Christians hoved lå så langt nede at det stoppede for resten af vandet. Jeg skulle bare slappe af.
Der kom ikke mere. Autoritetstro som jeg VAR gik jeg bare i seng.

Den 4. januar

-Blev jeg scannet for sidste gang. Christian blev vurderet til at veje ca. 3800 gram. Min termins dato, d. 8-1, kom og gik. Christian rørte ikke så meget på sig. Til det sagde min jordemoder, d.10-1, at det var helt normalt. Han havde jo ikke så meget plads at røre sig på.. Hun vurderede ham samme dag til at veje mindst 3800 g. Hun ville gerne have gået højere, men kunne se på ultra-lyden at de kun havde vurderet ham til at veje 3800. Hun ville ikke gå meget højere end dem, for de plejede jo at have ret.

Søndag d. 13-1

-Fik jeg det meget underligt. Jeg kan ikke forklare det anderledes. Hele min krop var mærkelig. Christian mærkede jeg næsten ikke hele dagen.. Sidst på eftermiddagen blev jeg urolig. Jeg drak et stort glas isvand, og Christian belønnede mig med et par små spark. Det var sidste gang jeg mærkede Christian sparke.
Natten mellem søndag d. 13 og mandag d. 14 januar sov jeg stort set ikke. Jeg var utroligt spændt. Jeg var sikker på at jeg ville få veer. Klokken ca. 3.30 dukkede ordet død op i mit hoved, og jeg begyndte at græde. Jeg er nu sikker på at det var på det tidspunkt Christian døde. Måske sagde han farvel til mig…

Mandag d. 14 januar

-Blev den skæbnesvangrande. Jeg mærkede ikke Christian hele dagen. Jeg tænkte faktisk heller ikke så meget over det. Jeg havde jo fået af vide at det ikke var unormalt at han ikke ville lade sig mærke ret meget. Hvor meget er ”ikke ret meget”? Jeg havde jo ikke prøvet det før. Jeg vidste ikke noget. Nu ved jeg at det ikke er normalt ikke at mærke sit barn..
Min mor kom, og jeg fortalte at Christian havde været meget stille i dag. Min mor syntes at det virkede underligt, men jeg fik hende overbevist om at alt var i skønneste orden. Det havde jeg jo fået af vide.
Ved 20 tiden samme aften begyndte jeg at blive meget urolig. Jeg spiste is, drak isvand og skubbede til maven. Der skete bare ingenting. Bo sagde at nu skulle jeg altså ringe ind på fødegangen så vi kunne blive tjekket. Jeg ville ikke derind. Jeg tror jeg vidste hvad klokken havde slået. Jeg ringede alligevel ved 22 tiden, og vi tog straks derind. Vi blev vist ind i et undersøgelses rum. Jeg ved ikke hvor længe der gik før jordemoderen kom og begyndte at lytte til maven med dop-toneren.. Hun kunne ikke finde noget hjerteslag. Jeg kunne se på Bo at han godt var klar over at det var slut. Jordemoderen fandt en ny dop-toner, og prøvede igen at finde hjertelyd. Heller ikke denne gang fandt hun noget. Hun undskyldte sig og sagde at hun lige ville få fat på en læge, så jeg kunne blive scannet. Jeg sagde til Bo at han ikke skulle se så bekymret ud. Der var jo ikke noget galt. Jordemoderen vidste åbenbart bare ikke hvad hun lavede. Jeg satte mig over ved siden af Bo, og vi holdte om hinanden. Stadig ingen tårer…
Lægen kom ind. Gav mig hånden og sagde ”Nu skal du bare slappe helt af, men nogle gange sker det altså at de små går til” ( i dag hader jeg ham for de ord. Jeg føler at han gjorde Christians død til en bagatel. Christian var alt andet end en bagatel)
Jeg bed ikke, på det tidspunkt, mærke i hvad han sagde. Han skulle bare komme i gang med at scanne mig, så klumpen i halsen kunne komme væk. Han skulle berolige os.
Han scannede og scannede… Fortalte os hvad vi så på skærmen, og til sidst at der ikke var hjerteslag. Christian var død.

Bo kom over til mig. Nu kom tårerne. Vores liv gik i stykker. Vores drømme, håb og ønsker… Jordemoderen fortalte lidt om hvad vi kunne forvente de næste dage. Jeg kan ikke huske ret meget af hvad hun sagde. Ved bare at jeg hadede hende. –Selvom det ikke var hendes skyld. Hun sagde at vi kunne vælge mellem at blive indlagt på gynækologisk afdeling med det samme, eller tage hjem og komme igen dagen efter.
Jeg ville hjem. Kunne ikke holde ud at være derinde et sekund mere. Vi skulle jo også ringe til vores forældre.
Vi tog hjem. Klokken var ca. 00.30 da jeg ringede til min mor. Vi havde aftalt at jeg skulle ringe til hende når jeg fik veer, og hun troede selvfølgelig at det var derfor jeg ringede. Jeg fremstammede ”han er død”.. Mor spurgte ”hvem er død”? Jeg kunne høre at hun brød sammen da jeg fortalte at Christian var død. –Så var det Bo’s tur til at ringe til hans familie. Bo’s familie bor i Nordjylland, og det må have været forfærdeligt at få sådan en telefon opringning når man er så langt væk.
Mor ringede til min far og mine søskende.
Min svigerinde kom kort efter. (Med sin gravide mave) –Og en lille time efter kom min mor og stedfar.
Vi snakkede et par timer. Det hele var så uvirkeligt. Både Bo og jeg var i chok.. Jeg sad bare og rokkede frem og tilbage mens jeg strøg hænderne over maven.. Jeg savnede ham allerede. Vi forstod virkelig intet.
De blev et stykke tid. Jeg ved ikke helt hvor længe. Jeg var træt, og ville prøve at sove. Mor, Jan og Anette tog hjem.. Jeg aftalte med mor at hun skulle komme dagen efter, og følge med os på sygehuset. Bo og jeg fik ikke sovet meget den nat. Vi lå bare og holdt om hinanden. Bo lå vågen og holdte øje med mig.

Tirsdag d. 15 januar.

-Jeg tror jeg sov en times tid natten til tirsdag. –Og det var af ren og skær udmattelse. Jeg havde jo heller ikke sovet natten mellem søndag og mandag.
Vi stod op ved 8 tiden tirsdag morgen.. Jeg tog et karbad, og mens jeg lå i badet kom min mor. Hun havde heller ikke sovet hele natten. Hun fortalte at min far og lillesøster ville komme fra Nordjylland samme formiddag.
Jeg stod op af badet, og gik ind i soveværelset. Derinde brød jeg sammen for første gang. Sad med håndklædet om mig og rokkede frem og tilbage. Jeg kan ikke huske hvad jeg tænkte. Min mor blev urolig, og ringede til vores læge. Lars sagde at han ville komme med det samme.
Jeg ville ikke på sygehuset. Jeg ville beholde Christian inde i min mave for altid. Jeg var ikke parat til at slippe ham. Lars sagde at jeg var nødt til at komme af sted. Det ville ikke blive nemmere af at vente. Vi snakkede med Lars et godt stykke tid. Jeg var på det tidspunkt så udmattet at jeg ikke kunne tænke klart. Og jeg kunne slet ikke holde ud at tænke på at jeg skulle føde et dødt barn.. Jeg havde besluttet mig for at jeg ikke ville føde selv. Jeg ville have kejsersnit. Jeg kunne ikke se nogen grund til at jeg skulle føde selv. Det var da uretfærdigt.
Min far og søster kom ligesom vi skulle til at tage på sygehuset. Jeg havde aldrig set min far græde før nu. Han græd fordi jeg græd. Han græd fordi jeg var så ulykkelig. Han græd fordi han havde mistet sit første barnebarn. Det var skønt at have min søster hos mig.
Mor, far og Susie tog med Bo og jeg på sygehuset. Vi blev vist ind på en enestue der ikke var ret stor. Der var stort set ikke plads til os alle derinde.
Hele dagen gik næsten med at diskutere med forskellige læger. Jeg havde sat mig i hovedet at jeg ville have kejsersnit, og det ville lægerne ikke være med til. Bo ville egentlig heller ikke være med til at jeg skulle have kejsersnit, men støttede alligevel min beslutning . Jeg ville ikke give mig, og det ville lægerne heller ikke.
Overlægen Hedvig sagde at i denne sag vidste de altså bedst. Jeg forklarede at jeg havde stolet på dem gennem hele min graviditet, og det havde tydeligvis ikke hjulpet mig. –Og så havde de den frækhed at fortælle at de stadig vidste bedst for mig. Nu hvor de havde ladet mit barn dø??

Hedvig ville ikke give sig (hvilket jeg er glad for i dag), og jeg vidste at jeg måtte give efter. Jeg tænkte på at tage mine ting og gå, men jeg havde ikke kræfterne. Jeg skulle heller ikke bare tænke på mig selv. Bo havde også noget at skulle have sagt. Bo var bange for at der skulle ske noget med mig hvis jeg fik kejsersnit. Bange for også at miste mig.
Bo’s forældre kom om eftermiddagen. De var selvfølgelig ulykkelige. De vidste ikke hvad de skulle sige. Der var heller ikke noget at sige…

Sidst på eftermiddagen opgav jeg kampen.. Jeg overgav mig og sagde at de kunne gøre hvad de ville. Vores forældre gik ned i byen for at spise, og Bo og jeg lagde os på sengen og hvilede os lidt. Vi sov en lille times tid, og da vi vågnede så vi det hele i et mere klart lys. Jeg havde accepteret at jeg skulle føde Christian på normal vis. Bo og jeg aftalte at vi ville prøve at få en god dag ud af det. Vi havde jo glædet os til at se Christian, og det var ingen sorg at vi endelig skulle være sammen med ham. Vi havde glædet os til den dag, siden vi havde fundet ud af at jeg var gravid. Dagen skulle ikke ødelægges ”bare fordi han var død”. Jeg fik en slags ro i sjælen derefter.
Sygeplejersken gav mig en pille der skulle blødgøre livmoderen, og en sovepille. Hun fortalte at der næste morgen ville komme en jordemoder og lægge en stikpille, og veerne ville så komme på et tidspunkt. Hun vidste ikke hvor mange piller jeg skulle have før jeg fik veer. Måske skulle jeg have op til 5 piller, én pille hver 3-4 time. Det kunne godt tage 15 timer før jeg fik veer, og så kunne jeg have veer i et døgn før jeg fødte. Hun tændte et lille lys i vinduet.
Bo og jeg lagde os til at sove, og jeg fik en rigtig god nats søvn.

Onsdag d. 16-1

-Vi vågnede ved 8 tiden. Bo hentede noget morgenmad til os. Jeg brød mig ikke om at forlade værelset, så Bo måtte hente alt hvad vi skulle bruge. Jeg brød mig ikke om at vi lå på afdelingen hvor andre fik foretaget aborter. Ville ikke se dem.
Jordemoder, Sanne, kom ved 9.30 tiden.. Hun fortalte lidt om hvad vi kunne forvente os. Sanne undersøgte mig, og fortalte at jeg var begyndt at åbne mig. Ca. 2 fingre havde jeg åbnet mig. Hun lagde stikpillen, og fortalte at jeg skulle ligge ned, og ligge stille, i en time. Vi snakkede lidt om smertelindring og aftalte at jeg skulle have lagt en epidural før veerne startede. Der kom en narkose-sygeplejerske og lagde et drop. Klokken 11 var der et minut mellem mine veer. Det gik utrolig hurtigt. Der blev tilkaldt en narkoselæge som skulle lægge blokaden i ryggen.. Veerne kom oven i hinanden, og lægen havde svært ved at finde ud af hvor hun skulle stikke. Efter 4 forsøg lagde hun endelig blokaden rigtigt. For pokker hvor gjorde det ondt.
Sanne undersøgte mig igen og fortalte at jeg nu var 3-4 cm. åben.. Så var det af sted til fødegangen. Bo blev meget overrasket. Han havde, som jeg, troet at jeg skulle have veer i meget lang tid før vi skulle derned.
Epiduralen virkede ikke som den skulle, og smerterne blev værre og værre. Sanne forhørte sig med overlægen, og hun fik lov til at give mig en sprøjte med morfin. 2 minutter efter jeg havde fået indsprøjtningen faldt jeg til ro. Bo var ved min side hele tiden.
Jeg faldt i søvn. Eller gjorde jeg? Jeg ved alt hvad der foregik omkring mig. Jeg hørte at Bo og sygeplejersken grinte af mig fordi jeg snorkede, og jeg hørte at Bo fik lidt at spise. Jeg tænkte også at Bo da skulle have sagt at han ikke kunne lide maden. Jeg vidste at han ikke kunne lide det, men han spiste det alligevel. Jeg kunne også finde ud af at trække vejret som jeg skulle. Dybe vejrtrækninger, og siden hen gispe.
Sådan lå jeg i 2-2½ time. Bo sov også lidt. Jeg vågnede en gang imellem for at få Bo til at trykke på knappen til epiduralen, så jeg kunne få et ”skud” mere.
Jeg vågnede rigtigt ca. klokken 14.30. Jeg skulle tisse, og sagde at jeg gerne ville på toilet. Sanne og Bo hjalp mig op at sidde, og ligesom jeg satte mig op gik vandet. Vandet var brunligt. Bo og Sanne hjalp mig ud på toilettet. Jeg sad på toilettet i omkring 15 minutter, og kunne ikke tisse. Jeg kunne mærke at min blære var fuld, men der ville ikke komme noget ud. Jeg har siden hen fundet ud af at det var pga. rygblokaden..
Jeg kom tilbage på briksen og Sanne lagde et kateter. Endelig stoppede presset fra blæren. Nu fik jeg presseveer. Sanne undersøgte mig endnu en gang, og konstaterede at jeg nu var 9½ cm. åben..
Min mor stak hovedet ind af døren og spurgte hvor langt vi var. Hun kunne se at jeg skulle til at føde, og spurgte om hun skulle blive. Det måtte hun meget gerne.
Håndtagene på briksen blev rejst op, så jeg kunne få ordentligt fat. Nu begyndte jeg at presse. De første par presseveer gik det ikke så godt. Jeg kunne ikke finde ud af at presse når jeg nu lige havde skullet holde tilbage. Mine presseveer gik også lidt i sig selv, så jeg var nødt til at få lidt akupunktur. Så gik presseveerne også i gang på fuld drøn.. 15 minutter senere holdte jeg Christian for første gang.
Mon alle forældre synes deres børn er de smukkeste i verden? Jeg gjorde i hvert fald. Christian var perfekt. Jeg kunne slet ikke forstå at han ikke begyndte at græde. Han så slet ikke død ud. Han var dejlig varm. Jeg manglede bare at han slog øjnene op og begyndte at skrige. Der var så stille på stuen. Alt for stille.
Der sad vi så som de stolte forældre vi var, og stadig er. Jeg kunne næsten ikke vente til jeg skulle vise Christian frem.. Sanne forlod rummet, og det samme gjorde mor. Mor ville fortælle familien at jeg havde født.
Bo og jeg var alene i en halv times tid. Vi kunne rigtig kigge på Christian nu. Han var virkelig perfekt. Bedst af alt lignede han os begge. Der var ingen tvivl om at han var vores søn. Runde kinder, langt mellemblondt hår og en lille opstoppernæse efter mig. Læberne havde han efter sin far. Fingrene og fødderne var lange og tynde.
Susie kom ind på stuen for at se Christian. Hun tog nogle billeder af os, den lille familie. Jeg spurgte Susie om hun ville holde Christian, og det ville hun ikke. Det accepterede jeg. Susie har fortrudt det lige siden. Sanne kom ind og spurgte om vi ville have besøg af sygehuspræsten, og det svarede vi ja til. Præsten kom ind, sagde tillykke og kondolerede. Hun var et meget varmt menneske, og det var dejligt at snakke med hende. Vi aftalte at hun skulle komme op til os på stuen dagen efter.
Sanne kom tilbage for at veje og måle Christian. 51 cm og 2880 g. Et helt kilo mindre end han var blevet vurderet den 10-1. Sanne havde kigget på moderkagen og fortalte at den var meget lille, og det sikkert var derfor Christian døde. Han havde simpelthen ikke fået næring nok, og var død af sult.
Sanne klippede en tot hår af Christian, og tog aftryk af hans hænder og fødder. Bo og Sanne hjalp hinanden med at give Christian tøj på.. En lille hvid sparkedragt, hvid bluse og en lille hvid hue. Han lignede en lille nyfødt, som alle andre små nyfødte. Sanne var en kæmpe hjælp gennem de svære dage på sygehuset.
Min far, stedfar, mor og søster kom ind på stuen.. Jeg vidste at det var meget svært for min stedfar at skulle se Christian, men det betød meget for mig. Christian var jo ikke et hvilket som helst barn, han er min søn..
Vi blev kørt op på vores stue klokken 19.30. Sanne havde trukket dynen op over Christians hoved. Det blev jeg lidt sur over. Hun fortalte at det var for ikke at skræmme andre fødende, hvis vi nu skulle møde nogen.
Bo ringede til sin familie for at fortælle at det nu var overstået. Fortalte at Christian var dejlig og perfekt.
Mine forældre tog hjem, så Bo og jeg kunne være alene med Christian. Jeg var sulten og fik noget at spise. Tænkte at det var ufølsomt at være sulten når jeg sad med min døde dreng.
Bo og jeg sad og kiggede på Christian. Skiftes til at holde ham.. Vi ville lære alle detaljer at kende. Vi ville huske alt.

Torsdag d. 17-1

Jeg havde bedt min mor om at ringe til mine veninder. Jeg ville gerne have at de skulle se Christian. Bo og jeg ville involvere så mange som over hovedet muligt. Vi ville ikke være alene med sorgen. Mine forældre kom klokken 11.00. Vi havde aftalt at vi ville begrave Christian d. 18-1, så der var en masse ting der skulle ordnes først. Min mor og far ville tage sig af alt papir nusseriget. Snakke med graveren og finde en kiste. Bo og jeg ville have en hvid kiste. Pludselig var der en million ting at tage stilling til. Hvor skulle Christian ligge? Hvilke blomster ville vi have på kransen? Hvilke farve blomster? Hvilken farve bånd? Hvad skulle der stå på båndene? Beslutninger jeg havde svært ved at tage. Lægerne skulle finde dødsattesten, og det kunne de selvfølgelig ikke. Den var blevet væk.. Min mor skulle ned i kirken med den, og derefter over til graveren. Hun skulle nå det hele før klokken 14.00. Hun kom først af sted klokken 13.00. Vi havde givet mor lov til at vælge gravstedet. Vi ville bare have at det var et sted hvor solen stod hele tiden.
Præsten kom sidst på formiddagen.. Vi spurgte hende om hun var interesseret i at holde en lille højtidelighed sammen med os, dagen efter. Det ville hun heldigvis gerne. Vi aftalte at Bo og jeg skulle finde nogle sange, og så ville hun komme igen fredag klokken 12.00.
Jeg ved ikke hvorfor vi ville begrave Christian allerede om fredagen. Det hele gik så hurtigt.
Torsdag over middag kom mine veninder. Jeg ved at det specielt var hårdt for min veninde, Rikke. Rikke og jeg gik gravide sammen, og hun fik sin lille Simon i oktober. Rikke havde dårlig samvittighed over at jeg skulle miste Christian, når nu hun havde fået sig en lille dejlig levende dreng .Hun havde gennem hele sin egen graviditet været bange for at miste Simon. Hendes bror og svigerinde mistede deres førstefødte nogle år forinden. Hun havde også dårlig samvittighed over at hun var nødt til at tage Simon med op på sygehuset. Hun havde ikke andet valg.
Rikke lod Simon blive ude på gangen foran stuen. Det var mig der spurgte om ikke Simon måtte komme ind på stuen. Jeg var jo ikke sur på Simon.. Det var ikke hans skyld at Christian døde. Jeg holdte Simon et stykke tid. Han charmerede rigtigt. Det var meget livsbekræftende. Det var slet ikke hårdt.
Noget der var hårdt var at jeg fra mit vindue kunne se direkte over på barselsgangen. Jeg kunne stå og se alle de nybagte mødre pusle om deres små børn. Se lykken i deres ansigter.
Bo’s forældre kom torsdag eftermiddag. De var glade for at se deres lille barnebarn. Lis var den stolte farmor da hun holdte Christian. Det var et dejligt syn..
Torsdag aften skrev Bo og jeg et brev til Christian. Der var så mange ting vi ville fortælle ham. Vi vidste jo også at vi ikke ville få mange flere chancer.
Resten af aftenen brugte vi på at nusse omkring Christian. Det var dejligt at være en familie.

Fredag d. 18-1

Fredag morgen kom min mor med kisten.. Jeg troede ikke at den ville være så lille. Den var alt for lille… Bedemanden havde været nødt til at tage indtrækket ud for at få plads til dynen.. Jeg ville så gerne putte Christian, og der var ikke engang plads til dynen. Min mor havde fået sin nabo til at sy et lille vattæppe som kunne være i kisten.. Christians fine dynebetræk kom på tæppet. Min mor tog et par billeder af Bo, Christian og jeg. På billederne ligner vi en rigtig familie. Man kan slet ikke se at Bo og jeg minutter senere skulle lægge Christian i hans kiste. Vi ser nærmest lykkelige ud.
Bo og jeg puttede Christian i kisten.. Med sig fik han 2 bamser, en sut, en rangle, brevet vi havde skrevet, et foto af os alle 3 og 5 kroner. –Så han kunne ringe hjem hvis han fik brug for det.

Klokken 12.00 kom præsten, vores nærmeste familie og mine veninder. Vi sang et par salmer. Præsten holdt en meget smuk tale. Ikke engang præsten kunne holde tårerne tilbage. Jeg tror at det først på det tidspunkt gik op for mig at jeg aldrig skulle se Christian igen. Da jeg skulle kysse Christian farvel, lige før låget skulle på kisten, kunne jeg næsten ikke stå på mine ben længere. Det hele blev for meget, og måtte søge trøst hos Bo der var lige så ulykkelig.

Vi kørte ud til gravstedet. Bo og jeg sad med kisten mellem os. Jeg ved virkelig ikke hvor vi fik kræfterne fra.. Det gjorde så ondt i hjertet. Bo havde det fysisk dårligt. Ved graven lå der utallige buketter. De var utrolig smukke. Præsten sagde igen et par ord, og kisten blev sænket i jorden.. Bo og jeg kørte præsten tilbage på sygehuset. Vi pakkede vores ting, sagde farvel til sygeplejerskerne og tog hjem.
Der hjemme ventede vores gæster. Min mor havde sørget for kaffe og kage. Vi skulle ikke gøre noget som helst. Det hele var klaret. Bo’s mor og søster tog endda opvasken før de tog nordpå igen. Min far tog hjem til Brønderslev.
Så var vi endelig alene. Nu kunne vi søge trøst hos hinanden. Være helt alene med sorgen. Bo og jeg lagde os på sofaen, og rejste os ikke før vi skulle i seng. Vi havde bare brug for at holde om hinanden.

Dagene efter var forfærdelige. Jeg ville ikke ud blandt andre mennesker. Jeg var bange for at møde folk jeg kendte. Bange for at skulle forklare hvad der var sket. Bange for min egen sorg. Bange for hvordan min sorg ville påvirke andre.
Vi tog helt til Kolding for at handle ind. Jeg kunne simpelthen ikke se folk i øjnene.

Min jordemoder ringede til mig 3-4 uger efter. Hun sagde at hun var ked af det på mine vegne. At hun aldrig havde oplevet en dødfødsel i hendes konsultation før. Hun fortale også at dødeligheden blev større når man gik over tiden. (Det fortalte hun mig lidt for sent) Hun sluttede af med at ”lægge skylden fra sig”, ved at sige : det er svært at mærke barnet når moderens mave er tyk.. Man kan ikke mærke barnet ordentligt. Selvfølgelig var min mave tyk. Jeg var sgu da gravid!!!!

Den 15. marts var Bo og jeg til samtale på sygehuset. Vi havde skrevet en masse spørgsmål ned. Vi ville have svar på alt. Jeg ville især vide om jeg havde gjort noget forkert. Hedvig sagde at jeg intet havde gjort forkert. Sygehuset påtog sig skylden. De havde ikke opdaget at Christian ikke voksede som han skulle. Det er på trods af 8 scanninger. Min søn døde altså af lægesjusk.

I min journal, som jeg fik tilsendt, stod der efter hver scanning : skal scannes igen om 14 dage for at følge barnets vækst. Tak siger jeg bare……

Det var rart at få det hele skrevet ned. Jeg håber at andre kan få noget ud af det jeg har skrevet/oplevet.

Mette Hansen, Christians mor