Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

Skønt Christina ikke var lovet noget langt liv, så kom det alligevel meget bag på jer i den nærmeste familie, at det nu blev tid for Christina til at skulle herfra. I glædede jer til at holde hendes 30 års fødselsdag – livet var lang fra færdigt for Christina, og I synes at I havde meget mere at dele med hende. Men sådan skulle det ikke gå, og i tirsdags var livet på denne jord slut for hende, og dermed kommer I til at mangle en lille engel på jorden.

Christina var på mange måde et ualmindeligt menneske. Hun kom jo til verden i 1979 og I vidste godt fra starten, at Christina villle blive en ener. Hun kom – som andre børn – både i børnehave og skole, lærte aldrig at læse, men fik i stedet for så mange andre talenter. Hun nåede at give jer meget sit korte liv. Selv om hun var et lille menneske, havde hun et stort hjerte og en smittende glæde ved livet.

Til hendes 18 års fødselsdag skrev hendes lærerinde i en fødselsdagssang:

“.. for udenpå er du ikke stor,
men indeni dig, jeg ved der bor,
den allersmukkeste sjæl på jord”

Christina berigede jeres liv – og I gjorde hendes dagligdag god med jeres flittige besøg.
Engle var en fuldstændig naturlig del af hendes univers. Hun samlede på engle og her ved juletid var der jo nærmest trængsel på hendes værelse. Og for jer, som var nærmest hende, var hun selv en engel med de smukkeste, kærlige øjne.
Hun var en lille fighter og var viljefast. Hun vidste, hvordan hun ville have det, og opdragede det personale, som nu engang var om hende. På Munkehatten fandt I ud af, hvem der boede inde bag den lille krop, og I satte pris på hende. Og langt om længe var hun faldet godt til hosjer. Ved juletid besøgte jeg hende i hendes egenskab af beboerrepræsentant og oplevede, hvordan hun kvikt bestemte, hvilke salmer, der skulle synges til institutionens juleafslutning i Tornbjerg kirke.
Hun elskede at synge og kendte mange sange. Lars Lilholt var hendes foretrukne-og I, som er nærmest, har været med hende til koncerter med ham gennem tiderne.
“At rejse er at leve”, sagde HC Andersen, og det gav Christina ham ret i. Hun elskede at holde ferie og kom langt omkring med jer på skift, og hun elskede at holde ferie hos mormor og morfar.
Hun var til fest og farver, og var nok “kvinde” for at holde en tale, når lejlighed bød sig.
Hun var fantasifuld og kreativ – ja ligefrem kunstmaler. Malede fine malerier, hvor Tommelise og den lille havfrue var ofte anvendte motiver, og nåede også at få nogle af dem med på censurerede udstillinger. Gennem de senere år var hun – trods sin lidenhed – jo et voksent menneske. Der skulle ikke synges aftensang længere og hun var mere reflekterende, men stadig et livsbekræftende bekendtskab. Hun levede livet udad -tror jeg en af jer sagde. Hun har ikke levet forgæves.
Det har selvfølgelig ikke altid været let at være mor, dig, Steffen, mormor, morfar eller søskende til Christina, men I har hver for sig og sammen givet hende, hvad der er menneskeligt muligt indenfor det danske velfærdssystems rammer. I har været dér -hos hende, når hun har haft brug for jer.

Som konfirmations-ord valgte Christina første vers af en salme, og det lyder således:

Han som har hjulpet hidindtil
han hjælper nok også herefter
han altid kun det bedste vil
og han har almagts-kræfter
og han så grundig alting ved
at selv til bunds i kærlighed
ser klart hans forsyns-øje

Det er jo nogle vældig fortrøsningsfulde udsagn, som her kommer til udtryk, og den ro og tro og tillid til at det nok skal gå alt sammen, som ligger i salmens grundtone, skal vi tage ved lære af også i dag. For det er ikke kun i livet, at vi må vælge at tro, at livet er i Guds hånd og at han har almagts-kræfter, det er også når den dybe sorg og den mørke grav melder sig. Hør, hvordan salmen fortsætter:

Den øde mark, det vilde hav
den hårde vinterkulde
den dybe sorg, den mørke grav
de kære under mulde
for alt hos Gud er gode råd
til frydesang han vender gråd
så let som vinde og vove

Vi føler, at hvordan det går
hvad verden gør og lader
så gav os Gud dog børnekår
så er dog Gud vor fader
så er vor død dog kun et blund
og støvet om en liden stund
får også ørnevinger

Amen