Mindet - for dem vi har holdt af, elsket og mistet.

“Lysets engel går med glans” , salme nr. 747
og
“Du som har tændt millioner af stjerner”, salme nr. 787

Var to af de salmer, vi sang til Christinas begravelse. Christina holdt meget af  “Lysets engel går med glans”, hun var selv en lille lysende engel, der bragte lys og mildhed med sig, hun tændte millioner af stjerner i os, der var hende nær.

Christina modtog og gav kærlighed med største naturlighed og selvfølgelighed. Hun havde en evne til at røre andres hjerter. Livets værdi var for Christina: Kærlighed og forbundethed til de mennesker, hun holdt af, tillid og tro til de mennesker, hun omgikkes. Christina var noget helt specielt og hun så det bedste og specielle i alle mennesker. 

Christina er mit første barn og jeg var meget ung, da hun kom til verden. Christina er født som en ener, men dengang opfattede jeg det ikke som noget godt. I stedet blev dagene fyldt med bekymring for Christinas overlevelse og hvordan hun mon ville overleve. Ville hun kunne komme til at gå? At se? At tale? Hvordan med skole? Hvordan ville familie og venner mon reagere, når de hørte om mit barn? Osv, osv.  Mange bekymringer og angst for fremtiden. Det barn, jeg havde fået, var slet ikke det barn, jeg havde forestillet mig.
Christina lignede ikke de andre børn, jeg indtil da havde kendt. Og det kom hun aldrig til. Hun var helt sin egen.

Min forestilling om en lille baby, blev berøvet det rosenrøde skær, da jeg havde talt med børnelægen. Lægen og alle andre omsorgspersoner glemte at fortælle, om alle de mange glæder, der kunne være i vente og den tætte og varme forbundethed, man kunne få til sit ener-barn.
Den gang følte jeg, at jeg blev berøvet.
I dag føler jeg med hele mit hjerte, at jeg blev BERIGET.  
I dag ville jeg aldrig have ønsket Christina anderledes, og jeg tror, at Christina selv, overvejende var godt tilfreds med sig selv og sit liv.

Christina kom både til at se, gå og tale, blot kom færdighederne i et langsommere tempo end hos de fleste andre børn. Christinas musikalitet viste sig dog hurtigere end hos andre børn. Omkring 2-års alderen havde hun endnu ikke så meget sprog, at ord slog til, når hun f.eks. blev utålmodig over et eller andet, – i stedet for ord nynnede hun en børnesang ( ofte Lille Peter Edderkop) på fejlfri melodi i rask tempo og med en stædighed i stemmen, der ikke lod nogen i tvivl om, at Christina besad en stærk personlighed.

Christina kom i specialbørnehave med kærligt og dygtigt personale, og da dagen kom, hvor hun skulle sige farvel for at begynde i børnehaveklasse, var det,  både for Christina, personale og familie, et vemodigt farvel, men også et goddag til en ny og spændende tid. Personalet i børnehaven havde rustet Christina godt til at komme i skole, viste det sig,  og heldigvis havde Christina stadig jævnlig kontakt til den pædagog i børnehaven, som hun var knyttet mest til. En kontakt, som Christina var meget glad for, og som vi alle havde glæde af de næste mange år.

Det gik fint i skolen. Christina var en sjov pige med stor humor og hun grinede gerne højt og hjerteligt. Hun legede med ord og havde mange sjove ordstillinger, f.eks.: En gang en flue satte sig på hendes hånd: “Mor, se der er en flue, der snuser på mig”.
Et ord som handicap, blev til “Heidicamp”, hvilket altid fik mig til at tænke på en hyggelig campingplads et sted i Schweitz’ flotte natur, sandsynligvis på grund af min barndoms Heidibøger, og sådan kunne Christina vende et “tungt” ord eller begreb til noget positivt, der fik smilet og grinet frem, – og Christina var den, der grinede højest.

Da Christina var 11 år flyttede vi til en anden landsdel og hun måtte derfor skifte skole. Vi var spændte på, hvordan det ville gå, men hurtigt faldt hun til ,og også her var hun omgivet af et dygtigt og kærligt personale. De 6 år, Christina tilbragte i denne skole, var hendes bedste skoleår. Vi er til stadighed Christinas lærere taknemlig for alle de gode dage og oplevelser, de har været med til at give Christina, og deres bidrag til, at Christina fik så godt et liv. Efter Christinas skoletid fastholdt en af lærerne og Christina kontakten til hinanden i alle årene derefter, og det var altid en stor og glædelig begivenhed, når Christina fik brev eller besøg af hende.

Konfirmationen var en stor dag for Christina. Hun var så fin i sin hvide kjole og så lille i forhold til de andre konfirmander og så sød og glad. Glad, fordi det var hendes første store fest, gæster, gaver, god mad osv, men også glad for selve det at være blevet konfirmeret. Christina var troende, og talte ofte om Gud og Jesus, Engle og Himlen. Engle blev senere en naturlig del i hendes univers.

I mit univers var Christina – om nogen- en engel. Heldigvis var hun dog ikke altid lige engle-agtig. Da Christina kom i slutningen af  teen-ager-alderen viste hun sit temperament og kunne godt sige én nogle “sandheder”, sige fra, når noget ikke passede hende og også blive vred. Når jeg en gang imellem “irettesatte” hende, kunne hun godt sige: “Nu har jeg opført mig så pænt i så mange år, og nu har jeg lov til at opføre mig, som jeg vil”.
Det syntes jeg, var et godt argument.

Christina elskede at feste, og da hun fyldte 18, bestemte hun, at nu var der fest, og vi skulle være mindst 100. Vi kunne bare leje et hotel, mente hun. Vi holdt dog festen hjemme, og Christina gik med til at begrænse sig til ca. 35 gæster: Familie og venner og selvfølgelig var Christinas elskede lærer også gæst. Også Christinas kommende aflastningsfamilie var gæster. Med besøgene hos aflastningsfamilien hver 3. week-end kom en masse nye, rare og rummelige mennesker ind i Christinas liv, og der var sjov, fest og farver, men også stille hyggestunder, når Christina var hos dem.

Christina har oftest været omgivet af rummelige og kærlige mennesker. Foruden os, der var allernærmest, og som elsker Christina, var der den øvrige nære familie, som – om end på afstand – forsøgte at følge med i Christinas ve og vel. Set i det lys, har Christina været meget velsignet og hun var meget glad for vores familie, især mormor og morfar.
Christina elskede at være sammen med mormor og morfar og de elskede at være sammen med hende. Som barn var hun var ofte på ferie hos dem og som voksen kom hun tit på week-end besøg. Der var sang, sjov og snak med mormor og fortælling om spændende emner sammen med morfar. Sammen hyggede de sig alle 3.

Udenlandsferier oplevede Christina en del af, både med skolen og med os i familien. Med skolen var det rejser til Norge, Sverige, England. Med mormor, morfar, lillesøster og jeg var det til Middelhavet; Tyrkiet, Rhodos, Portugal, Mallorca. Flere af stederne flere gange. Christina var i sit es, når vi var afsted, og hun hjembragte mange fingerringe og halssmykker.

Der er 3 års forskel på Christina og hendes lillebror, Thim og 12 års forskel på Christina og hendes lillesøster, Signe. Ofte har det været svært af være søskende til Christina, men de var glade for hinanden og de har haft meget sjovt sammen. Jalousi i forhold til den opmærksomhed, der har været påkrævet til Christina og den Thim og Signe har fået, har ikke kunnet undgås, men de ved, at de er elsket. Christina har været med til at gøre dem til de rummelige mennesker, de er i dag. De er, så unge de er, beriget med nogle erfaringer og indsigt, som mange andre ikke er forundt.

Musik var Christinas store lidenskab og hun kunne lytte til sine yndlings cd’er i timevis. Lars Lilholt var den mest spillede, og i en årrække var Christina, Signe, mormor og jeg til den årlige koncert i Den Fynske Landsby. Christina glædede sig i ugevis og vi fik os altid placeret helt nede ved scenen, midt for. Meget glad var Christina, når Lars Lilholt bøjede sig lidt ned mod hende, medens han spillede på sin violin.

Christina nåede også at have en holde-i-hånd-kæreste og at komme på diskotek. Jeg var med på besøgene hos kæresten og på diskotek samt skolefester. Christina syntes, det var det naturligste i verden at have sin mor med og hyggede sig fint med det. Måske fordi jeg I en årrække var alene-mor sammen med Christina og Signe. “Vi tre piger” havde nogle tætte år sammen. Vi gik ture, tog på café – Christina skulle altid have cacao og lagkage – købte ind, rejste på sommerferie, shoppede osv. Alle de ting, man gør i en almindelig familie. Vi har forsøgt at leve et så “normalt” liv som muligt.
Christina nød af være i selskab med vores familie og venner. De har alle gjort, hvad de kunne af godt for Christina.

26 år gammel flyttede Christina hjemmefra til bofællesskabet, og det var svært for os alle. Christina havde svært ved at falde til der, og mange gange har jeg været meget tæt på, at tage hende hjem igen. Omsider faldt hun dog til. Hun nåede at bo der 3½ år og jeg er glad for, at jeg har været en “emsig” mor i forhold til Christinas ve og vel. Jeg er også glad for, at enten mormor og morfar eller jeg besøgte Christina så meget, at hun havde besøg 4-5 gange om ugen. Christina nåede at blive glad for sit nye hjem og personalet og hun vidste, at vi, der elsker hende, var om hende og var der for hende, selvom hun nu var flyttet hjemmefra.

Christina har efterladt sig så mange dejlige minder. Der er alle de håndgribelige minder: De mange malerier, tegninger, keramikting, breve og alle babytingene; hendes første sko, babytøj, mælketænder. De allerbedste minder er dem, jeg har i mit hjerte og for mit indre blik og øre. Jeg kan stadig se, høre og mærke hende. Christina nåede i sit korte liv at sætte nogle dybe spor i de mennesker, der kendte hende.

Hvor engle er, kommer engle til. Christina tiltrak mange engle, hun var i sin sjæls inderste væsen langt sundere og klogere end mange højtuddannede og erfarne mennesker. Hendes visdom sad i hjertet.

Den sidste sang, vi sang til Christinas begravelse , var “We meet again”. En smuk sang, skrevet af Steen Bjødstrup:

I clearly feel Your presence here in this room
so quiet, calm and gentle, and now soon:
If I’ll be walking up or she’ll be walking down
it makes no difference, the miracle is here,
we have been found.

We meet again, as if we never met before
We meet again at the footstep of this open door

We clearly feel Your presence here, and in Your name
we join in another atmosphere, and this is sane.
I’ll bee looking up and she’ll be looking down
it makes no difference, the miracle is here,
we have been found.

We meet again, as if we never met before
We meet again at the footsteps of this open door

Jeg savner Christina hver eneste dag.  Det er uvirkeligt at jeg aldrig mere skal se hende. Hvor ville jeg gerne have haft Christina hos os for evigt.