Min tale ved Christinas begravelse den 31. januar 2009

Christinas lærerinde skrev i en sang til Christinas 18 års fødselsdag:
“……….for udenpå er du ikke stor,
men indeni dig, jeg ved der bor
den allersmukkeste sjæl på jord”

De ord udtrykker så klart det, som vi, der stod hende nær, føler.

Jeg var på sygehuset, da Christina ankom med ambulancen og hun var ved bevidsthed lige til hun lukkede sine øjne.
Jeg fik i hendes sidste timer lov til at fortælle hende, hvor meget jeg elskede hende. Vi holdt i hånd og jeg holdt om hende.
Jeg fortalte hende, hvor tapper hun var. Og da det pludselig vrimlede med mennesker omkring os, sagde jeg til hende, at alle de mennesker kom for at hjælpe hende og om det ikke også var dejligt. Det svarede hun ja til.

Christina fik en hurtig og værdig død og jeg var hos hende i hendes sidste timer, hvilket jeg er så taknemlig for.

Hun gav os så meget og vi har så meget at sige tak for. Hun lærte os så meget.
Hun rørte ved noget i alle mennesker, der kendte hende, – hun kaldte med sit milde væsen på det bedste i os.
Man følte sig som et godt menneske i hendes selskab.
Hun bar aldrig nag eller talte ondt om nogen, og hun valgte at få det bedste ud af livet, selvom det ofte var svært for hende pga de besværligheder hendes lille krop gav hende.

Christina var en lille engel, og gennem hende har jeg mødt mange engle, og her tænker jeg på alle jer, der har været med til at gøre livet til noget smukt og dejligt for Christina.

Hvis jeg skulle bruge et eneste ord om Christina, ville det være ordet KÆRLIGHED.

Tak til alle jer, der har været med til at gøre livet til noget dejligt for Christina. Og tak til jer alle sammen for jeres deltagelse og interesse omkring Christina og for jeres deltagelse i vores sorg.

Christina vil altid være i vore hjerter.

Vi skal huske at tage kærligheden med os rundt i alle livets facetter.

 

Mindeinformation

  • Født: 04/07/1979
  • Død: 27/01/2009
  • Fødeby: Sønderborg
  • Mors navn: Pia Skovlund
  • Fars navn:

Til minde

Gæstebog

Skriv i gæstebog

Seneste lys

  • fredag d.27/01Kære Christina-pige❣️ J...

  • torsdag d.17/11Hej kære søs. Lau spørger...

  • mandag d.04/07Du bor i mit hjerte og er altid med...

Tænd et lys Se alle lys

Næste mærkedag

    Del dette minde

    Fortæl andre om mindet for Christina Skovlund.


    Mindet.dk hoej.dk a/s cvr 29192715 Borupvang 3 2750 Ballerup Tlf. 9674 6200 Facebook Send mail